af af Aage Slomann
I januar måned 1952 stiftedes Parapsychology Foundation Inc. i New York med det formål at understøtte parapsykologiske studier rundt om i verden. Allerede det første år gav P.F. finansiel støtte til parapsykologiske undersøgelser i Kanada, Jamaica, Tyskland, Østrig og Holland, foruden U.S.A., hvor fire videnskabsmænd (heraf to kvinder) modtog hjælp. P.F. bragte desuden tidsskriftet Revue Métapsychique (Paris) økonomisk på fode og ydede støtte til Light i London og Neue Wissenschaft i Svejts.
I løbet af året lagde man planer for en international konference for parapsykologi, idet man indså nødvendigheden af, at ledende parapsykologer fra forskellige lande fik lejlighed til at mødes og diskutere fælles problemer. Planerne tog endelig form ved et møde i Paris i december 1952, og i foråret 1953 udsendte P.F. indbydelser til en række videnskabsmænd og akademikere om at mødes i Utrecht i ugen fra 30. juli til 5. august til Første Internationale Konference for Parapsykologiske Studier. Antallet af deltagere skulle så vidt muligt begrænses til 35-40, idet man kun ønskede specialister, enten aktive forskere eller videnskabsmænd, der havde behandlet parapsykologiske emner i artikler eller bøger.
Det endelige resultat blev dog, at man også åbnede adgang for "observatører" (som for eksempel forfatteren af denne artikel), så at konferencen kom til at tælle 63 delegerede fra 14 forskellige lande, omfattende fysikere, kemikere, biologer, psykologer, sociologer, filosoffer, matematikere, ingeniører og læger – særligt psykoterapeuter og psykoanalytikere.
Mange videnskaber i samarbejde
I betragtning af at parapsykologi er en gren af psykologien, er det bemærkelsesværdigt, at så mange andre videnskabsgrene er repræsenterede. Dette skyldes imidlertid det beklagelige faktum, at den "ortodokse" videnskab, d.v.s. den overvældende majoritet af videnskabsmænd verden over, nægter at anerkende de paranormale fænomener, der studeres af parapsykologien, som legitimt forskningsområde, idet man foretrækker at betragte fænomenerne som ikke eksisterende til trods for, at videnskabsmænd af første rang gennem de sidste 70?80 år har studeret dem, både i deres spontane forekomst og eksperimentelt. Resultatet af den "ortodokse" videnskabs indstilling var, at de få videnskabsmænd, psykologer så vel som ikke-psykologer, som fattede interesse for de paranormale fænomener, kastede sig over studiet af dem, ikke alene drevet af videbegærlighed, men med en følelse af forpligtelse til at gøre alt for at få fænomenerne anerkendt som kendsgerninger, idet de indså, hvilken afgørende indflydelse de måtte have på vor opfattelse af denne verdens "indretning".
For psykologen betød fænomenerne, at den herskende opfattelse af forholdet mellem sjæl og stof blev ganske uholdbar, for biologen måtte de fysiske fænomener psykokinese, telekinese og materialisationer – hvis sådanne virkeligt kunne konstateres – have den største betydning for biologiens og udviklingslærens problemer, for fysikeren og filosoffen ville clairvoyance og fremsyn måske kræve en revision af vore begreber om rum og tid, medens historikeren og antropologen måtte erkende, at meget man hidtil havde betragtet som "overtro og trolddom" havde sin grund i virkeligheden. Endelig indså psykoanalytikeren , at muligheden af telepatisk indhold i en patients drømme måtte tages i betragtning ved deres tydning.
Helt uafhængig af det faktum, at parapsykologien har fundet sine dyrkere indenfor snart sagt alle videnskabsgrene, har dens vidtstrakte forskningsområde nødvendiggjort specialisering. Ved Konferencen trådte dette tydeligt frem, idet det blev bestemt, at man skulle organisere arbejdet i fire studiegrupper som følger: Gruppe A skulle hellige sig de kvantitative forsøgsmetoder anvendt ved studiet af ESP (Extrasensory Perception) og PK (Psychokinesis); gruppe B skulle diskutere forekomsten af Psi fænomener 1 i den psykoanalytiske situation; gruppe C skulle arbejde med de såkaldte spontane fænomener, medens endelig gruppe D skulle hellige sig studiet af mediers personlighedstyper. Konferencens arbejde blev organiseret således at grupperne A, B og C holdt møder om formiddagen, medens gruppe D havde et to timers møde efter lunch, efterfulgt af et fælles møde, hvor almene problemer blev behandlede.
Alle møderne afholdtes i universitetets hovedbygning, hvor der i mødesalene var sørget for trådoptagning af alle taler, ligesom disse blev oversat fra det anvendte sprog – engelsk, tysk eller fransk – til de to andre sprog. I parentes bemærket skal det også nævnes, at der blev optaget en talefilm, som blev forevist den sidste dag, dog uden talen.
Et stort antal af deltagerne havde forud indsendt afhandlinger, hvoraf nogle blev gengivet i foredrag, medens andre skulle danne grundlag for diskussion. I alt drejede det sig om 51 afhandlinger, hvoraf dog nogle kun var på få sider, medens den længste var på 46.
Jeg deltog i C gruppens møder og i alle fællesmøder. Min bedømmelse af de andre gruppers arbejde er derfor baseret på læsning af de indleverede afhandlinger.
Forsøgsmetoder
Gruppe A. Rhine’s arbejdsmetoder, som første gang blev præsenteret for offentligheden i hans bog Extrasensory Perception fra 1934, danner grundlag for en helt ny og epokegørende udvikling indenfor parapsykologien. Forsøgsbetingelserne, der anvendes nu, er så strenge, at det bliver den statistiske analyse, der er det afgørende. Her skal jeg kun nævne som et enkelt eksempel på eksakt, forsøgsmetode, at Dr. R.A. McConnell, Assistant Professor i fysik ved Pittsburghs universitet, havde udført PK forsøg, i hvilke to terninger blev kastede mekanisk i et roterende bur, og resultaterne blev fotograferede automatisk på en 16 mm film, så at eventuelle fejllæsninger kunne opdages ved sammenligning med filmen.
Det er iøvrigt interessant, at ESP forsøg ikke længere udføres for at bevise eksistensen af Psi, men for om muligt at finde frem til ESP-evnernes afhængighed af psykologiske faktorer, og til mulig sammenhæng mellem ESP præstationer og personlighedstyper.
Psykoanalysens stilling
Gruppe B . For en ikke-psykoanalytiker er det svært at vurdere værdien af denne gruppes arbejde. Det er mit indtryk, som jeg sikkert deler med mange af konferencens deltagere, at det psykoanalytiske indslag i parapsykologien kan være til mere skade end gavn. Thi så vidt jeg kan skønne, er psykoanalysen mere kunst end videnskab, og til tider udarter den til det rene fantasteri. C.G. Jung har således indført et nyt begreb "synkronisitet", som "forklaring" på Psi fænomener og andre "meningsfulde" (sinngemäss) sammentræf, som han mener at have konstateret i sin psykoanalytiske praksis, og som enhver anden end Jung og hans disciple ville kalde rent tilfælde. Iøvrigt har synkronisitet som teori den fejl, at enhver form for videnskabelig bekræftelse synes udelukket.
Genfærd og spontane fænomener
Gruppe C . Her skal jeg kun nævne professor Hornell Hart’s 2 indlæg om "vandrende ESP", hvorved forstås en clairvoyant oplevelse, kendetegnet ved at den "sensitive" 3 synes at gøre iagttagelser fra et synspunkt (i dette ords egentlige betydning), beliggende udenfor hans fysiske legeme. Der findes mange pålidelige beretninger om både spontane og eksperimentelt fremkaldte oplevelser af denne art. Særligt bemærkelsesværdige er de tilfælde, hvor den "sensitive" er blevet set – som dobbeltgænger – af den eller de personer, han selv har iagttaget under sin ESP vandring. Professor Hart gjorde rede for betingelserne for, at en sådan oplevelse kan betragtes som sand ESP vandring (eller ESP projektion, som han også kalder det), og foreslog, at man udførte systematiske forsøg under hypnose. Han påpegede lighederne mellem sete dobbeltgængere af levende personer og "genfærd" af afdøde, og understregede, at strengt videnskabelige undersøgelser af spontane og eksperimentelle ESP vandringer ville frembyde de bedste muligheder for at løse problemet om personlighedens eventuelle beståen efter døden. Det er værd at bemærke, at dette problem iøvrigt ikke blev diskuteret under konferencen udover, at man var enige om, at den »spiritistiske hypotese« ikke på forhånd burde udelukkes som forklaring på visse Psi fænomener.
Mediets personlighed
Gruppe D , Dr. W.D. Rasch, som er assistent på professor Hans Benders Institut für Grenzgebiete der Psychologie i Freiburg, fremlagde en afhandling om sit arbejde der. Institutet undersøger sensitives paranormale evner og søger at bestemme deres personalitetstyper ved hjælp af Rorschach-tests, håndskriftanalyse m. m.
Studiet af medier og deres personlighedstyper vanskeliggøres iøvrigt ved, at gode medier synes at være endnu sjældnere i dag end i den psykiske forsknings første tid. Man var enige om, at der måtte gøres en indsats for at finde gode »sensitive«, der var villige til at deltage i videnskabeligt kontrollerede forsøg og underkaste sig psykologiske og fysiologiske undersøgelser.
Forsøg på syntese
Af foredragene ved fællesmøderne bør særligt fremhæves Dr. Wasserman’s "A Synthesis of Psychology, Neurophysiology, Morphogenesis and Parapsychology". Han kritiserede de mekanistiske teorier som utilstrækkelige til forklaring af organismernes formdannelse. Han kom i denne forbindelse ind på kvantemekanik, hvad der gik over hovedet på de fleste af tilhørerne. Han påviste, at de herskende teorier om hjernens funktioner var ude af stand til at gøre rede for læreevnen, genkendelse, erindring og mange andre dagligdags psykologiske fænomener. Hans konklusion var, at de mekanistiske teorier fører til selvmodsigelser, selvom man lader Psi fænomenerne ude af betragtning. Dr. Wasserman fremsatte en ny teori, som skulle , kunne forklare både de nævnte normale, så vel som de paranormale psykologiske fænomener, idet han hævdede, at sjælelige og fysiske processer er forbundne gennem to grundlæggende processer, psykokinese (PK) og kineto-psykese (KP). Desværre vil det ikke være muligt her at komme nærmere ind på Dr. Wasserman’s "Ny teori for psyko-fysisk vekselvirkning". Man må håbe, at hans bog om dette emne, når den udkommer, vil blive læst af vore hjemlige biologer og psykologer, som synes at have en bemærkelsesværdig hang til at ville reducere psykologi til biologi og biologi til mekanik.
De betydeligste resultater af konferencen er sikkert de kontakter, der blev sluttet mellem de ledende parapsykologer i de forskellige lande, og beslutningen om at oprette et sekretariat og "publication centre" ved Utrecht universitet. Medens det blev bestemt at holde en ny konference om fire år, blev der nedsat en række udvalg hver med sit speciale, som skulle arrangere møder til fremme af samarbejdet og eventuelt organisering af "team work".
Noter
- Psi er betegnelsen for psykologiske faktorer eller processer i naturen, der går ud over anerkendte naturlove. Det dækker nogenlunde den populære brug af ordene "psykisk" og "paranormal". Eksempelvis er telepati og clairvoyance Psi fænomener.
- Professor i sociologi ved Duke University. North Carolina.
- En person med udprægede Psi evner.
Terminologi – lidt babelsk forvirring
Parapsykologi er en mere moderne betegnelse for, hvad man siden stiftelsen af det engelske "Society for Psychical Research" i 1882 har kaldt "psykisk forskning", en uheldig betegnelse, siden den hverken på dansk eller engelsk lader ane, at det drejer sig om en særlig gren inden for psykologien, udforskningen af usædvanlige, "psykiske" eller paranormale fænomener, så som telepati, clairvoyance m. m. m. Skønt betegnelsen "parapsykisk" vistnok først blev foreslået af Emil Boirac, kendt fransk psykisk forsker, vandt det aldrig fodfæste i Frankrig eller de romanske lande, hvor man foretrak "metapsykisk" og "la Métapsychique", "Metapsichica", "Metapsiquica". I Tyskland vandt "parapsykologi" imidlertid almindelig udbredelse; Psychischen Studien blev således omdøbt til Zeitschrift für Parapsychologie i 1926, og efter at Dr. Rhine, Duke University, indførte betegnelsen "parapsychology" i de engelsktalende lande ved at kalde sit laboratorium The Parapsychology Laboratory og sit tidsskrift The Journal of Parapsychology (1937), har ordet vundet borgerret også i de skandinaviske lande, Holland, Østrig og Svejts.
Aage Slomann, civilingeniør, kemisk ingeniør i Frankrig, Amerika og Danmark. Medlem af bestyrelsen for Selskabet for Psykisk Forskning.
Kilde: Ny horisont, efteråret 1953, 1. årg. nr.3
Seneste kommentarer