Kan spøgeri fremkaldes gennem hypnose?

Et kig ind i dr. John Björkhems værksted

Da dr. John Björkhem flyttede fra Lund til Stockholm for nogle år siden, ængstedes nok nogle for, at hans tid som forsker skulle være til ende, og at hans praksis som psykolog skulle opsluge ham. Der er da heller ikke tvivl om, at patienterne sluger en stor del af tid og kræfter, men ind imellem samles der stadig materiale.

Mellem de nygrønne birketræer ved Duvnäs en snes kilometer uden for Stockholm ligger Björkhems hvide villa på en granklædt skråning, gemt bag en trappe. Uanset hvor mange der gemmer sig i venteværelset, dukker Björkhems høje skikkelse frem med samme ludende ro over sig. Med mellemrum tager dr. Björkhem en uge, hvor huset lukkes som en fæstning, og hvor forskeren arbejder.

Med hvad?

Med Søren Kierkegård.

Dr. Björkhems alsidighed kommer ham til gode også i den psykiske forskning. Man husker, at den teologiske doktorafhandling handlede om mystikeren Antoinette Bourignon og den filosofiske om arbejdet med hypnose. Bag lægen Björkhem finder man en god del af mystikens livssyn – og det hele er jo da også kun sider af samme sag.

Det er med sit arbejde gennem hypnose, Björkhem har gjort sin mest særprægede indsats i den psykiske forskning. Ikke blot går der vilde rygter om hypnotisering af mennesker »tilbage« til tidligere tilværelser, men også spontane psykiske fænomener er fremkommet i forbindelse med hypnose i hans arbejdsværelse.

Hvordan går det til, dr. Björkhem, at De kan fremkalde spontane psykiske fænomener under hypnose?

Se, det skulle der jo mindst skrives en hel afhandling om! Men disse erfaringer giver et fingerpeg om, i hvor vid udstrækning en forsøgsleder kan indvirke på sine forsøgspersoner. De husker vel den klassiske historie om dr. Soal, der gennemførte korteksperimenter med 160 personer uden resultat – til stor glæde for modstanderne af parapsykologi. Men på indtrængende opfordring gennemgik Soal resultaterne igen ? og fandt to, hvis resultater var bemærkelsesværdige, men som havde ramt det nærmest efterfølgende kort i stedet for det samtidige!

Har De hørt om ingeniør Olle Jonsson? Han har rejst stor opmærksomhed omkring sig på grund af sine korteksperimenter og rejser nu verden rundt. Jonsson begynder gerne med nogle almindelige kortkunster med et bundt spillekort. Så blander han kortbunken og siger, at nr. 17 nedefra er spar 2. Det er den virkelig. Når professorerne så har sagt, at det var en kortkunst, driller han dem. Først lader han professoren gætte 15 kort ned igennem en bunke – fejl hver gang. Men pludselig får han professoren til at gætte rigtigt tolv gange i træk !

Jonsson kan også andre ting. Han kan stirre på en flaske, så den spadserer ud over bordkanten og falder på gulvet. Han har stået her udenfor døren til min stue og tænkt på blomstervasen der i vindueskarmen, medens vi herinde skulle bestemme, hvilken af blomsterne i den, der skulle løfte sig op af vasen – og det skete sådan.

Jonsson kan overføre sine mediale muligheder på andre. Det samme kender De fra manden, der søger vand med ønskekvist: han kan overføre sine evner til Dem, når han holder Dem på skulderen. Men der skal være en bestemt stemning, for at Jonsson kan skabe sine fænomener. Det bruger han tryllekunsterne til! Og forøvrigt hjælper det lige så godt, hvis der sidder et par beundrende unge piger i kredsen!

Her var en engelsk-amerikansk kommission i efteråret for at se Jonsson. I første omgang gættede han 21 rigtigt ud af 24 af Rhines kort. I anden omgang ledte de stuen rundt efter radiosendere. Jeg foreslog, at vi alle skulle klæde os af, men det ville de dog ikke. Så gættede Jonsson rigtigt 27 af 30. Svindel, sagde de. En af amerikanerne satte sig på to kort, som Jonsson skulle gætte. »Det ene er spar to,« sagde han straks, »men jeg kan ikke forstå med det andet. Der er jo da kun een spar to i et spil kort – men det der ser ud, som om der er en spar to til!« Og det var der, for amerikaneren var også lidt af en tryllekunstner! De sad oppe hele natten og diskuterede. Kl. 9 om morgenen sagde de: Svindel. Så gik de hen og sov på deres hotel til klokken halvtolv, da de rejste. Det er vel sådan med kommissioner, at de skal afsløre alting.

– Har De fundet nogle love for Deres egne evner til at fremkalde psykiske fænomener gennem hypnose?

– Det er kun i perioder, jeg har haft den indflydelse, og jeg kan ikke sige, hvad der har været bestemmende for de perioder. Fænomenerne er kommet tilfældigt, men hos ganske bestemte personer.

De kender jo tilfældet med pigen, der blev set i sine forældres køkken, medens hun var i hypnose her. I andre tilfælde har patienten gennem telepati fortalt om mit middagsbord, deltagerne i måltidet og hele bordets dækning. Andre gange har jeg haft tilfælde af apporter, men omstændighederne har ikke været tilstrækkeligt tilforladelige videnskabeligt set, til at jeg vil fortælle nærmere om det. Det ville dog først have virkelig værdi, når man kunne arrangere tilstrækkelig mange forsøg med de egnede personer. Een ting kan imidlertid fastslås, nemlig at et vellykket fænomen afhænger både af forsøgslederen og forsøgspersonen.

Dette her kan forøvrigt forklare, hvorfor professor Rhine har haft så udmærkede resultater i de første mange år af sit arbejde, og for nogle år siden pludselig fik en periode med næsten negative forsøg. Hos Jonsson ser De det endnu mere klart. Ved sin tilstedeværelse vækker han hos andre disse evner. Det er ligesom katalysatoren i den kemiske proces – den skaber bedre vilkår for processen, men deltager ikke selv i den.

Det er en lignende hemmelighedsfuld indflydelse, medier påvirkes af, og som kan få dem til at tale om, at visse tilstedeværende ved en seance har god eller dårlig indflydelse. Ved materialisationer kan man direkte konstatere fænomenet derved, at deltagerne i kredsen mister i vægt i forhold til deres mediale kraft ? mediet selv taber mest!

Endelig kender vi det jo også fra os selv. Sammen med visse mennesker viser vi os spirituelle og opløftede. Sidder vi og slås med en krydsogtværs, løser den sig pludselig, hvis en bestemt person stiller sig bagved os, selv om han ikke siger et ord. Ved testninger ser man, at visse test-ledere forøger eller nedsætter evnerne hos forsøgspersonen. Man kan finde lærere, der lokker de gode præstationer frem hos deres elever. O.s.v.

– Har De haft nye forsøg med under hypnose at få et menneske så langt tilbage i tid, at det viser en anden personlighed? ? Nå, foryngelseseksperimenterne. Der er vi på ganske usikker grund. De fører til en bestemt sektor af sjælelivet, som vi slet ikke ved, hvad er. Jeg har haft en patient, der pludselig optrådte som tysk fyrstedatter, og en, der gav sig til at tale Latin og fortælle om Cæsars mord, som om han selv oplevede det. I første omgang må man jo søge tilflugt til den hypotese, at en avisartikel kan have givet viden om den tids forhold, der bliver omtalt.

Men vi kan også uden at gå for vidt pege på en sammenhæng med arvelighedslæren. Hos alle vore forfædre fandtes der psykiske egenskaber, som er ligeartede med dem, vi har nu, og som griber ind i det tid-rumløse. Mon den »substans« i mennesket er forblevet upåvirket gennem generationer? Eller er der ikke sket en påvirkning af fortidige eksistenser?

Vi kender imidlertid så lidt af de metoder, der kunne fremkalde fænomenerne på pålidelig måde. Vi ser også kun skyggen af det egentlige fænomen. Jeg vil derfor nødigt sige noget om det. Hvad man end siger, bliver det gjort til mere, end det egentlig er, af dem, der allerede på forhånd har dannet sig en bestemt mening.

– Har De forsøgt nogen forklaring overfor Dem selv af de mange forskelligartede fænomener?

– Jeg er foreløbig standset ved spørgsmålet, om vor opfattelse af tid og rum er noget medfødt? – eller er den bare noget tillært? Under søvnen forsvinder den jo. Er det da så dan, at tid og rum bare er praktiske kategorier, hvori vi indordner tingene? Hvis vi tager den ramme væk, er der så ikke mange fænomener af overnormal erkendelse, der bliver lette at forklare?

Hvis man er i forbindelse med den tids- og rumløse virkelighed, så behøver man ikke at slide for at forklare telepati og clairvoyance. Psykometrien står egentlig som det allerbedste udtryk for kontakt med denne »større« virkelighed, fordi den oplever fortid og nutid helt i eet.

– Det kunne jo pege på en sammenhæng mellem de psykiske evner og mystikerens kosmiske bevidsthed?

– Der er en intensiv forbindelse. Så snart vi slipper forbindelsen til det bevidste, så står vi på grænsen til de psykiske evner. Og hver gang en psykisk evne er i funktion, så er man på grænsen til den kosmiske bevidsthed.

I den sidste tid har amerikanerne iøvrigt kastet sig over testmetoderne i deres forsøg på at bestemme mediernes personlighed. Deres resultater stemmer slet ikke med de europæiske, velsagtens fordi man ikke har studeret de spontane fænomener tilstrækkeligt. Man nåede til karakteristikken »Self-confidence« og »emotional stability«, men det strider imod alle europæiske erfaringer. Så har man i Amerika også arbejdet med elektro-encefalogram o.s.v., men det fører os jo ikke dybere ind i forståelsen af mediets personlighed.

– Er den psykiske forskning ikke ved at drukne i statistik?

– Det er jo særlig amerikanerne, der har kastet sig over den statistiske forskning, medens europæerne hele tiden har beskæftiget sig mere med de spontane fænomener. Overfor dem må vi anvende de samme metoder, der er sædvanlige i den almindelige psykologi: at gennemtrænge tilfældene med beskrivelse af alle omstændigheder vedrørende oplevelsen. Og hypnose vil vel altid være den vej, man når længst ad.

– Kan De til slut fortælle os et påfaldende tilfælde af »spøgeri«?

– Der skulle have været noget med i den danske udgave af min bog, men jeg ved ikke, hvor det blev af under trykningen – f. eks. noget om dyreforskningen hos Rhine, der jo viser et slægtskab mellem dyrenes sporsans og den menneskelige telepati og clairvoyance og derved forankrer den psykiske forskning i vor almindelige biologi.

Men lad mig her nævne slutningen på historien om Harry Price, som De vel kender fra bogen. I november 1951 refererede en engelsk avis historien, som jeg gengiver den i bogen. Nogen tid efter meddelte redaktionen, at to kendte englændere havde spist lunch med Price kort tid, før han døde, og de havde da spurgt ham, om han agtede at manifestere sig, når han engang gik bort. »Hvis jeg kan,« svarede han da, »men 24 timer efter min død vil alle medier påstå, at de har haft forbindelse med mig, og derfor må det ske på den anden side havet.«

Det passer mærkelig godt med hans tilsynekomst hos arbejderen i Malmø?…

Hver gang man bryder op fra et besøg hos dr. Björkhem, føler man trang til at udtrykke, at vi her i Danmark er en del, der gennem bøger og personligt møde har lært at beundre Björkhems frimodige og dog grundige forskning, der hos ham forenes med en livsnær og fin menneskelighed. Det kan ikke undre, at nutidens ensidige specialister har svært ved at akceptere hans vidtstrakte interesser, men for os står han som den eviggyldige type på den fornemme forsker, for hvem intet er fremmed, og som netop derfor kan hente sit stof fra tilværelsens største dybder. Dr. Björkhem virker inspirerende og gør et dybt indtryk ikke bare ved sine resultater, men fremfor alt ved sin måde at arbejde på.

I forbindelse med ovenstående artikel vil vi anbefale interesserede at læse: Poul Bjerre: Spøkerier (Fallet Karin). Centrum, Sverige 1947, der omhandler et tilfælde af bankninger tilsyneladende fremkaldt gennem hypnose af en patient.

Kilde: Ny horisont 2. årg., nr. 2

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk