af Torsten Dam-Jensen
Torsten Dam-Jensen overværede presse-forestillingen af den nye amerikanske film "Nærkontakt af tredie grad", den 9. februar i 3 Falke Bio i København. Filmen får Europa-premiere i Stockholm den 24. februar og kommer her til landet den 3. marts 1978.
Der er meget, der tyder på, at der i den senere tid er ved at ske en opblomstring i interessen omkring science fiction, en interesse, der først og fremmest har givet sig udslag hos de store udenlandske, især amerikanske, filmproducenter. Et af de seneste skud på stammen af nye sf-film er den meget omtalte "Star Wars", på dansk ”Stjernekrigen", der stadig kører på fuld kraft i de københavnske biografer. Også her i Danmark er filmen blevet den kassesucces af dimensioner, der svarer til de fantastiske verdener og væsener, som biografgængeren konfronteres med. De, der i fjensynet har set "Filmredaktionens" små klip fra "Stjernekrigen", har fået et lille indblik i dette forunderlige univers.
Fra den 3. marts kan de danske biografgængere stifte bekendtskab med en ny amerikansk storfilm, hvis indhold vel nok af mange vil blive betragtet som science fiction. Filmen handler, som titlen "Nærkontakt af tredie grad" antyder, om "flyvende tallerkener" eller ufo’er og forskellige menneskers møder med disse. Det er den kun 30-årige amerikanske instruktør Steven Spielberg, der både har lavet manuskript og instrueret filmen med originaltitlen "Close Encounters of the Third Kind". Til trods for det mere velklingende "nærkontakt" i stedet for det mere korrekte "nærobservation", som man vel har fundet for tungt i den danske titel, synes filmens titel alligevel ikke rigtigt at kunne sige almindelige mennesker noget om, hvad filmen egentlig handler om.
At det netop er Steven Spielberg, der har indspillet "Nærkontakt" er ingen tilfældighed – naturligvis. Det var nemlig ham, der stod bag kæmpe-successen "Dødens Gab", der også blev et tilløbsstykke i Danmark. På baggrund af denne succes kviede filmselskabet Columbia-Fox sig ikke ved at give Spielberg de ca. 120 mill. danske kroner, det har kostet at lave "Nærkontakt". Men desuden er det værd at nævne, at Steven Spielberg selv tager ufo-problemet alvorligt, og at han har sin egen mission med filmen. UFO-fænomenet har fascineret ham i mange år, og manuskriptet til "Nærkontakt" lå færdigt før "Dødens Gab". I 1963 lavede han som kun 16-årig en 2½ times amatørfilm, der handlede om en invasion af uhyrer fra rummet. Nærværende film er knap så fantastisk i sit oplæg, selv om det ikke skorter på dramatik filmen igennem.
Forsvundne fly dukker op
Filmen starter med brask og bram, og denne linje følges igennem hele filmen i en sådan grad, at pusten af og til bliver taget fra biografgængeren. Et helt sort filmlærred, der under langsomt fremtonende "uhyggelig" eller "mystisk" musik pludseligt slår over i blændende hvidt. Få sekunder efter befinder vi os i Socorro-ørkenen i New Mexico… under en voldsom sandstorm. Efter et par forvirrede samtaler mellem nogle videnskabsmænd (viser det sig senere – her præsenteres for første gang chefen for forskerholdet, franskmanden Lacombe, der spilles af Francois Truffaut) begiver disse sig i samlet trop ud i ørkenen, hvor de støder på nogle gamle enmotors propelfly, der er placeret i en stor ring. Forskerne giver sig straks til at undersøge flyene, og det viser sig snart, at alt er intakt. Der er masser af benzin i tankene, og det lykkes uden besvær at starte en af de gamle maskiner. Blot mangler piloterne.
Ja, det lyder temmelig tåget, hvis man da ikke i det følgende får at vide, at flyene er dem, der forsvandt sporløst fra Fort Lauderdale-basen i Florida december 1945 (læs om dette i Uforalia nr. l, side 10). Maskinerne var ifærd med at foretage øvelsesflyvninger udfor Floridas kyst, da de forsvandt sporløst ude over havet. Og det er altså disse maskiner, der på mystisk vis er vendt tilbage, anbragt midt i Socorro-ørkenen. Det skal bemærkes, at sagen om Fort Lauderdale-flyene er en temmelig speget affære, som i de senere år er blevet undersøgt af forskellige forskere, bl.a. Philip Klass, "tallerkenknuseren". Klass har sin egen naturlige forklaring på flyenes forsvinden. Sagen er ofte blevet sat i forbindelse med den såkaldte Bermuda-trekant, der netop befinder sig ud for Floridas kyst. I dette område mener man at en mængde fly og skibe er forsvundet på mystisk vis. Men sagen er som sagt temmelig omdiskuteret.
I næste øjeblik befinder vi os i kontroltårnet på en flyveplads i Midtvesten. Under sit rutinearbejde med at overvåge radarskærmen får radar operatøren øje på et objekt, han først antager for at være et fly. Mens han er i kontakt med et TWA-fly, der gør klar til landing, får han meddelelse om, at objektet bevæger sig med meget stor hastighed i kollisionskurs mod TWA-flyet. Der følger et par spændende minutter, hvor hele personalet i kontroltårnet er samlet omkring denne ene radarskærm, omkring hvilken handlingen udspiller sig. TWA-flyet undgår kun med nød og næppe at kollidere med det objekt, alle erkender er et ufo. Ingen ønsker imidlertid at rapportere det sete. For som kaptajnen i TWA-flyet siger i scenens slutning: – Hvilket rapportskema skulle vi bruge?
Blackout
Efter disse to korte "smagsprøver" går vi nu over til hovedepisoden, der varer resten af den lidt over to timer lange film. Vi bliver præsenteret for hovedpersonen, Roy Neary, der spilles af Richard Dreyfuss, der også var "star" i "Dødens Gab". Roy er en ganske almindelig amerikaner i begyndelsen af 30’erne (altså af samme generation som Steven Spielberg), med kone og tre børn, og han arbejder for et elektricitetsselskab i byen Muncie i Indiana. At det er ganske almindelige mennesker, der observerer ufo’er, har Spielberg lagt megen vægt på i filmen. I forbindelse med en ufo-hændelse, vi straks skal vende tilbage til, svigter strømmen i området omkring Muncie, og Roy Neary får til opgave at finde årsagen til strømsvigtet.
Legetøj går amok
Den hændelse, der sættes i umiddelbar forbindelse med strømsvigtet, udspiller sig omkring et lille øde beliggende hus i nærheden af Muncie. Huset bebos af en enlig mor, Jillian, og hendes 3-årige søn Barry. Barry bliver pludselig om natten vækket ved, at hans mekaniske og elektriske legetøj begynder at gå amok – bogstavelig talt. Legetøjsbiler begynder at drøne rundt i soveværelset, tøjaber begynder at slå på tromme, grammofonen går i gang etc. Barry synes selvfølgelig, at det er skønt og begiver sig i sin leg ned i husets underetage, hvor et forunderligt syn møder ham; køleskab og dybfryser synes flået op, og madvarer og coca cola-dåser ligger spredt ud over hele gulvet, som om de var blevet suget ud af en umådelig kraft. I det samme får Barry øje på "noget" henne ved døren, og der følger et meget fint minespil, der helt fantastisk godt fortæller om drengens umiddelbare glæde over "gæsterne", som vi ikke på noget tidspunkt under episoden får at se. Barry drages ud af huset mod "dem", og i samme øjeblik vågner moderen, Jillian, der giver sig til at søge efter drengen. Eftersøgningen fortsætte om natten ude i en nærliggende skov, og endelig finder hun Barry på en vej, hvor han er lige ved at blive kørt over af Roy Neary, der i rasende fart er på vej hjem for at berette om den hændelse, han har været ude for i mellemtiden. På den måde kædes de to sideløbende hændelser sammen i en syntese, der fortsætter i resten af filmen. På landevejen observerer de sammen med nogle andre mennesker 3-4 lysende objekter, der i stor fart bevæger sig langs vejen, efterfulgt af politibiler. Roy slutter sig til den vilde jagt, som ender forgæves.
En blændende lysstråle
Ja, der er virkelig gang i den. Til tider også lidt for meget. Men hovedsagen er, at Roy forinden har været ude for en begivenhed, der kan sammenlignes med den, politibetjent Maarup havde ved Haderslev i 1970, da han siddende i sin bil blev "angrebet" fra oven af et ufo. Her i filmen er det dog langt mere drastisk. Pludselig rettes en blændende lysstråle mod Roys bil, temperaturen stiger til det ulidelige, alle løse dele begynder at fare rundt i vognen som besatte. Et lyssignal ved et jernbanespor og nogle postkasser nærved ryster som espeløv. Scenen virker ret stærk. Men indrømmet; det hele virker samtidig temmelig grotesk, grænsende til det humoristiske.
Neary fyres
Roy Neary kan naturligvis ikke ryste disse begivenheder ud af hovedet. Da han bliver fyret fra el-selskabet, begynder hans familieliv at gå ned ad bakke – har får højst ejendommelige indfald og kan kun tænke på en mærkelig figur, der kører rundt inde i hovedet på ham; en aflang tingest med flad top. Det viser sig senere at være et billede af det amerikanske nationalmonument "Djævelens Tårn", en høj klippeformation i staten Wyoming. Denne figur spiller en væsentlig rolle i filmens slutning.
Senere går ufo’erne igen til "angreb" på Jillian og Barrys hus, denne gang i en mere grotesk udforming. Det lykkes "dem" efter en afsindig spændende jagt (lysstråler gennem skorstenen, kælderlemme, der bliver skruet af, mærkelige dampe, altsammen akkompagneret af en infernalsk larm) at få suget Barry ud af en lem i døren. Men det er Barry selv ude om, for i modsætning til sin mor er han ikke bange, men synes nysgerrig og forventningsfuld .
Nærkontakt opnås
Vi vender hastigt tilbage til vort forskerhold, der ad forskellige omveje har fundet ud af, at de kan etablere en kontakt med de fremmede magter ved "Djævelens Tårn" i Wyoming. I samarbejde med militær og nationalgarde får de evakueret hele området ved at bilde folk ind, at der er forulykket et tog med dræbende giftstoffer på stedet. Men det lykkes Roy og Jillian og ti andre personer, der uafhængig af hinanden har haft den samme vision med den aflange figur med den flade top, at slippe ind i det strengt bevogtede område. Roy og Jillian når helt frem til basen, mens de andre bliver fanget eller bedøvet.
Filmens klimaks: Først arriverer tre små spejderskibe, og en musikalsk dialog åbner kontakten mellem videnskabsmændene og intelligenserne i rumskibene. Snart efter følger det imponerende moderskib, der efter mange gebærder lander på det planlagte sted. Samme musikalske dialog, kombineret med et "lysshow", hvor hver tone repræsenterer sin bestemte farve, udspiller sig – blot i endnu mere fantastiske dimensioner. Moderskibets "svar" lyder som en blanding af 200 dommedagsbasuner og en moog synthyziser (elektronisk musikinstrument). Bundlemmen i skibet åbnes dernæst, og ud strømmer en række jordmennesker, som de slemme ufo’er i tidens løb har taget til fange. Der i blandt er de piloter, der forsvandt fra Fort Lauderdale-basen hin dag i 1945. Og naturligvis lille Barry, der forenes med sin mor og glædestrålende fortæller om flyveturen i ufo’et. De tilfangetagne er ikke blevet en dag ældre fra den dag, de blev snuppet – hvilket får en af forskerne til at bemærke, at Einstein alligevel havde ret i sin relativitetsteori…"men han var måske også en af dem" (de fremmede væsener) – et af filmens morsomme indslag.
Endelig et glimt af “dem”
Efter spændt at have ventet i næsten to stive timer får vi endelig lov til at se nogle af de mystiske væsener fra rummet. De første, vi ser, ligner små børn med forvoksede hoveder, sådan som vi så tit har set dem gengivet i rapporttegningerne. Disse små fyrer, der vimser omkring moderskibet, fører 7-8 jordmennesker op i skibet – efter aftale med de militære myndigheder. Denne gang er det ikke ufonapning. Til sidst kommer selveste kommandanten for moderskibet. Det må det være, for han ser noget anderledes ud end de andre, og det er også ham, der til sidst besvarer den franske forsker, Lacombes, afskedshilsen. Man mærker et lille stik i hjertet af interplanetarisk forbrødring. Dernæst begiver chefen sig tilbage til sit fartøj, som snart efter letter og farer ud i universet. Slut.
Kommentarer til filmen
Efter dette temmelig indgående referat af filmen kunne det måske være på sin plads at knytte nogle mere generelle bemærkninger dertil. Der er mange gode træk, der adskiller den fra tidligere film i samme genre. Steven Spielberg har anvendt dr. Allen Hynek som teknisk konsulent, og det har bevirket, at man har baseret filmens hændelser i størst mulig grad på realistiske ufo-rapporter. En mængde af de elementer, vi kender fra mange ufo-rapporter, indgår således i filmens hændelser. Men man må nok gøre udenforstående opmærksom på, at filmen absolut ikke giver et billede af ufo-fænomenet som helhed. Det er kun de mest ekstreme tilfælde, vi bliver præsenteret for. Og kun tilfælde fra USA. Derfor filmens enorme begrænsning. I tilknytning hertil må man også pege på Spielbergs højst subjektive drejning af ufo-sagen, som kommer til udtryk i filmens slutsekvens; kontakten med de fremmede. Spielberg har sin mission, nemlig at fastslå, at der eksisterer ufo’er, at de er venligtsindede, og at vi skal/kan få kontakt med de fremmede væsener.
Teknisk set er filmen meget dygtigt lavet. Undertiden måske lidt for "afpudset". Men det, er et stort plus, at rumvæsenerne er så diskret beskrevet. For de mennesker, der vil se uhyggelige robotter og skrækindjagende rumuhyrer, må filmen betegnes som en stor skuffelse. Som nævnt er det kun i slutningen, at vi får nogle ganske korte glimt af væsenerne.
For mig har filmen først og fremmest en meget stor audiovisuel oplevelse. Visse udenlandske anmeldere har hæftet sig ved filmens store menneskelighed "…den varmeste og venligste science fiction-film, der nogensinde er set.." Der er udmærkede skuespillerpræstationer ind imellem, men det er alligevel svært at trænge rigtigt ind i filmens personer. "Nærkontakt" er derfor først og fremmest en handlingsfilm, hvor de psykologiske faktorer ikke helt udelades, men spille en mere tilbagetrukket rolle.
Hvordan vil det "normale" biograf publikum opleve filmen? Som fakta eller fiktion? De fleste vil nok betragte filmen som virkelig spændende sf-afslapning i stil med "Stjernekrigen". Alligevel er det stort set lykkedes Steven Spielberg at pakke filmen ind i alt for meget "kosmisk" vat. I så fald ville filmen fuldstændig miste sin forbindelse med virkeligheden – og så ville Spielbergs budskab være gået af fløjten.
Derfor er det et bemærkelsesværdigt initiativ, nogle ufo-organisationer har gjort ved at opstille en lille udstilling i 3 Falke Bios forhal. Udstillingen forekom mig yderst sober, med fremlagte eksemplarer af tidsskrifter og et lille udvalg af den mest seriøse ufo-litteratur. Så kan folk jo få lejlighed til at se, at der faktisk også er andre end Steven Spielberg, der tager ufo-fænomenet alvorligt.
Kilde: Uforalia 1978 nr. 11
Seneste kommentarer