Hjem til Pangea!

af Willy Wegner og Henning Rønn

"Scientists still do not appear to understand sufficiently that all earth sciences must contribute evidence towards unveiling the state of our planet in earlier times, and that the truth of the matter can only be reached by combining all this evidence?"
– Alfred Wegener (1880-1939)

Dette essay vil komme til at fremstå i to afsnit. I det første vil vi forklare Wegeners teori fra 1910 og beskrive hvorledes de teorier var, der før Wegeners kontinentalforskydningsteori prøvede at forklare Jordens overflade og udseende. Desuden vil vi tegne et billede af hvorledes Wegeners teori op gennem 30’erne og 40’erne blev bestridt og hvordan den videre forskning i 50’erne og 60’erne resulterede i at teorien smeltede sammen med teorien om den globale pladetektonik.

I andet afsnit vil vi kort redegøre for væsentlige begreber i Kuhns teori om revolutioner i videnskaben. Dernæst sammenholde de videnskabelige kendsgerninger og udviklingen i Wegeners kontinentalforskydningsteori med Kuhns teori og derigennem prøve at belyse striden mellem det gamle og det nye paradigme samt hvordan og hvorfor det gik Wegeners teori som det gjorde.

Tolkning af Alfred Wegeners teori
Når man begynder på et puslespil, er det god strategi at lægge ud med de brikker der helt oplagt passer sammen. Selv ved et flygtigt blik på en globus, synes det helt tydeligt, at verdensdelene Afrika og Sydamerika, som illustreret i vignetten, ligner to gode brikker.

Denne iagttagelse var medvirkende til, at en tysk meteorolog, Alfred Wegener, fra 1910 udviklede teorien om kontinentalforskydning – en teori, der blev præsenteret offentligt første gang i 1912 for en geografisk forening i Frankfurt a.M. Tre år senere, i 1915, udkom Wegeners bog "Die Entstehung der Kontinente und Ozeane", hvor han argumenterede for teorien.

Wegeners teori gik ud på, at Sydamerika havde ligget tæt op ad Afrika for mindst 270 millioner år siden i Yngre Carbon. Nordamerika havde ligger ved Europa-Asien og Grønland derimellem. Indien-Australien og Antarktis lå ved Afrika, og Atlanten eksisterede slet ikke. Dette superkontinent kaldte Wegener for Pangea. Han forestillede sig altså, at kontinenterne som isflager var placeret i oceanbundens tungere materiale og at kontinenterne kunne flytte sig horisontalt. ^{(16, 18)}

Engang i Yngre Carbon skulle dette kontinent så være brudt op, og de enkelte verdensdele "sejlet" fra hinanden til det verdenskort vi kender i dag.

Teorien var imidlertid ikke baseret alene på den naive betragtning. Wegener forstod på tværvidenskabelig vis ræsonnere udfra komponenter hentet fra videnskabelige forskningsområder som:

1. palæontologien, videnskaben om de uddøde dyr og planter,
2. den geografiske fordeling af dyr og planter,
3. geologien,
4. palæoklimatologien, videnskaben om fortidens klimaforhold,
5. geofysikken
   og endelig

6. geodæsien, landopmålingen.

I disse discipliner fandt han indicier for, at der faktisk finder en kontinentalforskydning sted. På den anden side kunne så de respektive videnskabelige fagområder anvende teorien til at forklare tidligere dunkle observationer indenfor de enkelte discipliner.

Wegeners anvendelse af kendsgerningerne fra andre fagområder end hans eget var meget omhyggelige. I et foredrag – "Kontinenternes forskydning" – holdt den 23. november 1922, redegjorde han blandt andet for regnormes udbredelse over flere kontinenter, den australske dyreverdens spredning, bjergkæder i Afrika og Sydamerika, der passer sammen materialemæssigt, og Wegener henviste til ti forskellige videnskabsfolks værker. Wegener "digtede" ikke sine kendsgerninger, men han brugte sin samtids eksisterende værker kombineret med sin teori til at forklare de nævnte ting.

Man kunne nu med Wegeners teori forklare blandt andet, hvorfor man havde fundet en uddød dyreart i såvel Afrika som Sydamerika, ligesom man kunne forklare, hvordan Andesbjergene, Alperne og Himalaya var dannet. Ifølge forskydningsteorien skraber kontinenterne mod den hårde oceanbund og derved rejses en del af havbunden op over havoverfalden i kæmpemæssige bjergkæder.

De kræfter, der skulle bevirke kontinentalforskydningen, kaldte Wegener for henholdsvis "Polflugt" og "Vestdrift".

Med hensyn til polflugten, mente Wegener, at kontinenternes drift var rettet mod Ækvator. Dette eksemplificerer han ved at pege på Australiens drift nordvestover. Dertil, grundet i Jordens rotation og under påvirkning af solens og månens tiltrækningskraft, skulle kontinenterne også forskyde sig vestpå. Grundlaget for disse kræfter søger Wegener at underbygge i tredie udgave af sin bog med henvisninger og citater fra forskere som Köppen og Epstein. ⁽²²⁾

Præ-Wegenerske modeller
Da Alfred Wegener fremkom med sin teori, eksisterede der i forvejen tre teorier omkring det udseende Jordens overflade havde:

1. Kontraktions-teorien
2. Permanens-teorien
3. Landbro-teorien

Kontraktionsteorien gik ud på, at jordskorpen under klodens afkøling trak sig sammen – skrumpede – på samme måde som et æble skrumper og bliver rynket med tiden. Dette havde op til daværende tid været den mest udbredte forklaring i lærebøgerne, og blev kraftigt støttet af Eduard Suess, der havde skrevet "Das Antlitz der Erde" i 1883. Imidlertid kunne denne teori ikke holde og var meget snart utidsvarende. ^{(18, 22)}

Wegener kunne blandt andet henvise til, at opdagelse af radioaktivitet i slutningen af 1900-tallet, fik den teori til at falde fordi der dybt inde i Jorden under henfald af radioaktive stoffer – dannes store mængder af varme. ⁽¹⁹⁾

Andre geologer gik ind for permanensteorien, og støttede sig blandt andet til "Isostasiens Lov" , gående ud på, at der altid er ligevægt mellem oceanerne og kontinenterne. Synker et landområde i havet et sted vil der andetsteds opstå nyt land og således holde ligevægten i orden.

Wegener gik også ind for denne lovmæssighed i relation til permanensteorien, men i langt større sammenhæng. Han skriver:

"Permanensen finnes, men icke hos de särskilda oceanerna eller kontinenterna, utan hos djuphavets areal och kontinentarealen i deras helhet ^{." (22, s.35)}

Denne teori om, at kontinenterne på ingen måde "sejlede" i forhold til hinanden, havde støtte blandt geofysikere helt op i slutningen af 60’erne ved for eksempel russeren V.Beloussov. ^{(6, 18)}

Men hverken kontraktions- eller permanensteorien kunne forklare de store ligheder mellem sedimentære aflejringer og palæontologiske fund i henholdsvis Afrika og Sydamerika. Derfor blev vel nok den mest udbredte teori den, at der engang havde eksisteret landbroer mellem kontinenterne; men at disse nu var sunket og dannede havbunden mellem verdensdelene. Også Wegener accepterede denne teori, men kun delvist og yderst begrænset i lokal geografisk målestok.

Teorien videreudvikles og stagnerer
Ved Wegeners død i 1930, under en ekspedition på Grønlands indlandsis, fortsatte blandt andet den sydafrikanske geolog Alexander Du Toit arbejdet med at videreudvikle og finde nye indicier for teorien. Dette førte i 1937 til bogen "Our wandering continents". Her forsvarede Du Toit Wegeners teori men påpegede dog også dens svage sider. Du Toit fremsatte endvidere nye tanker omkring de kræfter, der ligger til grund for kontinentaldriften.

Det synes dog klart, at debatten omkring teorien går i stå gennem 40’erne og 50’erne, dels på grund af Anden Verdenskrig, dels på grund af mangel på, yderlige afgørende beviser, så man kunne komme videre, enten for at fa teorien bekræftet eller afkræftet.

I tiden omkring Anden Verdenskrig var videnskabsfolkene delt i to lejre: en lille gruppe for Wegener og en stor gruppe imod. ⁽¹⁶⁾

Abrahamsen derimod nævner, at Wegeners teori omkring 1950 nærmest blev "betragtet som et kuriosum". ⁽¹⁾

Oceanbundspredning og pladetektonik
I 50’erne fik videnskabsfolkene atter lejlighed til at foretage oceanografiske undersøgelser efter krigen. I 1955 foretoges der boringer, i Stillehavet, som blev undersøgt for palæomagnetisme. (Lava indeholder ganske fine korn af magnetiske bjergarter. Under lavaens afkøling magnetiseres den i relation til Jordens magnetfelt nord-syd. Udbrud for udbrud lægger lavaen sig i "bånd" udfra oceanryggene, hvert bånd magnetiseres i takt med ændringer i Jordens magnetfelt.) Nu viste det sig, at der, udfra prøverne fra Stillehavets bund, kunne tegnes palæomagnetiske bånd, der endda viste, at lavaen var med revers – omvendt – magnetisering. Lavaen var altså størknet på et tidspunkt i Jordens historie, da de magnetiske poler lå omvendt. Også i Det indiske Ocean blev der foretaget målinger og boringer. En forsker Hess fandt frem til, at kontinenterne er gamle og oceanerne unge. Han begrundede det med, at der danne ny havbund i oceanryggene – et fænomen han kaldte oceanbundspredning. ⁽¹⁶⁾ Senere, i midten af 60’erne, fandt amerikanerne Vine og Tuzo Wilson ud af, at hvis havene vokser udfra oceanryggene, må man kunne se, at havbunden er yngst ved ryggene og ældst længst væk.

Det viste sig kort tid efter at være rigtigt – dette kunne læses udfra de palæomagnetiske bånd på begge sider af Deri midtatlantiske Højderyg. ⁽²⁶⁾ Dermed havde man bevist, at oceanerne vokser udfra de store oceanrygge.

Ved at se på jordskælvskort har geofysikerne nu fundet frem til, at jordskælv foregår i et bestemt mønster, som viser, at Jorden består af seks større og seks mindre plader, der bevæger sig i forhold til hinanden. Bevægelserne, langs brudzonerne, der også kaldes transforme forkastninger, følges af jordskælv og vulkanisme.

Ifølge den nye globale tektonik, dvs. læren om bevægelser i jordskorpen, består Jordens kappe af tre lag: Lithosfæren, der er omkring 100 km tyk. Det er i dette lag, de nævnte plader bevæger sig fra, imod eller forbi hinanden. Pladerne, der også kaldes lithosfæreplader, bevæger sig ovenpå Aestenosfæren, der er omkring 700 km tyk, Resten af kappen kaldes Mesosfæren.

Når to plader "støder samen", eller den ene plade bevæger sig ind under en anden, vil der opstå spænding i dem. Denne stress-tilstand udløses ved jordskælv.

Den nye pladetektonik har gjort det muligt at forklare, jordskælv, vulkanisme, bjergkædedannelse samt dybgraves tilblivelse. ^{(16, 27)} Andre aspekter af pladetektonikken er en forøget forståelse af, hvor råstoffer som olie og metaller findes. ⁽²⁰⁾ Pladetektonikken må formodes at komme til at spille en meget stor samfundsmæssig rolle i de kommende årtier, netop i forbindelse med de nævnte ressourcer.

Jordklodens udvikling er dynamisk, og den vigtige proces er konvektionsstrømme, som lithosfærepladerne er dele af. Konvektionsstrømme er opstigende varme strømme fra Jordens indre. Videnskaben er ikke helt klar over, hvordan strømmene fungerer. Det menes dog, at strømmene stiger op i oceanryggene, og påvirker lithosfærepladerne for senere, når de er blevet kølet af, atter forsvinder ned i Jordens indre.

Ved hjælp af konvektionsstrømme dannes materialet, der opbygger oceanerne og kontinenterne. Disse strømme bestemmer også pladernes bevægelser i forhold til hinanden og dermed kontinenternes form og placering på jordkloden.

På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling i forskningen er teorien om den globale pladetektonik blevet udviklet. Wegeners teori, sammenholdt med de moderne forskningsresultater viser, at han i princippet havde ret i, at der rent faktisk foregår en kontinent/plade-forskydning eller drift.

Kuhns teori om videnskabelige revolutioner
Videnskabshistorikeren Thomas Samuel Kuhn opererer i sin teori om videnskabelige revolutioner med to vigtige begreber:

1. paradigmer,
2. normalvidenskab.

Almindeligvis opfattes et paradigme som et vedtaget mønster eller model. Dette overfører Kuhn på videnskaben og taler om et forskningsmønster – eller måske mere rammende: et forskningsmiljø.

Paradigmer eksisterer indenfor alle fag, mener Kuhn. De indeholder et givet videnskabeligt samfunds forskningsmetodik, lærebøger, apparatur, terminologi, verdensanskuelse osv. – altså det totale forskningsmiljø for faget.

Normalvidenskab er det, der praktiseres med basis i, og indenfor rammerne af paradigmet. Kuhn skriver, at det er "at samordne de fænomener og teorier, som paradigmet allerede byder på". ⁽¹¹⁾ Han udtrykker det også på den måde, at videnskabsfolk i det meste af deres karriere er optaget af "rengøringsarbejde".

En videnskabelig revolution er for Kuhn ensbetydende med, at der sker et såkaldt paradigmefrafald: "under paradigmet kan der ikke arbejdes på anden måde, og falder man fra paradigmet, er det ensbetydende med at ophøre med at udøve den videnskab, dette afgrænser, Vi vil snart opdage, at sådanne frafald faktisk forekommer. De danner kernen i videnskabelige revolutioner". ^(11,s.67)

Det, at man løber ind i vanskeligheder og problemer medfører ikke i sig selv et paradigmefrafald, i stedet prøver videnskabsfolkene at tillempe eventuelle nye iagttagelser til det eksisterende paradigme. Ligeså er man, skriver Kuhn, ofte intolerant overfor nye teorier fremsat udenfor paradigmets rammer.

Det sker altså, at videnskabsfolk bryder ud af det eksisterende paradigme og danner et rivaliserende. Denne kamp mellem forskellige "skoler" er et led i revolutionen og kan ofte føre til, at strukturen i et videnskabeligt samfund brydes op til flere fagområder.

Kuhn skriver, at der også spiller politiske, religiøse og sociale forhold ind i forbindelse med paradigmeskift. Derfor er selve situationen heromkring svært sammensat således at et paradigmes sammenbrud ofte bliver en langstrakt social proces. ^{(11, s.17)}

Selve skiftet fra et gammelt til et nyt paradigme er afhængig af, hvor hurtigt videnskabsfolkene falder fra, men efterhånden, når det oprindelige paradigme er faldet og forladt af videnskabsfolkene, kan man sige, at revolutionsprocessen er overstået. Man står så med et nyt paradigme og en produktion af nye lærebøger der danner grundlag og rammer for normalvidenskaben og skaber tradition.

Forskydningsteoriens historik i relation til Kuhns teori
Wegeners teori om kontinentalforskydning stødte fra starten på stærk modstand i geofysiske kredse. Man kritiserede ham blandt andet for ikke at forklare de naturkræfter, der forårsager forskydningen, på tilfredsstillende måde.

På trods af den hårde kritik og modstand af såvel faglig som personlig karakter, fortsatte Wegener med at udbygge teorien. Reviderede udgaver af hans bog udkom i 1921 1922 og 1929. Endelig udkom i 1936 en fjerde udgave – efter Wegeners død. ^{(7, s.307)}

Først i 1922, da tredie udgave af bogen blev udsendt og blandt andet oversat til engelsk, tiltrak teorien sig atter stor opmærksomhed. Det er ganske tydeligt, at normalvidenskabens forskere ikke har hørt om teorien før den blev oversat. De engelsktalende geofysikere har tilsyneladende ikke orienteret sig i eksempelvis tysk faglitteratur indenfor deres fagområde.

En videnskabelig revolution, jvf. Kuhns teori, er ved at komme godt i gang. Enkelte geofysikere som Arthur Holmes, en meget agtet britisk geolog.- "He was a rarity – a generalist who had the specialists expertise over many areas", ^{(7, s.309)} og sydafrikaneren Alexander Du Toit forsvarede Wegeners teori kraftigt. Begge var altså faldet fra det gamle paradigme og var gået over til det nye.

I midten af 20’erne reviderede Du Toit og Wegener således enkelte fejl i Wegeners første udgave og føjede iøvrigt en del nye kapitler til med den nyeste viden, som var kommet til siden 1915. ^{(7, s.314)}

Ligeså, i midten af 20’erne, udsendte geologen Harold Jeffreys fra University of Cambridge en bog med titlen "The earth". Dette, sammen med et symposium, som blev afholdt i 1928 i "American Association of Petroleum Geologists" i New York, var medvirkende til at skabe en stædig modstand overfor Wegener.

Jeffreys angreb Wegener i sin bog og ramte især kontinentalforskydnings- teoriens ømmeste punkt, nemlig kræfterne, der får kontinenterne til at flytte sig. Dem kunne Wegener, som tidligere omtalt, ikke gøre ordentligt rede for. Jeffreys tilbageviste teorien om polflugt som drivende kraft med ganske enkle ("simple caloulations") udregninger. Men Jeffreys nøjedes ikke i sin bog med at kritisere Wegeners teori om polflugt og vestdrift og tilbagevise hele forskydningsteorien på baggrund af dens svagheder der. Han ignorerede endog mange af Wegeners empiriske kendsgerninger, og kaldte Wegeners ide om vandrende poler for en geofysisk umulighed. ^{(8, s.14)}

Flere forskere fra det oprindelige paradigme gik til angreb mod Wegener. En amerikaner, Lake, skrev i 1922 i tidsskriftet "Geographical Review" direkte fjendtligt om Wegener: " … he is advocating a cause, and is blind to every fact and argument that tells against it…" Måske var det i dette tilfælde lige omvendt. Efter kort at have kritiseret Wegener for ikke at have givet empiriske data for, at der faktisk foregår en kontinentalforskydning, slutter Lake af med at skrive: "he has suggested much, he has proved nothing". ^{(7, s.308f)}

Under et møde i "British Association for the Advancement of Science" i 1922 var mange skeptiske overfor Wegeners teori, mens et fåtal var positivt indstillet. Her nævner Frankel, at af ni deltagere i symposiet var kun to for Wegener, mens de øvrige var imod. Frankel henviser også til et møde, som blev holdt i "The Royal Society of South Africa", hvor en botaniker blandt andet anså "the botanical evidence as completely opposed to Wegeners theory". ^{(7, s.308f)}

Et par år efter i 1925, skrev J.W. Gregory sarkastisk i tidsskriftet "Nature" om den tredie udgave af Wegeners bog: "Wegeners theory will depend on whether it explains more difficulties than it creates". ^{(7, s.309)}

Endelig, for at vende tilbage, til mødet i "American Association of Petroleum Geologists" i 1928, så blev det en uhyggelig oplevelse for tilhængerne af kontinentalforskydningsteorien. Kun tre på mødet gik ind for teorien – Wegener selv, den engelske geolog Taylor samt hollænderen Van der Gracht – de resterende elleve deltagere var meget fjendtligt indstillet.

Nogle af deltagerne angreb endog Wegeners kilder og metoder. De sagde, at han kun præsenterede de ting, der passede ind i hans teori. Man sagde, at Wegener "took liberties with our globe" og, at han "played a game in which there are no restrictive rules and no sharply drawn code of conduct…" ^{(8, s.14)}

Wegener forsvarede sig ikke. Han nøjedes i de sidste par år inden han døde med at samle materiale til fordel for sin teori, og iøvrigt arbejdede han ihærdigt med vejrmålinger på Grønland. I mellemtiden forsvarede Holmes og Du Toit teorien og styrkede den.

Den kraftige kritik af Wegeners teori gav sig udslag il at han fik svært ved at skaffe sig arbejde ved de tyske universiteter. Wegener er altså åbenbart blevet anset for at være en alt for vidtløftig videnskabsmand. Også ved Københavns Universitet blev han afvist som ansøger til et professorat i geologi, trods det, at han talte dansk. ^{(16, s.7)}

Dette med at fremsætte nye teorier, der på afgørende vis bryder med det eksisterende paradigme, har altid været farligt. Hvis ikke teorien falder indenfor rammerne og vinder genklang bliver følgen netop, at man sætter sin videnskabelige prestige på spil. Wegeners besvær med at få arbejde ved universiteterne indikerer, at det oprindelige paradigme stadig stod stærkt.

Til sidst lykkedes det dog for Wegener at blive ansat ved universitetet i Graz, Østrig, hvor man havde slået et specielt samlet professorat op til ham i fagene geofysik og meteorologi. Dengang var det ganske uhørt at opslå stillinger over to fag.

Efter Wegeners død skrev Hans Benndorf, en professor-kollega fra Graz nekrolog. Heri omtalte han Wegeners store indsigt i andre fag og hans evne til at finde væsentlige punkter:

"He would often, after a long pause for reflection, say "I believe such and such", and most times he was right, as we would establish several days later after rigorous analysis. Wegener possessed a sense for the significant that seldom erred". ^{(8, s.17)}

I tiden efter Wegeners død blev kritikken mod hans teori endnu mere intens, ikke mindst på grund af, at Du Toit og Holmes udvidede og forbedrede Wegeners oprindelige teori. Hvis de ikke havde fortsat arbejdet, ville det have været naturligt at debatten var døet ud. Jo stærkere det nye paradigme blev, desto større var modstanden fra det oprindelige.

I USA blev det for eksempel direkte risikabelt at udtale sig positivt om Wegeners teori – man satte hele sin karriere som forsker på spil i så tilfælde.

På baggrund af Kuhns teori om de videnskabelige revolutioner, er eksemplet fra USA ikke så overraskende. Kuhn skriver jo, at revolutionsperioden er en meget langstrakt og social proces. Her, i 30’erne har den jo varet 15-20 år. Det sociale består i det her tilfælde i, at forskerne fra normalvidenskaben mere eller mindre "tvinges" til at blive indenfor paradigmets rammer, eller træde udenfor og dermed risikere karriere og status.

Under Anden Verdenskrig ligger debatten omkring kontinentalforskydnings- teorien stille, antagelig fordi forskerne er beskæftiget i andre felter, der har med krigen at gøre.

Op gennem 50’erne og 60’erne ligger Wegeners teori fra 1910 underlig skjult. Der hverken tales eller skrives ret meget om den. Indenfor geofysikken foretager man grundforskning med nye måleapparater og metoder indenfor blandt andet palæomagnetismen.

En undtagelse er dog fremsættelsen af den såkaldte Ballonhypotese. Den kan ses som et krampagtigt forsøg på at løbe storm på Wegeners "ubehagelige" teori om "sejlende" kontinenter. Ophavsmanden til teorien fremsat, i 1958, var den australske geolog S.W. Carey.

Han forestillede sig Jorden som en ballon der langsomt bliver pustet op. På deri måde ville kontinenterne skilles ved udvidelsen og hele tiden glide fra hinanden. Teorien indebar altså det modsatte af kontraktionsteorien og forudsatte, at Jorden engang havde været ganske betydeligt mindre end som så. Teoriens holdbarhed var som en ballons reaktion på en glød og er nu blot i kuriosum i geologiens historie. ^{(16, s.5f)}

Mere interessant er en debat omkring Wegeners teori i 1966 ved den "12. Internationale Oceanografiske Kongres" i Moskva.

Dr. Robert S. Dietz havde på computerbasis arbejdet med det jordiske puslespil, og gik ind for teorien om kontinentalforskydning. Imidlertid mente han at kunne forkaste Wegeners tanke om et urkontinent, det såkaldte Pangea. Dietz mente, at der havde eksisteret to af hinanden uafhængige kontinenter: Laurasia på den nordlige halvkugle og Gondwana på den sydlige. Selve kontinentalforskydningens igangsættelse mente han måtte være startet for omkring 150 millioner år siden.

Diskussionen på kongressen viste dog alligevel, at Wegeners teori stadig mødte massiv modstand og, at det gamle paradigme stadig stod stærkt: "det store problem mellem geofysikerne på kongressen var imidlertid ikke spørgsmålet om, hvor kontinenterne har flyttet sig hen, men om de i det hele taget har flyttet sig", refereres det fra mødet. ^{(6, s.293f)}

Grunden til, at man i geofysiske kredse iøvrigt ikke talte så meget om Wegeners teori, var vel, at forskerne måtte videre. Med hensyn til Wegener var man enten for eller imod.

Det man især koncentrerede sig om, var oceanerne, og dette førte blandt andet til erkendelse af, at kontinenterne flytter sig via oceanbundspredning. Det videre arbejde førte til det store skridt fremad, idet forskerne finder frem til, at Jordens kappe består af tre lag og at det er i det yderste lag, lithosfæren, kontinenterne ligger og bevæger sig i forhold til hinanden.

Ved udarbejdelsen af teorien omkring pladetektorlikken blev det muligt for forskerne at forstå vulkanisme og jordskælv. Debatten om pladetektonikken må på sin side siges at være en revolution i sig selv, en revolution, der førte til en helt ny normalvidenskab. Næsten alle videnskabsfolk tilsluttede sig ret hurtigt teorien om pladetektonik, idet beviserne blev lagt på bordet i form af rapporter fra adskillige videnskabsfolk, der alle havde arbejdet forskellige steder på jordkloden.

Helt afgørende var det, da det amerikanske forskningsskib "Glomar Challenger" i årene 1968-69, efter 78 boringer i Atlanten og Stillehavet, fik analyseret borekernerne. Det viste sig blandt andet, at Jordens magnetiske polaritet havde skiftet 171 gange i de sidste 76 millioner år, og desuden fastslog man med moderne målinger, at der foregår en kontinentalforskydning. For eksempel vokser afstanden mellem Europa og Nordamerika årligt med 2,5 cm. ⁽⁹⁾

Man må sige, at revolutionsperioden har været langvarig fra det tidspunkt, hvor Wegener publicerede sin teori første gang i 1915 og til det øjeblik, hvor kontinentalforskydningsteorien "smelter" sammen med teorien om pladetektonikken; nemlig i 1968 – 69, hvor man får de endelige beviser for, at der til stadighed foregår en kontineritalforskydning. Der er da gået ikke mindre end 54 år fra Wegeners første undren.

Konklusion
Hvorfor reagerede det herskende paradigme indenfor geofysikken så kraftigt overfor Wegeners teori?

En væsentlig grund var nok, at Wegener var meteorolog – ikke geofysiker og, at han trods dette "tillod" sig at anrette et slag mod paradigmet. Yderligere gjorde Wegener det, at han arbejdede tværvidenskabeligt og inddrog data fra flere forskellige fagområder der traditionelt var skarpt adskildte. Videnskabsfolkene passede sig selv i de enkelte små samfund, så Wegeners opdukken og fremgangsmåde har virket som noget nær en fornærmelse overfor de anerkendte geofysikere, lærebøger osv. Hans teori og arbejdsmåde passede ikke indenfor paradigmets rammer, ligesom Wegener selv stod udenfor.

Nogle år senere var Wegener imidlertid også blevet geofysiker. Han fik dog besvær med at finde arbejde idet han jo allerede havde lagt sig ud med paradigmet.

Wegener opnåede dog at skabe et frafald fra det oprindelige paradigme, så et nyt kunne opstå. Wegeners teori er, synes vi, forblevet en rivaliserende teori, fordi ingen af parterne i debatten har haft materiale nok til at overbevise den anden part, således som det for eksempel fremgik af referatet fra den 2. Internationale Oceanografiske Kongres i Moskva så sent som i 1966 . Her diskuterede man stadig hvorvidt kontinenterne i det hele taget flytter sig.

Men det besynderlige er alligevel, at vi gennem vores læsning af bøger og tidsskriftsartikler om kontinentalforskydning og geofysik ustandselig er stødt på beskrivelser af Alfred Wegeners teori og hans omhyggelige arbejde.

Hans samtid kritiserede og gjorde nar da ham; men mange år efter hans død og efter udarbejdelsen af pladetektonikken er Wegeners enestående teoretiske arbejder og hans måde at iagttage flere fag på blevet officielt anerkendt og berømmet i store vendninger.

Det eneste sted, hvor Kuhns teori ikke passer med forskydningsteoriens historik er der, hvor Kuhn siger, at det nye paradigme vinder over det gamle, hvorpå det nye indeholder kimen til den næste videnskabelige revolution der atter fører til et nyt paradigme.

Det er også vigtigt at fastslå, at Wegeners oprindelige teori, trods lang revolutionsperiode aldrig overbeviste flertallet af forskere, og derfor kan man ikke tale om et paradigmeskift, således som Kuhn gør det. – Det er som tidligere nævnt først efter et utroligt stort og sejt arbejde blandt mange forskellige videnskabsfolk, at pladetektonikken vinder frem og fører til et nyt paradigmeskift.

Men på trods af, at virkeligheden ikke passer fuldstændig til Kuhns tanker, mener vi trods alt, at Kuhns teori er et ualmindeligt fint redskab, som vi med stort udbytte har benyttet os af for at forstå, hvorfor den tyske meteorolog Alfred Wegener blev mødt af den kæmpestore og hårde modstand, som han gjorde.

Litteratur

1. Abrahamsen, N.: Nogle parametre for det nordatlantiske puslespil. – Dansk Geologisk Forening, Årsskrift for 1975, s. 35-36
2. Bertin, Leon: The new Larousse encyclopedia of the earth. – London, 1972
3. Continents adrift and continents aground / with introduction by J. Tuzo Wilson. – San Francisco, 1976.
4. Dictionary of geological terms. – New York, 1976
5. Fastlandene i drift. – Frem A 3, 1935, s.142-148
6. For og imod kontinentalforskydningen. – Vor Viden, hæfte 409, 1967, s.290-300
7. Frankel, Henry: Alfred Wegener and the specialists. – Centaurus 1977, no. 20, s. 305-324
8. Hallam, A.: Alfred Wegener and the hypothesis of continental drift. – Continents adrift and continents aground. – San Francisco, 1976. – (Scientific American edition)
9. Hansen, Frithiof: En afgørende brik i Jordens største puslespil. – Vor Viden, hæfte 447, 1970, s.403-408
10. Hoch, Ella: Alfred Wegener, forsker og Grønlandsfarer. – Dansk Geologisk Forening, Årsskrift for 1976, s.33-45
11. Kuhn, S. Thomas: Videnskabens revolutioner. – København, 1973
12. Lindqvist, Jan: Geologin : från teori till tilllämpning. – Stockholm, 1976
13. Madsen, Victor: Om fastlandenes vandringer. Grundrids ved Folkeuniversitetets Undervisning, nr. 310. – København, 1922
14. Murawski, Hans: Geologisches Wörterbuch. – Stuttgart, 1977.
15. Noe-Nygaard, Arne: Geologi : processer og materialer. – København, 1966
16. —–: Jordens nye ansigt. – København, 1978
17. Olsen, Johannes: Nye oplysninger om Jordens indre. – Naturens Verden 1976, s.232-241
18. Petersen, Herluf: Bevæger de store fastlande sig? – Naturens Vidundere 1935, s.41-45
19. Sullivan, Walter: Continents in motion : the new earth debate. – New York, 1974
20. Tarling, D.H.: Continental drift : a study of earth’s moving surface. – Harmondsworth, 1977
21. Wegener, Alfred: 3 foredrag. – Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening. – København, 1923, s.3-16
22. —–: Kontinenternas och oceanernas uppkomst. – Uppsala, 1926
23. Wienberg Rasmussen, H.: Geologi. – København, 1968
24. Witten, D.G.A.: The Penguin dictionary of geology. – Harmondsworth, 1974
25. Østergaard, Troels V.: Jorden er et puslespil. – København, 1977
26. —–: Kontinentaldriften : en forkætret teori i ny medvind. – Naturens Verden 1969, s.284-291
27. —–: Kontinentaldriften 2 : den nye globale tektonik. – Naturens Verden 1970, s.257-261
28. —–: Den nye geologi. – København, 1975
29. —–: Pladetektoniken : en billedserie om en revolutionerende ny teori. – Varv 1972, nr. 3, s.83-89

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk