af Poul Goos
I alt videnskabeligt arbejde er det nødvendigt at søge beviser for rigtigheden af de erkendelser, man når frem til, eller rigtigheden i de arbejdshypoteser, man benytter.
Det er ikke nok eventuelt selv at føle sig overbevist om rigtigheden. Dette kan ganske vist være en nødvendig spore, men vil jo dog altid kun være en rent subjektiv overbevisning, medens videnskabelig sikkerhed må bygge på objektivitet.
Når det drejer sig om undersøgelser af energiformer, hvis eksistens man hidtil dels pure har benægtet, dels kun har haft en næsten teoretisk anelse om, er det klart, at en bevisførelse for disse energiformers realitet både vil være yderst vanskelig, og tillige vil være næsten endnu mere påkrævet end anden bevisførelse. Først må grunderkendelsen være fast forankret i en bevisførelse. Der må føres et videnskabeligt dækkende bevis for, at den ukendte energiform, »tanke-energien«, virkelig er en realitet, der i alle tilfælde til en vis grad er »målelig«, og beviset må kunne reproduceres så ofte, det vil være påkrævet.
Det er derfor indlysende, at arbejdet på Delawarr-Laboratorierne i den seneste tid og lige til dagen idag specielt har været rettet mod dette mål, og det er virkelig lykkedes Mr. de la Warr at udtænke og udføre en forsøgsrække, som i alle tilfælde synes at give et fuldgyldigt bevis på »tanke-energiens« eksistens og samtidig yderligere beviser rigtigheden i (bl. a.) Reichenbachs postulat, at der udgår energibølger fra alt levende stof.
Alene dette er i virkeligheden noget af en sensation!
At det fra ortodoks-materialistisk side vel vil blive forsøgt at forringe gyldigheden af de bevis-slutninger, man kan drage af forsøgene, betyder ikke så meget. Man bør og må være sund skeptisk overfor noget, der så fuldstændigt revolutionerer vor hidtidige erkendelse, men på den anden side må man dog være så neutral, at man ikke ligefrem »benægter fakta« bare for at kunne klamre sig til de hævdvundne anskuelser. Muligvis vil det også kunne siges, at bevisførelsen endnu ikke er fuldstændig, — om det kan siges med rette, véd jeg ikke, men enhver indvending medvirker jo kun til at klare begreberne, og når disse indvendinger, som det hidtil har været tilfældet, såre let lader sig tilbagevise vinder beviset i sikkerhed.
Personlig er jeg endnu ikke blevet stillet overfor ét eneste argument, der i mindste måde kunne rokke ved denne forsøgsrækkes resultater, — forsøgene er så enkle, så let forståelige og så »utænkelige«, hvis man vil benægte tilstedeværelsen af udstråling fra alt levende og tanke-energi, at jeg for min del må anse dem for beviser, der i alle tilfælde i øjeblikket må godtages som fuldt gyldige. Jeg har selv personlig udført dem, og selv om jeg endnu langt fra er særlig dygtig til at benytte diagnosticeringsapparat og detektor, kan jeg dog uden vanskelighed gennemføre forsøget lige så ofte det kræves.
Jeg skal nu give en så klar fremstilling af forsøgene, deres hensigt og de resultater, vi kan udlede af dem, som det er mig muligt, for jeg anser nemlig disse forsøg på det nuværende tidspunkt for noget af det mest fundamentale i mr. de la Warrs arbejde.
Det gælder altså om først og fremmest at søge at vise, at der virkelig udgår energibølger fra »alt levende stof«. Det er ikke nok bare at postulere, at man med detektor eller diagnosticeringsapparat kan konstatere sådanne udstrålinger. Dette ville kun kunne overbevise den, der selv »følte« noget ved brug af detektoren, og ville lade spørgsmålet om selvsuggestion, ubevidst forskel i den måde, man gnider gummiskiven på o. s. v. stå åbent.
Opgaven er derfor ligefrem at gøre »udstrålingsbanen« synlig og bagefter dokumentere, at den virkelig repræsenterer et udstrålingsmønster og er uafhængig af forsøgslederen.
Mr. de la Warr gik frem på følgende måde:
Udenom et lille cyprestræ i laboratoriets park anbragte han nogle finérplader og begyndte så at søge efter steder, hvor udstrålinger fra træet manifesterede sig. Medens hans assistent lod fingrene glide let hen over lommedetektorens gummiskive og tænkte på træet, førte han selv spidsen af antennen frem og tilbage over finérpladen, til assistenten følte det første »stik«, d.v.s. følte gummiskiven klæbe til fingeren. På dette sted satte de la Warr et blyantsmærke på pladen og fortsatte så sin søgen. På denne måde konstateredes en hel mængde punkter, hvor detektoren gav virkning, når assistenten tænkte på træet, — eller med andre ord, hvor en energi-udstråling kunne fastslås. For nu at kunne flytte om på disse manifestationssteder, blev blyantsmærkerne erstattet af små løse skiver, og efterhånden tegnede sig det udstrålingsmønster, der ganske tydeligt viser, at energibølgen radierer ud fra træet i alle retninger. Tæt inde ved træet er der flest manifestationspunkter, længere ude bliver der færre, men forsøg viser, at udstrålinger fortsætter »ud i det uendelige«. Imellem punkterne giver detektoren intet »stik«, — her manifesterer energien sig altså ikke nede på pladen, men søger man opad med antennen finder man andre manifestationspunkter, så det synes sandsynligst, at energien udbreder sig i spiralform, og ikke ligesom »hopper« fra punkt til punkt på pladen.
Man havde nu et tydeligt mønster, men derefter gjaldt det om at fastslå, at dette mønster virkelig viste en udstråling fra træet. Derfor fik assistenten et tæt bind for øjnene, så han ikke kunne se det mindste, — han fortsatte med at gnide let hen over detektorens gummiplade, og de la Warr førte samtidig antennen rundt mellem de markerede punkter. Når assistenten tænkte på »noget andet« gav detektoren ingen reaktion, men holdt han billedet af træet klart bag de lukkede øjne, kom der reaktion, hver gang antennen befandt sig på et af de markerede steder, men reaktionen forsvandt, så snart antennen blev ført hen til punkter imellem de markerede.
Som det vil ses, er dette et såre enkelt forsøg, men da det kan reproduceres nårsomhelst og hvorsomhelst og med hvemsomhelst som operatør, der bruger detektoren, synes dets beviskraft at være særdeles stærk. Forøvrigt viste kontrolforsøg endnu en betydningsfuld ting:
Hvis en anden operatør bruger detektoren, flyttes manifestationspunkterne et lille stykke (kun nogle få centimeter) indad eller udad, men stadig i de markerede »strålingslinjer«. Da det synes uimodsigeligt, at det er operatørens tankeenergi, der omtransformerer træets udstrålingsenergiform, synes dette at antyde, hvad jo også er højst sandsynligt, at den subjektive tankeenergifrekvens er forskellig for hvert menneske.
Men dette forsøg trak jo andre med sig!
Man havde altså fastslået, at energiudstrålingen fra cyprestræet lod sig påvise og kunne synliggøres som et mønster, — men hvad nu, hvis det var et menneskes tankeenergi, man ville forsøge at »synliggøre«?
For at få dette spørgsmål besvaret lod de la Warr sin datter, Diana, indtage træets plads. Det blev bestemt, at hun skulle tænke på en ganske enkel ting, som diagnosticeringsapparatet ville kunne angive ved en simpel talrate, og man valgte »hjertemuskel«. Altså koncentrerede miss Diana sin tanke om »hjertemuskel«, medens hun gned detektorens gummiskive og assistenten førte antennespidsen hen over finér-pladen. På denne måde fandtes de punkter, hvor tanken »hjertemuskel« s tankeenergi manifesterede sig, og ligesom i forsøget med træet blev de betegnet med små bevægelige skiver.
Så gik man den anden vej. — Miss Diana lukkede øjnene og så bort, medens assistenten førte antennespidsen rundt mellem de manifesterede punkter. Samtidig gned hun på gummiskiven, og tænkte på »hjertemuskel«, — og hver gang antennen (uset af hende selv) kom til et af de markerede punkter, reagerede detektoren, medens der ingen reaktion var, når den blev ført til steder mellem punkterne!
Dette forsøg viste altså, at også den menneskelige tanke-energis udstrålingsbaner lader sig synliggøre og viser et klart mønster, der udstråler fra den tænkende person. Og endnu en interessant ting viste dette forsøg, — noget, der klart fremgår af billedet: Energien stråler ud fra den tænkende person, — men ikke fra hjernen! Lægges en lineal langs linjerne, vil man se, at udstrålingerne kommer fra solar plexus! Det er betydningsfuldt, og det erindrer om, at dr. Abrams netop satte sit diagnosticeringsapparat på patientens solar plexus!
Og så fulgte det tredie forsøg.
Hvad ville ske, hvis man erstattede detektoren med diagnosticeringsapparatet, som jo netop skulle være i stand til at give fyldigere oplysninger, end detektoren giver?
De la Warr lod nu assistenten indtage miss Dianas plads. Antennen blev koblet til diagnosticeringsapparatet, assistenten tænkte på »hjertemuskel« og gned over gummiskiven, medens en anden assistent førte antennen over finérpladen.
Resultatet var som forhen: Uden vanskelighed blev manifestationspunkterne bestemt, og man kontrollerede igen ved at gå den modsatte vej. Assistenten tænkte på, »hvad betegner de forskellige punkter i mønsteret«, medens han gned gummiskiven og lod venstre hånds pegefinger glide ned over det skema, hvor legemets forskellige muskler er angivet. Der var ingen reaktion — før hans finger nåede ordet »hjertemuskel«! I samme øjeblik blev hans tænkte spørgsmål besvaret, idet gummiskiven klæbede til fingeren!
Men også dette forsøg afslørede noget nyt. Lægges igen linealen langs mønsterlinjerne, vil det ses, at de nu ikke udgår fra operatørens solar plexus, men derimod fra apparatets stangmagnet!
Dette synes at løfte lidt af den mystik, der hidtil har hvilet over magnetens betydning. Det, der sker, synes at være følgende: Operatøren ønsker svar på sit spørgsmål om, hvad punkterne angiver, og hans blik følger de trykte ord på skemaet, medens spørgsmålet altså ændres. Betyder punkterne manifestationspunkter for tankeenergi, når man tænker på: (efter skemaet f.eks.) halsmuskler? (Ingen reaktion) — videre til næste — armmuskler (stadig ingen reaktion) o.s.v. lige til fingeren (og tanken) når »hjertemuskel«, — så er der reaktion! Og denne udgår altså fra magneten! Med andre ord: Via det statiske elektriske felt, som gnidningen af gummiskiven frembringer, går operatørens tankeenergi til magneten, og udstråler herfra!
Forsøgene har også åbnet vej til besvarelse af helt andre spørgsmål, som det dog er for tidligt at komme ind på nu. De la Warr udtænker stadig nye forsøgsrækker, der sikkert vil kaste lys over mange ting, men det, der allerede er nået, synes mig ganske overordentligt betydningsfuldt og yder formentlig et ret uimodsigeligt bevis for tanke-energiens realitet, såvel som for rigtigheden i det tidligere postulat, at der virkelig udgår impulser af en hidtil ukendt energi-art fra alt levende stof.
At mange mennesker også tidligere har troet på noget sådant og ment at vide det, var intet bevis.
Dette synes først at foreligge nu efter disse allernyeste forsøg på Delawarr-Laboratorierne.
© Poul Goos
Kilde:
Psykisk Forum, November 1960
© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk
Seneste kommentarer