En psykisk detektiv

af Piet Hein Hoebens

Indledning, af Willy Wegner
Gerard Croiset var en legende mens han levede, og hans ry lever videre. Croiset var et af de mennesker, der påberåbte sig paranormale evner. Han tituleres således med betegnelser som: psykometriker, clairvoyant, synsk og paragnostiker. Desuden havde han efter sigende evner som healer og praktiserede som hypnotisør.

Det område hvor Croiset især har gjort sig bemærket var som psykisk detektiv. Det vil sige, at han ad paranormal vej kunne spore bortkomne ting og finde forsvundne personer.

At være psykometriker vil sige at være i stand til at "læse" i genstande. Det påstås at Croiset, ved blot at røre ved en genstand, kunne berette om ejeren og eventuelt fortælle hvor vedkommende befandt sig – død eller levende!

At være clairvoyant vil sige at besidde klarsyn, at kunne "se" genstande der ikke er nærværende, eller at kunne skue ind i fremtiden. Dette kaldes også at være synsk.

En paragnostiker er en person, der besidder en af ovenstående – eller begge – påståede evner. Således Gerard Croiset.

Taget for pålydende er Croiset ikke enestående. Han har adskillige kolleger verden over. Mest kendt er en landsmand, hollænderen Peter Hurkos (egentlig: Peter van den Hurk), nu bosat i USA. Nævnes skal også Dorothy Allison, Irene Hughes og Shirley Harrison – alle fra USA. Fra Norge kendes Anna Elisabeth Westerlund, forfatter til bøgerne "Jeg fandt liget" (1972) og selvbiografien "Synsk" (1972).

At Croisets ry som mirakelmand, kriminalpolitiets højre hånd og succesrig paragnostiker lever videre, kan ses så sent som i en bog udgivet i 1985: "Træn din sjette sans" af David Adams. Desuden har Scott Hill i "Parapsykologi i dag" (1982), bind 1, omtalt Croisets indsats i dansk sammenhæng.

I nærværende artikel vil Piet Hein Hoebens sætte et meget stor spørgsmålstegn ved Gerard Croisets påståede evner. Ikke nok med det, der bliver også rokket betydeligt ved professor William Tenhaeffs redelighed og videnskabelige integritet.

Piet Hein Hoebens (der desværre døde i oktober 1984, kun 36 år gammel) var journalist ved det store hollandske dagblad De Telegraaf. Han har på nærmeste hold, gennem mange år, fulgt makkerparret Croiset & Tenhaeff, og han har ligeledes spiddet andre charlataner med sin hvasse pen. Hoebens var ikke en kompromisløs skeptiker. Han var åben overfor nye videnskabelige landevindinger, også fra parapsykologisk side, men han var en arg modstander af løs snak, letbenede påstande og uærlighed.

Hoebens har således oversat Martin Johnsons bog "Parapsykologi" (dansk udgave i 1981) til hollandsk, og fik en retfærdig og ærefuld nekrolog i tidsskriftet European Journal of Parapsychology (Årg.5, 1984) udgivet af det parapsykologiske laboratorium ved universitetet i Utrecht.

Willy Wegner, april 1986.

---

Hollænderen Gerard Croiset, som uventet døde i juli 1980, var utvivlsomt en af det tyvende århundredes psykiske superstjerner. Hans vejleder, professor Wilhelm Tenhaeff, har kaldt ham et clairvoyant sidestykke til Mozart eller Beethoven. Tenhaeffs tyske kollega, professor Hans Bender, har indrømmet, at Croiset havde været medvirkende til at forandre hans tro på ESP (ekstrasensorisk perception) til "en urokkelig overbevisning". Nekrologerne i den europæiske presse afspejlede Croisets enestående omdømme. Ifølge det hollandske ugeblad Elsevier havde den afdøde indvarslet "en ny bevidsthed om kosmisk solidaritet". Det tyske grænse-videnskabelige månedsblad Esotera bragte en forsidehistorie, der beklagede, at "den clairvoyant, der aldrig skuffede" var død. En professor fra det pavelige universitet holdt begravelsestalen.

Croisets karriere inden for det overnaturlige har i sandhed været bemærkelsesværdig. Ifølge hans biografer har han opklaret nogle af dette århundredes mest uløselige forbrydelser, sporet talløse tabte genstande og lokaliseret hundreder af savnede personer. Hans evner til paranormal helbredelse siges at have været i klasse med Edgar Cayce. ¹ Han excellerede i overnaturlig forudviden og hævdes at have forudsagt fremtidige begivenheder ved adskillige lejligheder. De fleste af hans bemærkelsesværdige bedrifter, siges det, blev udført under videnskabelig kontrol, hvilket formodentlig ville gøre Croiset til en af de grundigst efterprøvede synske begavelser siden Leonore Piper. ²

Gerard Croiset vat respektabel. Mange bogligt dannede hollændere, som indrømmer at de ikke tror på ESP, har samtidig formået at fastholde den overbevisning, at Croiset for sin del var ægte.

Denne mirakelmand er genstanden for en biografi skrevet af den amerikanske journalist Jack Harrison Pollack, som hævder at have brugt fem år på at checke og dobbeltchecke Croisets tidligere forhold. Pollacks dom lyder: "Utroligt, men sandt". I sandhed utroligt, men sandt?

De praktiske bedrifter vedrørende Gerard Croiset og andre synske personer, som hævder at assistere politiet, har de fleste af de "spontane sagers" fælles træk. Sådanne sager opstår typisk under ukontrollerede forhold, og det ligger i selve deres natur, at de ikke lader sig gentage. Dette betyder, at det eneste bevismateriale, vi har, sædvanligvis består af det, som vidnerne er i stand til at huske eller finder det for godt at rapportere. Før den kritiske forsker fælder sin dom, må han stille sig selv to afgørende spørgsmål:

1. Er rapporterne fri for udeladelser, fejl og overlagte forvrængninger?
2. Tillader det, som eventuelt er tilbage, når det første spøgsmål er besvaret, ingen mere plausibel forklaring end ESP?

Wilhelm Heinrich Carl Tenhaeff, den hollandske parapsykolog, som i 1953 blev udnævnt til det første professorat i pyskisk forskning, der nogensinde er blevet etableret ved et egentligt universitet (i Utrecht) har nærmest haft monopol på at studere Croiset. ³

Tenhaeffs bøger og artikler udgør den vigtigste kilde til information om Croiset, hvis sag derfor kan siges at stå eller falde med hans lærde mentors pålidelighed.

Desværre er ikke ret meget af Tenhaeffs arbejde blevet oversat til engelsk, hvilket betyder, at Pollacks "Croiset the clairvoyant" er den vigtigste reference på dette sprog. Pollack er journalist, ikke videnskabsmand. Alligevel kan hans biografi betragtes som et autoritativt dokument, eftersom det blev skrevet under personlig vejledning af Tenhaeff selv. "Han dobbeltcheckede utrætteligt kendsgerningerne i mit manuskript," fastslår Pollack i begyndelsen af bogen.

I Tenhaeffs "Tjidschrift veer Parapsychologie" (det officielle tidsskrift for det hollandske selskab for psykisk forskning) har professoren stolt bekræftet dette: "Bogen ‘Croiset the clairvoyant’ blev skrevet på grundlag af information, som jeg skaffede, og også under mit opsyn," skriver Tenhaeff.

Ifølge Pollack fik Croiset bifaldsytringer ikke bare fra parapsykologer, men fra politifolk over hele verden for sine bedrifter indenfor psykisk opklaring. "Jeg undersøgte dokumenter i sag efter sag i politiets optegnelser;" forsikrer Pollack os. Jeg er ikke helt sikker på, hvad han mener. De fleste af de dokumenter, han henviser til, må have været på hollandsk, og jeg tvivler på, at han nogensinde blev fortrolig med dette sprog. Det eneste hollandske udtryk, jeg fandt i bogen, svarer til "tak", og selv dette ene eksempel indeholder en fejl. Antagelig forlod Pollack sig på sammendrag eller oversættelser af den relevante dokumentation, forberedt til ham af Tenhaeff og andre bekendte i Holland. Han må have følt, at det var sikkert nok at gøre sådan. Når alt kommer til alt, ville hans materiale blive dobbeltchecket af en anset videnskabsmand, en professor ved et statsligt universitet, en pioner, som den amerikanske psykiater og parapsykolog dr. Berthold Eric Schwarz ⁴ havde sammenlignet med Kopernikus, Freud og Einstein.

Drengen på tømmerflåden
Det er nu tid at kaste et nærmere blik på en af Croisets mest imponerende succeser. Det et sagen om "drengen på tømmerflåden", som den kan findes på side 106f i Bantams billigbogsudgave af "Croiset the clairvoyant". Denne sag er ofte blevet nævnt i den parapsykologiske litteratur, og Tenhaeff selv har mere end én gang antydet, at det er en af klassikerne. Således gengiver Pollack beretningen (fremhævelserne er mine):

Den 10-årige Dirk Zwenne forlod sit hjem i klitbyen Velsen nær Nordsø-kanalen lørdag den 29. august 1953 omkring kl. 14 for at gå ud og lege. Da drengen ikke var kommet hjem tidligt om aftenen, begyndte hans forældre at blive urolige. De ringede til det lokale politi, men uden held. Da der i to dage ikke var fundet spor af den forsvundne dreng, ringede Dirks onkel til Croiset, hvis telefonnummer og adresse i Enschede, 185 km borte, han havde fået af en politiinspektør.

Blandt Croisets umiddelbare billeder var, at Dirk var druknet: " Jeg ser en lille havn , en lille tømmerflåde og en lille sejlbåd. Drengen legede på tømmerflåden. Han gled og faldt i vandet. Da han faldt, ramte hans hovede båden, og han fik en læsion på venstre side af hovedet . Det gør mig meget ondt. Der var stærk strøm i havnen. Drengens lig vil blive fundet om nogle få dage i en anden lille havn, som er forbundet med den første havn ." Ulykkeligvis blev liget af Dirk Zwenne fundet i denne anden havn fem dage efter at han var forsvundet. Og akkurat som Croiset havde set, havde drengen et sår på venstre side af hovedet. Tømmerflåden og den lille sejlbåd blev fundet i den første havn – igen netop som den synske mand havde beskrevet . "Det er meget sandsynligt, at alt var foregået sådan som Croiset havde set det", sammenfattede professor Tenhaeff.

Dette synes i sandhed at være en forbløffende sag. Mærkeligt nok synes ingen indtil nu at have tænkt på at sammenligne denne version med et brev, som blev offentliggjort i Tjidschrift voor Parapsychologie i 1955 (årg.23, nr.1-2). Det er skrevet af hr. A.J. Allan, onklen der havde konsulteret Croiset. Af den rapport (som indgår i en artikel af Tenhaeff) får man en ide om, hvad der virkelig skete. Mandag den 31. August ringede Allan til Gerard Croiset, som på det tidspunkt boede i den østhollandske by Enschede. Han gjorde det efter at have rådført sig med en politiinspektør i Haarlem ved navn Gorter. Tilfældigvis var denne politimand også sekretær i det hollandske selskab for psykisk forskning og en bekendt af både Tenhaeff og Croiset.

Den synske sagde til onklen, efter at have gjort det klart, at han vidste hvad telefonopringningen drejede sig om: "De må søge i nærheden af en gasbeholder."

Allan: "En gasbeholder?"

Croiset: "Ja, det kan muligvis være en tank eller en kedel eller sådan noget lignende. Jeg ser en vej og en lille grøft. Jeg ser også en lille bro og et lille vand. Taler jeg med drengens far?"

Allan: "Nej, De taler med hans onkel."

Croiset: "Udmærket, så kan jeg tale frit. Barnet er druknet. Han er død. Jeg ser også en anløbsbro og en robåd eller noget i den retning. Det er der, liget må være."

Allan: "Kunne det være Nordsø-kanalen?"

Croiset: "Nej, den er for bred. Jeg ser ikke så meget vand."

Allan: "Hvor er det så?"

Croiset: "Jeg kender ikke Velsen, men De må søge i nærheden af den gasbeholder eller tank. Det er til højre for den. Hvis jeg skal være sikker, må jeg tage til Velsen. Ring til mig igen, hvis det bliver nødvendigt."

Slut på samtalen. Da Holland er et land fuld af veje, grøfter, små broer, små "vande", anløbsbroer, robåde og genstande, der kunne beskrives som gasbeholdere, kedler eller "noget i den retning", kan Croisets indtryk ikke siges at have været særlig nøjagtige. Hans beskrivelse kunne passe på et hvilket som helst antal lokaliteter.

Ifølge hr. Allan kom politiet "efter at have overvejet adskillige muligheder" til det resultat, at Croiset måtte have "set" en lille havn i nærheden af et rensningsanlæg. Dette er en ret overraskende fortolkning, eftersom den nævnte "havn" (der egentlig blot er en indskæring) er en del af Nordsø-kanalen. Croiset havde kun udtalt sig sikkert på ét punkt: vandet han så var ikke Nordsø-kanalen. For mig antyder dette stærkt, at politiet havde deres egne grunde til at anse dette sted for sandsynligt.

Politiet besluttede at trække vod i havnen den næste dag. Om tirsdagen hørte de, at Dirk, kort for han forsvandt, havde fortalt en af sine venner, at han "havde fundet en fin tømmerflåde."

Croiset, som blev ringet op igen senere den dag, begyndte nu også at modtage indtryk af en tømmerflåde. Hr. Allan mener, at dette måske skyldes telepati, men den skeptiske læser kan måske forestille sig en mere naturlig forklaring.

Intet blev fundet i den lille havn, og Allan tilkaldte Croiset som ankom samme aften sammen med Tenhaeff.

Croiset blev ført til den lille havn, og der begyndte han at få "stærke følelser". Han meddelte, at drengen havde leget på tømmerflåden, havde mistet balancen og havde stødt hovedet mod en hård genstand. "Ifølge ham (Croiset) havde dette været dødbringende ," bemærker Allan. Croiset forudsagde, at liget ikke ville blive fundet før mandag den 7. september eller tirsdag den 8 . og ville vise en læsion " på venstre side af panden ." Clairvoyanten blev derefter ført til en anden lille havn, som også udgør en del af Nordsø-kanalen. Der fik han imidlertid "ingen følelser".

Den næste morgen , tirsdag den 3. september blev liget af Dirk Zwenne fundet i kanalen tæt ved indløbet til den sidstnævnte havn. Hovedet havde kvæstelser, men ikke på det sted, Croiset havde spået . Hvor og under hvilke omstændigheder drengen var faldet i vandet synes aldrig at være blevet konstateret.

Sammenlign nu venligst denne lange og kedsommelige historie med Pollacks "sammenfatning", og læg mærke til den overraskende metamorfose, en aldeles uimponerende begivenhed er undergået ved sammenfatningspcocessen. Croisets indtryk havde været vage og havde for størstedelen ramt ved siden af, og alligevel bliver dette tilfælde citeret som et klassisk eksempel på heldig psykisk opklaring.

Hvordan kunne den fantastiske fordrejelse nogensinde overleve at blive kontrolleret og endnu en gang kontrolleret af en erfaren amerikansk journalist og en anset universitetsprofessor? Svaret på dette spørgsmål rummer muligvis nøglen til en stor del af Croiset-mysteriet. For det var Tenhaeff selv, som bryggede den uægte version. Efter at have offentliggjort Allans beretning i sit Tjidschrift, bestemt for hjemmemarkedet, lavede professoren en speciel version til eksport.

Alt hvad Pollack behøvede at gøre var at omskrive Tenhaeffs version, som allerede var udgivet på tysk (Zeitschrift für Parapsychologie und Grenzgebiete der Psychologie, 2. årg., nr. 1, 1958) og på engelsk (Proceedings of the Parapsychological Institute of the State University of Utrecht, no. 1, December 1960). Denne sidstnævnte version lyder som følger:

Da der den 31. august stadig ikke var fundet spor af barnet, ringede en onkel til det savnede barn til Mr. Alpha (Croisets kodenavn), hvis navn og adresse han havde fået fra en politiinspektør. Ifølge paragnostikeren var barnet druknet. Blandt de "billeder" der viste sig for Mr. Alpha, var der nogle få, som drejede sig om en lille havn . I denne lille havn "så" han en lille tømmerflåde og en lille sejlbåd . Ifølge paragnotikeren havde barnet leget på flåden. Han antog, at mens drengen legede, var han snublet og faldet i vandet. I faldet syntes han at have pådraget sig et sår på venstre side af hovedet , hvor han ramte sejlbåden, da han faldt. Som følge af strøm i havnen, sagde paragnostikeren, ville liget blive fundet i en anden lille havn, som var forbundet med den første. Den 3. september blev liget af Dirk Zwenne faktisk fundet i den anden havn med et sår på venstre side af hovedet, netop som paragnostikeren havde "set" det . (Fremhævelserne er mine).

På alle væsentlige punkter et denne version identisk med Pollacks. I denne form er sagen om "drengen på tømmerflåden" blevet "den troendes favorit". Den var slået stort op i artiklen om Croiset i September ’79-udgaven af Holland Herald (et engelsksproget magasin, der hovedsagelig beskæftiger sig med at "sælge" Holland) og fandt vej ind i Martin Ryzls bog "Parapsychology: a scientific approach" og talrige andre publikationer. Det er klart, at professor Tenhaeff i dette tilfælde "pyntede" på historierne. Hans mulige grunde til at gøre det vil blive diskuteret senere.

Pollack som vidne
Jack Harrison Pollack kan næppe dadles for de alvorlige fejl i sin gengivelse af sagen om "drengen på tømmerflåden". Man kan tilgive en journalist, at han godtager en universitetsprofessors ord, men han må holdes ansvarlig for, hvad han hævder personlig at have været vidne til.

I This Week fra 19. februar 1961 (en let uddybet version kan findes på siderne 25-26 i Pocketudgaven af biografien) fortæller Pollack, at han var til stede da Croiset den 21. maj 1960 blev ringet op af naboen til en Eindhoven-familie, hvis 4-årige søn havde været savnet i 24 timer. Ifølge artiklen havde politiet " ingen spor at gå efter ."

"Udsigterne er ikke gode", er Croiset citeret for at have sagt. "Undersøg området med det samme. Men jeg er bange for, at barnets lig vil blive fundet om cirka tre dage i kanalen tæt ved broen."

Pollack fortsætter: "Tre dage senere kontrollerede jeg, hvad der var sket. Politiet i Eindhoven havde netop fundet barnets lig tæt ved en af bropillerne til broen over kanalen – nøjagtig som Croiset havde forudsagt."

Noget synes at være gået galt, da Pollack kontrollerede hvad der var sket. I 1981 foretog jeg forespørgsler hos politiet i Eindhoven. Hr. W. Jongsma fra informationskontoret tilbød venligt at kontrollere den originale politirapport. Dette er de faktiske kendsgerninger: Ofret, den 3-årige Anthonius Thoonen, faldt i Dommel-floden den 20. maj under leg med en ven. Den anden dreng, som var vidne til ulykken, fortalte Anthonius’ mor hvad der var sket, da hun kom for at lede efter ham. Fru Thoonen så noget flyde på vandet. Dette var antagelig liget. Det var forsvundet, da politiet ankom. Den 23. maj (to dage efter telefonsamtalen) blev Anthonius’ jordiske rester fundet i floden, nær ved Gessel-legepladsen.

Politirapporten nævner ikke Croiset. Den nævner heller ikke nogen bro. (Der er så mange broer over Dommel-floden, at der altid er en i nærheden.)

Myndighederne vidste lige fra begyndelsen at drengen var druknet i floden. Pollacks påstand om, at politiet "ikke havde noget spor at gå efter", er aldeles misvisende. Ingen behøvede en clairvoyant til at fortælle dem, "at udsigterne ikke er gode", eller at området øjeblikkelig burde undersøges. Ikke desto mindre lykkes det alligevel Pollack, idet han ser bort fra nogle væsentlige kendsgerninger, at præsentere dette tilfælde som "en forbløffende demonstration".

Eftersøgning af et barn
Pollacks bog og adskillige andre engelsksprogede publikationer bibringer én det indtryk, at det nærmest er en selvfølge, at anvende synske personer i politiundersøgelser. Nogle journalister synes at mene, at en speciel varm linie forbinder Tenhaeffs kontor med politihovedkvarteret i enhver større by. Måske kan sprogbarrieren have været ansvarlig for denne overdrivelse. Faktisk er hollandske politimyndigheder tilbøjelige til at være skeptiske overfor clairvoyanter. Deres typiske svar på spørgsmål vedrørende Croiset er noget i retning af, at ESP muligvis eksisterer, men at Croiset aldrig har været til nogen nytte for dem. Der er imidlertid nogle få undtagelser.

Bemærkelsesværdig blandt undtagelserne er en rapport af inspektør G.D.H. van Woudenberg, bragt i Algemeen Politieblad (1964 nr. 13, s.297-300). Van Woudenberg, som på det tidspunkt gjorde tjeneste ved politiet i Voorburg, beretter om en åbenbar succes, Croiset opnåede ved eftersøgning af liget af den 6-årige Wim Slee. Barnet blev anmeldt som savnet den 11. april 1963. En grundig eftersøgning blev organiseret den samme dag. En politihund førte an til et bestemt sted på bredden af en kanal, lokalt bekendt som De Vliet. Der var gode grunde til at antage, at hunden havde ret, da det var kendt, at Wim ofte gik derhen for at lege. Den blev imidlertid ikke fundet noget lig. Den næste dag blev sagen nævnt i pressen, i radio og på fjernsynet. Et antal medier kom frivilligt med fuldstændig værdiløse oplysninger. I mellemtiden havde en onkel ringet til Croisets telefonnummer og fået at vide, at han var i udlandet. Onklen fik ikke fat i Croiset før den 16. clairvoyanten fortalte ham da, at drengen var druknet i De Vliet. Liget ville komme op til overfladen om et par dage i nærheden af en bro, en sluse "eller noget i den retning," til venstre for stedet, hvor ulykken vat sket. Croiset bad om at blive ringet op igen, hvis barnet ikke var fundet inden fredag den 19.

Stadig intet spor af Wim Slee den pågældende fredag, og Croiset kom til Voorburg. Han medbragte en skitse af stedet, hvor drengen var faldet i vandet. Han inviterede politiet ind i sin bil og kørte så til De Vliet. Han standsede nær ved stedet, der var angivet af hunden, og sagde, at han nu mærkede "stærke følelser". Van Woudenberg konstaterede "slående ligheder" mellem skitsen og selve stedet. Croiset sagde, barnet var druknet der, men ville komme op til overfladen tirsdag morgen tæt ved en bro cirka 700 meter nede ad strømmen. Dette var til højre for det angivne sted (som det sås fra Voorburg), men clairvoyanten forklarede, at "til højre" i virkeligheden er det samme som "til venstre", hvis man ser det fra den anden side. Nær ved broen, fortsætter van Woudenberg, "så vi, at der var punkter (på skitsen), som svarede til, hvad onklen havde fået fortalt tidligere den uge."

Ved et tilfælde blev Wim Slees lig fundet den følgende tirsdag tæt ved broen. De jordiske rester havde antageligt været filtret ind i affald på. bunden af kanalen.

Medmindre vi ønsker at fremføre grundløse gætterier om en mulig erindringsforskydning hos van Woudenberg, må kendelsen være: succes. Alligevel spekulerer jeg på, om ESP er den eneste sandsynlige forklaring. Croiset gav sine første "indtryk" den 16., fem dage efter at Wim Slee var blevet meldt savnet. Sagen havde fået en betydelig dækning i medierne. Politiet havde mistanke om, at drengen var druknet i De Vliet, og hunden havde endog angivet et sandsynligt sted. Croisets første "billeder" var svage, og han specificerede ikke, hvilken bro, sluse eller "noget i den retning", han mente.

Hans beskrivelse (som van Woudenberg gengiver den) ville passe godt på mange brolignende konstruktioner. Han anførte, at liget havde flydt "til venstre", men sagde ikke fra hvilket punkt. Endvidere må vi antage – da Croiset bad om at blive ringet op, hvis liget stadig ikke dukkede op fredag den 19. – at han forventede, at drengen ville være fundet på det tidspunkt. Fredag den 19. ville der have været gået otte dage, og van Woudenberg fortæller os, at "de fleste lig kommer op til overfladen på maksimalt ni dage."

Croiset fik først succes, da han prøvede igen den 19. Det er ikke overraskende, at skitsen han viste frem var så nøjagtig. Han havde simpelthen tegnet området, hvor barnet, ifølge politihundens sporing, var faldet i vandet. Muligheden for at han kan have fået sine oplysninger ad normale kanaler, bør ikke udelukkes, van Woudenberg har meddelt mig, at han anser denne hypotese for noget usandsynlig, da skitsen indeholdt nogle få detaljer af stedet, der ikke var synlige fra den offentlige vej. Jeg vil dog vove at antyde, at inspektøren kan have undervurderet et højst erfarent mediums snarrådighed.

Hvad der bliver tilbage er det faktum, at Croiset i sin anden serie af "indtryk", modtaget otte dage efter ulykken, korrekt forudsagde både dato og sted, hvor liget ville blive fundet. Det er slående nok, men jeg tvivler om, at odds mod at et sådant "pletskud" skulle fremkomme ved en tilfældighed, virkelig er astronomiske.

Van Woudenberg har fortalt mig, at han stadig er imponeret af Croisets succes, skønt han ikke mener den kan klassificeres som noget "afgørende bevis". "Den svageste del af historien", fortalte han mig i februar ‘81, "er, at den synes at være temmelig enestående. Det skete for sytten år siden og bliver stadigvæk fremhævet som muligvis det bedste tilfælde, der nogensinde er fremkommet i Holland. Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor der synes at være så få succeser, som tåler sammenligning med den."

Fiaskoer
Som et isoleret tilfælde er Croisets præstation i Voorburg ret imponerende. Man må imidlertid være på vagt overfor en almindelig vildfarelse, som kan spille ind når man vurderer sådanne tilsyneladende uimodståelige "beviser". Hypotesen om et tilfældigt pletskud kan kun udelukkes, hvis vi kender forholdet mellem succes og fiasko i paragnostikerens totale regnskab. På dette punkt er der ingen statistik til rådighed, men der er et antal pålidelige indikationer.

I Tenhaeffs engelsksprogede Proceedings (1960) og i et antal andre publikationer har han indrømmet, at antallet af heldige konsultationer (heldige set fra et praktisk synspunkt) er begrænsede. Hovedparten af materialet i hans bog "Beschouwingen over het gebruik van paragnosten" (1957), som er hans hovedværk på hollandsk om psykisk opklaring, drejer sig om tilfælde, hvor paragnostikeren antagelig demonstrerede ESP uden egentlig at opklare en forbrydelse eller finde en savnet person. Der er meget få vinder-tilfælde, men disse bliver så gentaget den ene gang efter den anden. Nogle af disse "succeser" er, som jeg har vist, kun forbløffende, når der er blevet omhyggeligt pyntet på kendsgerningerne. I sin bog "Outmoetingen met paragnosten" citerer Tenhaeff Croiset for at have oplyst, at han blev konsulteret af pårørende til savnede personer 10-12 gange om ugen. Det er sådan noget som 500 gange om året, og Croiset har været i branchen siden fyrrerne!

Alt dette antyder stærkt, at tusinder af Croisets forsøg et endt i fiaskoer – selv hvis man generøst bruger standarder, der for eksempel tillader at sagen med "drengen på tømmerflåden" bliver bedømt som en succes. Med så mange fejlslutninger et lejlighedsvis heldige pletskud næppe overraskende. Miraklet van Woudenberg troede, han var vidne til, kan simpelthen have været et af disse heldige gæt, man kan forvente engang imellem, hvis antallet af forsøg et tilstrækkelig stort. Tenhaeff er bemærkelsesværdig fåmælt om de mange fiaskoer, undtagen når han mener at kunne forklare dem som udtryk for forkert anvendt ESP. De komplette katastrofer, som ikke kan reddes i land ved ensidig parapsykologisk argumentation, bliver bekvemt ignoreret. Eksempler et der imidlertid nok af.

I maj 1956 afslørede den offentlige anklager i Amsterdam, at tre medier tidligere det år havde forsøgt at kaste lys over en 31-årig mands forsvinden fra sin bopæl i Rossum. Croiset havde udtalt, at manden var i live og opholdt sig i Vesttyskland. Kort tid efter blev liget fundet i en kanal i Ootmarsum kommune, Holland.

I 1969 tog Croiset til Viareggio i Italien for at lede efter den 13-årige Ermano Lavorini. Han "så", at drengen var faldet i vandet, da han legede. I virkeligheden var Ermano blevet dræbt af en ven under et skænderi. Liget blev fundet i klitterne.

I 1966 rejste Croiset til Adelaide, Australien, for at søge efter tre savnede børn. En lokal "komité" betalte udgifterne. Clairvoyanten var sikker på, at børnene var begravet under et nyopført pakhus. Han tilrådede nedrivning. "Komitéen" samlede 40.000 australske dollars sammen til at rive bygningen ned for. Jorden under betongulvet blev fjernet i en dybde af fire meter. Der blev ikke fundet nogen lig. Croiset tilskyndede dem til at grave en meter længere ned, "og børnene ville blive fundet." Han tog fejl. Denne kostbare fejltagelse påvirkede ikke hans omdømme. Tre år senere hævdede Amsterdam-avisen Het Vrije Volk, idet de citerede et AP telex, at de australske myndigheder havde "nægtet at give tilladelse til at gennemsøge stedet."

I juni 1973 blev Croiset konsulteret af slægtninge til en myrdet kineser fra Haag. Clairvoyanten antydede, at en person ved navn Senf vidste mere om forbrydelsen. Så bortførte slægtningene Senf og torterede ham i tre timer for at få en "tilståelse". Senf havde imidlertid ikke noget at tilstå. Han var tilfældigvis uskyldig. Den følgende uge besøgte Croiset Senf, der var på hospitalet for at komme sig ovenpå sin hårde prøvelse. Han medbragte blomster og forsikrede Senf om, at han nu var helt overbevist om dennes uskyld.

I politibladet Algemeen Politieblad af 9. Januar 1960 bragte politikommissær Th. van Roosmalen fra Utrecht en fortegnelse over psykiske bommerter. I december 1957, afslørede han, forsvandt den 14-årige søn af familien E. fra sit fædrene hjem i Utrechts flod-distrikt. Huset lå i nærheden af en af de mange kanaler i den del af byen. Efter nogle dages forløb kontaktede forældrene Croiset. Paragnostikeren kom og førte hr. og fru E. til kajen, hvor han standsede og pegede. "Det er her Deres søn faldt i vandet og druknede," sagde han, "jeg er ulykkelig over, at jeg skal være den første, der udtrykker min deltagelse for det svære og smertelige tab, De har lidt." Politiet hørte fra naboer, at forældrene den næste dag havde kontaktet en bedemand for at arrangere begravelsen. Nogle få dage senere blev drengen fundet, i live og god behold. Han havde gemt sig i en høstak.

I lyset af sådanne hændelser – og jeg kunne citere mange flere – synes tidsskriftet Esoteras beskrivelse af Croiset som "den clairvoyant, den aldrig skuffede," at indeholde et vist element af digterisk frihed.

Croiset og professor Tenhaeff: Uoverensstemmelser i påstande om clairvoyance
Ifølge professor Tenhaeff (Proceedings, 1960) synes hovedparten af de succeser, som et opnået af "psykiske" detektiver, "udelukkende at være af værdi set fra en parapsykologisk synsvinkel." De et ikke til nogen nytte for politiet, men for den erfarne psykiske forsker udgør de interessante eksempler på ESP. Paragnostikeren har sandsynligvis faktisk "set" enkeltheder i forbindelse med en given politisag, men har været ude af stand til at få sin vision i fokus. Først bagefter kan den clairvoyantes indtryk erklæres for succeser. Dette kræver imidlertid, at kendsgerningerne gøres til genstand for en rent ud prokrustes-agtig form for "fortolkning". ⁵

En anekdote, som gengives af Jack Harrison Pollack, er et næsten naragtigt eksempel på, hvor langt sikre troende vil gå for at få resultatet til at passe med forudsigelsen. Da Croiset i 1950 i Arnhem blev konsulteret i en voldtægtssag, "så" han at voldtægtsforbryderen havde "et abnormt stort kønsorgan". Da politiet arresterede en mistænkt, kastede de et grundig blik på hans kønsdele, men fandt, at de var af standardstørrelse. Men hvad gør det, skriver Pollack, "de fandt ud af, at han var en 20-årig kok, som lejlighedsvis brugte en stor, rød sprøjte til at dryppe stegt kød med, og det var den der fremkaldte Croisets billede af et abnormt stort kønsorgan."

Både i politisagerne og i de eksperimentelle "stole"- forsøg ⁶ var Croisets typiske ESP-succeser på et tilsvarende niveau. Hundreder af sandsigere, I Ching-eksperter, teblads-læsere og andre profeter, har fremvist nogle forbløffende succeser; det skyldes naturligvis den almindelige beredvillighed til at tro, at en post faktum "forklaring" afslører, hvad paragnostikeren egentlig mente i første omgang. Professor Tenhaeff mener imidlertid, at de, som kommer med denne indvending, lider af "Gestalt-blindhed".

Kritikere
Th. van Roosmalen er ikke nævnt i Pollacks "Croiset the clairvoyant", og det er adskillige forfattere, som lejlighedsvis har kastet tvivl på clairvoyantens præstationer og disses dokumentation, heller ikke. I registeret til Pollacks bog leder man forgæves efter sådanne navne som George Zorab, parapsykologen, som først opdagede Croiset, og som kunne have fortalt Pollack nogle interessante kendsgerninger om både paragnostikeren og professoren; Spigt, historikeren, som viste, at Tenhaeffs åbningstale i 1953 udelukkende var baseret på en forfalsket kilde; Filippus Brink, kriminologen, som skrev et større værk om okkulte detektiver; Pelz, en politiofficer fra Hamburg, som i 1959 udgav en skarp rapport med titlen "Hr. Croiset, De er ikke synsk" og Ph. B. Ottervanger, den hollandske skeptiker, som i 50’erne affyrede mangt et velrettet skud mod Tenhaeff og hans protegé.

Det er muligt, at Pollack aldrig har hørt om disse kritikere; Tenhaeff opmuntrede ham formodentlig heller ikke til at opsøge dem. De kunne muligvis have overtalt den amerikanske journalist til at rette i det mindste nogle få af de mest skandaløse fejl i sit manuskript og medtage noget materiale, som – skønt det ikke just er smigrende for emnet – muligvis kunne have forbedret bogen.

I samme artikel i This Week, hvor man finder den tidligere omtalte Eindhoven-sag, roser Pollack Tenhaeff for "at holde strengt på et fuldstændigt videnskabeligt bevis." Lignende lovprisende vendinger kan man finde i biografien. Måske havde Pollack givet en anden beskrivelse, hvis han havde været bekendt med van Roosmalens artikel i Algemeen Politieblad. Deri refererer politiinspektøren fra Utrecht om et møde med Tenhaeff, arrangeret af politidirektøren i Utrecht. Ved denne mindeværdige lejlighed sagde van Roosmalen lige ud til professoren, at han ikke troede på overnaturlig opklaring af forbrydelser. "Inspektør," svarede Tenhaeff, "hvis De ønsker det, vil jeg fortælle Dem om nogle tilfælde, hvor politiet tog fejl, og hvor Croiset havde ret." så fortalte Tenhaeff meget detaljeret om to skudsikre tilfælde. Det første drejede sig om en morder i X kommune. Efter måneder med frugtesløse undersøgelser konsulterede politiet Croiset. Paragnostikeren gav en så klar beskrivelse af morderen, at de kunne foretage en arrestation. Det andet tilfælde angik et tyveri på en fabrik i byen Y, hvor Croiset havde identificeret tyven.

Van Roosmalen besluttede at undersøge disse påstande. Da betjenten i X kommune blev spurgt om sagen, blev han forvirret. Han sagde, det var noget usandsynligt, at Croiset havde haft succes med at identificere morderen, for de havde ikke registreret, at den var blevet begået en sådan forbrydelse! Van Roosmalens kolleger i Y indrømmede, at de havde arresteret en mistænkt efter Croisets råd. Den formodede tyv viste sig imidlertid at være fuldstændig uskyldig og måtte løslades med overstrømmende undskyldninger. Van Roosmalen blev indtrængende rådet til ikke at nævne Croisets navn, hvis han skulle besøge politiet i Y.

Pollack ville måske også have fundet et interview med Filippus Brink oplysende. Brink, en politiofficer, fuldførte i 1958 en doktorafhandling: "Enige aspecten van de paragnoise in het nederlandse strafproces" (nogle aspekter af ESP i hollandske kriminal-procedurer), hvori han refererede resultaterne af en serie eksperimenter med okkulte detektiver og af forespørgsler til politimyndighederne i både Holland og i udlandet. Brink havde testet fire velkendte psykiske begavelser – en af dem var Croiset – ved at række dem fotografier og andre genstande og anmode dem om at fortælle om deres "indtryk". Nogle af materialerne havde tilknytning til politisager, andre ikke. Eksperimenterne var omfattende og varede i over et år. Resultaterne var nul. Ved at se på billedet af en morder, så clairvoyanten tydeligt, at manden var uskyldig; overrakt et våben, der kom lige fra fabrikken, fik de visioner om mord og overfald.

I "Aid to the police" (hjælp til politiet), en af Tenhaeffs få artikler udgivet på engelsk (Tomorrow, efteråret 1953), havde han forsikret sine læsere om, at Croiset "ikke fisker efter oplysninger". Brink observerede intet andet end "fiskeri".

Resultaterne af Brinks forespørgsler til politiafdelinger var lige så lidt behagelige for fortalerne for overnaturlig opklaring. Med meget få undtagelser udtalte alle hollandske og udenlandske myndigheder, at clairvoyanter aldrig havde haft held til at fremme nogen Politiundersøgelse. Det svar kom i øvrigt også fra politidistrikt Haarlem, hvor hr. Gorter havde været inspektør. Undtagelserne bestod i høj grad af flertydige succeser.

Brink sagde for nylig til mig: "Jeg tør sige, at ingen clairvoyant nogensinde – bortset fra et lejlighedsvist heldigt gæt – har været i stand til at opklare en politisag i Holland med overnaturlige midler." Mine nylige forespørgsler hos en række hollandske politiafdelinger lader formode, at der ikke er sket store forandringer siden Brinks doktorafhandling i 1958.

Grebet i bedrageri
Af en række grunde, som vil blive diskuteret senere, blev disse kritikpunkter ikke anset for fatale for Tenhaeffs omdømme som en omhyggelig og ærlig videnskabsmand. Professorens fortalere indrømmede privat, at han lejlighedsvis led af åndsfraværelse og endog undertiden kunne blive ledt på vildspor af sin egen begejstring. De insisterede imidlertid på, at hovedindholdet af hans værker var uangribeligt. Nogle af dem begyndte først at miste troen i 1980, da jeg fangede professoren på fersk gerning i et tydeligt bedrageri. Denne gang var det vanskeligt at finde uskyldige forklaringer.

Under mine udforskninger af psykiske påstande har jeg altid koncentreret mig om, hvad Tenhaeff selv betragtede som præmie-sager (for at undgå modangreb for ensidig materialeudvælgelse). I betragtning af Croisets internationale ry som psykisk mesterdetektiv, blev jeg overrasket over den knaphed på sager, der kvalificerede ham som en sådan. Næsten alle rapporter om hans samarbejde med politiet handlede om sager, der ikke resulterede i arrestation af den virkelige misdæder.

Wierden-affæren (hvor Croiset siges at have identificeret en ung piges voldsmand ved simpelthen at have rørt ved den hammer, som forbrydelsen blev begået med) er blevet citeret igen og igen af Croiset-tilhængere. Men glansen gik temmelig meget af den, efter at C.E.M. Hansel aflagde rapport om, at han havde forespurgt hos de lokale myndigheder og fået at vide, at Croisets anstrengelser ikke havde været til nogen nytte. Så offentliggjorde Tenhaeff i 1980 i september-udgaven af det tyske månedsblad Esotera en rapport om en sag, den syntes skudsikker. For at sammenfatte denne rapport:

Den 15. november 1979 havde en statspolitiofficer, kommandør Eekhof, besøgt Croiset og bedt ham hjælpe med at identificere en mystisk brandstifter, som havde terroriseret Woudrichem-området i måneder, og som helt havde undgået opdagelse. Eekhof gjorde dette "i det håb, at han (altså Croiset) ville kunne skaffe myndighederne afgørende oplysninger om forbryderen."

Nogle få uger før Croisets pludselige død i juli 1980, havde Tenhaeff besøgt Woudrichem-politiet "for at høre alle enkeltheder af Eekhof om, hvor vellykket hans besøg hos Croiset havde været." Tenhaeff skrev: "Alt hvad kommandør Eekhof fortalte os, blev optaget på video. Båndene blev ført til protokols, og protokollen blev checket og underskrevet af Eekhof."

Ifølge Tenhaeff blev Croiset konsulteret på et tidspunkt, da alle officielle forsøg på at identificere gerningsmanden havde vist sig frugtesløse. clairvoyanten beskrev brandstifteren som en mand, der "undertiden bar uniform", "boede i et hus med lejligheder" og havde "noget at gøre med legetøjsflyvemaskiner." På Eekhofs spørgsmål om hvorvidt det kunne være "modelflyvemaskiner", svarede Croiset "bekræftende". Eekhof blev angiveligt "chokeret" over clairvoyantens udtalelser, "for Croisets beskrivelse passede på en kvartermester i hans egen politiafdeling."

Ifølge Tenhaeff var kommandøren først skeptisk, men "nogen tid senere så han sig tvunget til at indrømme, at Croiset havde haft ret: kvartermesteren var pyroman."

For at checke denne bemærkelsesværdige påstand, kontaktede jeg kommandør Eekhof og viste ham artiklen fra Esotera, som han hverken havde set eller hørt om. Efter omhyggeligt at have gennemlæst rapporten, udtalte han direkte, at den indeholdt "fuldstændige usandheder". Han inviterede mig til at lytte til båndoptagelsen af, hvad Croiset virkelig havde sagt.

De værste unøjagtigheder er rettet her:

• Konsultationen fandt sted den 15. november 1977, hele to år før den dato, Tenhaeff havde opgivet. Kvartermesteren blev ikke arresteret før marts 1980.
• Croiset nævnte ikke på noget tidspunkt en "uniform", hvilket ville have været det mest åbenlyse pletskud.
• Croiset nævnte ikke "legetøjsflyvemaskiner", selv om han nok talte om "flyvemaskiner", "at sidde i flyvemaskiner", "flyvepladser" og "flyvemaskine-konstruktion". På spørgsmål fra kommander Eekhof, om det kunne være modelflyvemaskiner, sagde Croiset først ja, måske, men trak det så tilbage og sagde: "Nej, disse er store flyvemaskiner." Det er fuldstændig rigtigt, at kvartermesteren kunne lide at bygge modelflyvere. Men disse blev først nævnt af Eekhof og ikke af Croiset. Så hvis dette var et ESP-hit, så blev det scoret af politimanden og ikke af clairvoyanten!
• Croiset, som i et tidligere forsøg på at "se" forbryderen, havde sat politiet på et falsk spor, havde endelig identificeret brandstifteren som en person på et fotografi, han fik forevist af Eekhof. Denne person – som politiet allerede anså for at være en mulig mistænkt – var ikke kvartermesteren, som senere indrømmede forbrydelserne.
• Eekhof var bestemt ikke "chokeret" af Croisets udtalelser, for han kunne umuligt have genkendt sin politikollega i paragnostikerens forvirrede "billeder". Kvartermesteren, som ikke boede i et hus med lejligheder, begyndte først at blive mistænkt måneder senere, af grunde som var fuldstændig uden forbindelse med Croisets "vision".
• Tenhaeffs påstand om, at en protokol var blevet "checket og underskrevet" af kommander Eekhof bliver kategorisk benægtet af Eekhof, som fortalte mig, at han end ikke havde set en protokol.

Før jeg bragte dette ganske ekstraordinære tilfælde af svigagtig gengivelse i to Amsterdam aviser, De Telegraaf og Courant Nieuws van de Dag (18. oktober 1980), tilbød jeg naturligvis Tenhaeff at komme med en kommentar. Den mand, der "holder strengt på et fuldstændig videnskabeligt bevis", afslog lige ud at svare på nogen spørgsmål og råbte et antal fornærmelser, før han smækkede røret på.

Læseren vil ikke blive forbavset over at høre, at Tenhaeffs hollandske version af rapporten, udgivet på omkring samme tid i hans Tiidschrift, hverken nævner "uniformer" eller "underskrevne protokoller". De værste forvrængninger blev kun lavet til eksport. Hvis jeg ikke havde sendt Eekhof et eksemplar, ville han måske aldrig have set eventyret i Esotera.

Metoder
Som jeg har påvist, i det mindste til min egen tilfredsstillelse, er Tenhaeffs rapporter – vor vigtigste kilde til oplysninger om Croiset – i bund og grund upålidelige. Det er derfor risikabelt at foreslå mulige "naturalistiske" forklaringer på nogensomhelst "kendsgerninger" givet i disse rapporter. Man kan let spilde sin opfindsomhed på fuldstændig forfalsket materiale. Det er med dette forbehold, jeg kort vil komme med nogle få gisninger om, hvordan clairvoyanten kan have opnået, hvad der synes at være overnaturlige succeser gennem fuldstændig naturlige midler.

Croiset, en øvet hypnotisør, var en kyndig muskellæser og mester i suggestiv spørgeteknik. Han var derfor vel udstyret til at fravriste intetanende klienter små stumper af information og meddele disse tilbage som "telepatiske" indtryk.

Det er muligt, at han lejlighedsvis tyede til grovere metoder såsom at bruge spioner. I pro-Croiset litteraturen står der forbavsende lidt om clairvoyantens "assistenter" og "sekretærer", som for eksempel Dick West. Zorab, som jeg personligt har forbindelse med, har bevis på, at Croiset undertiden anvendte medsammensvorne i sine eksperimenter. Clairvoyantens professionelle etik var åbenbart ikke af en sådan art, at den forbød ham lidt svindel nu og da.

Hvad der var endnu vigtigere: Croiset vidste, hvordan man får venner og indflydelse på folk. Han opretholdt meget hjertelige forbindelser med flere journalister og lovembedsmænd (nogle politifolk var "dr." Croisets patienter). Jeg behøver ikke at pointere de risici, der er forbundet med en sådan fortrolighed. Croiset havde et vindende væsen, som afvæbnede besøgende med en overbevisende udfoldelse af oprigtighed og ligefremhed. Han var ikke en person, i hvis selskab man følte behov for at være på vagt.

Diskussion
Normen for skeptisk forklaring på psykiske detektivers påståede succeser er, at disse "synske" giver de mennesker, der søger deres råd, et mundtligt sidestykke til en Rorschack-test? ⁷ Deres meddelelser er som regel vage, usammenhængende og vidtløftige. Fortolkningernes nøjagtighed bliver fortolket post faktum; "gode emner" fortolker på tilbagevirkende vis de flertydige og ofte selvmodsigende udtalelser på en sådan måde, at de passer med de ægte kendsgerninger, og glemmer elskværdigt de mange detaljer, som faldt for meget ved siden at. Fuldstændige fiaskoer bliver ignoreret eller fortiet. Muligheden for at nogle at de overnaturlige informationer kunne være tilegnet på normal måde, bliver stille og roligt ladt ude at betragtning. Lejlighedsvis heldige gætterier bliver forstærket gennem selektiv rapportering og redaktionel forskønnelse.

Resultaterne af nærværende undersøgelse antyder, at denne standard-hypotese ikke behøver at blive revideret for at forklare fænomenet Croiset. Hvad der altid gav Croiset en særstilling, var sandsynligvis ikke graden af hans påståede paranormalitet, men snarere de heldige propagandistiske anstrengelser for hans skyld. Ulig andre clairvoyante havde Croiset det ekstraordinære held at finde en impressario, som nød et ret solidt ry som videnskabsmand og forsker. "Mirakelmanden fra Holland" ville aldrig have opnået sin status uden Wilhelm Tenhaeffs utrættelige hjælp.

Den kendsgerning, at hans mentor var ægte universitetsprofessor, har altid beskyttet Croiset. Gerard Croiset blev i vide kredse betragtet som hæderligheden selv, fordi Tenhaeff sagde, han var det. Som jeg har antydet, lå nøglen til Croiset-mysteriet hos Tenhaeff. Spørgsmålet er nu: Hvorfor handlede Tenhaeff, som han gjorde? Hvorfor sætte sit akademiske ry på spil ved at vikle sig ind i håndgribeligt bedrageri?

Svaret, tror jeg, kan kun blive, at Tenhaeff nødvendigvis måtte bedrage og troede, at han kunne komme godt fra det. Kort efter at professoren i 1947 lærte Croiset at kende, må han have indset, at paragnostikerens succeser indenfor okkult opklaring i høj grad var flertydige. Hæderlige og fuldstændige rapporter af "politisagerne" ville aldrig overbevise folk, som ikke på forhånd lå under for en stærk tro på det overnaturlige.

Tenhaeff, hvis ambition altid havde været at blive en Sigmund Freud indenfor psykisk forskning, fandt på noget, som han tillod sig at kalde en "teori", der satte ham i stand til at forklare alt, undtagen de værste fejltagelser, i ESP-vendinger. Den røde dryppe-sprøjte er et typisk eksempel. Alligevel behøvede professoren i det mindste nogle få skudsikre beviser for at understøtte denne mærkværdige teoretiske struktur. Der var en sådan mangel på autentiske mirakler, at han var tvunget til selv at fabrikere dem.

Hvad der nu står tilbage at forklare, er, hvordan det lykkedes Wilhelm Tenhaeff at komme godt fra dette spil i årevis. Jeg kan kun give nogle få antydninger.

1. Hans status som "officiel professor": Tenhaeff blev hyldet som historiens første professor i parapsykologi, og dette indebar megen prestige. "Han må have ret, for ellers ville man ikke have udnævnt ham, vel?" var hans beundrere vant til at sige, når de blev konfronteret med en tvivler. For mange afgjorde sådanne overvejelser effektivt sagen.
2. Den forvirring han skabte med sine publikationer: Til fryd for de sande troende, som anser uklarhed som et sikkert bevis på dybsindighed, er Tenhaeffs skrifter kaotiske, vidtløftige og uforståelige. En tyk tåge synes at sive ud fra hans bøger. At gå disse tusinder af snoede sætninger efter for modsigelser kræver mange timers overordentlig kedeligt arbejde. De fleste skeptikere giver fornuftigvis op efter nogle få sider. Jeg selv gik kun ombord i denne kedelige opgave som et resultat af en udfordring. Efter at jeg havde offentliggjort nogle kritiske bemærkninger om psykisk forskning i 1978, udfordrede lokale tilhængere mig til at tackle det bedste bevis, de mente parapsykologi havde at tilbyde; Wilhelm Tenhaeffs "strengt videnskabelige arbejde".

   En kritisk undersøgelse blev yderligere besværliggjort af, at professoren dygtigt drog fordel af sprogbarrieren. De aldeles bedrageriske versioner af "drengen på tømmerflåden" og Woudricham-sagerne blev brygget sammen kun til eksport. For at kompensere gjorde Tenhaeff lejlighedsvis det modsatte: I det tyske Zeitschrift für Parapsychologie und Grenzgebiete der Psychologie (1980, nr. 4) har jeg vist, hvordan han til hjemmeforbrug i Holland svigagtigt "udgav" en rapport af dr. Jule Eisenbud om en flertydig succes i et transatlantisk ESP-eksperiment med Croiset.

3. De flertydige følelser indenfor de parapsykologiske samfund overfor kolleger, der snyder: Det parapsykologiske samfund har aldrig fuldstændig befriet sig selv fra den ondartede "fikse ide", at åben kritik af en kollega kan skade sagen og give parapsykologiens fjender gode kort på hånden. Nogle psykiske forskere begyndte at fatte mistanke til Tenhaeff for længe siden. De udtalte imidlertid sjældent deres tvivl åbent. Og når de gjorde det, synes nogle sociologiske mekanismer at have forhindret en fyldestgørende opfølgning af sagen.
4. Tenhaeffs beherskelse af propagandistiske teknikker: Tenhaeff har altid været en mester i propagandistisk manipulation. Han udnyttede behændigt sine fortræffelige forbindelser med massemedierne til at overbevise et betragteligt udsnit af den hollandske offentlighed om, at han var profet for en ny ikke-materialistisk videnskab, som derfor måtte lide under det irrationelle had fra dem, hvis verdensanskuelse blev truet af parapsykologiens strålende opdagelser. Han undlod aldrig at minde sine tilhørere om sit arbejdes religiøse aspekter eller at komme med dystre hentydninger om mulig bolsjevik-indflydelse i skeptiske kredse. Hans yndlingstrick var at fortælle offentligheden, at hans kritikere led af et freudiansk kompleks og trængte til psykiatrisk behandling, i stedet for at svare på deres uforskammede spørgsmål.

Ironisk nok overbeviste Tenhaeffs bizarre opførsel flere skeptikere om, at han var et blåøjet offer for en upålidelig "paragnostiker" snarere end selv at være en bedrager. Hans tilsyneladende troværdighed tjente som camouflage for hans uærlighed.

Konklusion
Mit formål med dette indlæg har ikke været at benægte Croisets overnaturlige evner og ufejlbarlighed. Snarere var det mit ønske at rette læserens opmærksomhed mod nogle falske toner i den "clairvoyante Mozarts" partitur; disharmonier den synes at være undgået andre biografers opmærksomhed.

Naturligvis, hvis sådan en ting som ESP eksisterer, kan den meget vel give os den mest økonomiske forklaring på nogle af de sammentræf, den har været rapporteret i forbindelse med Gerard Croiset. På den anden side ville det i sandhed være overilet at tilslutte sig eksistensen af en overnaturlig evne på basis af Croiset-materialet. Hvis Croisets forbløffende evne for clairvoyance havde været ægte, hvorfor følte Tenhaeff sig så tilskyndet til at manipulere rapporterne og på bedragerisk måde præsentere dem som præmie-sager?

Jeg ønsker visselig ikke at være dogmatisk med hensyn til psykiske detektiver: afgørende beviser af en meget stærkere natur kan muligvis stadig dukke op. Indtil det sker, gør "den troende" klogest i ikke at basere sin tro på "den clairvoyant, der aldrig skuffede."

Noter

1. Edgar Cayce (1877-1945) var et trancemedium fra Kentucky, USA. Han optrådte som healer og, påstås det, kunne i trance beskrive folks tidligere liv. Læs i øvrigt om Cayce i "Mystikkens verden" (1978) af Poul Fersling.
2. Leonore E. Piper (1857-1950) var et trancemedium fra USA. Hun blev gennem flere år testet af såvel det amerikanske som britiske selskab for psykisk forskning, uden det lykkedes at afsløre hende. Hun er omtalt i de fleste parapsykologiske værker: læs for eksempel "Psykisk forskning" (1967) af D. J. West.
3. Kun et af Tenhaeffs værker vides oversat til engelsk, det er "Telepathy and clairvoyance" (Springfield, Ill., 1972). Læs også om Tenhaeff i: "Fornuft og ufornuft i parapsykologien" i Para-nyts reprint-serie.
4. Berthold Eric Schwarz (1924-) har skrevet forord til ovenstående bog af Tenhaeff. Han har desuden skrevet om telepati mellem børn og forældre og er en kendt skribent i ufo-tidsskrifter. I danske publikationer har han et indlæg i "Synspunkter", udgivet af Skandinavisk UFO Information i 1977.
5. Prokrustes var ifølge græske sagn en attisk voldsmand. Han overfaldt vejfarende, som han anbragte i sin seng. Var hans ofre for små, så strakte han dem ud med vold, så de passede til sengens længde. Var hans ofre for lange, så sørgede han for at det overflødige blev fjernet. Hans ofre kom altid til at passe til hans seng.

   Det kan også lede tanken hen på Askepots stedsøstre, der for at kunne passe glasskoen, hugger en hæl og klipper en tå.

6. Croiset har medvirket i en del stole-forsøg, det vil sige eksperimenter hvor man (Tenhaeff) afprøver hans evne til at forudsige hvem der på et givet tidspunkt vil sætte sig i en bestemt stol. Han skal beskrive personen, som han ikke tidligere har set eller ved hvem er.
7. En psykologisk prøve hvor forsøgspersonen får forevist et antal plancher med gengivelse af symmetriske blækklatter. Vedkommende skal så fortælle hvad han syntes det ligner. Prøven afslører typiske forskelle i måden hvorpå man oplever og set ting.

Referencer

• Brink, F.: Enige aspecten van de paragnosie in het nederlandse strafproces. – Utrecht : Storm, 1958.
• —– : Parapsychology and criminal investigation. International Criminal Police Review, 134, January 1960.
• Hansel, C. E. H.: ESP: a scientific evaluation. – New York : Scribner, 1966. Side 197-203.
• —– : ESP and Parapsychology. – Buffalo, N.Y.: Prometheus Books, 1980. side 262-268.
• Hoebens, P. H.: Vom Lob der Genauigkeit in der Parapsychologie. Zeitschrift für Parapsychologie und Grenzgebiete der Psychologie, 22, no.4, 1980. side 225-234.
• Pelz, C.: Herr Croiset, sie konnen nicht hellsehen. Kosmos, 1959/60.
• Pollack, J.H.: Croiset the clairvoyant: the story of the amazing Dutchman. – Garden City, N.Y.: Doubleday, 1964.
• Roosmalen, Th. van: Ervaringen met paragnosten en die zich zo noemen. Algemeen Politieblad, 109, 1960. side 3-9.
• Tenhaeff, W.H.C.: Aid to the police. Tomorrow, autumn 1953.
• —– : De paragnostische begaafdheid van de heer C.H. Tijdschrift voor Parapsychologie, 23, no. 2/3, 1955. side 57-87.
• —– : Beschouwingen over het gebruik van paragnosten. – Utrecht : Bijleveld, 1957.
• —– : The employment of paragnosts for police purposes. Proceedings of the Parapsychological Institute of the state University of Utrecht, no. 1, December 1960. Side 15-32.
• —– : Ontmoetingen met paragnosten. – Utrecht : Bijleveld, 1979.
• —– : Der Paragnost. Esotera, 31, no. 9, september 1980. side 816-827.
• Woudenberg, G.D.H. van: Ervaringen met paragnosten. Algemeen Politieblad, 113, 1964. side 297-300.
• Zorab, G.: Review of Jack Harrison Pollack’s “Croiset the clairvoyant”. Journal of the society for Psychical Research, 43, 1965. side 209-212.

Kilde:
Reprint-serien ; nr. 5. 
Originaludgave: En psykisk detektiv : om mirakelmanden Gerard Croiset / Af Piet Hein Hoebens ; oversat af Gerda Volf. – Hjallerup : Skeptica skriftserie, 1986. – ISBN 87-88685-02-2

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk