Parapsykologiske aspekter

af Piet Hein Hoebens

"Parapsykologi er uadskillelig fra pseudovidenskab,
og dens ideer er i alt væsentligt som magiens."

"Parapsykologi er en farce og et bedrag lige som andre påstande om vidunderlige kræfter, som vi præsenteres for hver eneste dag."

Disse ikke særligt flatterende bemærkninger stammer fra de konkluderende kapitler i to nyere bøger, hvor parapsykologiske påstande undersøges ud fra en skeptisk synsvinkel. Det første citat er fra James Alcocks "Parapsychology: science or magic?" og det andet fra "Flim flam!" af James Randi.

Det var kun at forvente, at sådanne sætninger ville provokere og fremkalde vrede hos parapsykologer, og de var da også hurtige til at pege på hvad de opfattede som store uretfærdigheder, begået af begge forfattere. Den mest udtalte klage gik på, at såvel Alcock som Randi havde overdrevet deres sag mod parapsykologien. De beskyldes for at generalisere deres ofte retfærdige kritik ud fra en delmængde af paranormale påstande. Disse stod så som gældende for hele det parapsykologiske område, og på den måde blev alle parapsykologiens fortalere sværtet til med samme kost. Det et blevet hævdet, at skeptikere i deres iver for at uddrive dæmoner af den såkaldte Ny-nonsens ikke har formået at skelne mellem den "seriøse parapsykologi" og den mindre seriøse.

I sin vittige (og på ingen måde usympatiske) anmelde1se af "Flim flam!" i tidsskriftet Theta skriver Douglas M. Stokes: "Næsten alle de fænomener og påstande Randi kritiserer i bogen ville lige så hurtigt blive afskrevet af enhver kampetent parapsykolog. Kun fanatikere kan føle sig stødt over Randis afsløring af Conan Doyles alfe-fotos, den undersøiske pyramide nær Bimini, Ingo Swann og Herald Shermans rumrejser, Sirius ‘mysteriet’, fortidsastronauter, transcendental meditation, biorytmer, N-stråler, psykisk kirurgi, samt Kübler-Ross’ oversexede spøgelser ¹ ."

Dette citat er interessant, ikke bare fordi Stokes afslører hvad han mener om flere af vore bedst kendte udøvere af "fremtidsvidenskab", men også fordi han antyder eksistensen af en gruppe personer den fortjener betegnelsen "kompetente parapsykologer", og som udskiller sig fra de tossehoveder der tror på Cottingley alferne, psykisk kirurgi og Ingo Swanns udflugter i kosmos.

Selv har jeg dog både Stokes og skeptikerne mistænkt for at forenkle sagen: skeptikerne for at undervurdere de interne forskelle indenfor parapsykologien; Stokes for at præsentere en alt for pæn kompetent/inkompetent tvedeling i den moderne psykiske forsknings sammensatte og forvirrende virkelighed. ²

Det nytter simpelthen ikke, at bebrejde kritikerne at de diskuterer bestemte aparte påstande i sammenhæng med en kritik af "parapsykologi", eller at de angriber sager der er "svage" eller "ikke-repræsentative", når det "parapsykologiske samfund" end ikke er enige i forto1kningen af kriterier som "styrke" og "repræsentativitet" i deres eget forskningsområde. Vi står overfor et lignende problem, hvis vi vil afgøre hvem der tilhører ovennævnte "samfund". Adskillige fortalere har antydet, at et medlemsskab i Parapsychological Association (PA) eller/og et antal artikler i PA-tilknyttede blade, kunne være et passende kriterie. Imidlertid kan et medlemsskab i PA og nok så mange artikler i seriøse blade ikke garantere en udelukkelse af den kategori parapsykologer, som Stokes mener er tosser. Indenfor parapsykologi er avner og kerner blandet i en sådan grad, at en udenforstående, neutral iagttager ofte kan have svært ved at skelne det ene fra det andet.

Dette retfærdiggør naturligvis ikke, at man overgeneraliserer på kritikernes side. Netop fordi parapsykologi er et så udefinerbart område, der mangler et fælles "paradigme", vil det være uretfærdigt at gøre hver eneste "parapsykolog" individuelt ansvarlig for alt, der måtte blive påstået af hans eller hendes nominelle kolleger.

Min hensigt med dette essay er at påvise ovenstående ved at sammenligne tre nyere bøger, skrevet af to prominente europæiske parapsykologer. En af disse bøger er en klar afvisning af påstande om, at parapsykologi er ejenmægtigt antagonistisk overfor skeptiske undersøgelser. De to andre bøger viser med lige så stor klarhed, at den form for parapsykologi som skeptikere finder forkastelig, ikke er begrænset til annoncespalterne i blade som The National Enquirer ³ og Fate ⁴ .

Martin Johnson
Martin Johnson, den svenske professor i parapsykologi ved statsuniversitetet i Utrecht, er noget af en omstridt person i Holland, fordi lokale "troende" mistænker ham for at være en tilknappet skeptiker. Da universitetets ledelse omkring 1973 luftede deres tanker om at fastansætte Johnson som professor, var det Hollandske selskab for Psykisk Forskning domineret af den formidable dr. Wilhelm Tenhaeff (der til sin store ærgelse aldrig var blevet forfremmet fra hans andengrads status son forskningsassistent uden fast ansættelse). Tenhaeff indledte en uhørt ag skandaløs pressekampagne mod den "Nordiske brændehugger" der, på grund af hans "store inkompetance", ville "ødelægge det livsværk der var blevet udført af den hollandske parapsykologis nestor." Avisernes redaktioner blev oversvømmet af vrede læserbreve. Der bliv stillet spørgsmål i parlamentet. Med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser støttede de hollandske medier den "geniale Tenhaeff" i kampen mod truslen fra Lapmarken. Universitetet var nødt til at gå på kompromis. Johnson blev udnævnt til ordinarius, det vil sige professor i fast embede, men samtidig blev Henri van Praag udnævnt til forskningsassistent, for at stå vagt om Tenhaeffs arv.

Lige siden har van Praag gjort de hollandske okkultister lykkelige med åndeløst ukritiske bøger, artikler og foredrag om Sai Baba, flyvende tallerkener, Rosemary Brown, reinkarnation, alfer, nisser, Uri Geller, Ted Serios, psykisk kirurgi og den forestående Vandmandens Tidsalder. Imens har Martin Johnson stille og roligt etableret hvad der nu er blevet til et af de mest anseete og respekterede parapsykologiske laboratorier i verden.

"Parapsykologi" (først udgivet i Sverige) er Martin Johnsons første bog ⁵ . Den er tænkt som en almen indføring og indeholder ingen højtravende udtalelser gående på, at eksistensen af parapsykologiske færdigheder (psi) har været demonstreret uden for al tvivl og at kun blinde materialisters fordomme afholder det videnskabelige samfund fra at tilslutte sig den parapsykologiske revolution.

Stik modsat er Johnson enig med skeptikerne i, at beviserne for psi er svage og tvetydige, og han er helt ude af stand til at støtte de storslåede kosmologiske påstande andre har forsøgt at fremføre. På den anden side mener han, at nogle resultater er tilstrækkeligt tankevækkende til at yderligere forskning, baseret på tilstedeværelsen psi som en arbejdshypotese, er ønskværdig. Han fastholder, at det gennembrud man håber på, kun vil fremkomme som et resultat af regoristiske forskningsmetoder og gennem større selvkritik.

Johnson er enig med sine kolleger i, at der er betydelig empirisk støtte for påstanden om at noget i stil med ESP ⁶ og PK ⁷ eksisterer, men han mener ikke at denne empiriske støtte kan måle sig med et positivt bevis. I en meget kortfattet gennemgang af de indtil nu fremlagte beviser, peger han på nogle lovende tendenser (såsom Helmut Schmidts arbede med tilfældighedsgeneratorer og noget forskning omkring psi og personlighed), men konkluderer at selv i de mest forfinede eksperimenter findes der stadig en rest af potentielle fatale problemer. I den sammenhæng er han helt oprigtig omkring den rolle ubevidst manipulation og overlagt svindel spiller indenfor hans forskningsområde.I hans bog bliver læserne sparet for de rituelle klager over C.E.H.Hansels ⁸ påståede hårdnakkethed. I stedet hilses Hansels kritik velkommen som et interessant bidrag i debatten.

Der er også en intelligent gennemgang af gentagelighedsproblemet som har plaget parapsykologien lige siden dens start. Det påpeges af Johnson, at begrebet "gentageligt eksperiment" er mere sammensat end så ofte antaget af kritikere. Indenfor den etablerede videnskab er meningerne vidt forskellige med hensyn til hvilket niveau af gentagelse der er ønskværdigt for at det kan betragtes som akademisk respektabelt, hvor i mod historien har vist eksempler på perfekte gentagelige observationer baseret på kollektive vrangforestillinger. Imidlertid påberåber Johnson sig ikke disse metodiske stridigheder som undskyldning for parapsykologiens utilstrækkelighed. Ganske klart fremfører han, at gentagelighed indenfor parapsykologien er utilstrækkelig, især på grund af det påståede fænomens ekstraordinære natur.

Et rimeligt langt kapitel drejer sig om de talrige forsøg på at få lidt teoretisk fornuft ind omkring psi. Johnson konkluderer, at næsten alle sådanne forsøg mere eller mindre uholdbart hviler på hjælpe-hypoteser, og sædvanligvis rejser flere spørgsmål end de besvarer.

I et muntert kapitel om "mirakelmænd" praktiserer Johnson den hårde afsløring. Det går ud over Uri Geller og Sai Baba’erne samt de parapsykologer der ukritisk har støttet denne form for psykisme. "Jeg er personlig forbavset over, at en så intelligent og hæderlig person som Erlandur Haraldsson ⁹ (en islandsk parapsykolog der har offentliggjort nogle bemærkelsesværdigt naive øjenvidneberetninger om de indiske guruers bedrifter) alvorligt overvejer muligheden af, at Sai Baba eller andre baba’er af en lavere værdighed, virkelig kan være andet end taskenspillere slet og ret", skriver han.

Afsnittet om Uri Geller og de andre metalbøjere er afslørende og skulle nok kunne få nogle af Johnsons fagfæller til at rødme i flovhed. I anledning af en parapsykologisk konference i Utrecht i 1976, som han var vært for, havde Johnson inviteret en svensk amatør magiker, Ulf Mörling, for at demonstrere "psi" overfor konferencens deltagere. Lige fra begyndelsen slog Mörling fast, at han ikke påberåbte sig paranormale evner og at alle hans præstationer var baseret på tricks. Alligevel var der efter Mörlings optræden, skriver Johnson, flere prominente parapsykologer der blev "skeptiske" og alvorligt begyndte at diskutere om Mörling måske ubevidst var i besiddelse af ægte psykiske evner. Det PA-medlem der mest standhaftigt forsvarede denne teori var Ed Cox, tidligere assistent hos afdøde dr. Rhine og selvudnævnt fejlsikker ekspert ud i magiens verden.

Johnson er forfærdet over den godtroenhed nogle af hans kolleger udviste da Geller-psykosen var på sit højeste. Han mener at dette i høj grad var medvirkende til det skeptiske tilbageslag der gjorde sig gældende i sidste halvdel af l970’erne.

Johnson er ikke alt for optimistisk med hensyn til sit arbejdsområdes øjeblikkelige udsigter. Han mener at parapsykologien i øjeblikket er inde i en krtisk fase, og at mere entydige og solide resultater må fremlægges hvis man ønsker at retfærdiggøre parapsykologernes fortsatte tilstædeværelse på universiteterne. Kun fremtiden vil vise, om psi-forskningen vil indlede en anskuelsesmæssig revolution, eller om den i stedet vil føre en hensygnende tilværelse i det akademiske etablissements baggård. såvidt Johnson.

Efter at have læst "Parapsykologi" flere gange, har det slået mig at der er en bemærkelsesværdig lighed mellem Martin Johnsons synspunkter og dem der er fremsat af Ray Hyman, den skeptiske psykolog der blandt andet er medlem af bestyrelsen i CSICOP ¹⁰ .

Bogen indeholder næppe et eneste synspunkt en skeptiker fornuftigvis kunne modsige, med mindre han griber til det på forhånd givne argument, at psi-områdets iboende absurditet gør ethvert seriøst forsøg på forskning til et spild af tid.

Lad os nu vende os til en af Martin Johnsons kolleger i Vesttyskland.

Hans Bender
Professor dr.med. og dr.phil. Hans Bender er et stort navn i international parapsykologi. Det hævdes at han er den mest berømte på sit felt i Europa. Hans anbefalinger er imponerende. Han er (nu pensioneret) professor ved Albert-Ludwig universitetet i Freiburg, tidligere præsident for Parapsychological Association, stifter af det seriøse tidsskrift "Zeitschrift für Parapsychologie und Grenzgebiete der Psychologie", har en enkelt gang været vært for en international konfecence, er bidragyder til John Beloffs "New directions in Parapsychology" og forfatter til talrige artikler offentliggjort i agtværdige blade. Under alle omstændigheder tilhører han kernen i det internationale parapsykologiske samfund.

