af Willy Wegner

• Del 1. Indledning. Optakt til tv-udsendelse. Uri Geller i dansk fjernsyn. Reaktionerne. Den knækkede gaffel undersøges.
• Del 2. Geller-effekten huserer. Billed-Bladets eksperiment. Debatten om Uri Geller. Sceneshow i København. Uri Geller på prøve i Aalborg.
• Del 3. Bøgerne om Uri Geller. Uri Geller i større sammenhæng. Geller spøger stadig. Er Uri Gellers rolle udspillet?. Anvendt litteratur.

Indledning

Det er snart tolv år siden, at jeg skrev om mirakelmanden Uri Geller. Det var et ønske om at sætte ord på den bibliografi jeg samlede efter hans besøg i Danmark, og som blev udgivet i 1987.

Med hensyn til bibliografien har jeg i dag kun ét eksemplar tilbage, og den trykte udgave af Mirakelmanden Uri Geller , ligger med et restoplag på omkring et halvt hundrede eksemplarer, udgivet af Andersen Bogservice i 1990 og kan købes online på http://www.sufoi.dk/salg/boger-dk.php .

I det følgende vil jeg dels gengive mit oprindelige, men gennemrettede manuskript. Supplerende vil jeg følge op med fragmenter af andre aspekter af Uri Gellers virke. Endelig vil jeg levere nogle henvisninger og links, hvor de der ønsker det, kan følge op på sagen.

Willy Wegner, januar 2003.

---

Mirakelmanden Uri Geller – beretningen om et mediefænomen (1990)

Den 26. februar 1989 kunne man læse i Jyllands-Posten, at den tidligere mirakelmand, Uri Geller, havde trukket sig tilbage fra scenens rampelys. Han vil nu hellige sig rollen som sundhedsapostel. Uanset dette, så har han dog stadig, siger han, sine overnaturlige evner i behold.

Jeg vil først se tilbage på hans storhedstid, og de mirakler han udførte, ikke mindst i Danmark. Efterfølgende vil jeg tage tråden op, for var der noget Uri Geller ikke gjorde, så var det at forlade rampelyset.

Mens Richard Nixon forsøgte at holde skansen i Watergate-skandalen, og mens Henry Kissinger pendlede i Mellemøsten, angiveligt for at sikre verdensfreden, sænkede energikrisens tunge dyne sig over os alle.

Det var mørke tider, og der var brug for små lys i mørket. Her var det danske fjernsyn på pletten med små lette weekend-anretninger.

I udsendelsen "Weekend" den 26. januar 1974 var programmets tema erotik, og som ekstranummer lovede man et af de mest aktuelle numre i underholdningsverdenen. Det nummer stod en 27-årig israeler for; hans navn var Uri Geller.

Rygterne om Uri Gellers forbløffende færdigheder var ilet i forvejen. Dagspressen titulerede ham som mirakelmand. Ifølge aviserne kunne Geller sætte ure i gang, bøje gafler, skeer, knive og nøgler samt udføre andre opsigtsvækkende ting. En ny tryllekunstner? Nej! Uri Geller påstod at kunne klare det med sine overnaturlige evner, og det var nærmest en fornærmelse, at kalde ham tryllekunstner.

Sådanne evner skal man ikke foragte. Til alle tider har mennesker med den slags færdigheder været i høj kurs. Og hvem vil ikke gerne besidde overnaturlige evner? Et strejf af noget guddommeligt.

Det var ikke alle, der på forhånd var lige begejstret for Uri Geller. Nogle tryllekunstnere betragtede ham som en storskryder. Hjemlige Robert Bengaly bekendtgjorde således at han ikke ville tøve med at afsløre Uri Geller, og Truxa – landets førende troldmand – lod sig heller ikke overbevise. Et er at optræde som ærlig illusionist, noget andet at påstå, at der er tale om overnaturlige evner. Derfor var der ingen tøven med at bryde tryllekunstnernes faglige moralkodex.

"Vi tager naturligvis handsken op og afslører manden for åben skærm, hvis vi kan", udtalte Edmont Jensen fra Weekend-redaktionen. "Vi har et stærkt beredskab til at klare opgaven. Tryllekunstneren Leo Leslie, psykologen William Kiørboe og en urmager, som er den eneste, der kender fejlene ved de ure, vi beder Uri Geller om at sætte i gang. Ja, så har vi forresten en pige med metalbrystholder med.

– Udsendelsen handler jo om sex. Og så beder vi Uri Geller om at bruge sin psykiske kraft til at tænke brystholderen af hende", fortalte Edmont Jensen til Ekstra Bladet. Interviewet blev rundet af med konklusionen, at Geller hverken ville kunne sætte urene i gang eller tænke metallet af den unge dame; han var allerede stemplet som fupmager.

Således var man på det middagsblad allerede sikker på hvordan fjensynsudsendelsen ville falde ud. Men det ville da være tåbeligt, om man ikke forsøgte at ride med på bølgen, så Ekstra Bladet oprettede en læserbrevkasse for mennesker, der mente at være i besiddelse af mystiske evner. Leo Leslie skulle i samarbejde med brevkassens redaktør kontrollere påstandene.

Hos konkurrenten B.T. var journalist Bertel Thomsen mere åben overfor mulighederne, og avisen bragte overskriften: "Prøv bare at bevise, jeg er en svindler". Til B.T. fortæller Uri Geller, at han godt ved, at tryllekunstnerne kan gøre ham efter, men at de er nødt til at bruge kemiske præparater på fingrene for at bøje gafler. Geller siger videre:

"Jeg er blevet kontrolleret på Stanford forskningsinstituttet i Californien. Hver eneste ting, jeg foretog mig, blev overvåget af skeptiske videnskabsmænd, som havde alle mulige fintmærkende instrumenter til deres rådighed. Ingen kunne fastslå, hvorfor ting skete."

Denne påstand og henvisning til videnskabelig undersøgelse af Uri Gellers evner, udført på Stanford Research Institute, vil jeg senere vende tilbage til.

Således var de to mest læste aviser tilsyneladende i hver sin lejr før fjernsynsudsendelsen med mirakelmanden fra Israel. Ekstra Bladet dog med en solid helgardering i kraft af deres mystik-brevkasse.

Også andre dagblade skrev forventningsfuldt om Uri Geller. I Aktuelt advarede man sine læsere: gem sølvtøjet væk! Der blev henvist til, at Geller under sin optræden i BBC havde fået engelske tv-kiggeres spisebestik til at bøje sig. Alene det at Uri Geller tonede frem på skærmen var nok!

Uri Geller i dansk fjernsyn
Det blev lørdag den 26. januar, og Uri Geller skulle optræde for de danske seere.

Med tre ledsagere dukkede han op i TV-byen, angiveligt fornærmet over at skulle deltage i et program der handlede som sex. Den blufærdige Geller var nervøs for sit rygte. Producerne måtte derfor, som et kompromis, love at der ikke måtte optræde afklædte kvinder, mens han var på skærmen. Selvsagt blev der ikke noget ud af eksperimentet med at tænke metalbrystholderen af – ingen syndige tanker. Om Uri Geller virkelig var bekymret for sit rygte, eller nervøs for at miste koncentrationen, står ikke helt klart.

Selve udsendelsen blev senere minutiøst beskrevet i Leo Leslies bog om Uri Geller. Først nogle succesrige forsøg med telepati, og senere hvordan Geller knækkede en gaffel for øjnene af "hele Danmark". Leslie er en meget begejstret forfatter.

Men når kontrollanten Leo Leslie berettede om slagets gang, indledte han med at skrive at fiaskoen med de storstilede kontrolforanstaltninger, ville han gå let hen over. Senere, da gaflen knækkede, og der skal afsiges dom om hvorvidt det er fup eller fakta med de psykiske evner, så konstaterer Leslie, at han var for dårligt placeret til at han med nogen vægt kunne udtale sig!

Uri Geller vidste i forvejen, at en af kontrollanterne havde erfaring som tryllekunstner, og han var på det rene med at det var Leo Leslie. Geller, der er "overfølsom" med hensyn til tryllekunstnere har enten anset Leslie for at være harmløs, eller taget højde for det i det afgørende øjeblik.

Geller blev også præsenteret for et antal ure, som det var meningen at han skulle få til at virke. Men urmageren Per Lückow havde blokeret urene efter alle kunstens regler med splitter og tyktflydende olie. Selvfølgelig kunne Uri Geller ikke få urene til at gå. Da han bagefter fik sagens rette sammenhæng at vide, så undskyldte han sig med, at havde han blot vidst det i forvejen, så kunne han blot have udsendt en større dosis tankeenergi!

Typisk for det vordende hysteri omkring Uri Geller, så skete der mere efter udsendelsen end i selve udsendelsen. Det var i TV-byens gange og foyer han overbeviste pressefolkene. Der, blandt mange mennesker, kunne Geller bøje nøgler og udføre sine små mirakler. Dette er et karakteristisk træk ved Uri Geller, og det går igen i referaterne fra hans optræden verden over. En væsentlig del af hans succes bygger netop på afledningsmanøvrer og forvirring.

Reaktionerne
Det, der fangede interessen efter udsendelsen, var den effekt, som dagbladet Aktuelt havde advaret sine læsere imod. Masser af mennesker ringede til aviserne og Danmarks Radio for at fortælle, at hjemme hos dem havde bestik vredet sig i skufferne, og gamle ure var gået i gang. Andre berettede, at Uri Gellers overnaturlige evner via fjernsynsskærmen havde vist sig at være smittefarlige – nu kunne de også selv bøje ting og sager! Dette fænomen, blev kaldt gelleritis.

Med en kæmpesats som ved prinsessebryllup skrev B.T. om Geller på bladets forside den 29. januar: "Uris hemmelige evner største revolution i menneskets historie?" Intet mindre kunne åbenbart gøre det, men heldigvis sluttede overskriften med et spørgsmålstegn, og de koster ikke noget.

Ikke alle lod sig begejstre i samme grad. Dagbladene interviewede forskellige mennesker om deres mening. Povl Strube, boghandler og udgiver af utallige bøger om paranormale og okkulte emner, mente det var usandsynligt, at Geller havde overnaturlige evner. Strube mente, at Geller hørte hjemme i Truxa-klassen, det vil sige som professionel tryllekunstner og illusionist.

Apropos Truxa, med det borgerlige navn Erik Bang, så mente han også at der formodentlig var tale om en kollega. Truxa har selv udført tricks, hvorefter han er blevet tilskrevet overnaturlige evner. Om dette siger Truxa: "Jeg er bare tryllekunstner. Jeg har aldrig givet mig af med at diskutere psykiske fænomener med videnskaben… Vi har mødt mange godtroende mennesker. Videnskabsmænd er de letteste at forbløffe og imponere. Mere enkle naturer nøjes med at sige: Det var dejlig underholdning". Havde Geller blot optrådt som tryllekunstner, og ikke påberåbt sig overnaturlige evner, havde der ikke lydt ét kritisk ord fra Truxa.

Videnskabsmanden Aage Bohr mente, at man måtte finde ud af hvilke tricks Uri Geller anvendte. Ove Nathan gav udtryk for, at såfremt man ikke kunne bevise, at Geller svindlede, burde man indlede eksperimenter under streng videnskabelig kontrol.

Andre var mere villige til at tro og behøvede ikke kontrollerede eksperimenter. Kjell Sellin, lektor i filosofi ved Københavns universitet, undrede sig ikke, da Geller bøjede en af hans nøgler. "Lamaerne i Tibet kan gøre det samme. De vil bare ikke optræde med det ligesom Uri, for de synes, at det er misbrug af guddommelig kraft", udtalte Sellin til Aktuelt den 27. januar. Det blev påstået, at de hellige mænd fra Tibet kunne rejse en flagstang ved hjælp af tankekraft. Viagra-energi, kunne man måske kalde det her i 2003?

Den knækkede gaffel undersøges
Den gaffel Uri Geller ødelagde for åben skærm var naturligvis et oplagt forskningsobjekt. Sjældent er en billig kantinegaffel blevet så grundigt undersøgt. Den blev overdraget til professor E.W. Langer, Instituttet for metallære ved Danmarks tekniske Højskole, sammen med en bøjet nøgle.

Forud for undersøgelsen udtalte professor Langer sig til Berlingske Tidende: "Det ville være uvidenskabeligt at afvise Geller som pjat. Men at han kan bøje metal med tankens kraft stemmer i hvert fald ikke med de naturlove, vi kender i øjeblikket". Heraf artiklens overskrift: "Verden bryder sammen, hvis han ikke er svindler".

E.W. Langer vovede sig også ud i at overveje konsekvenserne, hvis Uri Geller ikke svindlede. I givet fald ville al militær blive overflødig; Geller siges jo også at have evner for at flytte sig selv geografisk ved tankens kraft – teleportation! På den måde vil man kunne trænge ind hvor som helst og fjerne hemmelige dokumenter om troppebevægelser og meget andet. Ja, hvad skal man så med biler, hvis man blot kunne overføre sig selv fra sted til sted på ingen tid? I sandhed en revolutionerende løsning på den daværende energikrise, og de der måtte følge.

"Jeg er spændt på undersøgelsernes resultat, siger professor Langer. En bevisførelse til fordel for Geller vil få vor verden til at bryde sammen."

Langers udtalelser kan tolkes på mange måder. Er han ladet med ironi, eller har han i virkeligheden et stille håb om en videnskabelig revolution? Under alle omstændigheder ligger der et fint plot til en science fiction-roman.

Brudfladerne på en knækkede gaffel.

Men verden brød ikke sammen og gaflen fra Danmarks Radios kantine er ikke blevet forgyldt. Noget overnaturligt ved selve bruddet på gaflen blev ikke konstateret. I stedet fandt man ud af, at gaflen havde lidt af såkaldt metaltræthed, idet den havde været bøjet adskillige gange i forvejen. En sammenligning med lignende gaffel, som Geller havde anvendt i norsk fjernsyn, viste identiske brudflader. Den gaffel, der blev brækket i dansk fjernsyn, havde desuden sovsepletter, så den var let at identificere på den bakke hvorfra Geller udvalgte den blandt andet bestik fra TV-byens kantine.

Uri Gellers assistenter havde ikke nogens bevågenhed – det var mesteren selv man holdt øje med – og som det senere vil fremgå, så spillede disse assistenter en særdeles vigtig rolle.

Afsløringen omkring den sovseplettede gaffel blev præsenteret i fjernsynet og fremkaldte vrede læserbreve i aviserne. Der kom også et surt opstød fra blandt andre Leo Leslie. Også "Weekends" producer Per Wiking tog Geller i forsvar. Han erklærede at sovsepletten ikke var noget bevis mod Geller. Det fremhæves, at Geller ikke var til stede, da bakken med servicet blev hentet i kantinen kort før udsendelsen. Men Wiking erkendte dog, at Geller lige før han skulle på skærmen, stod og rodede i bakken med bestik. Dette havde Leslie osse lagt mærke til, men ikke tillagt nogen større betydning. I tilgift nævnte Wiking også, at gaflen i forvejen var lidt slidt på det sted hvor den knækkede!

Ingen tog højde for Uri Gellers usædvanlige fingerfærdighed. Han kunne ganske enkelt selv have foranlediget den foretrukne gaffel anbragt på bakken. Trods alt vidste man, at Geller tidligere havde optrådt som regulær tryllekunstner, indtil han "opdagede" sine fabelagtige evner. Nej, der var en udpræget vilje til at tro på det utrolige.

Kilde: Mirakelmanden Uri Geller (1990)

Bibliografi: Mirakelmanden Uri Geller i Danmark

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk