Min konklusion efter 40 års psykisk forskning i Danmark

af Aage Marner

Som optakt til dette blads [Ny horisont] arbejde med emner indenfor parapsykologien, har vi bedt Dr. Aage Marner om et kritisk opgør med sine indtryk fra den psykiske forskning i Danmark.

Fra arbejdet i udlandet foreligger betydelig flere konkrete resultater, end det er tilfældet herhjemmefra, men det vender vi tilbage til en anden gang.

Det er med stor betænkelighed, jeg er gået med til i dette blad at skrive en lille artikel om psykisk forskning eller, som jeg hellere vil kalde det, om psykiske fænomener.

Fænomenerne er kendsgerninger
Psykiske fænomener kender man så langt tilbage som skreven historie rækker, de kendes i alle lande, i alle kulturer og i alle tidsperioder. Vi hører om dem i den græske historie, hvor oraklet i Delphi søgtes af oldtidens største og mest intelligente mænd. Vi finder fænomenerne omtalt i vor bibel, f. eks. i fortællingen om heksen i Endor og i beretningen om Jesus, der viser sig for de elleve apostle til trods for, at dørene var lukkede.

Der er måske mange, der bliver stødt, fordi man tager eksempler fra den bog, de anser for hellig og guddommeligt inspireret. Men det får være. Vi skulle dog helst komme så nær som muligt til sandhedens erkendelse.

Vi finder fænomenerne hos »primitive« folk, og vi finder dem den dag i dag overalt på jorden.

Selvom man måske stødes ved seance-fænomenerne, er der dog i de fleste familier beretninger om forvarsler eller om mennesker, der på en eller anden måde gav sig til kende i deres dødsøjeblik. Dette anerkender man og opbygges af, men den nøgterne undersøgelse al disse fænomener frastødes man af og indser ikke, hvor værdifuld en støtte en undersøgelse heraf kan blive netop for erkendelsen af, at »der er mere mellem himmel og jord«, end vor materialistiske videnskab tænker sig.

Psykisk forskning som videnskab
Hvad er det da for fænomener, den psykiske forskning undersøger?

Ja, interessen for de psykiske fænomener stammer fra nogle begivenheder, der for godt l00 år siden tildrog sig i den lille by Hydesville i U.S.A. Der begyndte det at banke på gådefuld måde i vægge og borde, og ved hjælp af et aftalt kodesystem fik man at vide, at bankningerne skyldtes en handelsmand, der nogle år tidligere var blevet myrdet i huset. Man anstillede efterforskninger og fandt i kælderen knogler, som man mente stammede fra et menneske. En ung pige, som tidligere havde tjent i huset, opgav, at hun samme aften, som handelsmanden havde været i huset, var blevet sendt hjem af sin husmoder. Handelsmanden kom ikke som lovet næste dag til hendes hjem for at forevise forældrene noget stof.

Efter denne begivenhed bredte »bordbankninger« og »automatskrivning« sig som en løbeild over hele Amerika og noget senere over Europa. Man kunne ved hjælp af et trebenet bord komme i forbindelse med »ånder«, der bogstaverede deres meddelelser ved bankninger eller ved løften af bordben efter aftalt system. Det var altid afdøde, der meldte sig.

Navnlig i England blev der foretaget stort anlagte forsøg med disse meddelelser gennem borde, og man kom til det resultat, at man sjældent fik andet og mere at vide end det, der kunne have været i hukommelsen, selv om det måske i øjeblikket var »glemt«. Der var altså »noget«, der huskede, og dette »noget« kaldte man for underbevidstheden.

Vi kender alle mere eller mindre til det underbevidste. Der opbevares alt det, vi har lært, men ikke i øjeblikket kan huske, eller som vi ikke tænker på. Ubevidst bearbejdes problemer, som vor vågne dagsbevidsthed måske forgæves har forsøgt at løse ? og se, så er løsningen der en skønne dag som noget selvfølgeligt.

Senere iagttog man, at genstande kunne flyttes uden kendt kraft, og at materielle genstande kunne »gå igennem« materielle vægge og døre eller hidskaffes langt borte fra (f. eks. levende dyr, sjældne biller eller sne fra gaden o. s. v.). Mennesker, de såkaldte medier, gik i trance, d. v. s. de blev selv bevidstløse, men gennem deres mund talte fremmede personligheder, altid afdøde, som tilsyneladende havde ganske det samme bevidsthedsindhold som i levende live, og som derfor genkendtes af slægt og venner, som blev overbeviste om, at de havde talt med deres kære afdøde, som altså ikke var »døde«, men kun »gået over« i en ny tilværelsesform. Undertiden skrev det bevidstløse medium meddelelser af mer eller mindre værdifuld art, ofte om hvor dejligt der var i »sommerlandet«, som den anden eksistensverden benævnedes. Disse meddelelser kan man ikke fæste lid til, da eksistensformen i »den anden verden« må være væsensforskellig fra vor kendte tredimensionale verden og derfor ganske ufattelig for os. Disse fortællinger kan måske skyldes mediets underbevidstheds ønskedrømme. Undertiden kommer der ad mediumistisk vej ganske forbløffende meddelelser, f. eks. gennem den engelske præst Stainton Moses, eller man får gennem det amerikanske medium mrs. Curran en bog fra Kristi tid, som viser en så indgående kendskab til jødisk tankegang, jødiske skikke og til forholdet mellem jøder og de herskende romere, at det er ganske forbløffende. En anden gang skriver en »ånd«, som angiver at have levet i England i det 16. århundrede, en roman gennem mrs. Curran, og der findes i hele denne bog på flere hundrede sider ikke et eneste ord, som ikke eksisterede i det engelske sprog på dette tidspunkt, og der findes ikke eet ord, som først senere er opstået i det engelske sprog (Tyrrel). Og mrs. Curran er født i midtvesten og kan kun tale amerikansk og har aldrig fået nogen specialuddannelse.

Det er i sandhed mærkværdige ting, som den psykiske forskning har bragt for dagens lys.

Vor bevidsthed har mange lag
Ved hypnose kan man adskille den menneskelige personlighed i forskellige lag og fylde de forskellige lag med forskellig viden, som man altid genfinder, når man når til samme lag. Man kan føre mennesker tilbage til tidligere »incarnationer«, hvor disse fremmede personligheder ofte spilles med et mesterskab, som en trænet skuespiller kunne misunde mediet. Manglende kundskab om rent elementære ting fra incarnationens tidsalder slår dog bunden ud på troen på en virkelig incarnation. Men tilbage bliver forbløffelsen over, at den menneskelige personlighed ikke er dette »helstøbte«, som man sædvanlig tror, den er. Under hypnose har den hypnotiserede ofte et herredømme over legemet, som dagsbevidstheden aldeles ikke har. Man ligesom løfter en flig af et forhæng og kigger ind i en ukendt verden.

Så påviser den psykiske forskning på uigendrivelig måde, at et menneske på en for os aldeles uforståelig måde kan overføre tanker til et andet menneske. Denne såkaldte telepathi kan ikke forklares ved kendte fysiske kræfter, heller ikke som en slags radiobølger. Også klarsynet eller clairvoyancen, hvor man kan se begivenheder, der foregår langt borte enten samtidig, eller også begivenheder, der vil ske, og som også sker en gang i fremtiden. Disse fænomener har været kendt i 100 år, de er blevet underkastet minutiøs undersøgelse af verdenskendte videnskabsmænd, som har sagt god for dem, og i vor tid eksperimenterer professor Rhine fra U. S. A. med disse fænomener, som han gennemprøver under de strengeste betingelser i tusindvis af tilfælde.

Nu er spørgsmålet, om trancepersonlighederne kan forklares ved telepathisk aftapning.

Telekinese, clairvoyance og også tele- eller psycnokinese, d. v. s. bevægelse af genstande ved ukendt kraft, synes bevist, idet antallet af »træffere« ved forsøgene langt overstiger, hvad sandsynlighedsberegningen tillader.

Allerede derved, at man har anerkendt dis- se tre fænomener som kendsgerninger, har man slået en sådan revne i den materialistiske teori, at hele denne tankebygning truer med at styrte sammen. Men, bevares vel, det er ikke alle videnskabsmænd, der anerkender disse fænomener som kendsgerninger, det er kun dem, der har beskæftiget sig alvorligt med dem, – de andre ved jo så godt, at når noget, selv facta, strider mod den materialistiske verdensopfattelse, så må disse facta eo ipso være falske.

Og »kirken« går udenom disse facta, som var det den onde selv. Den mener i en materialistisk tid at have råd til at give afkald på en meget tiltrængt håndsrækning. I dette, at man må anerkende »et noget i den menneskelige psyke, som går ud over vor tredimensionale verden, kan man se et fingerpeg om, at der i den menneskelige psyke er »et noget«, som ikke er underkastet den tredimensionale verdens fødsel og død, altså tage det til indtægt for troen på en »udødelig« sjæl.

Det er endda ikke de værste fænomener, jeg her har nævnt. Værre er det, at der ud af visse medier kan sive stoffer, hvormed borde kan løftes og skikkelser dannes, skikkelser, som kan færdes adskilte fra mediet og undertiden synes at være ligeså virkelige som »vi andre«. De kan undertiden tale og opføre sig, som om de var levende mennesker. Ganske vist har jeg aldrig selv set en sådan materialisation, – hvad jeg har set, regner jeg for gement bedrag. Men der er verdenskendte mennesker, der i 20-30 år har studeret fænomenerne, som siger god for fænomenernes ægthed, selvom de ikke alle vil antage, at det er en fremmed »ånd«, der har materialiseret sig, men mener, at fænomenet skyldes ukendte kræfter i den mediale psyke.

Andre, navnlig de mennesker, der intet kender til sagen, er sikre på, at alt er fusk. Det strider nemlig mod deres forudfattede meninger om, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt.

Vi føres til en ny verdensanskuelse
Lad os en gang tænke os om og søge at udrede, hvad den menneskelige psyke egentlig er.

Efter det foranstående, løst skitserede materiale er den menneskelige psyke mere end »dagsbevidstheden«, den vi kender hverandre på. Der er noget mere og noget større gemt under vor almindelige bevidsthed, noget, der behersker legemet og det materielle stof meget bedre end dagsbevidstheden. Dette må bringe os til at revidere vor opfattelse af, hvad mennesket er, og hvad menneskelivet betyder.

Den psykiske forskning har ikke givet mig et objektivt gyldigt bevis på noget liv efter døden, men den har åbnet en mulighed for, ja en sandsynlighed for, at det psykiske er væsensforskelligt fra det materielle.

Vi befinder os i en verden, hvor hensynsløsheden og grusomheden så ganske dominerer. Dette gælder også i den natur, der omgiver os. Hvorfor al den lidelse og kamp, hvis der ikke var mening deri, og verden var skabt af en alkærlig og almægtig Gud? Men efter den gængse mening er lidelsen i naturen udenfor menneskeslægten nytteløs, thi planter og dyr ophører jo at eksistere, når de dør. Deres lidelser fører dem altså ikke fremad. Men hvorfor eksisterer der en »ond« verden? Også for menneskene er verden ond. Også blandt os er grusomheden og lidelsen det mest fremherskende. Hvorfor?

Lad os en gang se på naturvidenskaben, som den har formet sig efter Darwins og Wallaces udviklingsteori og studiet af Palæontologien.

Der har ganske givet fundet en »udvikling« sted fra de laveste til de højest udviklede væsener, ind. mennesket. Og videnskabens førstemænd som f. eks. Boysen Jensen mener ikke, at tilfældighederne her har drevet deres spil. Bagved det hele ligger der en intelligent, styrende kraft. Lecomte de Növy mener, at hele udviklingen er sat i gang for at frembringe den menneskelige hjerne, hvorigennem mennesket kunne udfolde sig med følelse og intelligens.

Mennesket er altså ikke »noget fuldendt«’, der i tidernes morgen er skabt og ved et »syndefald« er styrtet fra en svimlende højde ned til vor usselhed. Men ved denne tankegang styrter hele den »objektive forsoningslære« med et brag. Gud vender sig ikke i vrede fra de børn. Han selv har skabt med alle deres fejl, og som Han selv har anbragt i denne »syndens verden«, hvor Han måtte vide, at menneskene måtte synde, fordi de var skabt »ufuldkomne«.

Hvorfor er der den forskel på menneskenes udvikling? Hvorfor er nogle kloge, andre dumme, hvorfor nogle gode, andre onde? Hvorfor nogle raske, andre sygelige o. s. v.? Kan man tænke sig, at en retfærdig Gud står bag alt dette, og at lidelsen ikke har noget formål? Hvis et nyfødt barn kan komme lige ind i Guds himmel, bare fordi det er døbt, så må hele menneskelivet siges at være ganske overflødigt ligesom de erfaringer, der kan gøres her.

Victor Rudbeck var inde på tanken om præeksistensen, – siden har teologerne tiet derom. Men religion og videnskab må gå hånd i hånd, hvis man skal nærme sig sandheden så meget som muligt. Hvorfor stagnerer »kirken«? Hvorfor tør den ikke se sandheden i øjnene og forlade en kosmologi, som kunne være god for 2000 år siden, men som intet er værd nu om dage?

Hvis der er en præexistens, er vort nuværende liv ikke af afgørende betydning for vort »evighedsliv«, men kan kun opfattes som en fase i en udviklingsrække, som strækker sig fra den gang, et menneske opstod som individ til det en gang har lært de lektier, som skal og må tilegnes, før det kan nå videre end til det at være menneske.

At menneskets psyke går ud over vor tredimensionale verden tyder Dunnes teorier også på. Alt dette er materiale, som »kirken« skulle bruge og ikke lade hånt om. Alt det foregående er problemer, som burde tages op til eftertanke.

*Aage Marner. kommunelæge Nørrebro. Formand for Dansk selskab for psykisk forskning i tiden 1940-1950.

Kilde: Ny Horisont, Sommer 1953