Imidlertid er Bender også en omstridt person i sit hjemland. Mens tusinder af tyskere beundrer ham som profet for den Nye Tidsalders post-mekanistiske spiritualitet, refererer de intellektuelle medier i Vesttyskland spotsk til ham som "spøgelses-professoren". Hans Bender har ofte med bitterhed klaget over, at han er offer for en uretfærdig kritik. Her tager han da også et stik hjem: Efterkrigstidens gennemsnits skeptiker i Vesttyskland kan næppe tilskrives polemisk skarpsindighed. Benders fjender har nådesløst udnyttet en flov hændelse der fandt sted for nogle år siden. (Bladet "Der Spiegel" påstod at Bender gennem 30 år havde skiltet med en falsk dr.med. grad. Og professoren var ude af stand til at dokumentere den modsatte. Først fornylig har han erhvervet en ægte medicinsk doktorgrad i kraft af en yderst kuriøs afhandling om poltergejster.) Alt for ofte har skeptikerne givet sig af med personlige angreb og forkludret de påstande som de havde sat sig for at afsløre. Især de anti-parapsykologiske skriverier den kommer fra Mannheim juristen dr. Wolf Wimmers hånd indeholder et antal beklagelige eksempler.

En nærmere gennemgang af Benders produktion viser imidlertid til en vis grad, hvorfor parapsykologien fortsat kan forårsage fjentlighed blandt tyske rationalister ¹¹ .

Lige som Martin Johnsons "Parapsykologi" er Hans Benders "Unsere sechster Sinn", der i 1982 udkom i en revideret og forøget udgave, en almen introduktion bestemt for lægfolk ¹² . Forfattere af sådanne bøger har et særligt ansvar, idet det må antages, i forhold til gennemsnitslæseren, at dette vil være den mest autoritative informationskilde indenfor parapsykologi vedkommende får at se. Almene værker, især skrevet af universitetsprofessorer, har en afgørende indflydelse på hvad man skal tro og mene om emnet. Derfor må vi forlange, at forfatterne omhyggeligt afholder sig fra at overfortolke deres sag, og i stedet fremfører en ærlig præsentation med synspunkter både for og imod. På dette punkt er Johnsons bog fyldestgørende sammen med et mindre antal tidligere værker af for eksempel West ¹³ og Beloff ¹⁴ . Jeg er banqe for, at "Unsere sechster Sinn" ikke tilhører denne kategori. Formålet med bogen er at propagandere fremfor at informere. Læserne tvinges til at godtage Benders fremstillinger som videnskabeligt etablerede kendsgerninger, idet de ikke er blevet gjort opmærksom på rationelle protester mod forfatterens synspunkter. Parapsykologiens svage områder bliver omhyggeligt skjult. I stedet bliver vi trakteret med en succesfuld beretning om en triumferende ny videnskab der vil revolutionere vort syn på Gud, mennesket og universet.

Jeg tror ikke at jeg er den eneste læser der får dette indtryk, at Bender i grunden slet ikke er interesseret i beviser, med mindre de kan bruges til at underbygge en dunkel sandhed, en sandhed han personligt vil være lykkelig for at antage uden det fjerneste bevis.

Ud fra Benders omtale af såkaldt spontane fænomener, kan den tilfældige læser aldrig gætte hvorfor informerede kritikere (heraf flere parapsykologer) resolut afviser at acceptere sådanne anekdoter for pålydende. Eksempler på tilsyneladende perfekte sager, der senere er blevet afgørende afsløret på grund af fejl eller svindel, er der en mistænksom mangel på, selv om sådanne eksempler er fundamentale for at man kan forstå den omstridte status psi har. De "normale" psykologiske faktorer der kan føre til en "okkult" tydning af ikke-paranormale hændelser er næsten ikke nævnt. Alternative hypoteser der støtter disse data bliver enten ignoreret, udeladt eller præsenteret som passende kun på en utypisk delmængde af hændelser. Jeg finder grund til at tage Benders anekdoter med et gran af salt. Det faktum, at han gentager den i lang tid miskrediterede påstand, at Jean Dixon ¹⁵ "forudsagde mordet på John F. Kennedy", skulle slå til som advarsel.

En lignende skævhed er tydelig i afsnittene om mediumistiske fænomener som var hovedtemaet i psykisk forskning før Rhine kom til. Eusapia Palladino bliver omtalt uden det nævnes, at hun ved adskillige lejligheder er blevet taget i svindel. De enestående vigtige skriverier af tyske skeptikere der florerede i dette århundredes første årtier bliver overset, bortset fra et tilfælde hvor Bender giver forkert oplysning om en forfatter i kapitlet om Schneider-brødrene i den klassiske "Drei-Manner-Buch" ¹⁶ , og udelader kritikernes argumenter uden så meget som at fortælle os hvad disse argumenter gik ud på.

De klassiske laboratorie-eksperimenter fra Rhine-æraen behandles i samme ånd. Hansels kritik af de fejrede ESP forsøg med Hubert Pearce bliver summarisk afskrevet som værende endelig modbevist af Honorton og Stevenson. Den naive læser får indtryk af, at der aldrig har været nogen seriøs diskussion om arbejdet der blev udført på Duke universitetet.

Det kan heller ikke undskyldes, at Bender har valgt at lade afsnittet om Soals eksperimenter med Basil Shackleton stå helt uændret i sin "reviderede udgave" fra 1982. Disse eksperimenter bliver præsenteret for at have bidraget med helt ekstraordinære stærke beviser for ESP. Kun i et senere kapitel – i en helt anden sammenhæng – nævner Bender lejlighedsvis at "tragisk nok opstod der senere tvivl om nøjagtigheden i nogle af Soals protokoller." Med så godt som uomtvistelige beviser for at denne psykiske forsker svindlede sig til det mest sensationelle og succesfulde eksperiment i parapsykologiens historie, virker Benders omtale af Soals arbejde, for at sige det mildt, særdeles misvisende.

Afsnittene om Rhine/Soal-typen af eksperimenter vedrørende ESP og PK udført i Freiburg stiller os overfor problemer af en anden slags. Bender påberåber sig fantastisk signifikante resultater, men sådanne påstande er meningsløse medmindre de komplette protokoller er tilgængelige for en skeptisk undersøgelse. Under hvilke forhold disse eksperimenter blev udført må bero på gætterier. Forespørgsler i Tyskland afslørede, at detaljerede rapporter aldrig har været offentliggjort. Vi kan derfor ikke vide i hvilken grad mulige skeptiske mod-hypoteser er forenelig med data. Kunne de signifikante resultater af Achtert-Zuth eksperimentet have været tilvejebragt gennem et system af koder? Kunne de højt scorende personer i Pinno-Czechowsky eksperimentet have udfyldt deres resultatark efter tilfældighedsgeneratoren havde oplyst målene? Bender kan ikke bebrejde kritikerne for at være mistænksomme, især fordi han selv sammenligner nogle af disse Freiburg-eksperimenter med Soal-Shackeltan serien.

I det (nye) afsnit om gellerisme henviser Bender til forsøg på, af visse anonyme tryllekunstnere, at afsløre den israelitiske metalbøjer Uri Geller som svindler. Typisk undlader han at fremføre detaljer der måske kunne overbevise den intelligente læser til at tilslutte sig anklagen. Hans konklusion er, at Geller måske lejlighedsvis har svindlet ("som næsten alle medier gør når de ikke har succes"), men at fysikeren Charles Pinati i "The Geller Papers" ¹⁷ har offentliggjort resultater fra eksperimenter hvor psykokinese er bevist. Intet steds nævnes den tilintetgørende kritik af dette værk fremsat af blandt andre Martin Gardner og Christopher Evans ¹⁸ . Vi får end ikke at vide hvilke "eksperimentelle resultater" Bender mener har bevist Gellers PK.

Den metalbøjende stjerne ved Freiburg universitetet – schweizeren Silvio M. – bliver præsenteret som en person med ægte psykiske evner; dette var blevet demonstreret overfor en bekendt der var medlem af Magisk Cirkel i Bern. Bender fartæller os ikke, at Silvio var ude af stand til at demonstrere PK da han blev overvåget af den berømte tyske magiker Geister-Werry og af Freiburgs egen trick-ekspert Lutz Huller; heller ikke at Silvio blev taget flere gange i snyderi. Men jeg skal ikke benægte, at der endnu kan være en uforklaret (i modsætning til uforklarlig) rest i Silvio-beviset, derfor vil jeg protestere imod Benders undertrykkelse af fakta der kunne få hans læsere til at betvivle ægtheden af Silvio-fænomenet ¹⁹ . På samme måde har jeg også indvendinger mod Benders ukritiske støtte til Ted Serios’ "tankefotografering". "Unsere sechster Sinn" indeholder ikke et ord om den alvorlige tvivl der er blevet rejst af såvel skeptikere som kritiske parapsykologer med hensyn til disse bedrifters paranormalitet.

Benders afsnit om hans yndlings-clairvoyant – den afdøde Gerard Croiset fra Holland – er intet mindre end katastrofalt. Bender krediterer Croiset for ad paranormal vej at have lokaliseret resterne af en savnet skotsk kvinde i begyndelsen af 1970’erne, men i virkeligheden er hendes lig aldrig blevet fundet. Yderligere videregiver han enthusiastisk de forbløffende resultater af et "stoleforsøg" udført i 1953 i Pirmasens. Her skulle Croiset angiveligt være kommet med en meget præis forudsigelse i sin beskrivelse af de to personer der, på et bestemt tidspunkt i fremtiden, ville sætte sig i nogle bestemte stole. Ikke alene er Benders tydning af det "paranormale" i denne sag absurd; hans beretning indeholder også beviselige fejl. Bender kan ikke påstå sig uvidende i denne sag, idet han selv forestod eksperimentet, og resultaterne opbevares på hans eget institut. Pirmasens er en af Benders hovedpunkter, og han henviser til denne sag i flere bøger, artikler og foredrag. Min egen forskning i dette påståede mirakel rejser alvorlig tvivl om Benders evner som formidler af usædvanlige begivenhededer ²⁰ .

I hans vurdering af det "transatlantiske stole-forsøg" i 1969, som den amerikanske parapsykolog Jule Eisenbud foretog med Croiset, findes der en kuriøs uoverensstemmelse med den originale 1972-udgave af hans bog. I 1972 kaldte Bender dette eksperiment "succesfuldt". I 1982 kalder han det "kontroversielt". Hvad har fået Bender til at ændre mening? Det indvier han os ikke i. Næsten unødvendigt skal det tilføjes, at Bender afholder sig fra at oplyse sine læsere om årsagerne til at mange af hans kolleger betegner afdøde Wilhelm Tenhaeff, Croisets hovedkronikør, som en skamplet for professionen. i stedet hyldes Tenhaeff som en af pionererne indenfor den psykiske forskning.

I afsnittet om poltergejst fænomener ydes der naturligvis megen plads til den berømte Rosenheim-sag fra 1967-68, der blev undersøgt af Bender og hans medarbejdere. Rosenheim sagen er almindeligvis opfattet som alle tiders spøgelseshistorie, og det et ikke uden retfærdighed. Ud fra det tilgængelige materiale synes det vanskeligt at indpasse denne sag i et paranormalt billede, dertil er der alt for mange "løse ender". Imidlertid står sagen ikke så stærkt som Bender lader antyde. Ingen endelig rapport om denne sag en nogensinde blevet offentliggjort, så vi er ikke i stand til at undersøge, i hvilken grad det er lykkedes parapsykologerne at udelukke naturlige forklaringer. Et sted i sagen siges det, at et tungt (ca. 175 kg) skab skulle være flyttet 30 cm ud fra væggen af en paranormal kraft. Det antydes at Annemarie S., den unge kontorpige der var i begivenhedernes centrum, aldrig ville have kunnet klare dette på normal vis. Imidlertid søger man forgæves i Benders beretning efter så vigtige spørgsmål som: så nogen at skabet blev flyttet? Vejede skabet 175 kg i tom tilstand eller er vægten af skabets indhold medregnet? Havde skabet håndtag? Hvilket eksperiment overbeviste Bender om, at 19 årige piger ikke kan flytte 175 kg-skabe? (Eksperimenter med mit eget 230 kg tunge klaver antyder at de kan.)

I ingen af de af Benders publikationer jeg er bekendt med, har han nogensinde refereret til sagens mistænkelige træk ²¹ . Sandsynligvis har denne tavshed vildledt Eysenck og Sargent til i deres militante pro-psi bog "Explaining the unexplained" ²² , til at påstå, at "til trods for det faktum, at mange mennesker – højt uddannede indenfor forskellige områder – havde søgt efter beviser for svindel hele tiden, havde de ikke vejret det mindste."

Udgivelsen af Benders nyeste bog, "Zukunftvisionen, Kriegsprophezeiungen, Sterbeerlebnisse" ²³ (fremtidsvisioner, krigsprofetier, dødsoplevelser) har ikke gjort meget til at genoprette min tro på den tyske parapsykologis nestor. En detaljeret gennemgang af dette utrolige værk ville være ud over dette essays rammer. Jeg vil begrænse mig til at afsløre, hvad der for en uoplyste læser må syntes at være det perfekte bevis på eksistensen af forudsigelig ESP. På første side i bogen, under kapitlets titel: "Fremtidsvisioner i videnskabelig perspektiv", fortæller han historien om den amerikanske student Lee Fried.

Fried, skriver Bender, drømte i 1977 om en nyligt afdød ven. Denne viste sig for ham med en avis med en fremtidig dato. Overskriften drejede sig om et sammenstød mellem to 747-fly over Tenerifa med 583 døde. Fried informerede universitetets leder om sit forvarsel. Ti dage senere blev den frygtelige drøm til virkelighed. Ifølge Bender vil "kritikerne" forsøge at bortforklare sådanne mirakler ved at sætte spørgsmålstegn ved deres nøjagtighed. og med hensyn til Tenerifa-forudsigelsen havde de ikke en chance, mener Bender, for.dokumentationen i denne sag kunne ikke drages i tvivl. (I et kapitel om parapsykologi som Bender og hans lærling Elmar Gruber bidrager med i "Kindlers Handbuch Parapsychologie" påstås det, at Frieds profeti er "troværdigt dokumenteret".) Alt hvad de hårdhudede skeptikere kan gøre, skriver Bender, er at ty til den uhyrlige hypotese, at det perfekte sammenfald mellem forudsigelse og den faktiske ulykke må bero på en tilfældighed.

Desværre syntes det paranormale advarselssystem ikke at have fungeret da Bender skrev disse sætninger. Hans version af begivenhedernes gang ville givet udelukke en naturlig forklaring. Imidlertid er det lykkedes for ham at behandle alle de afgørende facts forkert. Frieds "profeti" er et velkendt, meget omtalt, veldokumenteret og indrømmet fupnummer. I Benders udgave er fakta blevet mishandlet til ukendelighed.

Fried havde selvfølgelig aldrig fortalt universitetets leder om den forestående Tenerifa-katastrofe ²⁴ .

Hvad han gjorde var at lægge en kuvert, som han sagde indeholdt en beskrevet "forudsigelse", i en lukket skuffe i lederens kontor. Da katastrofen havde fundet sted, blev kuverten åbnet og et stykke papir med ordene "583 dør i en kollision mellem 747’ere i flyvehistoriens værste katastrofe". Kort tid efter indrømmede Lee Fried, at han havde planlagt forudsigelsen som et trick. Papirlappen med "profetien" blev med let hånd anbragt i kuverten efter ulykken var sket.

Ifølge "The second book of the strange" ²⁵ har Fried-episoden vist, at godtroenheden i det mindste i en del af den nyhedshungrende offentlighed, næsten er ubegrænset. Vi kan egentlig ikke dadle folk for lejlighedsvis ikke at kunne skelne mellem fup og fakta. Imidlertid burde man kunne stille større forventninger til den mest anseete repræsentant for videnskabelig parapsykologi i Vesttyskland.

Diskussion og konklusion
Hans Bender har udtalt, at det er hans overbevisning, at det paranormales eksistens er "urokkelig". Desuden har han gentagne gange bekræftet sin tro på, at en videre accept af psi vil være til menneskehedens store fordel. Parapsykologi er det højeste våben mod det intellektuelle etablissements "mekanistiske verdenssyn" – et verdenssyn Bender gør ansvarlig for mange af det moderne samfunds alvorlige problemer. Ud fra moralistens synsvinkel kan sådanne betragtninger retfærdiggere en vis noncelance overfor videnskabelige kendsgerninger. Så snart ens overbevisning bliver urokkelig, ophører beviser med at være relevante – undtaget som middel til at omvende de ikke-troende – og beviselige unøjagtigheder i den parapsykologiske propaganda er undskyldelige i lyset af den Højere Sandhed. Jeg ønsker ikke at bestride Benders intregritet. Jeg er tilfreds med at hans offentlige udtalelser og handlinger er i overensstemmelse med hans personlige værdier.Disse værdier er imidlertid klart uforenelige med ånden i videnskabelige undersøgelser.

Det er typisk for parapsykologiens præ-paradigmatiske status, at Bender fortsætter med at blive omtalt som en af de førende eksperter på området. Alcock har stillet spørgsmålet: Er parapsykologi videnskab eller magi? Noget entydigt svar kan endnu ikke gives. Men Martin Johnson har vist, at i det mindste nogen parapsykologer faktisk beskæftiger sig med forskning der ikke kan skelnes fra den kritikerne mener med "skeptiske undersøgelser". Sagen omkring Hans Bender viser, at demarkationslinien der adskiller videnskabelig parapsykologi og okkultisme på ingen måde kan drages så skarpt som nogle fortalere optimistisk har påstået.

Noter

1. Anmeldelse i Theta, vol.9, no. 1, Winter 1981 / af Douglas M. Stokes.
2. Andetsteds i sin anmeldelse skriver Stokes imidlertid: "en stor del af parapsykolager, lige fra de skeptiske til de troende, er uden nogen klar demarkationslinje til at adskille de to grupper."
3. The National Enguirer er en amerikansk ugeavis hvor man tager meget let på fakta. Her kan kendsgerninger ikke spænde ben for en god historie. Dette blad har i en årrække været hovedkilde til mange beretninger i for eksempel danske ufo-tidsskrifter.
4. Fate et et amerikansk månedsmagasin og marked for et bredt spektum af paranormale påstande og salgsannoncer for alt mellem himmel og jord.
5. Denne bog er også udgivet i Danmark under titlen: "Parapsykologi, forskningsførsøg i oplevelsens og erkendelsens grænseegne" – Kbh.: Borgen, 1981.
6. ESP står for extra-sensorisk perception, det vil sige informationer modtaget uden om de almindelige sanser. ESP sættes ofte synonymt med telepati, tankeoverføring.
7. PK står for placerings-effekt. det vil sige at påvirke døde ting til et bestemt udfald, for eksempel at få en terning til at vise seks øjne.
8. C.E.M. Hansel har skrevet et særdeles kritisk værk om parapsykologi: "ESP and parapsychology: a critical reevaluation" – Buffalo, N.Y., 1980.
9. Dr. Haraldsson har venligt sendt mig hans kommentarer til Martin Johnsons kritik. Han hævder at Johnson implicit vedgår et kriterie der ville retfærdiggøre en summarisk afvisning af enhver anormal påstand.
10. CSICOP et akronym for: The committee for the Scientific Investigation of claims of the Paranormal. Organisationen udgiver tidsskriftet The Skeptical Inquirer.
11. Kun til en vis grad. Alt for mange tyske kritikere har ignoreret det faktum, at efter den "nye konservatisme" er dukket op indenfor tysk parapsykologi, har Bender ikke længere noget monopol indenfor området. Ideologisk set er disse ny-konservative (fx. Eberhard Bauer, Gerd Hövelmann, Klaus Kornwachs og Walter van Lucadou) tæt på Martin Johnson. For en glimrende gennemgang af den seneste udvikling i Vesttyskland kan man læse ""Spektrum den Parapsychologie", redigeret af E.Bauer og W. van Lucadou. Freiburg, 1983.
12. "Unsere sechster Sinn". 1. udgave: 1972. Revideret og forøget udgave: Stuttgart, 1982.
13. "Psychical research today" / af D. West- London, 1954. Udkom på dansk i 1967 under titlen: "Psykisk forskning", udgivet i København af Bing billigbøger.
14. "Psychological sciences" / af J.Beloff. London, 1973. Indeholder et bemærkelsesværdigt og afbalanceret kapitel om parapsykologi.
15. Jean Dixon er en amerikansk spåkvinde. Man kan finde en omtale af hende i Erich von Dänikens bog "Mirakler og åbenbaringer" der udkom i 1975. Side 229ff.
16. "Den Physikalische Mediumismus" / af W. van Gulat-Wellenburg, C. van Klinckowstroem og H. Rosenbuch. Berlin, 1925. Et klassisk, kritisk værk om psykisk forskning.
17. "The Geller papers" / redigeret af Charles Panati. Boston, 1976.
18. "Science: good, bad and bogus" / af Martin Gardner. Buffalo, N.Y., 1981. Christopher Evans anmeldelse findes i: The Humanist, May/June 1977.
19. Silvias snyderi er dokumenteret i Zeitschrift für Parapsychologie und Grenzgebite den Psychologie, vol.23, no.2, 1981. I de seneste år har dette tidsskrift haft en mere åben holdning til sit emne, og kritiske indlæg modtages gerne. Dette er en effekt af "ny-konservatismen" indenfor den vesttyske parapsykologi.
20. Min meget kritiske analyse af dette påståede mirakel er antaget til offentliggørelse i "Zeitschrift…"
21. For retfærdighedens skyld skal det fremhæves, at Bender på dette område ikke har noget monopol. En kriminolog, dr. Herbert Schäfer, afslørede i 1978 at en person havde tilstået svindel. Men nogen endelig rapport blev aldrig udfærdiget.
22. "Explaining the unexplained" / af H.Eysenck og C. Sargent. London, 1982.
23. "Zukunftvisionen, Kriegsprophezeiungen, Sterbeerlibnisse" / af H. Bender- München, 1983.
24. Mine oplysninger stammer fra personlig kontakt med Terry Sanford, lederen af Duke universitetet, i juli 1983.
25. "The second book of the strange" / redigeret af redaktørerne af "The world almanac". New York, 1981.

Alcock, J.: "Parapsychology: science or magic?". – Oxford, 1981.

Randi, James: "Flim-flam! : psychics, ESP, unicorns, and other delusions". – Buffalo, N.Y., 1982.

Kilde:
Reprint-serien ; nr. 6
Originaludgave: Fornuft og ufornuft i parapsykologien / af Piet Hein Hoebens. – Odder : Skriftserien Skeptica, 1987. – ISBN 87-88685-12-8

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk