af W.H.C. Tenhaeff
[Original indledning]: Følgende artikel handler ikke blot om den specielle opgave det er at opklare forbrydelser. Den giver i almindelighed en gennemgang af de problemer, der knytter sig til oversanselig erkendelse gennem medier:Ting kan blandes sammen, uvedkommende begivenheder tillægges forkert plads i billedet, tankeoverføring fra en tilstedeværende kan påvirke o.s.v. Men bag dette viser artiklens eksempler klart, at den oversanselige erkendelse er en realitet, der kan bringe nyttige resultater, når den forstås rigtigt.
Anvendelse af klarsynede i politiets tjeneste går helt tilbage til de bibelske tider. I Samuel I, 9 læser vi, at Saul på sin tjeners råd opsøgte seeren Samuel og af denne erfarede, hvor de bortløbne æsler befandt sig.
I året 1692 vakte den klarsynede Jacques Aymar, der arbejdede med ønskekvist, stor opmærksomhed ved sin opklaring af et mord begået den 5. juli 1692 i Lyon. Skridt for skridt fulgte han – således som jeg ofte har set det hos mine forsøgspersoner – hele den vej, som forbryderen havde tilbagelagt efter udåden, og det indtil en afstand af 45 franske mil.
Den højtansete og videnskabeligt uangribelige Afrika rejsende Dr. Anton Stecker berettede 1884 om anvendelsen af drenge til sporing af forbrydere for politiet i Abessinien. Drengene blev hensat i en hypnotisk tilstand, blev »klarsynede«, og fulgte, ligesom Jacques Aymar, den vej, som forbryderne havde tilbagelagt.
Af det tyske »Zeitschrift für Parapsychologie«, der gik ind i 1934, fremgår det, at mellem 1920 og 1930 har tyske politiembedsmænd gentagne gange henvendt sig til »synske« for om muligt at få fingerpeg til opklaringen af vanskelige sager. Også hollandske politiembedsmænd har, hvad jeg ved af egen erfaring, i årene mellem 1920 og 1940 gentagne gange anvendt klarsynede.
Den voksende interesse for den parapsykologiske forskning, som vi kan glæde os ved i Holland, har ikke blot ført til, at jeg gentagne gange er blevet opfordret til at holde foredrag for højere politi- og justitsembedsmænd om det spørgsmål, hvorvidt det er muligt at opklare forbrydelser ved klarsynedes hjælp, men også til at interessante forsøg er blevet gennemført.
Blandt de forsøgspersoner, med hvem jeg til stadighed har eksperimenteret i politiets tjeneste, fortjener først og fremmest hr. Gerard Croiset at nævnes. Denne fremragende hollandske klarsynede, der i mere end syv år har tjent mig som forsøgsperson, er en af dem, hvis præstationer viser os, at det principielt er muligt at anvende klarsynede i kriminalsager. Jeg vil belyse dette ved et par eksempler.
Et barn forsvandt
Fredag den 26. oktober 1951 ringede frk. Vos, inspektør ved Delfts børnepoliti 1 omkring kl. 15 til Croiset og spurgte, om han kunne give et udsagn angående et forsvundet barn. Croiset, der på dette tidspunkt befandt sig på sin bopæl i Enschede (200 km fra Delft) svarede:
»Jeg ser en lille, omkring otte år gammel dreng med blondt hår. Han leger ved vandet i nærheden af en lægter. Han falder i vandet og drukner. Jeg ser en lyst malet bro, der kan drejes eller hæves i vejret. Når man er i Delft, ligger denne bro i retning efter Rotterdam. Videre har jeg indtryk af et lavtliggende engdrag. For mig står det som sikkert, at drengen er druknet.«
Ifølge et brev fra frk. Vos til mig, dateret 13. november 1951, blev liget af en seksårig, blond dreng den 27. oktober kl. 11,30 draget op af vandet i Delfts Westsingel. Eftersøgningen lykkedes først, da båden, der lå helt oppe ved land, var trukket tilside. I umiddelbar nærhed af det sted, hvor liget fandtes, ligger der i retning efter Rotterdam en sølvgrå, lyst malet klapbro. Lavtliggende engdrag findes ikke i nærheden. Politiet havde ganske vist i begyndelsen, støttet af udsagn fra personer, der kendte drengen, søgt i nærheden af en lavtliggende eng. Frk. Vos havde man kort før hendes telefonsamtale med Croiset meddelt, at efterforskningen på dette sted havde været ganske resultatløs. Det må derfor betragtes som sandsynligt, at Croiset ad telepatisk vej har fået kendskab til denne meddelelse 2 og sammenblandet dette indtryk med de andre, som han har fået angående det forsvundne barn. Dette så meget mere, som sådanne »sammenblandinger« gentagne gange har kunnet iagttages hos Croiset og andre klarsynede.
Hvis var hammeren?
Den 5. december 1946 blev der – ifølge et brev, som jeg har fra borgmesteren – omkring kl. 17,45 i Wierden (provinsen Overijssel) af en ukendt mand forøvet et overfald på en 21-årig pige på en stille landevej. Han bibragte hende med en hammer to slag i hovedet. Under det følgende håndgemæng lykkedes det pigen at fravriste ham hammeren, hvorefter han flygtede.
Udover hammeren, som politiet havde taget sig af, havde man ikke det ringeste spor af gerningsmanden. Man havde dog en 28-årig arbejder mistænkt, der arbejdede på en maskinfabrik i nærheden. Den omstændighed, at den beslaglagte hammer var en smedehammer, havde bidraget til denne mistanke.
Gennem en bekendt af den overfaldne nåede hammeren som induktor til Croiset. Bl. a. »så« han 3 lave huse ved siden af hinanden. Efter hans angivelse måtte der i et af disse huse bo en ca. 55-årig mand, som ejede hammeren og havde lånt den til ugerningsmanden. Om denne kunne Croiset bl. a. sige, at han havde en misdannelse ved sit venstre øre. Desuden kom Croiset med endnu nogle angivelser, der ved efterforskningen lod sig påvise som rigtige, men som ikke havde noget værd for politiet, da de angik biting.
Den 2. juni 1947 blev den ovennævnte 28-årige arbejder arresteret på grund af sædelighedsforbrydelse. Han viste sig at have en misdannelse af det venstre øre. Under forhøret bekendte "han, at han den 5. december 1946 havde overfaldet den 21-årige pige. Hammeren havde han lånt af den af Croiset beskrevne mand. Denne mand boede i et af de ligeledes af Croiset beskrevne huse. Som borgmesteren skrev til mig »kan man fastslå, at Croiset med en genstand i hånden, der var blevet anvendt ved ugerningen, har kunnet fremsætte angivelser, der var af værdi for politiet.«
Jeg skal endnu blot nævne, at den bekendte af den mishandlede, som havde opsøgt Croiset, ikke kendte gerningsmanden.
Hvorfor blandes ting sammen?
Som sagt fik Croiset, da frk. Vos, inspektøren ved Delfts børnepoliti, ringede ham op den 26. oktober 1951, ikke blot indtryk vedrørende det sted, hvor liget af det savnede barn befandt sig, men også et indtryk af det sted, hvor man forgæves havde søgt efter barnet.
Lad os nu antage, at Croiset kun havde fået indtryk af dette sted (det lavtliggende engdrag). I parapsykologisk henseende havde man da måttet tale om et vellykket eksperiment, idet Croiset havde fået denne angivelse på paranormal vis (telepati eller tankelæsning) fra frk. Vos. I politimæssig henseende havde man derimod måttet betegne det som en fiasko.
Den parapsykolog. der har benyttet klarsynede ved politiopgaver, ved meget vel, at denne slags i parapsykologisk henseende rigtige, men politimæssigt værdiløse udsagn hyppigt kan iagttages. Hos Croiset er sådanne oplysninger i flertal. Gentagne gange har han fået indtryk, der, selvom de i parapsykologisk henseende er »forbavsende rigtige«, dog har været ubrugelige for politiet. 3 Forskellige årsager kan anføres hertil.
Da Croiset en dag sammen med mig mødte den ham ubekendte fru L. (gift med en ven af mig, der var læge), følte han sig pludselig tilskyndet til at sige til hende, at hun som 12-årig pige havde fået en svær underlivskvæstelse. »Jeg ser Dem,« sagde Croiset, »som et pigebarn på omkring 12 år sidde sammen med nogle skolekammerater på et stakit. Pludselig giver en af pigerne Dem et skub i ryggen. De er faldet ned og har derved fået en af stakitstaverne op i underlivet. Skaden var alvorlig og krævede kirurgisk indgriben.« Fru L. kunne hertil kun svare, at billedet var rigtigt. Også hendes mand, der var med, bekræftede rigtigheden af det »sete«.
Vi ser her, hvorledes en erindring fra fru L.’s barndom dukker op i Croisets bevidsthed. Det var, som om han selv erindrede, hvad fru L. havde oplevet. Havde fru L. nu været synsk begavet, ville hun have »set« sit erindringsbillede på samme måde, som Croiset nu telepatisk så erindringsbilledet hos en ham fuldstændig fremmed dame. 4
Vi kan her stille os det spørgsmål, hvorfor Croiset netop har fået et indtryk af denne hændelse i fru L.’s liv.
Jeg svarer hertil: fordi der gives et associativt slægtskab mellem denne hændelse i fru L.’s liv og en hændelse i Croisets. Man må nemlig vide, at Croiset, da han var omkring 8 år gammel, engang legede med en skolekammerat på en bro. Ved denne lejlighed fik han et stød i ribbenene af skolekammeraten. Han forsøgte at klamre sig fast til en stang, men greb fejl og faldt i vandet. En forbipasserende reddede hans liv.
Som man ser, har en stang og et stød i ryggen spillet en rolle i såvel fru L.’s som i den klarsynedes liv. Vi taler her om associativt slægtskab og om en stræben efter at finde sig selv i andre, og vi forstår nu, eftersom vi har set talrige analogier til dette tilfælde hos Croiset og andre klarsynede, hvorfor Croiset først og fremmest så denne affektbetonede begivenhed i fru L.’s liv.
Det associative slægtskab, den stræben efter at opdage sig selv i andre, er kun een blandt de forskellige årsager til uheld i politimæssig henseende med klarsynede forsøg.
I oktober 1948 overgav jeg efter anmodning af en undersøgelsesdommer Croiset en mursten. Denne mursten blev af en ukendt mand kastet ind i en juvelers udstillingsvindue. Den klarsynede fik igennem denne indtryk af en omtrent 8-årig dreng. Han så drengen med en visions tydelighed for sig og kunne sige os, at han var opdraget i et vaisenhus. Drengen havde været vanskelig og var gentagne gange blevet lagt over forstanderens knæ. Hjemmets leder havde her benyttet et spanskrør.
Efter omkring et års forløb blev juveltyven pågrebet af politiet. Det viste sig, at han var opdraget i et vaisenhus, og at hjemmets leder gentagne gange havde afstraffet ham med spanskrør. Når vi tager i betragtning, at Croiset i sine barndomsår af sin værge havde været anbragt på en slags børnehjem en kortere tid og der et par gange havde fået nogle rap over enden med et spanskrør, forstår vi på baggrund af det ovenfor omtalte (det associative slægtskab), hvorfor det, ved hans berøring med murstenen, først og fremmest var disse, i politimæssig henseende værdiløse billeder fra tyvens fortid, der trængte sig på. Denne tendens til at se sig selv i den anden spillede ham her et puds og førte til, at dette i parapsykologisk henseende særdeles vellykkede forsøg blev en politimæssig fiasko.
Herren med dokumentmappen var uskyldig
I begyndelsen af 1948 (den 5. februar) opdagede man i laboratoriet hos selskabet »Werkspoor« i Amsterdam, at der manglede ca. 84 gr. platin. Direktøren for laboratoriet havde to elektrikere mistænkt. Det viste sig imidlertid, at begge disse var uskyldige. Da sagde en af de embedsmænd, der havde med undersøgelsen at gøre, at man »egentlig burde have en sjette sans« for at finde den savnede lille ting. Laboratoriedirektøren fortalte så, at en af hans medarbejderes frue var klarsynet og tidligere havde ydet ham mange tjenester. Man gav derfor denne medarbejder det tomme platinetui som induktor, og han bragte det straks til sin frue. Hun skildrede en herre med en lys dokumentmappe på Amsterdams centralbanegård. Dette stemte i parapsykologisk henseende, thi laboratoriechefen plejede af sikkerhedsmæssige grunde at tage platinet med sig hjem. I politimæssig henseende var dette udsagn imidlertid værdiløst.
Et næste forsøg med denne dame gav bedre resultat. Hun skildrede en blond, spinkel, ca. 20-årig ung mand med små hænder ? en medhjælper i laboratoriet – og tilføjede, at genstanden var stjålet af ham og nu blev udbudt til salg i en nærmere beskrevet lokalitet i Nieuwe Kaizersgracht. En beskrivelse, som fruen kunne give af huset i Nieuwe Kaizersgracht, var så indgående, at det lykkedes politiet at finde platinet.
Ved skildringen af herren med dokumentmappen på centralbanegården indskrænkede forsøgspersonen sig til selve beskrivelsen. Man vil forstå, at det særdeles let kunne være sket, at fruen havde anset denne mand for gerningsmanden. I et sådant tilfælde havde vi måttet tale om en forkert fortolkning af det »sete«. Denne forkerte fortolkning havde man i dette tilfælde straks kunnet berigtige. Der forekommer imidlertid situationer, hvor de forkerte fortolkninger ikke straks falder i øjnene og i politimæssig henseende bringer skuffelse.
I anledning af et møde, der i min nærværelse blev holdt den 27. januar 1952 på politikontoret i Hellevoetsluis, og hvor Croiset fik alle mulige »indtryk« angående et røverioverfald, »så« han pludselig en dokumentmappe. »Denne dokumentmappe,« sagde Croiset, »er fundet i en bil. Jeg kan imidlertid ikke stedfæste dette indtryk. Jeg ved ikke, om det har noget med sagen at gøre.« Den offentlige anklager, Dr. v. L., der var tilstede, bemærkede, at han meget vel kunne stedfæste dette billede. »Det har,« sagde han, »at gøre med en anden sag, der også beskæftiger mig meget. Til sin tid agter jeg at forelægge Dem denne sag. I dag vil vi imidlertid kun beskæftige os med det røveriske overfald.«
Der foreligger her en sammenblanding af indtryk. Sådanne »sammenblandinger« har jeg gentagne gange bemærket hos Croiset og andre klarsynede. Naturligvis kan sådanne sammenblandinger (særlig hvor de ikke lader sig erkende som sådanne) give anledning til forvirring.
Ville englænderen have hængt sig?
Lørdag den 25. november 1950 fandt man en englænder i en lille landsby i nærheden af Enschede. Denne englænder var i en meget nervøs og eksalteret tilstand! Patientens regnfrakke, hvori var hans pas og andre papirer, kunne ikke findes.
Søndag den 26. november kl. 19 fik Croiset besøg af politivagtmester C. Denne vagtmester bad Croiset om at være ham behjælpelig ved opsporingen af regnfrakken. Croiset bad vagtmesteren om at give ham en induktor. Da patienten imidlertid var anbragt på en klinik, så vagtmesteren sig ikke istand til at imødekomme Croisets ønske. Croiset begav sig nu i selskab med vagtmesteren og hr. Teer Laak (en klarsynet, der ofte betjente sig af ønskekvist) i bil til det sted, hvor man om lørdagen havde fundet englænderen. Det var en meget mørk aften og vejret var dårligt. Da man befandt sig på stedet, hvor englænderen var fundet, meddelte Croiset sine ledsagere, at han fik det indtryk, at en eller anden ca. 70 skridt fra det sted, hvor man befandt sig, havde forsøgt at berøve sig livet ved hængning. »Det er meget sandsynligt,« sagde Croiset, »at englænderen dér har gjort et mislykket forsøg på at hænge sig. Jeg er derfor af den mening, at regnfrakken højst sandsynligt befinder sig der.«
Vagtmesteren ville nu sammen med Croiset og Ter Laak begive sig til det angivne sted. Det viste sig imidlertid snart, at regnen havde gjort jorden ufarbar. Desuden var det meget mørkt. Man besluttede sig til at tage hjem og udsætte besøget til næste dag. Da de tre herrer atter befandt sig i Croisets hjem, fik han fornyede indtryk. Efter disse indtryk skulle englænderen være gået forbi et træ, der var omgivet af et fletværk. Ligeledes dukkede billedet af en roemark op for ham tilligemed billedet af et skovbryn. »Efter min mening,« sagde Croiset, »kan manden ved kanten af denne skov have gjort et forsøg på at hænge sig.« Derpå lavede Croiset en skitse af det sted, hvor efter hans mening englænderen havde gjort det mislykkede forsøg.
Den næste morgen kl. 11 blev der af politiet foretaget en undersøgelse af dette udsagn. Det viste sig, at Croiset havde beskrevet egnen ganske rigtigt. På det sted, hvor, ifølge Croiset, englænderen havde forsøgt at hænge sig, fandt man et rådyr. Det var blevet fanget i en slynge, der var anlagt af en krybskytte. En undersøgelse, der blev foranstaltet af skovløberen, bragte for dagen, at rådyret sandsynligvis havde ligget i dødskamp, da Croiset og hans ledsagere om aftenen den 26. november havde befundet sig omtrent 70 skridt fra det sted, hvor rådyret lå. Højst sandsynligt fik Croiset denne 26. november om aftenen et indtryk af rådyrets dødskamp, og dette indtryk blandede han sammen med de øvrige indtryk, som han fik i forbindelse med englænderen. Denne sammenblanding af indtryk førte meget forståeligt til den falske slutning, at englænderen havde gjort et forsøg på at hænge sig. 5
Hvad angik regnfrakken, så blev den aldrig fundet. Sandsynligvis er den stjålet af en krybskytte.
Andre kan let suggerere den følsomme
Allerede Osty har henvist til det faktum, at klarsynede ofte ubevidst og ufrivilligt bliver vildført af deres konsultanter, fordi disse – konsultanterne – mange gange øver megen ubevidst og ufrivillig mental (telepatisk) indflydelse på den klarsynede.
Ved anvendelsen af klarsynede til politiformål kan det forekomme, at den politimand, der foretager undersøgelsen, fremsætter en bevidst eller ubevidst mistanke overfor den klarsynede, der så udtaler den – denne »détecteur du psychisme d’autrui«, som Osty siger. Politimanden kan i sådanne tilfælde føle sig bestyrket i sin mening uden at mærke, at han selv er kilden til denne oplysning. Af litteraturen fremgår det, at uskyldige på denne måde er blevet mistænkt.
Man kan forsøge at udelukke de ubevidste og ufrivillige indflydelser ved anvendelse af den såkaldte ubevidste fremgangsmåde. Man lader da en induktor forelægge for den klarsynede gennem en mellemmand, der ikke ved, hvorom sagen drejer sig. At denne metode imidlertid ikke er fyldestgørende viser et tilfælde, som jeg har offentliggjort i min »Inleiding tot de Parapsychologie«. Det drejer sig her om en forretningsmand, hvis fader 1948 døde af en hjertelammelse. Ved en kæde af omstændigheder kom denne forretningsmand til at mistænke sin stedmoder for at have forgivet sin mand. Den i parapsykologisk henseende ganske uerfarne mand besøgte på tilskyndelse af en af sine forretningsvenner en »klarsynet«. Denne kvinde kunne fortælle ham allehånde begivenheder fra hans liv. Til sidst meddelte hun ham, at hans stedmoder havde forgivet sin mand.
I april 1951 besøgte forretningsmanden mig ledsaget af en sagfører. Jeg sagde til ham, at jeg anså det for sandsynligt, at »seersken« havde været under ubevidst og ufrivillig telepatisk indflydelse fra ham.
Forretningsmanden og hans sagfører efterlod et pasbillede hos mig. Næste dag gav min kone uden at vide noget om billedets herkomst dette til Croiset på et tidspunkt, hvor jeg ikke var i Utrecht. Han fik straks indtryk, han »så« forretningsmanden, hans fabrik o.s.v. Ligeledes så han faderen. Efter hans mening var faderen død af en hjertelammelse. Croiset fik også indtryk af en forgiftning. Til sidst kunne han ikke sige mere.
Min kone, der, som sagt, ikke vidste, hvad det drejede sig om, kunne kun notere indtrykkene. Hun kunne ikke give ham nogen forklaring.
En uge senere befandt Croiset og jeg os på sagførerens kontor. Også forretningsmanden var tilstede. Straks begyndte Croiset at gentage sine indtryk. Og han fik nye indtryk. De var næsten alle rigtige. Hvad der her mest interesserer os er, at Croiset meddelte forretningsmanden, at i hans nærværelse var han blevet ganske klar over, at faderen ikke var blevet forgivet, men var død af en hjertelammelse. »De er,« sagde Croiset, »så opfyldt af den tanke, at Deres fader er blevet forgivet, at jeg derved et øjeblik blev ført på vildspor. Sammen med tanken hjertelammelse trængte tanken forgiftning sig også på. Nu er jeg imidlertid blevet klar over, at tanken forgiftning stammer fra Deres bevidsthed. Deres fader havde blot en skjult hjertelidelse og døde af en hjertelammelse.«
Naturligvis kan den klarsynede også føres på vildspor ved verbalsuggestion. Dette ved den erfarne forsøgsleder, og han søger derfor så vidt muligt at undgå at komme med bemærkninger under møderne.
Lægen i hvid kittel var et vildspor
Hvor let en klarsynet kan vildledes af en bemærkning, viser følgende tilfælde. Det angår et forsvundet barn.
Lørdag den 20. august 1949 om aftenen kl. 22,15 fik Croiset besøg af politiinspektør T., der gav ham et portræt af en 5-årig dreng. Straks begyndte Croiset at beskrive dette barns hjem. Han så også barnet. »Jeg ser,« således omtrent sagde Croiset, »barnet ligge i vandet. Det løber ikke. Men jeg tror ikke, at det er dødt. Men jeg er så træt, at jeg ikke kan stå inde for, om mine indtryk er rigtige.«
Man begav sig til barnets hjem. Det viste sig, at den beskrivelse, Croiset havde givet af huset, i enhver henseende var rigtig. Efter Croisets ønske gav man ham en anden (»bedre«) induktor: barnets hovedpude. Næppe havde Croiset berørt denne induktor, før han forfærdedes, 6 thi han så billedet af en mand, klædt i hvid kittel. Denne kittel mindede ham om en badekåbe. Manden i den hvide kittel stak barnet i låret med en skarp genstand. Det savnede barns søster beroligede Croiset, idet hun fortalte, at manden i den hvide kittel var en læge, der om morgenen havde vakcineret drengen.
Croiset meddelte nu sine videre indtryk. Han så blandt andet barnets yndlingslegeplads. Straks efter dukkede billedet op af et sted i friluftsbadet Boekelo, hvor det senere viste sig, at barnet havde leget om middagen. Derpå følte Croiset sig tilskyndet til at gå ned til friluftsbadet. Dette så meget mere, som han straks havde fået det indtryk, at barnet lå i vandet. Pludselig huskede han, at politiinspektøren havde fortalt ham, at man allerede havde afsøgt friluftsbadet, og at inspektøren holdt det for umuligt, at barnet skulle være druknet. Trods alt ville Croiset hen til friluftsbadet. Da man var kommet derhen og befandt sig i nærheden af bassinet, stod det Croiset klart, at barnet havde opholdt sig her i nærheden, og han holdt det for sandsynligt, at barnet var faldet i vandet. Men så kom han i tanker om det, politiinspektøren havde sagt. Med det samme standsede indtrykkene, og han følte sig forpligtet til at afbryde besøget.
Da han atter var kommet hjem, meddelte man ham, at barnets lig var blevet fundet i bassinet.
Skønt Croiset ved dette forsøg fik særdeles mange indtryk, som var rigtige i parapsykologisk henseende, må vi dog indrømme, at forsøget i politimæssig henseende var under forventning. Croiset hældede til den anskuelse, at inspektørens bestemte forsikring om, at barnet ikke befandt sig i bassinet, havde gjort ham usikker. Dette så meget mere, som han var træt. Hertil kommer endnu, og det er meget vigtigt, at han havde overordentlig megen medlidenhed med barnets forældre. Han var helt opfyldt af ønsket om, at barnet endnu måtte være i live og blot have forvildet sig. Jeg er af den mening, at ønsket om at barnet måtte være i live sandsynligvis har bidraget til, at dette forsøg i politimæssig henseende blev en skuffelse.
Den følsommes egen underbevidsthed spiller ind
Croiset har ofte fortalt mig – og personer, der har kendt Croisets fader personligt, har bekræftet det – at faderen, der var skuespiller, stod stærkt under indflydelse af Tolstojs lære. Som Tolstoj fornægtede Croisets fader enhver form for vold. Han lærte tidligt sine børn, at staten var et onde. Selvom Croiset ikke er tilhænger af Tolstojs lære. står det dog fast, at hans faders tanker har gjort stærkt indtryk på ham. At han har modvilje mod at give oplysninger om skyldige ved tyveriforbrydelser hænger sammen med de teorier, som hans fader forkyndte om staten, politiet, de besiddende o.s.v. Han har ofte sagt il mig, at han er sig bevidst, at hans forsøg i politiets tjeneste i politimæssig henseende ofte er blevet mislykkede, fordi faderens indflydelse stod ham i vejen.
Det ubehag, som han ofte har følt ved at skulle angive skyldige i tyverisager (hvorfor han ofte »ser« politimæssigt ligegyldige detailler) viser sig kun i ringere mål ved eftersporingen af personer, der har gjort vold mod børn o.s.v., ved mordere og andre skadelige personer. Han forklarer selv dette med, at han som fader har pligt til at beskytte samfundet mod forbrydere. Psykoanalytikeren vil her stille det spørgsmål, hvorvidt vi her har med en »justificering« at gøre.
Mine forsøg med Croiset og andre klarsynede har lært mig, at de forskellige personer har forskellige interesser. Erfaringer fra barndom og ungdom spiller her en rolle. Disse forskelligt rettede interesser er årsag til, at ikke enhver klarsynet er brugbar ved opklaring af alle politimæssige anliggender.
At anvendelsen af klarsynede til politiformål ofte i politimæssig henseende fører til resultater, der skuffer, hænger for en del sammen med, at de kun i utilstrækkelig grad interesserer sig for det, der er af betydning for politiet, og alt for meget for anliggender, der fra politiets synspunkt er biomstændigheder.
Den 20. januar 1950 holdt jeg et foredrag i foreningen for strafferetsforskning. Fra hele Holland var dommere, som medlemmer af denne forening, kommet til Utrecht.
Efter foredraget, i hvilket jeg talte om anvendelsen af klarsynede i politiets tjeneste, blev der gjort nogle forsøg med hr. Croiset. På et bord lå induktorer. Croiset tog en af disse induktorer i hånden og sagde til en dommer: »Denne genstand er Deres. For nylig har Deres frue fået et barn.«
Dommeren svarede: »Dette er ikke rigtigt.«
Derpå sagde Croiset: »For kort tid siden har De været tilstede ved en begravelse.«
Også dette indtryk var galt.
Efter en kort pause sagde Croiset: »Nu ved jeg det. I morges omkring klokken halvotte ærgrede De Dem over et toiletbord i Deres soveværelse.«
Nu svarede den pågældende: »Det er rigtigt. I morges stod jeg tidligere op end sædvanligt. Min kone sov endnu. Jeg gjorde mig i stand meget stille for ikke at vække hende. Da jeg skulle bruge et lommetørklæde, åbnede jeg for toiletbordet. Døren knirkede og min kone vågnede. Det var omtrent klokken halvotte.«
For at forstå begge fejltagelserne, der i virkeligheden ikke var fejltagelser, fortæller jeg det følgende:
Croiset havde til St. Nicolaas (5. december) fået en gave af sin kone. Denne gave var gemt i en spøg-attrap. Spøg-attrap’en var en stork med høj hat. Han fandt denne ting meget morsom og stillede den på toiletbordet i sit soveværelse. Hver morgen havde han set storken med den høje hat stå på toiletbordet. Toiletbord var altså i hans bevidsthed associeret med stork med høj hat. Det første billede Croiset så hos dommeren, var billedet af en stork. Dette billede foranledigede ham til at spørge, om dommerens frue fornylig var nedkommet. Det andet billede, der trængte sig på, var billedet af en høj hat. Dette aflokkede ham spørgsmålet, om dommeren fornylig havde været til begravelse.
Hvad kom rustningen sagen ved? Det er klart, at lignende i parapsykologisk henseende særdeles interessante tilfælde også forekommer, når man konsulerer klarsynede i politisager. Er dette tilfældet, kan de føre til fejlagtige forholdsregler i politimæssig henseende. Det følgende tilfælde kan tjene som eksempel.
I oktober 1952 blev der i distriktet W. øvet et opsigtvækkende mordforsøg på en politimand. Den dag beretningen om dette havde stået i bladene, fortalte Croiset mig, at han ved læsningen af beretningen havde »set« billedet af en forretning i Lange Nieuwstraat i Utrecht – som jeg også kendte. I denne forretning kan man købe og leje al slags teaterudstyr. I et af denne forretnings udstillingsvinduer har der i årevis stået en rustning af den slags, ridderne bar i middelalderen. Billedet af denne rustning havde nu trængt sig på for ham som et synsk billede. Han havde derved fået det indtryk, at gerningsmanden tidligere havde båret uniform. Croiset mente, på grundlag af det »sete«, at det var muligt, at gerningsmanden opholdt sig i nærheden af den »sete« forretning.
Ti dage efter at Croiset havde fortalt mig dette, befandt jeg mig med ham i retsbygningen i Utrecht. På et bord lå (indpakket) en del genstande, der stammede fra den myrdede politimand. Croiset fik straks det indtryk, at der i en af pakkerne befandt sig en revolver. Han så revolveren ligge på jorden. Ligeledes fik han indtryk af eger. Han så revolveren og ovenpå denne egerne. Senere fortalte undersøgelsesdommeren, at dette indtryk var rigtigt. Da politimanden blev skudt ned, tabte han ikke blot sin revolver men også cyklen. Revolveren lå på gaden under det ene cyklehjul. Croiset sagde derefter til mig, at gerningsmanden var ivrig fisker. Han så en båd, der blev benyttet til fiskeri af gerningsmanden. Ligeledes fik han indtryk af en fiskekasse, der var lavet af jernblik. Denne fiskekasse havde huller, så at vandet kunne trænge ind. Pludselig udbrød han: »Nu forstår jeg, hvorfor jeg har set billedet af en rustning. Denne rustning blev lavet af en blikkenslager. Også fiskekassen må være lavet af en sådan fagmand. Gerningsmanden må kende en blikkenslager eller selv være blikkenslager.«
Efter at Croiset endnu havde meddelt de tilstedeværende en del andre indtryk, tog undersøgelsesdommeren ordet. Han fortalte, at en blikkenslager, der var i besiddelse af en båd og en fiskekasse (med de sædvanlige huller), og som havde båret uniform, var arresteret som mistænkt. Når vi nu erindrer, at begge Croisets forældre havde med teater at gøre, og at hans broder, Max, ligesom faderen, er skuespiller, så kan vi forstå, at billedet af udstillingsvinduet med den deri stående rustning trængte sig på hos ham, da han læste om mordet i sin avis. Åbenbart var han på grund af sin paranormale begavelse allerede ubevidst klar over, at en blikkenslager på en eller anden måde havde forbindelse med mordet. På grund af sin interesse for teater (og hvad dermed hører sammen), en interesse, som hænger sammen med erfaringer fra hans barndom, vakte ordet blikkenslager erindringen hos ham om den (af blikkenslageren forfærdigede) rustning, der står som blikfang i et af udstillingsvinduerne i den omtalte forretning. Og dette så meget mere som han ikke blot af og til er gået forbi denne forretning, men også, som han fortalte mig, flere gange har stået stille foran udstillingsvinduet, fordi den pågældende rustning interesserede ham.
Jeg håber, at det af denne kortfattede og ufuldstændige fremstilling er blevet klart, at benyttelsen af klarsynede til politimæssigt arbejde ikke er så enkel, som lægmanden mener, og at det er at anbefale kun at gennemføre forsøg i denne retning under ledelse af en erfaren parapsykolog, der yderligere er kendt med den pågældende klarsynedes »ejendommeligheder«.
Randbemærkninger
1. Sådanne telefonkonsultationer kunne jeg ofte fastslå hos Croiset. Hos andre klarsynede har man noteret tilsvarende tilfælde.
En del andre iagttagelser af klarsynede viser os, at brugen af en induktor langtfra er conditio sine qua non for det heldige udfald af et eksperiment.
2. Vi har velsagtens her at gøre med et af de mange tilfælde af fremsynet telepati.
3. Vi kan her drage en parallel til brugen af politihunde. Også en sådan hunds præstationer er undertiden af dyrepsykologisk betydning uden tillige at være anvendelige for politiet.
4. Udfaldet af mine undersøgelser med Croiset og andre klarsynede har bestyrket mig i den overbevisning, at vi ved telepati har at gøre med opdukken af forestillinger, der hidrører fra en fremmed bevidsthed. Denne indsigt leder vore tanker til den gamle metafysiske lære, som vi også finder hos forskellige moderne filosofer, at alle vore bevidstheder må betragtes som dele af en totalbevidsthed, som jeg ville give navnet »Oversjælen«.
5. I enkelte tilfælde forekommer det, at Croiset mærker sådanne sammenblandinger og forsøger at skille dem ud.
6. Denne bestyrtelse stod i sammenhæng med, at han nogle dage forinden (i min nærværelse) havde behandlet et antal genstande (induktorer), der angik et meget alvorligt tilfælde af forbrydelse mod et barn. Man ser heraf, at under særlige omstændigheder kan også en tidligere konsultation føre til en falsk tolkning af det »sete«.
Kilde: Ny horisont, april 1954, nr.4/5. Artiklen gengives efter tidsskriftet "Neue Wissenschaft", Zürich.
W.H.C. Tenhaeff var gennem mange år prof.,dr. ved universitetet i Utrecht.
Læs mere om Tenhaef og Croiset: En psykisk detektiv af Piet Hein Hoebens
Seneste kommentarer