Trøstmomentet i Spiritismen

af Kort K. Kortsen

Maa det være mig tilladt som en Slags Præsentation for Dem at sige, at jeg er et Menneske ikke helt uden Fantasi; tillige er jeg saa indbildsk at mene, at der er dem, der er større Filistre end jeg. Skulde jeg da i det følgende komme til at fremsætte nogle Tanker om Tidens Alfa og Omega, Spiritismen, der maatte forekomme en eller anden af dem, jeg har den Ære at skrive for, banalt og spidsborgerligt, vil jeg sige,at det ikke er, fordi jeg just mangler Fantasi til at sætte mig ind i, hvad mange vilde kalde netop det fantastiske, eller fordi jeg er en saa lurvet Skomagersjæl, at jeg ikke tror paa Virkeligheden af andet end garvet Okseskind og Saalepløkker.

Som ikke sjældent hidkaldt videnskabelig Konsulent – jeg har nemlig valgt den i vort skønne men lidt kleinbürgerliche Fædreland ikke meget paaskønnede Beskæftigelse at dyrke Studiet af det himmelske Lys – har jeg ret hyppigt maattet sidde en lang Aften igennem ved et trebenet Bord. Det kunde hænde, at der ikke kom noget ud af det, men det kunde jo ogsaa træffe sig, at det ene Ben som en rasende Furie afpiskede meterlange Tirader saa hurtigt, at kun den øverste Séancesekretær kunde holde Rede paa, hvad der blev sagt. Jeg har ogsaa været med til og set adskillige andre Ting, der ikke var helt dagligdags.

Hvad enten De nu vil bebrejde mig Blaserthed eller underskyde endnu lavere Motiver, tilstaar jeg lige ud af Posen, at det ofte hændte mig, at det, jeg var mest optaget af under Séancen, var Tanken paa den gode, solide Aftensmad, vor Vært maatte have tiltænkt os, naar det hele var forbi.

Jeg skal nemlig tillade mig at sige Dem, – og her henviser jeg til, hvad jeg ovenfor har været saa ubeskeden at anføre om min Evne til at fantasere -, at jeg i min Fritid ofte har underholdt mig med at gøre mig saa mange forskelligartede Tanker om, hvordan Verden kunde være indrettet, og jeg har saa mange Gange fundet disse mine Fantasiprodukter paa en vis Maade bekræftede ved bagefter at genfinde nogle tilsvarende i ansete Mænds Skrifter, som jeg har Grund til at tro var bedre udrustede til at tænke over Sagen end jeg: saa De skal ikke være bange for at blive konfronteret med en eller anden Prometeusdaad i Retning af kosmologisk Spekulation. Saa vidt Spørgsmaalet om Teorien.

Nu dens Overensstemmelse med Virkeligheden? Her maa jeg sige, at jeg mener at have konstateret, hvad enhver af Dem ogsaa vilde kunne konstatere, at Fremtiden ofte bekræfter de mest fantastiske Hypoteser. De mest overbærende iblandt Dem vil da kunne sætte Dem ind i, at jeg ikke altid har været saa nysgerrig og interesseret, som jeg burde have været. Derimod tør jeg næsten ikke haabe paa, at nogen vilde tilgive mig, hvis jeg var saa forvorpen at sige – men jeg siger det ikke, fordi det er positivt forbudt -, at jeg har en Art Tyrketro paa, at i den Slags Sager har Sandheden (hvis der er nogen) i sig selv Kraft nok til at bryde gennem Mørket, og at den i alt Fald er langt mindre afhængig af vore bevidste Anstrængelser, end vi i vor dumme Forfængelighed tror.

I saadanne Stunder, hvor jeg ikke har været helt med, er det blandt andet ogsaa, at det Spørgsmaal er dukket op: Hvis nu alt dette – dette betyder jo saa meget forskelligt, thi Spiritismen er et mangehovedet Uhyre – hvis nu alt dette, siger jeg, var rigtigt, hvad Trøst vilde der saa ligge deri? Det er jo nemlig afgjort Trøstmomentet, der for de 999 pro mille er det afgørende. Det var hovedsagelig Interessen for muligvis at faa kastet lidt Lys over dette Spørgsmaal, der fik mig til – vistnok for første Gang i mit Liv – at besøge et folkeligt Spiritistmøde.

Paa hver Side af Tribunen og Talerstolen stod der langs med Salens Baggrund to Borde med hvide Duge, hvor Menighedens eller Cirkelens ypperste sad. Paa en Stol paa Tribunen sad “Mediet”, hvis Slankhed og Ungdom var en fjern Forbigangenhed. Der blev sunget et Par Salmer af Cirkelens Salmebog, hvis poetiske Værdi ikke vilde kunne trodse al Kritik, og Gudstjenestens eller Séancens Leder holdt en Bøn, der sammen med alt det øvrige vilde gøre et ikke ubetinget tiltalende Indtryk paa selv en very broadminded Tilhører. “Mediet” fik et Pulver i et Glas Vand og begyndte nu under stærk Transpiration at “clairvoyantere”.

Den der Herre paa fjerde Række, næstyderst, med det røde Slips!: Jeg ser en mager kvindelig Aand ved Deres Side. Hun er saadan middelhøj, i en sort Dragt, meget gammel og ser ud til at være død af en tærende Sygdom. Hvem kunde De tænke Dem, det skulde være?

Jo, den Paagældende havde da en Tante, som det nok kunde passe paa, men hun var død i Tyveaarsalderen. Med Hensyn til Alderen hævdede Mediet, at Alchymisten ikke kunde tage fejl, og han viste altid Aanderne i den Alder og Skikkelse, de havde her paa Jorden, men hun indrømmede, at Skikkelsen stod lidt i Taage.

Den der Dame, yderst paa syvende Række, med den sorte Krave om Halsen!: Jeg ser en svær mandlig Aand ved Deres Side. Han er midaldrende og ser ud til at være død af en tærende Sygdom

(det synes de fleste for Resten at være).

Saaledes fortsattes der enstonigt en Times Tid.

Trods al anvendt Forsigtighed fra det “clairvoyanterende” Mediums Side slog det jo ikke altid til med Alder og andre Egenskaber hos Aanderne, men da Mediet var villigt til at gøre Indrømmelser, kom man i Almindelighed til en Forstaaelse.

Hvad saa man for Resten?

En Forsamling af Smaa og Fattige. En ensformig Skare. Beskedne, men anstændige og velholdte Klæder, grove, men renvaskede Arbejdshænder, godlidende, lidt udflydende Ansigtstræk. Der var ingen af dem, der i selvbevidst Proletarvælde forsøger smaa Revolutioner paa Byens aabne Pladser eller gaar i truende Deputationstog til Rigsdagen, og der var heller ikke nogen af dem, der, efter en privat finansiel Succes, med ublufærdigt beringede Fingre tømmer det ene Champagneglas efter det andet paa halvmondæne Restauranter.

Disse ydmyge, nogle af dem tydelig aandeligt forkomne, sad forventningsfulde og rettede deres trofaste Øjne mod et Par koldblodige Svindlere, den ene af dem, “Impressarioen”, endda med et ekstra Plus af en religiøs, kristuslignende Facon. Og Mediet? Ja, hun naaede med et forekommende Udtryk ikke helt op til Bourgeoisiets mellemste Lag, men var forøvrigt et videnskabeligt Geni. Hun lovede næste Aften – mod en passende Entré, ligesom denne Aften – at holde et oplysende Foredrag om Forskellen mellem Astralplanet og Astralsfæren og endnu en tredie Ting med Astral, som jeg ikke husker. Det drejede sig her om en Distinktion, som var af en fundamental Betydning, men som kun de særlig mediumistisk benaadede kunde fremstille.

Hvis nu alt dette Nonsens var rigtigt? Hvis der nu virkelig stod

en mager kvindelig Aand ved Ens Side

? Hvad saa? Hvad Trøst kunde der ligge i det?

Det er jo ikke principielt udelukket, at vi er omgivne paa alle Sider af en Aandeverden .

Den Tanke er ikke særlig fjerntliggende, at de enkelte levende Væsener har udviklet sig af en Art psykofysiologisk Urtaage paa en lignende Maade som Planeterne efter den Kant-Laplace’ske Teori har udviklet sig af en materiel Urtaage. Adskillige naturvidenskabelige Grunde kunde anføres for en saadan Antagelse. Oprindeligt vilde da alt det psykiske – for at holde os blot til dette – have været en udflydende Taage, en Slags homogen psykisk Protoplasma, der flød ud i eet, hvor der ingen Individualiteter, ingen Grænser og ingen Adskillelse var, og hvor følgelig alt, hvad der foregik paa det Sted, vilde strække sine Virkninger jævnt ud over det hele, paa samme Maade som en Sten, der bliver kastet ned i Vandet, foraarsager en Bølgegang i koncentriske Cirkler. I denne Masse af psykisk Protoplasma vilde Bevægelser og Strømninger udbrede sig i alle Retninger, og var de enkelte Partier følsomme nok, vilde de kunne mærke, hvad der foregik paa de fjerneste Steder. Hvad vi nu kalder Telepati, vilde da have været det almindelige og det normale, saa almindeligt og normalt, at man vel overhovedet ikke vilde have lagt Mærke til det eller have haft et særligt Navn for det.

Hvad der da senere kan have fundet Sted – og hvad der for de fysiologiske Organismers Vedkommende ganske sikkert faktisk har fundet Sted – er en Afgrænsning og en Individualisering. Den almindelige og umiddelbare Forbindelse er blevet indskrænket og indsnævret til de særlige Forbindelsesveje, der gennem vore Sanseorganer aabner sig ud til den omgivende Verden, til alle de andre levende Væsener. Derved er de Paavirkninger, der kan være Tale om, blevet indskrænket til visse Arter af Æterbølgernes Svingninger, der kommer til vor Bevidsthed gennem Øjet, Lydbølgerne, der kommer til os gennem Øret o. s. v. Tillige er Paavirkningernes Aktionsradius eller, om man hellere vil: Fornemmelsesevnens Radius blevet indskrænket, idet man i Almindelighed umiddelbart kun kan sanse, hvad der foregaar i en ikke altfor stor Afstand. Fordelen herved er, at det enkelte Individ ikke længere er en Bold for de mest forskelligartede Paavirkninger og Indflydelser, og at det har opnaaet en Ro, en Uafhængighed og en Handlefrihed, det ikke havde, da det uden Grænser gik op i den samlede Masse.

Paa den anden Side har det mistet sin universelle Forbindelse med alt det omgivende.

Hvor stort er nu dette Tab?

Naar jeg kommer hjem fra en Séance, hvis Formaal har været “Psykisk Forskning”, hvor Aander har talt gennem Bordben, hvor storhysteriske Herrer har materialiseret Slimaander, hvor – – – – naa, ja det er nok -: saa æder jeg med særlig Glæde vort gode, kraftige, danske Rugbrød, tænder mig en stærk Cigar, drikker en velbrygget Grog, hvis jeg i disse spiritistiske Tider, hvor Spiritus er saa sjælden (daarlige Vitser er jo endnu hverken beskattede eller forbudte!), kan faa den, og takker min omsorgsfulde Gud og Skaber, at han har omgivet min følsomme Hjernebark med Kraniets faste Panser, saa min Aand kan leve nogenlunde i Fred og uforstyrret af alt muligt mig uvedkommende, som det kun vilde være til Ulejlighed for mig at skulle beskæftige mig med.

Maaske har min Aand engang været en hvileløs Nomade, flakkende om uden Beskyttelse i uvejsomme, taagede og stormfulde Egne. Jeg regner det for en stor Velgerning, at Naturen hegnede mig ind og i Skikkelse af mit fysiske Legeme, med dets Afsluttethed og Begrænsning, byggede mig en grundmuret Gaard, hvor alt er fast, klart, hjemligt og haandgribeligt. Hvad der sker udenfor i Taagen, Uføret og Uhyggen, behøver ikke at komme mig ved.

Men det er netop det, der interesserer Spiritisterne. Saa synes Ateisternes rent materialistiske Verden mig egentlig mere tiltalende. Den er klar og matematisk. Vi er omgivet af beregnelige Naturkræfter, som vi indtil en vis Grad er i Stand til at gøre os til Herrer over. Døden er der ganske vist med den evige Udslettelse. Selv om man imidlertid ikke er Pessimist og kan forlige sig med Døden af den Grund, at den frier os fra Livet, som er et tvivlsomt Gode (og vel ikke mere tvivlsomt for Ateisten end for andre), men tværtimod Optimist og finder Livet, i hvert Fald i dets harmoniske Former, værd at leve, saa vil det at dø ikke betyde andet end en Indgang til den evige, drømmefri Søvn. Ogsaa den kristelig-teistiske Livsanskuelse er mere hjemlig. Den lader Døren staa aaben til en anden Tilværelse, som dog i sine Hovedtræk er klart adskilt fra denne. Gud kan i sin Almagt gribe ind, naar han vil, men i Hovedsagen er vi overladt til Naturlovene, som vi maa kæmpe med og lære at beherske. Heller ikke er de Døde udslettet af Tilværelsen; de skal engang rejse sig til nyt Liv. Dette nye Liv er paa en vis Maade en Fortsættelse af Livet paa Jorden, blot i større Klarhed, et Liv, hvis aandelige Verdensorden og etiske Normer er de samme som de, vi i Jordelivets Mørke søger at finde Vej efter:

Tænk, naar engang den Taage er forsvunden . . . .

Sig nu ikke, kære Spiritist, Ateist eller Kristen, at dette er naive Ræsonnementer (de Ræsonnementer, man ikke synes om, er altid naive); men prøv engang at være naiv med de Naive. Derved vil De lægge en sjælden Menneskelighed for Dagen, og derved vil De have vist, at De er erfaren, klog og forsigtig; thi de Enfoldige viser sig næsten altid at have Ret.

Altsaa, min kære, spiritistiske Læser, lad os uden Menneskefrygt ræsonnere naivt, men lad os være konsekvente paa dette Grundlag. De er ikke tilfreds med Ateismens – man kunde maaske sige Hellenismens – Klarhed, Haandgribelighed og Verdslighed, en Tilværelse, hvor det skarpe, skærende Sollys, der spiller i det hvide, kolde Marmors skønne Linjer, jo ogsaa falder paa fortvivlede og elendige Mennesker, der forstummer i tavs Smerte eller uden Haab om Hjælp skriger deres Nød ud i det kolde Verdensrum, hvor der er døde og livløse Atomer og intet andet. Og De stiller Dem i Modsætning til den kristelige Teisme, om hvilken De bruger alle mulige Haansord: Forældede Dogmer, Barbari og Dumhed. Kristendommen har bygget sig et Hus i den materielle Verden, der anses for i Hovedsagen fast og afgrænset ligesom Ateisternes System; men i dette Hus falder der Ovenlys fra den aandelige og guddommelige Verden. Der er Udsyn til en Evighed, hvor Rettens og Godhedens Principper bliver raadende. Hermed er De ikke tilfreds.

Men er Deres Verdensbillede nu mere trøsterigt?

De mener, det vil medføre vidtrækkende Konsekvenser, hvis det slaas fast, at Mennesket overlever Døden:

For det første er Udødeligheden ikke en ny Opfindelse af Dem, efter som Kristendommen og de allerfleste andre Religioner altid har hævdet den.

For det andet er det jo altid et Spørgsmaal, hvor stor praktisk Betydning Troen paa eller Visheden om (det drejer sig kun om en Gradsforskel) et Liv efter dette har for Menneskenes Handlinger her paa Jorden. I hvert Fald: Teorien – undskyld dette akademiske Udtryk – om Udødeligheden er jo ikke ny: Hvorfor skulde da de praktiske Konsekvenser blive væsentlig andre, end de altid har været?! Interessen maa da mere samle sig om Forbindelsen med de Afdøde (en Teori, som for Resten heller ikke er ny).

Jeg vil ikke være saa spidsborgerlig at spørge Dem, om De tror, denne Omgang med Aander er gavnlig for Deres Sundhed, og lige saa lidt vil jeg stille Dem et andet Spørgsmaal, der velsagtens synes Dem lige saa ilde anbragt: Om De ikke er bange for at forstyrre Aanderne, idet De maaske ved en Art Tvangsmidler kalder dem frem.

Men jeg kunde have Lyst til at gøre Dem opmærksom paa, at De synes at nære en optimistisk Tro paa, at Aandeverdenen er saa meget bedre end den, vi lever i. Hvorfra ved De, at dette skulde være rigtigt? Naar man læser i gamle Skrifters Beretninger, faar man Indtryk af, at de onde Aander har spillet en fuldt saa stor Rolle som de gode.

Og bortset fra positivt godt eller ondt: Synes De, alt dette Hokuspokus med store Egetræsborde, der, drevne af Aandemotorer, render op ad Væggene, og med nære Afdøde, der materialiseres i en slimet Substans, er videre hyggeligt? Kunde det ikke være lige saa hjemligt og trygt at vandre ud ad den brede, jævne Kongelandevej, som Gud eller Naturen har hugget i Tilværelsens vildsomme Urskov, hvorom vi ikke ved meget, men som vi heller ikke behøver at kende?

Jeg berører slet ikke Spørgsmaalet om Deres Verdensbilledes Rigtighed og Sandhed, men spørger blot om dets Skønhed. Er det særlig skønt? Er det særlig egnet til at give Haab og Trøst?

Det er jo nemlig – dette være sagt uden Malice, kære, religiøse Spiritist – ikke nok at have Evne til at være naiv, at have Forstand til at være konsekvent har ogsaa sin Betydning.

© Kort K. Kortsen Kilde: Essays, Aarhus 1932. Side 223ff

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk