af Edgar Rubin
Fra en ophævet spiritistisk interesseret Forening har Universitetets psykologiske Laboratorium engang faaet foræret et rundt Bord med en Glasplade. Under Glasset er anbragt en Papskive, paa hvilken Alfabetets Bogstaver, Tallene samt Ordene: "Ja" og "Nej" og "Ved det ikke" er malet. Et saadant Bord kaldes en Psykograf. Desuden ejer Laboratoriet en Planchet, der er et yderst letbevægeligt trebenet Dukkebord. Det første Ben plejer at være en Blyant, og Planchetten kan da benyttes til "Automatisk Skrift". Til vort Brug er Blyanten erstattet med et almindeligt Ben, og foran dette er der anbragt en Viser.
Planchetten og Bordet benyttes nu til et "Seanceeksperiment", der indgaar i en Række Øvelser, de Psykologi-studerende udfører over de mest forskelligartede psykologiske Emner. Som Regel arbejder ved dette Eksperiment et Hold paa 4 Studerende sammen.
I den Forsøgsanvisning, de Studerende faar udleveret, hedder det: Formaalet med Forsøget er at faa Lejlighed til at skaffe sig Erfaringer om visse Sagforhold, der kan spille en Rolle ved "okkultiske" Eksperimenter.
Fremgangsmaaden bestaar i, at Deltagerne anbringer højre Haands Pegefinger og Langfinger paa Planchetten, der staar paa Psykografens Glasplade. Til Orientering lader man i Fællesskab Planchetten bevæge sig hen over Alfabetet paa Papskiven under Glaspladen. Derefter henvender man sig til Planchetten og beder om at tale med en eller anden Stormand, f. Eks. Spinoza; eventuelt prøver man sig frem, til man finder en, der er villig.—I øvrigt afhænger Forsøgets Gang af den Situation, der kommer til at foreligge.
En absolut Betingelse for, at Forsøget skal have nogen Værdi, er, at man bevarer fuldstændig Alvor under det, og at man er fuldstændig loyal; man maa paa ingen Maade med Vilje bevæge Planchetten, og man maa heller ikke gøre Modstand mod Planchettens Bevægelser, kort sagt: man skal modstandsløst følge Planchetten!
Forsøget kan foregaa i Dagslys, og der er ikke Brug for Salmesang og deslige. Noget spiritistisk Medium er der heller ikke Brug for; Forsøget kan med Held udføres af ganske normale Mennesker, der ikke interesserer sig for Spiritisme.—Forsøget kan ogsaa udføres med simplere Midler. Bogstaverne kan skrives paa selve Bordpladen eller paa et Stykke Papir, man anbringer paa den. Til Planchet kan man bruge en omvendt Underkop.— Det væsentlige er som sagt, at man bevarer Alvoren, og at man modstandsløst følger Planchetten. Helt tilraadeligt er det ikke at udføre Forsøget, da Planchetten undertiden kan komme ind paa Ting, som det er pinligt at faa berørt.
"Seancen" lykkes ikke altid for Deltagerne; undertiden giver den kun Antydninger af det, som det er Meningen, der skal komme frem; men den kan ogsaa give gode Resultater.
Nogle Uddrag af en ret udførlig Beretning fra en mandlig Deltager i en mere vellykket "Seance" skal anføres:
"Efter at vi havde berørt Planchetten i kort Tid, begyndte den at bevæge sig. Bevægelserne var forskellige, tit rolige og langsomme, men undertiden saa hurtige, at det var vanskeligt at følge dem med Fingrene …. Ved forskellige Spørgsmaal til Ingemann og Thomas Olesen Løkken fik vi rigtige Oplysninger om deres Forhold …. som vi kunde kontrollere, da altid mindst een af os vidste det …. Naar der opstod Mistanke om, at en af Deltagerne bevidst skubbede Planchetten i en bestemt Retning, kunde vedkommende løfte Fingrene helt op fra den, og den gik alligevel videre".
En kvindelig Deltager i en anden "Seance" indleder sin Beretning om selve Forløbet med en mere almen Udtalelse:
"Det var for mig meget svært og varede temmelig længe, inden jeg kunde se bort fra det taabelige og formaalsløse i Forsøget. Selv efter at jeg var indstillet paa og forstod Muligheden af at føre det ordentligt og grundigt igennem, kneb det flere Gange med at bevare Alvoren, naar de forskellige Personer og Genstande blev tiltalt, og navnlig i den tavse Afventning, der fulgte. Ejendommeligt nok fik Forsøget mere og mere Præg af Alvor og Tilforladelighed, saa at Ventetiden efter Spørgsmaalene nu nærmest blev aandeløs, ja uhyggelig, i hvert Fald ingenlunde latterlig. Den personlige Tiltale af Bordet og Aanderne bevirkede en ligesom personlig Opfattelse af dem, og der syntes ikke at være noget urimeligt ved deres usynlige Tilstedeværelse".
Hvorledes gaar det nu til, at "Aanderne", der jo for Resten kan være nulevende Personer, taler gennem Planchetten? Der er vel næppe nogen, der vil tro, at det virkelig er "Aander", man besværger, og at eventuelt de nulevendes "Aand" forlader Legemet for at overtage Ledelsen af Planchetten. Atmosfæren er lidt for kølig og nøgtern paa et Laboratorium til, at Aander skulde grassere der paa Kommando i en Øvelsestime mellem Kl. 14 og Kl. 16. Der kan ikke være Tvivl om, at alt, hvad der forekommer, skyldes Deltagerne selv. — Men hvorledes?
En Række "magiske" Bevægelser, hvoriblandt Ønskekvistens og det sideriske Penduls*) Bevægelser, samt Borddans og Grundlaget for Tankelæsning har man tidligere villet forklare ved de uvilkaarlige Rystebevægelser, Haanden altid udfører. Det gælder nemlig om disse Rystebevægelser, at deres Retning under visse Omstændigheder, uden at man selv ved af det, tildels bestemmes af de Forestillinger, der behersker Bevidstheden. Tænker man for Eksempel paa Bogstavet "a", kan det gennem Eksperimenter paavises, at der kan være Antydninger af, at Rystebevægelsen har Form af et skrevet "a". Dette Sagforhold har Alfred Lehmann—med et Udtryk hentet fra den engelske Fysiolog Carpenter—kaldt det ideomotoriske Princip. Der er vistnok noget rigtigt i, at Rystebevægelserne og det, der ligger i det ideomotoriske Princip, lige i Begyndelsen kan virke til at sætte de "magiske" Bevægelser i Gang, og maaske kan det meste vedrørende det sideriske Pendul forklares ved dem; men muligvis er det noget andet, der baade ved vort Seanceforsøg og i andre Tilfælde er det væsentlige. Dette andet er det, der — ret beset — ligger i Instruktionen om ikke at gøre Modstand.
Det lyder saa uskyldigt, at man skal være passiv, hvilket baade vil sige, at man ikke maa gøre Modstand, og at man ikke med Vilje maa udføre en Bevægelse. Det, der lyder saa uskyldigt, er imidlertid alt andet.
Hvis man tager en Forsøgsperson om Haandleddet og siger til ham, at det for ham gælder om ikke at gøre Modstand, naar man nu giver sig til at bevæge hans Haand i forskellige Retninger, kan der — mere eller mindre udpræget — hænde forskelligt: Det kan være, at man fra Forsøgspersonen Side mærker en vis kejtet Ubeherskethed; man kan ogsaa mærke, at der er en vis konstant Modstand eller Stivhed at overvinde. Det kan ogsaa hænde, at Armen er ganske slap og afspændt, saa den paa en ligesom død Maade lader sig føre med; slipper man Taget om Haandleddet, falder Armen ned. Endelig hænder det ofte — og det er den for os interessante Mulighed — at Forsøgslederen mærker, at det hele foregaar glat og modstandsløst. Han mærker, at Armen er med i Bevægelsen. Den følger selvstændigt med og bevæger sig selv den samme Vej, som man er i Færd med at føre den. For saa vidt denne Form for ikke at gøre Modstand er den overvejende hos Forsøgspersonen, er han et godt remedium i vor Forstand.
Denne Form for ikke at gøre Modstand kan ogsaa konstateres ved Hjælp af et særligt Apparat. (Den Læser, for hvem Beskrivelsen af et ganske simpelt Apparat er for indviklet, kan springe det følgende over lige til den første fremhævede Sætning). A er en Akse, der kan drejes rundt ved Hjælp af Haandsvingene B og C. Forsøgslederen fatter om Haandtaget paa B, Forsøgspersonen om Haandtaget paa C. Forsøgspersonen faar Besked om, at Forsøgslederen vil bevæge Apparatet rundt, snart til den ene, og snart til den anden Side, snart et Par Omgange, men ofte kun Dele af en Omgang. Endvidere faar han at vide, at det for ham gælder om ikke at gøre Modstand. Det Haandtag, Forsøgspersonen fatter om, er anbragt paa en svag Fjeder, der sidder fast ved P, og som kan bøje sig enten i eller modsat Bevægelsesretningen. I hver Yderstilling slaar Fjederen mod en elektrisk Kontakt, K 1 eller K 2 , hvorved der føres Strøm enten til en grøn eller til en rød Lampe, der befinder sig paa Bordet. Om Fjederen staar i den ene eller den anden Yderstilling, kan man altsaa se paa, om den ene eller den anden Lampe brænder.
For saa vidt Fjederen staar i den Yderstilling, der ligger i den øjeblikkelige Bevægelsesretning, hvilket kan ses paa Lamperne, da er Forsøgspersonen med til selv at lede Bevægelsen; han slæbes ikke med, men udøver et selvstændigt Tryk i Bevægelsesretningen.
Hvis Forsøgspersonen er et godt "Medium", lyser den "rigtige" Lampe—den, der viser, at han er med til at lede Bevægelsen —maaske 2/3 af hele Tiden. Med en Forsøgsperson af denne Type kan Forsøgslederen under Forsøget forsigtigt slippe sit Haandtag. Forsøgspersonen fører da uden at ane Uraad Bevægelsen videre, manske 1/4 Omgang eller mere. Vi kan altsaa slaa fast: For visse Mennesker under visse Omstændigheder vil det at følge en Bevægelse uden at gøre Modstand sige, at Bevægelsen udføres aktivt.
Det ejendommelige og for os betydningsfulde er, at Forsøgspersonen ikke er klar over sin egen Andel. Han tror selv, at hans Haand følger efter; han saa at sige ved ikke og tænker slet ikke over og har i alle Tilfælde øjeblikkelig glemt, at han hele Tiden ligesom forudaner og selv udfører de Bevægelser, som Forsøgslederen formentlig vil udføre. Denne Forudanen er saa langt fra at være en klar og tydelig Overvejelse, at den er lige paa Grænsen til at være bevidst. Vi kan saaledes ydermere slaa fast: For visse Mennesker under visse Omstændigheder vil det at følge en Bevægelse uden at gøre Modstand sige, at Bevegelsen udføres aktivt, uden at vedkommende er klar over dette.
Lad os antage, at Deltagerne ved vort Seanceforsøg mere eller mindre hører til denne Type. Det gælder da her, ifølge det, vi lige har gjort Rede for, at de Bevægelser, som de mener at mærke, Planchetten er i Færd med at udføre, eller venter, den vil udføre, dem faar de den selv til at udføre uden at vide det. Til Forstaaelse af Forløbet er det i øvrigt værd at fremhæve, at ved en saadan Seance prøver Deltagerne stadig, medens Planchetten bevæger sig fra Bogstav til Bogstav, at hitte ud af, hvad det er, den er i Færd med at svare paa det Spørgsmaal, man har stillet. Endvidere gælder, at der er en stadig Smaasnakken baade om Spørgsmaalene, man stiller, de Svar, der er fremkommet, og de Svar, man venter. Der fremkommer derved en vis Ensartethed i Forventningen, der gør det muligt, at Deltagerne ikke arbejder imod hinanden.
Forventes der f. Eks. et Mandsfornavn, og begynder Planchetten med T og A, da er der uvilkaarligt Enighed mellem Deltagerne om at vente, at den vil bevæge sig først til G og saa til E. Naar det endelig er blevet til "Tage", fremkommer en af Deltagerne muligvis med en Oplysning om denne Tage, maaske ved at sige et eller andet eller maaske mere uvilkaarligt ved at rødme, og derigennem er der saa paany skabt Mulighed for forholdsvis enig Forventning.
Naar vi tilføjer, at det maaske er de uvilkaarlige Rystebevægelser og deslige, der fremkalder de allerførste Antydninger af Bevægelser af Planchetten, har vi nu ved at undersøge, hvad det vil sige ikke at gøre Modstand, givet en Forklaring i grove Hovedtræk af, hvorledes Planchettens Bevægelser skyldes Deltagerne. For den enkelte styrkes Indtrykket af, at Bevægelsen kommer fra Planchetten og ikke fra ham selv derved, at man er flere om det.
Dette Indtryk forstærkes yderligere, og tillige forøges det "mystiske" ved hele Forsøget, hvis Forsøgsdeltagerne ogsaa har det Indtryk, at de taler med en Person, eller, som det vistnok hedder i det spiritistiske Sprog, med en "Intelligens". Vi skal søge at gøre Rede for Forhold, der kan spille en Rolle, naar dette Indtryk kommer i Stand.
Naar man taler til — eller prøver paa at tale til — en død Ting, en Vase, en Sten, et Bord eller en Planchet, føles det som en urimelig Situation; det føles som saa meningsløst, at det er meget vanskeligt at faa sig selv til det. Læseren kan erfare dette ved selv at gøre et Forsøg paa at tale til et Bord. Der er her en af Vanskelighederne ved Seanceforsøget. Lykkes det imidlertid at tale til en død Ting, sker der straks eller efterhaanden det, at Situationen mere eller mindre udpræget forandrer sig. For den, der fører Talen, saavel som for den, der overværer den, afrunder nemlig Situationen sig uvilkaarligt saaledes, at der for dem kommer til at være en Person eller noget personlignende til Stede, til hvem Talen henvendes; da denne Person ikke er virkelig, drejer det sig her, kan vi indskyde, om en Illusion.
Ved denne Udfyldning og Afrunding, som man ogsaa kender paa helt andre Omraader, f. Eks. paa Erindringens Omraade, sker der dette, at selve Situationen, taget isoleret for sig selv, bliver mere rimelig og sammenhængende. Men betragtes Situationen som en Del af en større Helhed, nemlig Virkelighedens, kan der være indført noget, der for den store Helheds Vedkommende strider mod Rimelighed og Sammenhæng, nemlig i dette Tilfælde den Person, man henvender sig til, der kun er en Illusion.
Det ligger i Sagens og Forholdenes Natur, at der sædvanligvis faktisk er mindst to Personer, hvor der foreligger en "Talen til", nemlig den, der taler, og den, der tales til. Det maa staa hen, i hvor høj Grad den illusoriske Person skyldes Eftervirkningen af saadanne "Talen til" —Erfaringer, og i hvor høj Grad den skyldes særlige Kræfter, der virker hen til at gøre den enkelte Situation sammenhængende og rimelig.
I det, der her er antydet om den talende Henvendelses personskabende Tendens, er vi muligvis inde paa noget, der kan føre til Forstaaelse af Personifikationer i primitiv og digterisk Tænkning, og som kan bidrage til Forstaaelse af den Betydning, Bønnen, hvor man henvender sig til sin Guddom, har for det religiøse Liv ved ligesom at virkeliggøre Guddommen.
Ved vort Seanceforsøg medvirker i personskabende Retning sammen med den talende Henvendelse ogsaa dette, at det jo er, som om man modtager Svar gennem Planchetten. Naar Forsøget i det hele taget kan give noget i Retning af et positivt Resultat, skyldes det, at en Række Faktorer kæder sig sammen og gensidig støtter hinanden. I Forening virker de da saa stærkt, at de kan overvinde den Mangel ved Forsøget, at Deltagerne ikke er ført ind paa disse Ting af en stærk og dyb Trang, der bevirker, at de paa Forhaand hellere vil tro end tvivle.
*) For den Læser. som ikke kender "det sideriske Pendul", kan det oplyses, at dette bestaar af et Lod, ophængt I en Snor, som holdes I Haanden. Man har om dette Pendul angivet de mærkeligste Ting, f. Eks., at det svinger I en Cirkel, naar man holder det over et Hønseæg, og bevæger sig i Urviserens Retning, hvis Ægget vil blive til en Hanekylling, og I modsat Retning, hvis det vil bilve en Hønekylling.
Kilde: Para-nyt 1987 nr. 3 Fra : Mennesker og høns . 1937
Seneste kommentarer