Den Kloge Hans

af Edgar Rubin

»Det er et Øjenvidnes Beretning. Jeg har set det med mine egne Øjne,«

saadanne Udtryk er det, der benyttes for at slaa noget mærkværdigt fast overfor dem, der ikke vil tro. I denne Tid, hvor Miraklerne er debatteret livligt, hvor Spiritismen med sine Beretninger om underlige Ting gør mange betænkelige og usikre, og hvor Vidneudsagns Værdi har aktuel Interesse, kan det være godt at faa et Eksempel paa, hvor svært det er »at se med egne Øjne,« og hvordan Virkeligheden, naar den bliver undersøgt metodisk, kan være helt anderledes – baade mere ligetil og mere kroget – end en jævn Forhaandsbetragtning giver Grund til at antage.

Foruden at Historien om den kloge Hans i sig selv er meget underholdende, er den i denne Henseende særlig oplysende, fordi Sagens Undersøgelse er gennemført saa grundigt.

Den kloge Hans var en Hest, som i 1904 vakte megen Opsigt i Berlin. En erfaren Skolemand sagde, at den syntes at staa paa samme intellektuelle Udviklingstrin som et 13-14 Aars Barn. Saa vidt havde den drevet det ved sin Lærers, von Ostens, utrættelige Arbejde gennem omtrent 4 Aar. Denne, en tidligere Gymnasielærer i Matematik, en passioneret Jæger og Rytter, var en ærværdig, hvidhaaret Mand mellem 60 og 70 Aar. Og han havde med Skarpsindighed tillempet de elementære Undervisningsmetoder paa sin Hest, og med et Pedanteri, der siges ikke at være ualmindeligt blandt gamle Lærere – i Tyskland, havde han nøjagtig holdt sig til sin Metode og havde Skridt for Skridt bragt Hesten til dens nuværende fremmelige Standpunkt.

Det skal straks siges, at der ikke er ringeste Grund til at tvivle om denne naive og sære Mands Ærlighed. Det kostede intet at faa Hesten at se, og han var selv meget ivrig efter, at videnskabelige Autoriteter skulde prøve den. Alt tyder paa, at han med sin begejstrede Sjæl helt er gaaet op i sin store og mærkelige Opgave.

Og det var ikke Smaating, Hesten kunde. Med forbløffende Sikkerhed beherskede den Tallene fra l til 100. Den kunde tælle alle Slags Genstande: Vinduerne paa fjerne Huse, Gadedrengene paa Tagene rundt omkring. Rigtig tale kunde den naturligvis ikke, men den meddelte sit Svar ved, at den førte sit højre Ben frem og bankede Tallet med sin Hov. Drejede det sig om store Tal, foregik Bankningen i hurtigere Tempo, saa man fik Indtryk af, at den vidste, det var et stort Tal, og at den skyndte paa for des hurtigere at blive færdig med denne monotone Virksomhed.

Den var helt hjemme i de fire Regningsarter: Brøker klarede den udmærket, kunde omsætte almindelige Brøker i Decimalbrøker og omvendt.

Tysk læste den flydende; men endnu havde den kun lært de smaa Bogstaver. Skrev man paa en Række Tavler, der hang ved Siden af hinanden, forskellige Ord, og nævnede man et af disse, saa gik Hesten hen og berørte den rigtige Tavle med Næsen.

Naturligvis kunde den ogsaa bogstavere; det foregik ved Bankninger med Hoven, idet von Osten ved et nydeligt System havde bragt de enkelte Bogstaver og de hyppigst forekommende Bogstavforbindelser til at svare til bestemte Tal, der stod at læse paa en Tavle, der var anbragt foran Hesten, saaledes at hvert af disse Tal betød enten et bestemt Bogstav eller en bestemt Bogstavforbindelse. I Navne som Plüskow og Bethmann-Hollweg medtog den rigtigt de omtrent stumme Bogstaver. Saa den hørte skarpt!

Rettede man et bestemt Spørgsmaal til den om et eller andet, saa bogstaverede den sit Svar.

Foruden ved Bogstavering kunde den ogsaa svare med Hovedbevægelser; for »ja« nikkede den, for »nej« drejede den Hovedet fra højre til venstre, hvilket ogsaa betød Nul. For »op«, »ned«, »højre« og »venstre« svarede den med de tilsvarende Hovedbevægelser.

Den havde en god Hukommelse, kunde hele Kalenderen udenad, kendte Uret. Den genkendte Folk, den kun en Gang havde set, ja kunde endog kende dem paa Fotografi. De tyske Mønter samt Spillekortene var den ligeledes bekendte.

Det begavede Dyr var ogsaa musikalsk, var endogsaa i Besiddelse af absolut Toneerindring, hvilket vil sige, at den, naar den hørte en Tone, kunde angive, hvilken det var. En Evne, der selv blandt Mennesker er sjælden. Dens musikalske Smag var gammeldags; thi den kunde ikke lide den moderne Septimakkord (d f a c).

Rettede man et bestemt Spørgsmaal til den, maatte man dernæst ved at spørge den derom sikre sig, at den havde forstaaet En, først naar den som Tegn herpaa havde nikket, kunde man gaa over til selve Svaret. Det var en af von Ostens mange pædagogiske Forholdsregler.

Det var ikke ualmindeligt, at den var klogere end flere af de tilstedeværende, gjorde rigtigt, naar de regnede galt. Og i de Fejltagelser, den nu og da begik, var der et vist System; ved lange Tal hændte det, at den talte en for meget eller en for lidt.

Man iagttog Humor hos den; den kunde engang imellem more sig med paa simple Spørgsmaal at give gale Svar, som 2 og 2 er 3, eller den kunde, naar man havde spurgt den om saa irriterende simple Spørgsmaal som, hvormange Øjne, Øren o.s.v. den havde, sige, at den havde to Munde. Men omvendt naar von Osten spurgte den »2 og 3 er 4, ikke sandt?« hændte det, at den svarede rigtigt. Nu og da syntes den at blive ked af at regne med abstrakte Tal, men saa gik det straks bedre, naar Spørgsmaalene drejede sig om konkrete Objekter. Den var egensindig, havde sine Sympatier og Antipatier. Det var tydeligt, at dens Svar var bedre, naar von Osten fremviste den for mange fine Folk; aabenbart havde den Selvfølelse.

Der kan endnu anføres meget, og det er ikke at forundres over, at den blev behandlet i utallige Dagblade og Tidsskrifter, fik to selvstændige Monografier, blev fejret paa Vers, kom paa Prospektkort og bragtes i Handelen som et Legetøj og et Likørmærke.

Mange ansete Folk var dens Tilhængere. Her skal nævnes Naturforskeren Schillings, Prof. Schweinfurth, bekendt som Afrikarejsende, Dr. Heinroth, Dr. Schäff, Direktør for Zoologisk Have i Hannover, bekendte tyske Hippologer som General Zobel og Major Schoenbeck, samt Zoologen K. Möbius. Tildels var det disse Folk, der sammen med en Række andre Sagkyndige, Militære, Fysiologer og Cirkusfolk medvirkede ved eller undertegnede den Fælleserklæring, hvoraf det fremgik, at der ikke var Antydninger af Bedrageri eller Dressurtrick ved Fremvisningerne. – Dette er allerede af den Grund ret utænkeligt, at von Osten tillod andre at arbejde med Hesten, ogsaa naar han selv ikke var til Stede, hvilket lykkedes udmærket, især for Schillings, der interesserede sig meget for Sagen.

De nylig nævnte Tilhængere af Hans mente, at den med Rette bar sit Tilnavn, den kloge, forstod de til den rettede Spørgsmaal, var i Besiddelse af virkelig Regnefærdighed o. s. v. Blandt dem fandtes overbevisningstro Darwinister, der mente, at Hesten overfor alle Slags Mørkemænd var et straalende Bevis paa, at Darwin havde Ret, naar han paastod, at der ingen Kløft var mellem Dyr og Mennesker. Der var andre, som mente, at alt beroede paa mekanisk Erindring; atter andre gik ikke engang saa vidt, men blev ved at hævde, at det hele beroede paa bevidste Tegn fra dens Herre. Blandt Skeptikerne var der Troende af alle Konfessioner, hvem den tænkende Hest var en Gru og i Spænd med dem gik saakaldte Oplyste, der overfor alt usædvanligt møder op med den sunde Menneskefornuft.

Nogle, der følte sig mere kyndige, angav disse Tegn nærmere. Deres Løsning var maaske ofte mere dybsindig end fornuftig og som Regel stridende mod blot den mest overfladiske Iagttagelse af Fakta. En nævnte von Ostens brede Hat som meget vigtig, det var intet Tilfælde, at Schillings, – hvem mange for Resten troede i Kompagni med von Osten -, ogsaa gik med en saadan bred Hat (i Virkeligheden gik han med en lille Kasket, men som oftest var han barhovedet). Der var 3-4 andre Forklaringer med forskellige Slags optiske Tegn. Der var dem, der holdt sig til akustiske Tegn. Endvidere maa nævnes dem, der holdt paa Lugten (det var for at forklare Hestens Evne til at kende Folk paa deres Fotografi!), nogle holdt paa Varme udstraalet fra Spørgeren, eller paa en elektrisk Ledning under Jorden til Hestens Hov, hvorved den dirigeredes. Det følger af sig selv, at N-Straalerne ogsaa blev nævnt; til samme Skuffe hører Forklaringer ved magnetisk Indflydelse, ved Suggestion (et Ord med lige saa mange Betydninger, som der er Forfattere, der nævner det). – Prof. Stumpf, Direktør for Berlineruniversitetets psykologiske Institut, fortæller, at han en Tid ikke har været utilbøjelig til at forandre sin Mening angaaende Dyresjælen, og at han har søgt at gøre sig det forstaaeligt, hvorledes en højere intellektuel Udvikling kunde fremkomme ved den ejendommelige Undervisning, den kloge Hans havde nydt.

Imidlertid var Otto Pfungst, en ung Elev af Stumpf, begyndt at arbejde efter videnskabelige Metoder med Hesten. Hans Undersøgelse varede fra 13. Oktober til 20. November; der blev arbejdet 4 Gange om Ugen, hver Gang et Par Timer.

Det er naturligvis ikke muligt at gengive hele hans Forsøgsanordning, her skal kun fremhæves enkelte typiske og afgørende Træk. I Almindelighed kan det siges, at han med Kyndighed og Dygtighed har benyttet sig af den nyere Psykologis Metoder og navnlig har stræbt efter at undgaa alle nærliggende Fejlkilder.

Først skal de Præstationer omtales, hvor Hestens Svar bestod i Slag med Hoven.

For at undersøge Hestens Færdighed i at læse Tal blev der vist den en Række Kartons, hvorpaa der var trykt eller skrevet forskellige Tal. Ved ca. Halvdelen af Forsøgene vidste ingen af de tilstedeværende og kunde ingen af dem se, hvilket Tal der stod paa Kartonet, saadanne Forsøg vekslede regelmæssig med Forsøg, hvor Spørgeren kendte Tallet. Der blev ialt gjort ca. hundrede Forsøg. Der kom det mærkelige Resultat ud, at hvor Spørgeren kendte Tallet, kom der ca. 98 pCt. rigtige Svar, men der hvor Hesten alene kunde vide, hvad der stod paa Kartonet, kom der kun ca. 8 pCt. rigtige Svar. Ved dette simple Forsøg var det nu bevist, at Hesten ikke kunde læse Tal. Thi den eneste skiftende Omstændighed, nemlig om Spørgeren vidste Besked eller ikke, afgjorde aabenbart alene, om Hestens Svar var blevet rigtigt eller galt. Altsaa laa Grunden til de rigtige Svar ikke hos Hesten. Andre Forsøg med at læse Ord gav paa samme Maade i det ene Tilfælde 100 pCt. rigtige Svar, i det andet O pCt. Hesten kunde i det hele ikke læse. Andre Forsøg viste ligesaa sikkert, at den kloge Hans ikke kunde bogstavere; atter andre, at den ikke kunde regne; igen andre, at den ikke kunde tælle. Den kendte hverken Kalenderen eller Uret, hverken de tyske Mønter eller Kortene. Dens berømte Hukommelse blev reduceret til intet. Samme Vej gik dens fine Gehør. Alt dette blev vist ved samme Princip: kendte ingen af de tilstedeværende Mennesker, navnlig ikke Spørgeren, det rigtige Svar, saa blev det ligesaa regelmæssigt galt, som det blev rigtigt, naar Spørgeren kendte det.

Der stod nu den ulige vanskeligere Opgave tilbage: at give en Forklaring paa, hvordan de rigtige Svar kunde fremkomme. Først og fremmest: spillede selve Spørgsmaalet nogen Rolle? Dette mente von Osten naturligvis. Han havde ogsaa gjort den mærkelige Iagttagelse, som iøvrigt var let at bekræfte, at Hesten gav rigtige Svar, naar man blot udtalte Spørgsmaalet sagte for sig selv. Han forklarede sig dette ved, at Hesten havde en overmaade skarp Hørelse; satte man denne ud af Spillet ved at afspærre Lydbølgerne fra Øret, mente han ved en Række Forsøg at have overtydet sig om, at Hesten ganske var fortabt. Pfungst henviser til Lehmanns og Hansens Forsøg over vilkaarlig Hvisken og dermed sammenhængende Tankelæsning. Sagen maatte prøves. Og det blev da hurtigt klart, at von Osten havde Uret, Hørelsen spillede slet ingen Rolle for Hesten, og ikke engang var indre Hvisken af Spørgsmaalet nødvendig for at faa rigtige Svar. Da Pfungst nu gik over til Forsøg, hvor Synet udelukkes ved Klapper for Øjnene, kom der et ganske andet Billede frem; thi nu kom saa at sige ingen rigtige Svar fra Hesten. Hermed kan for det første sammenholdes, at om Aftenen, naar det begyndte at mørkne, blev Hestens Svar som Regel ringere, og for det andet, at det lykkedes Pfungst at konstatere, at Hesten stræbte efter at se den Spørgende, hvilket i og for sig er vanskeligt at opdage paa Grund af Hesteøjets ejendommelige Konstruktion. Paa en eller anden Maade maatte synlige Tegn spille en Rolle, og Forsøg, hvor de øvrige Sanser udelukkedes, var overflødige; det var de saa meget mere, som Pfungst nu fandt selve de virkende Tegn. En Opdagelse, der vidner højt om hans fine og skolede Iagttagelsesevne. Tegnene var ganske smaa Hovedbevægelser fra Spørgerens Side.

Rettede man et Spørgsmaal til Hesten, bøjede man uvilkaarlig Hoved og Overkrop lidt forover; dette var for Dyret Tegn til at sætte højre Ben frem og begynde at banke; naar det var kommet til det rigtige Tal, gjorde man et ganske lille uvilkaarligt Ryk opad med Hovedet, og Dyret satte i en Bue sit Ben tilbage. Først nu rettede Spørgeren sit Hoved og Overkroppen helt op. (Nogle Finesser i Hestens Svar og dermed sammenhængende Bevægelser hos Spørgeren maa her forbigaas).

For at slaa dette Sagforhold fast maatte det vises, l) at disse Bevægelser fandtes hos alle, der var i Stand til at arbejde med Hesten; men 2) at de manglede eller var usikre, naar en Spørger ingen Svar fik eller fik dem gale, samt 3) at naar man bevidst undertrykte disse Bevægelser, gik det galt, og omvendt 4) at naar man frembragte Tegnene vilkaarligt, kunde man faa hvilke som helst Svar fra Hesten, man ønskede. At det virkelig forholder sig saaledes, gør Pfungst udførlig Rede for; og her som overalt i dette Arbejde er det umuligt at tilbageholde sin Beundring for hans overlegne Evne til at iagttage.

Da der var fremkommet Tvivl, undersøgte Pfungst direkte, om det lille Ryk gik forud eller kom bagefter, at Hesten førte Benet tilbage. Forsøgene var vanskelige, men viste utvetydigt, at Rækkefølgen var: først Ryk, saa Hestens Reaktion. Det lykkedes endda at faa et groft Tal for Hestens Reaktionstid (Tiden mellem Sanseindtrykket og Bevægelsen); det var et lignende Tal, som Pfungst fik for sig selv under tilsvarende Omstændigheder, nemlig 3/10 Sekund. Forsøgene udførtes ved, at Spørgeren for sig selv tænkte paa et Tal (det var jo konstateret, at indre Hvisken var nok til at faa Hesten til at give rigtige Svar), ved det tredie Slag af Hestens Hov satte to andre hver et Sportsur, der viste Femtedels Sekunder, i Gang, den ene havde at iagttage Spørgeren og standse sit Ur, naar han bemærkede det lille Ryk, den anden skulde standse sit Ur, naar han saa Hesten sætte sit Ben tilbage, hvorefter Forskellen mellem Urene aflæstes.

Ved Hjælp af et Sportsur blev Tempoet for Hestens Slag undersøgt, og det viste sig, at dette var hurtigt eller langsomt i samme Grad som Spørgeren stod mere eller mindre fremoverbøjet. Man har her aabenbart Forklaringen paa det tidligere nævnte sikre Tegn paa Intelligens: at Hesten talte store Tal hurtigere end smaa; thi Pfungst iagttog tydeligt, at von Osten ved store Tal bøjede sig mere end ved smaa.

Vi gaar nu over til Hestens Hovedbevægelser og kan gøre Sagen kort; thi ogsaa her beroede Hestens Ydelser paa synlige Tegn. Ventede man Svaret ja, saa nikkede man, det samme gjorde Hesten, – ventede man Svaret nej eller Nul drejede man Hovedet først lidt til højre, saa til venstre, og Hesten gjorde ligesaa. Ventede man Svaret højre eller venstre, drejede man Hovedet lidt, og Hesten fulgte En; op og ned gik paa samme Melodi. Forskellen mellem Tegnet til Bankning og til Bøjning af Hovedet, fandt Pfungst efter lang Tids Søgen, bestod i, at Spørgeren i sidste Tilfælde stod foran Hesten, medens han i første Tilfælde stod ved Siden af den lidt bagved den.

Da alle Hestens Kvaliteter blev opregnede, blev ikke medtaget, at den ogsaa kendte Farverne. Hvilket vistes ved, at von Osten havde en Række farvede Lapper ½ Meter lange og ¼ Meter brede, dem lagde han, med passende indbyrdes Afstand, en halv Snes Skridt foran Hesten i vilkaarlig Rækkefølge. Bad hun nu om en bestemt Farve, maatte Hesten først angive dens Nummer i Rækken, – von Osten gik altid frem efter de bedste Metoder, – naar den havde givet rigtigt Svar, gik den hen og hentede den ønskede Lap.

Pfungst undersøgte de ret hyppige Fejltagelser, Hesten begik, ved disse Forsøg. Søgte han at finde, hvilke Farver Hesten forvekslede, kom der intet ud af Tallene. Ordnede han dem derimod saadan, at han talte alle de Fejl op, hvor Hesten var gaaet eet Nummer galt i Rækken, dernæst tog dem, hvor den var gaaet to Numre, saa dem, hvor den var gaaet tre Numre galt, saa viste det sig, at 70 pCt. af alle Fejlene hørte til første Gruppe, 20 pCt. hørte til anden og 10 pCt. til tredie; desforuden viste det sig, at af den første eller den sidste Lap i Rækken gik Hesten aldrig fejl. Det turde af dette være tydeligt, at Hesten paa en eller anden Maade maa have faaet Retningen, den skulde bevæge sig i, angivet; og det er naturligvis sket ved, at man har drejet sig hen imod og set paa den Lap, man ønskede apporteret. Naar man bevidst gjorde dette, viste det sig ogsaa at være ganske ligegyldigt, hvad Spørgsmaal man rettede til Hesten, bad man f. Eks. om tabula rasa, forfærdede det ikke Hesten, og man fik den Lap, man saa paa.

Man kunde maaske mod alt dette indvende, at det er lidet troligt, at Hestens Øje er bygget saaledes, at det kan opfatte det, der her er Tale om. Men med Forsigtighed – thi man ved saa lidt herom – kan man svare, at alting afbildes i dobbelt saa stor Maalestok i Hestens Øje som i vort, og at der er Grund til at tro, at selve de lysopfattende Dele er spinklere byggede hos Hesten end hos Mennesker, et Tegn paa større Synsskarphed. løvrigt synes dens Øje særligt indrettet paa at opfatte Bevægelser, – et Forhold, der anses for at være almindeligt i Dyreverdenen – og man forstaar da, hvorfor den kloge Hans begik relativt flest Fejl ved Apporterforsøgene, her gjaldt det jo om at opfatte en bestemt Stilling af Spørgeren, hvorimod det ved de andre Præstationer gjaldt om at opfatte en lille Bevægelse.

Der er ved disse Forhold intet, der ligger udover, hvad en normal Hestehjerne formaar, selv om denne ikke er saa udmærket, som mange er tilbøjelig til at tro. Det har i denne Sammenhæng Interesse, at Pfungst ved en foreløbig Undersøgelse paaviste, at det ikke er paalideligt, at Heste forstaar de fleste Kommandoord, Kavaleriheste endda efter nogles Mening nok saa godt som Rekrutterne. Han har prøvet 28 forskellige Heste sammen med Sagkyndige, Cirkusfolk og Militære, og til disses Forundring viste det sig, at smaa uvilkaarlige antydende Bevægelser fra den kommanderendes Side var nok saa indflydelsesrige paa Hesten som Kommandoen; at Kavaleriheste reagerer paa Trompetsignaler viste sig heller ikke at slaa til, derimod efterlignede de hinandens Bevægelser. Det var altsaa i begge Tilfælde Synsindtryk, der virkede. løvrigt er Heste jo berømte som Mestre i den rigtige klassiske Tankelæsning, ved hvilken Tankelæseren benytter sig af de smaa Bevægelser, den Person udfører, hvis Haand han omfatter. Det er jo for en Del herpaa, det, man i det tekniske Sprog kalder Hjælpen, beror, og som bestaar i den vejledende Indflydelse, Rytteren har overfor Hesten, ved at han forandrer sin Stilling paa den. Det siges ikke at være ualmindeligt, at Hesten reagerer i samme Øjeblik, Rytteren tænker paa at yde Hjælpen, altsaa endnu før han selv ved af, at han har forandret sin Stilling.

Noget helt sikkert Billede kan man ikke danne sig af, hvorledes den kloge Hans har udviklet sig. Man ved, at von Osten er begyndt med at lære Hesten at apportere og har søgt at bibringe den de forskellige Farvenavne ved at nævne en bestemt Farve, Hesten skulde hente. Han har da ganske naturligt drejet sig i den Retning, hvor Farven laa, for at se, hvordan Hesten klarede sig, og gennem de Forsøg i Hundredetal, som den taalmodige, alting pedantisk nøjagtigt gentagende Pædagog har gjort med Hesten, er der da kommet en Association i Stand mellem den Belønning, Hesten fik, naar Læreren var tilfreds, og en bestemt psykisk Helhedstilstand, hvori Apportering i en bestemt Retning i Forhold til Spørgerens Stilling er indgaaet. Da Øjnene paa Hesten sidder ud til Siden, har den kunnet se sin Lærer, omtrent til den naaede Lappen.

Paa lignende Maade er det gaaet med Bankningen. Først har den ligefrem lært Bevægelsen, saa er der blevet stillet store Kegler op foran den eller en til den særlig lavet stor russisk Regnemaskine med Kugler, der kunde glide op og ned ad Stænger. Dens Herre har da stillet sig op ved Siden af den, har undervist den i Tallene og i Regning, og naar han ventede et Svar fra den, har han bukket sig ned for at se paa Hoven; naar Hesten saa var kommet til det ønskede Tal, har det givet et lille Ryk i ham; maaske er Dyret nu og da blevet lidt sky ved dette Ryk og har holdt op med Bankningen, hvorefter den har faaet sin Belønning. Og i hele det Kaos af Kugler og Kegler og forskellige Spørgsmaal og meget andet har det eneste faste været det lille Ryk, det kom jo stadig igen og er da efterhaanden blevet forbundet med Bankningens Ophør og derpaa følgende Belønning. Med Hensyn til Fænomenet: den hurtigere Bankning ved store Tal, forstaar man let, at von Osten har bukket sig mere, interesseret, som han maatte være i, hvordan Hesten vilde klare et saa svært Spørgsmaal. Men hvordan er dette oprindelig blevet Tegn for Hesten til at banke hurtigere? Pfungst synes at hælde til et vist fornuftigt Overlæg hos Hesten som Forklaring; dette synes lidet troligt. Dels kan man jo have med en Tilfældighed at gøre; og dels kan man maaske tænke sig, at Bankningen ved store Tal paa Grund af Øvelse, Indstilling og andet lignende er blevet hurtigere mod Slutningen, og at det er dette Sluttempo, der har forbundet sig med den dybe Bøjning.

De forskellige Hovedbevægelser maa man tænke sig, er fremkommet paa en lignende Maade som de andre Præstationer.

Hvordan det hele har set ud i Hestens Hjerne, derom ved man intet; thi den kloge Hans kunde jo ikke tale, og netop der, hvor man ikke kan meddele sig indbyrdes, der holder den egentlige og praktisk set ret sikre Psykologi op.

Vi er nu saa vidt færdig med denne Dyrefabel, at vi kan drage den Moral: Vil du give dig af med Dyrepsykologi, vær da forsigtig med, hvad du tror paa, og vær forsigtig med, hvad du betvivler. Men endnu staar der menneskepsykologiske Spørgsmaal tilbage: hvorfra skriver disse smaa Bevægelser sig, som Hesten reagerede paa, men som ingen af dem, der arbejdede med den, havde bemærket? Pfungsts Undersøgelse for at faa Rede paa dette falder i to Afdelinger, dels har han en Række oplysende Selviagttagelser, som er optegnet, medens han arbejdede med Hesten, dels har han i det psykologiske Laboratorium søgt at trænge dybere ind i Fænomenet.

Af hvad han meddeler om sine Optegnelser, skal anføres: for det første, at det var nødvendigt, at man tænkte paa det ønskede Tal, og for det andet, at man maatte følge med Hesten og tælle dens Bankninger; men talte man paa Græsk, gik det ligesaa godt som paa Tysk, (dog maa det vistnok hævdes, at der er nogle, for hvem det i saa Tilfælde vilde gaa galt). Ved smaa Tal op til 5 var det dog nok at tænke paa selve Tallet uden Tælling af Bankningerne, man havde da en »Følelse« af, naar Hesten havde banket færdig. Et ganske morsomt Bevis for den psykologiske Særstilling, smaa Tal indtager.

For at faa gode Svar var det imidlertid ikke nok kun at tænke paa Tallet, man maatte forestille sig det meget intensivt; en stærk Forventningsspænding maatte være til Stede, ledsaget af den faste Vilje: det skal gaa. Man maatte ligesom sige til Hesten et »du skal«. Den Affekt, man saaledes kom i, gjorde sig bemærket ved Spændingsfornemmelser i Hovedhuden dg Halsmuskulaturen og ved Fornemmelser fra de indre Organer og var forbunden med en stadig voksende Ulystfølelse. Men i det Moment, det ønskede Tal naaedes, holdt Spændingen pludselig op, og samtidig indfandt der sig en ejendommelig Følelse af Befrielse og Lethed.

Pfungst giver nu en Række typiske Forløb af denne Spændingsaffekt af Værdi for den almindelige Psykologi.

Mange smaa Mærkværdigheder angaaende Hesten lader sig forstaa ud fra denne Beskrivelse. Naar von Osten en enkelt Gang prøvede med Spørgsmaal, der ikke hørte til hans pædagogiske Metode, eller f. Eks. eksperimenterede med at udelukke Hørelsen, saa var han selv i Forvejen overtydet om, at det vilde gaa galt, havde altsaa ikke den rette Forventningsspænding, og saa gik det ogsaa galt.

Ligeledes var det efterhaanden blevet ham nødvendigt først at spørge Hesten, om den havde forstaaet ham rigtig, og kun vente et Svar, naar den havde nikket. Nødvendigheden gjaldt for ham, nemlig for hans Forventning, ikke for Hesten. Man forstaar, i hvor høj Grad disse Forhold maa have styrket hans Tro paa den kloge Hans. Man forstaar ogsaa, hvorfor Hesten ved Lejlighed blev træt af at regne med abstrakte Tal: de var nemlig ikke i Stand til at holde Spørgerens, Graf zu Castells, Interesse fangen. Det frembyder heller ingen Vanskeligheder, at det gik saa godt, naar der var fine Folk til Stede, von Osten og ikke Hesten kom derved i den rette Stemning.

Naar Spørgsmaalet skulde føre til Svar ved, at Hesten bevægede sit Hoved, drejede det sig fra Spørgerens Side kun om minimale almindelige Udtryksbevægelser. Tegnet for Nej og Nul skal senere omtales, her skal kun en enkelt Iagttagelse omtales fra Tiden, før Pfungst var klar over, hvad Hestens Færdighed beroede paa. Spurgte han højt »hvor er venstre?« fik han det rette Svar; men i Modsætning til de andre Tilfælde (op-ned etc.) lykkedes Forsøget ikke, naar han spurgte sagte, medmindre han lige i Forvejen havde spurgt højt; gik der blot et Par Minutter imellem, mislykkedes det. Forklaringen er sikkert den, at det sagte Spørgsmaal ikke var tilstrækkelig stærkt forbundet med Bevægelsen, hvis denne ikke lige i Forvejen havde været i Bevidstheden. Hesten var aabenbart et udmærket Apparat til Paavisning af den saakaldte primære Eftervirkning, der kan karakteriseres som at noget har meget store Tilbøjeligheder til at komme igen ganske kort Tid efter, at det har været i Bevidstheden. Her er den altsaa blevet paavist for smaa Udtryksbevægelser.

Pfungst slutter sine Selviagttagelser med at bemærke, at det voldte ham meget Besvær at iagttage disse minimale Bevægelser paa sig selv, ogsaa efter at han havde bemærket dem hos andre. Og der var slet ikke Tale om at skaffe indgaaende Selviagttagelser tilveje fra de øvrige Herrer, der arbejdede med Hesten. Hvor udmærkede Iagttagere af den ydre Natur mange af dem var, saa besad de paa dette Felt – den indre Iagttagelse – ikke den fornødne Øvelse, og Pfungst maatte da gaa over til Laboratorieforsøg for at supplere sine Undersøgelser. Kun nogle enkelte Forhold fra disse Forsøg kan her medtages i denne Redegørelse.

Han havde to Hovedformaal; dels var det af Interesse for ham at faa at vide, om hans Selviagttagelser vilde blive bekræftet af andre. Det blev de, og det viste sig i øvrigt ganske karakteristisk, at det bestemte Forløb af Spændingsaffekten, han havde fundet gav bedst Resultater med Hesten, nøjagtig stemte med den Tilstand, en ældre fransk Spiritist havde angivet som nødvendig, for at en spiritistisk Seance med Borddans skulde lykkes.

Det var endvidere af Interesse at faa oplyst, om de iagttagne smaa Bevægelser vilde genfindes under lignende Omstændigheder hos et større Antal Mennesker. Hvad det lille Nik angaar, prøvede han 25 Personer af begge Køn og af de mest forskellige Aldre, og som alle var uvidende om Forsøgsformaalet. Forsøgsmaaden var, at de skulde tænke paa forskellige Tal, som Pfungst skulde gætte ved at banke Antallet med sin højre Haand. Pfungst var mindst lige saa dygtig til det som selve den kloge Hans. Han fandt Bevægelsen hos alle paa nær to, og ved at variere Forsøgene kunde han i det hele slaa den Sætning fast: at den med momentan psykisk Afspænding samtidige muskulære Forandring gaar i Retning af at frembringe den Stilling af Hoved og Legeme, der fordrer Mindstemaal af Muskel anstrengelse.

Ligeledes fik han paa 12 Personer konstateret de smaa Drejninger af Hovedet ved Tanken paa højre og venstre o. s. v. Ved Nul gjorde Hovedet en lille oval Bevægelse, af hvis Form det endda kunde afgøres, om der var tænkt paa et skraat, skrevet Nul eller paa et opretstaaende, trykt Nul.

Det Tegn for Nej og Nul, Hesten reagerede paa og svarede med – først en Drejning til højre, saa en Drejning til venstre – fordrede en særlig Undersøgelse, det var nemlig klart for Pfungst, at der ikke her for hans Vedkommende var Tale om normale Udtryksbevægelser, hvilket Schillings for sit Vedkommende bekræftede.

– Det kan her indskydes, at Schillings var gaaet over fra de begejstrede Tilhængeres Parti til Tvivlernes, ved at han en Dag tilfældigt tiltalte Hesten paa Fransk. Paa Opfordringen » Dis deux! « fik han et rigtigt Svar, overrasket tænkte han, at da der nylig var blevet talt en Del Fransk i Hestens Nærværelse, havde den kloge Hans tilegnet sig lidt af dette Sprog, han prøvede videre med større Tal og fik meget ofte rigtige Svar; men da det ogsaa lykkedes med cent, begyndte han at ane, at der maatte være Ugler i Mosen; saa begavet kunde Hans dog ikke være. Samtidig bemærkede han, at det var nødvendigt, at man troede, at Hesten kunde svare, for at man fik rigtigt Svar fra den. –

Vi vender tilbage til Tegnet for Nej og Nul; de maatte have lært dette af selve Hesten, medens von Osten arbejdede med den, mente Pfungst. For at undersøge, om en saadan Forklaring var mulig, lod han en Forsøgsperson i vilkaarlig Rækkefølge tænke paa enten højre eller venstre, saa skulde Pfungst gætte, hvad der var tænkt paa; dersom han gættede paa højre, vilde han angive dette ved en nedadgaaende Bevægelse med sin Arm, gættede han paa venstre, vilde han angive det med en opadgaaende Bevægelse. Ved de tre første Forsøg drejede Forsøgspersonen paa normal Maade Øjnene til den Side, han tænkte paa, ved fjerde Forsøg kom der ved Tanken »venstre« en uvilkaarlig Bevægelse opad med Øjnene, og efter 7 Forsøg kom der nu kun Bevægelser opad og nedad.

Med en Række andre Personer gjorde han flere af den Art Forsøg, ved nogle af dem var der ikke Tale om Omdannelse af gamle Udtryksbevægelser som her, men om Erhvervelse af nye. En skulde f. Eks. tænke paa et af de 4 Ord Ibis, Kirbis, Kiebitz og Kürbis. Ved til hvert af disse Ord at lade svare en bestemt Armbevægelse vilde Pfungst angive, hvilket han gættede paa; ogsaa her associerede Bevægelserne sig paa det nydeligste, saaledes at der meget hurtigt kom Hovedbevægelser svarende til Pfungsts Armbevægelser; ja ofte var det ham muligt, før der blev givet Forsøgspersonen Tegn til at koncentrere sig paa Ordet, at forbløffe ham ved rigtig at gætte: »De vil tænke paa Kürbis« eller »Først vilde De tænke paa Ibis, men saa besluttede De Dem for Kürbis«. Hvilket for Pfungst viste sig ved meget fine Antydninger af Bevægelser med Hovedet.

Ikke ved noget af Forsøgene anede Forsøgspersonen, hvad det kom an paa for Pfungst, og ofte undrede man sig over, hvordan han ved Forsøgene med Ibis o. s. v. kunde gætte Ord, der lignede hinanden saa meget; og Forsøgspersonerne blev alle højst forundrede, naar de fik Opklaringen. De Bevægelser, de selv udførte, havde ingen af dem iagttaget, og det anføres særligt, at ingen af dem, naar de tænkte paa et Ord, da ogsaa tænkte paa den Bevægelse, Pfungst skulde svare med for at gætte rigtigt.

Naar Pfungst prøvede at bytte om paa sine Bevægelser, fulgte Forsøgspersonen hurtig efter med sine Hovedbevægelser, og det viste sig, at naar Pfungst ikke angav Resultatet af sin Tankelæsning ved Bevægelser, men ved almindelige Ord, saa veg nyerhvervede Udtryksbevægelser, der havde fortrængt gamle, ret hurtig Pladsen, og de gamle kom til Syne igen.

Han kunde nu efter alle disse Forsøg slaa den Sætning fast: at det er muligt hos aandeligt normale, ja i Selviagttagelse øvede Personer, at ændre naturlige og at skabe nye Udtryksbevægelser, uden at Vedkommende selv ved deraf. Et Forhold, der har megen Interesse for den almindelige Psykologi, og som fuldt ud forklarer, hvorledes Schillings og han kunde lære Tegnet for Nul og Nej af Hesten.

Pfungst synes nu at have forklaret alle Hestens mærkelige Præstationer paa en Maade, der yder alt, hvad man kan fordre af en Forklaring. Der er intet blevet tilbage. Der er højst Grund til at regne med ganske simple Associationer og Sanseindtryk. De kloge Øjne hos den geniale Hest og den høje Pande, der, som man udtrykte sig, viste at der foregik et virkeligt Tankearbejde derinde, gemte ikke Løsningen af noget af Dyrepsykologiens Problemer, men var kun, som saa meget i denne lille Episode, et Foster af Menneskehjerner, og her, som saa ofte før, viste det sig, at Menneskehjerner tænker, ja, naar Videnskabens Metode ikke har Styret, tænker mere end de iagttager.

Naar man har læst Pfungsts Bog til Ende, træder uvilkaarligt von Ostens Skæbne frem for En. I tre Aar havde han først arbejdet med een Hest for at løse den store Opgave at vække Dyrets slumrende Sjæl; og da denne første Hest døde, begyndte han at arbejde med Hans, den var næsten hans eneste Omgang. Aar igennem havde hans Husfæller set ham færdes med sin Elev; alt sit Snilde ofrede han paa Undervisningsmetoder for den. Hvilken Glæde maa det ikke have været for ham, da han opdagede Tegn paa, at det begyndte at dæmre, og med hvilken usigelig Stolthed maa han ikke have fulgt hvert Skridt fremad. Saa kom Opvisningerne, i kort Tid har han følt sig som Centrum for alles Interesse. Og endelig skulde hans Sag slaas fast af den videnskabelige Autoritet, og man kom da til dette, at af hele hans Undervisning havde Hesten ikke faaet fat i stort andet end et lille uvilkaarligt Ryk med Hovedet, en Bevægelse saa uanselig, at han aldrig selv havde bemærket den. Alt det andet, det han mente daglig at have iagttaget, var, erklærede denne strenge Dommer, kun Illusioner.

Efterskrift

De kloge Hestes Saga var ikke afsluttet med Pfungsts Bog. Senere har en rig Amatør, Karl Krall, der var Tilhænger af von Osten, arbejdet videre med den kloge Hans samt med nye Heste. Han har i 1912 offentliggjort sine Forsøg i en meget pompøst udstyret Bog: »Denkende Tiere«. Han angriber Pfungst stærkt; særligt hævder han, at det Tegn, som Pfungst bruger til Forklaring, har været saa uanseligt lille, at det ligger under Grænsen for det iagttagelige. Bogen fremkaldte paany en heftig Diskussion om Sagen. Georg Brandes skrev bl. a. en Kronik om Hestene.

For mig var et enkelt Forsøg afgørende til at give mig en vis Mistillid til Bogen. Krall vilde ved en bestemt Lejlighed prøve »Den kloge Hans«- Slutteevne (Folgerungsfähigkeit). Hidtil havde han givet Hesten skriftlige Befalinger, skrevet med tyske (gotiske) Bogstaver paa en stor Tavle. Nu skulde den vise sin Slutteevne ved paa Grundlag af sit Kendskab til de gotiske Bogstaver at tyde Befalinger, skrevet med latinske Bogstaver. Det syntes at gaa udmærket.

Jeg selv studerede dengang i Tyskland og kunde ikke læse noget, der var skrevet med tyske Bogstaver. Da jeg selv saaledes ikke kunde slutte mig til, hvad der var skrevet med den ene Slags Bogstaver, fordi jeg kunde læse, hvad der var skrevet med den anden Slags Bogstaver, havde jeg Valget mellem at antage, enten at min Slutteevne var ringere end Hestens, eller at Kralls Forsøg ikke var i Orden.

Til Forstaaelse af, hvorledes Krall er faldet paa at gøre dette Forsøg tjener, al. tyske Kolleger, som jeg talte med om Sagen, og som med Lethed kunde læse begge Slags Bogstaver, mente, at Forskellen i Udseendet ikke var ret stor, og det samme kan man antage, at Krall har ment. For mig derimod, der kun kunde læse den ene Slags Bogstaver, var det ganske klart, at Udseendet af de to Slags Bogstaver var meget forskelligt.

I 1913 havde F. Faustinus Lejlighed til i længere Tid at iagttage de Krall’ske Heste. Et Brev om Sagen fra Faustinus er af Professor G. E. Müller aftrykt i Zeitschrift für Psychologie, Bind 73, Side 258 ff. 1915. Ved de Iagttagelser, Faustinus med stor Dygtighed og Behændighed har gjort under meget vanskelige Forhold, kom han til det Resultat, at Hestenes Ydelser skyldtes Staldkarlen Albert, der snedigt narrede de besøgende Videnskabsmænd og maaske ogsaa Krall selv. For en af Hestenes Vedkommende fandt han, hvad det var for Dressurtegn, Albert benyttede. Ved de andre kunde han kun konstatere, at naar Forbindelsen mellem Opgavernes Ordlyd og Albert og den tænkende Hest ikke var i Orden, gik det galt.

– – – – – *) O. Pfungst: Das Pferd des Herrn von Osten. Ein Beitrag zur experimentellen Tier- und Menschen-Psychologle (Leipzlg, 1907).

Kilde: Mennesker og høns. 1937