af Henri Chaloupek, oversat af Erik Schou
Denne artikel er dels en anmeldelse af bogen Les OVNI en URSS et dans les pays de l’Est af Ion Hobana og Julien Weverbergh, dels en kritik af de to forfatteres kildefusk.
(Hvordan det går til, at man skal betale for det, man selv har skrevet…)
Det var med stor spænding, jeg imødeså udgivelsen af bogen; Les OVNI en URSS et dans les pays de l’Est (Ufo’er i Rusland og de øvrige østlande) af Ion Hobana og Julien Weverbergh på forlaget Laffont, Paris 1976. Denne bog, der oprindelig er skrevet i 1972 på hollandsk, blev oversat til engelsk i USA i 1974 [ UFO’s from behind the Iron Curtain ] og nu først til fransk. Jeg var spændt på om dette værk ville bibringe mig noget nyt angående det, som gennem de skiftende omstændigheder er blevet min hovedinteresse, idet jeg nu gennem hele 20 år har været den eneste ufolog i Frankrig, der regelmæssigt har korresponderet med vore ufolog-kollegaer i Polen og Tjekkoslovakiet, endda på deres sprog.
Den første kritiske bemærkning jeg vil tillade mig at fremsætte er at værkets titel burde have været: ‘"Les OVNI en Roumanie et dans les pays de l’Est" (Ufo’er i Rumænien og de øvrige østlande), eftersom 200 sider ud af de 375 som den omfatter, er helliget Rumænien, der er repræsenteret med 162 tilfælde (af observationer), mens Rusland kun repræsenteres med 52 tilfælde. Dette rumænske afsnit er bogens langt mest interessante. Ion Hobana har tydeligvis haft de allerbedste kvalifikationer man kunne have til at skrive dette afsnit. Når han en enkelt gang ind imellem gentager oplysninger der allerede er kendt, tilføjer han dem dog nye oplysninger som ikke tidligere har været fremme, så læserne af franske special-tidsskrifter (forf. mener vel ufo-tidsskrifter, o.a.) vil deri finde ting, der ikke tidligere har været trykt.
Med hensyn til resten af værket kan jeg desværre ikke sige det samme. Bogen udmærker sig kun på én måde, og det er, at der i én bog er samlet hvad der ellers har været spredt rundt omkring i de forskellige ufologiske bøger og tidsskrifter i verden angående dette emne.
Det største indslag der er helliget Rusland, handler om den mystiske eksplosion i Tunguska i 1908 og de sidste opdagelser desangående. Præsentationen af ufologien i dette land er god, skønt forfatterne ikke synes at kende noget til de pionerer, der havde mod til ikke blot at studere dette problem i al hemmelighed bag hjemmets fire vægge, men osse til at etablere kontakter med udlandet som for eksempel Boris Liapounov, en videnskabelig journalist, som jeg havde den fornøjelse at få besøg af i Paris i 1961, – og især den så hårdt savnede Nikita Girov, som er mere kendt for sit forskningsarbejde om Atlantis. Hvad angår undertrykkelsen af ufologiske aktiviteter nævnes "Phenomenes Spatiaux" i forbindelse med det brev som Tikhonov sendte til dets "chefredaktør" uden at nævne ham ved navn. Hvorfor har man overhovedet ikke nævnt René Fouéré noget sted i hele denne bog? Det skyldte forfatterne ham dog efter at have benyttet sig kraftigt af "Phenomenes Spatiaux", som vi senere skal få at se. Denne ikke udviste skyldighed er ikke blot mangel på taknemmelighed men også på dannelse. Blandt de observationer der præsenteres for Ruslands vedkommende, genfinder jeg uden overraskelse én der er taget fra "Ogoniok" nr. 2, marts 1958, og som ikke er andet end en beskrivelse af et eksperimentalfly, som er givet af en ingeniør i aeronautik, Soukharov. Flyvemaskinen benævnes "diskoplan".
Dette havde jeg allerede i 1958 gjort vor ven Aimé Michel opmærksom på efter han i god tro lige havde offentliggjort denne observation i sin bog Mystérieux objets célestes (Mærkelige himmelfænomener), "observationen" var blevet ham meddelt af en læser, i skriftlig form. Jeg overrakte ham personligt ikke blot "’Ogoniok" nr. 2 , men osse en oversættelse af de pågældende tekst; derfor har jeg heller aldrig kunnet forstå, at vi genfinder denne "observation" ti år senere i genudgivelsen af bogen på forlaget "Planete"! Ikke desto mindre, så tilføjer forfatteren omhyggeligt, at han ikke har kunnet kontrollere oplysningen, eftersom han ikke kan russisk!!! Henry Durrant, som påstår at han har efterkontrolleret alting i sin bog Le livre noir des soucoupes volantes (Den sorte bog om de flyvende tallerkener), viderebringer den ligeledes. På denne måde går det til, at en fejlagtig ufo-observation bliver ved med at dukke halsstarrigt op i forskellige bøger på forskellige tidspunkter.
Det er dog den tjekkoslovakiske og polske del af bogen, der chokerede mig mest. Jeg er godt klar over, at det i dag er meget almindeligt at man skriver en bog ved at gengive andre folks arbejde, omend det anstændigvis forudsættes, at man indhenter tilladelse fra det tidsskrift, hvorfra oplysningerne stammer, og at alle dem der har været med til at fremskaffe disse oplysninger bliver nævnt. Gamle læsere af "Phenomenes Spatiaux" vil hurtigt blive klar over at afsnittet om Tjekkoslovakiet næsten helt og aldeles er gengivet efter vores tidsskrift. Ganske vist nævnes "Ph.S." og jeg selv af og til, men ikke altid, for Julien Weverbergh, som har ansvaret for dette kapitel, bruger den taktik, der går ud på at lade som om, man har fået alle sine oplysninger ved kilden uden så meget som blot at nævne det tidsskrift hvorfra disse oplysninger stammer, eller uden nogen henvisning overhovedet. Således henviser forfatteren med hensyn til præsentationen af Prags UFO-Center til avisen "Mlada Fronta", idet han gengiver en artikel som vi offentliggjorde i nr. 23. Men når han gør dette, udelader han omhyggeligt alt hvad der har med "Phenomenes Spatiaux" eller mig at gøre i artiklen. Længere henne i artiklen foretrækker han i stedet for "kontorinvetar" at opremse dette, lige fra telefon til limpotten og papirkurven. Da han endvidere nævner de vigtigste data angående kejserdømmet Stor-Moravien (830-906), og eftersom disse ikke findes i den tjekkiske original, er det ikke svært for mig at regne ud, hvorfra artiklen er taget. Besynderligt nok, men meget rigtigt, skriver oversætteren af dette værk, Charles-Noël Martin i sit forord: "Der er kun to personer der virkelig kender et skrift til bunds, forfatteren og oversætteren!" Da forfatteren, af den tekst hvorom det i dette tilfælde drejer sig, blot nævnes som "journalist", der "desværre intet kan sige", skylder jeg i det mindste mig selv at sige, at det drejer sig om sekretæren for centeret, nemlig Stanislas Bartl, og at hans artikel faktisk var signeret, såvel i originalen som i den franske oversættelse, der blev offentliggjort i "Phenomenes Spatiaux”. Hvorfor denne tavshed omkring den person som var dette centers oprindelige skaber, koordinator og animator? Jeg har haft den fornøjelse at snakke med ham i mere end en time under et besøg i Paris i 1970.
På dette tidspunkt vil jeg ikke give nogen redegørelse for mine kontakter blandt mine tjekkiske ufolog-venner, således som René Fouéré så venligt har foreslået mig, fordi jeg ikke vil bringe nogen i vanskeligheder i et land, hvor alting meget hurtigt for en politisk karakter.
Forfatterne til denne bog synes på besynderlig måde at være uvidende om visse kendsgerninger, når de forbavses over tavsheden fra Prags UFO-Center. Det ophørte nemlig med at eksistere, fordi de tjekkoslovakiske myndigheder blev tvunget til igen at følge Moskvas diriktiver angående ufo-problemet, som med hensyn til alt andet. Prags UFO-Center blev ganske simpelt offer for "normaliseringen"! Regeringerne i østlandene arrangerer det sådan, at ingen forening, det være sig privat eller halv-officiel, kan eksistere og endnu mindre udgive publikationer, hvis den ikke er godkendt af regeringen. Papiret er rationeret, og det håndhæves med megen strenghed, at det kun bevilges til dem som er vellidt på højeste sted, fx tændstikæskesamlere (seks foreninger i Tjekkoslovakiet), men ikke til ufologerne! I denne sammenhæng står Rumænien som undtagelsen når det angår ufologi. Ikke desto mindre kan man i dag i de tjekkiske aviser læse rapporter om ufo-observationer, udsendt af vestlige nyhedsbureauer, for det meste uden kommentarer, men ofte i ironiske vendinger. Tilfælde indenfor landets egne grænser omtales ikke mere, og man lader endog som om man er uvidende om at det på et vist tidspunkt var anderledes, dengang vor ven Jaroslav Kalista jævnligt tilsendte mig udklip fra de samme aviser.
I bogen nævnes Jaroslav Kalista kun som vidne til sin observation, men han havde fortjent bedre, eftersom han efter denne oplevelse blev ivrigt ufo-forsker for "Phenomenes Spatiaux". Endvidere er det takket være ham, at hr. Weverbergh i sin bog har kunnet præsentere syv ud af ti tilfælde, heri indbefattet de tegninger, som han – Kalista – havde tilsendt os! Men hvor har denne forfatter dog ret, når han beklager, at han ikke har været i stand til at skaffe sig de tjekkiske bøger om ufo’er. Det ville have sat ham i stand til, i stedet for at begynde med astronomen Safariks observation fra 24-4-1874 som man genfinder i alle bøger, at begynde med en mindre kendt fra 8-10-1130 hvor man så et mærkværdigt rundt objekt, som fløj henover Prag og omegn.
Han kunne have nævnt fem andre tilfælde mellem 1130 og 1874, og nogle andre af nyere dato, for ikke at tale om et tilfælde med en landing, hvor to vidner så to ufonauter, hvoraf den ene lod sig berøre! Dette er taget fra bogen Zahady letajicich taliru , skrevet af en ingeniør fra Prag, Vaclav Patrovsky, som jeg brevveksler med. Under alle omstændigheder er forfatterne dårligt underrettet eftersom der i denne liberaliseringsperiode udkom ikke to, men tre bøger om dette emne i Tjekkoslovakiet. Den tredie, som var på slovakisk, blev udgivet i Bratislava i 1967. Titlen på dette tredie slovakiske bog er Lietajuce taniere na obzore (Flyvende tallerkener på himlen). Bogens forfattere er Josef Götz og Vaclav Tikovsky. Den udkom på forlaget Mlade Leta, var på 135 sider og sat med meget små typer. Da bogens oplag kun var på 3000, blev det hurtigt en meget sjælden bog. Mine venner i Böhmen kunne ikke skaffe sig bogen.
Forfatteren (altså Weverbergh) skriver endvidere, at dr. Allen Hynek kom til Tjekkoslovakiet specielt for at holde konferencer angående ufo’er Det er igen at fremligge urigtige oplysninger, han kom dertil for at deltage i Den astronomiske Kongres i Prag i 1967, og det var efter opfordringer fra sine tjekkiske astronomkollegaer at han indvilgede i at afholde en konference om ufo’er. Da den fik succes, måtte han gentage den i flere byer.
Hvis man alligevel kunne sige, at forfatteren præsenterer Hynek korrekt, så gør han det derimod kun halvvejs for mit vedkommende. Derfor vil jeg, med henblik på hans fremtidige udgivelser, gøre ham opmærksom på – og det samme gør jeg overfor den næste "låner" – at det vi i vor udmærkede by, Paris, at jeg så dagens lys for allerede mere end et halvt århundrede siden.
Hvad Polen angår, så gør Julien Weverbergh alt for meget ud af Janusz Thors negative bog Latajace talerze , men heller ikke her hverken nævner eller taler han om nogen polsk ufolog. Der kunne dog have været mange ting at skrive om den mest fremtrædende af dem: min gamle ven Kazimierz Zaleski som jeg har været i forbindelse med i 20 år. Han kæmpede modigt med sin pen og skrev lange artikler i forskellige publikationer i sit land, særlig mellem 1956 og 1960, hovedsageligt i det populærvidenskabelige tidsskrift ”Horysonty Techniki". Selv om man, som jeg, ikke altid er enig med Zaleski i hans nye måde at opfatte ufologien på (han har de sidste ti år blandet spiritisme ind i ufologien), så fortjente denne mand dog at blive nævnt for det enorme arbejde han udførte på denne tid ved at udbrede sagen i en så høj grad, at han havde vanskeligheder med de nationale myndigheder. Ewa Paszkowicz, som assisterede ham under arbejdet, burde bogen ligeledes have vist sin erkendtlighed. Men det er først på side 261 at vi finder Zaleskis navn, som den der har skaffet observation nr. 2 til det nu ophørte "Courrier Interplanetaire" nr. 56, (og ikke fra nr. 51) september 1961 (og som er kilde til bogens gengivelse). Hvorfor har observation nr. 12 ikke samme reference? Der er ingen. Observation nr. 13 henføres til nr. 483 i Jacques Vallees katalog (i bogen Passport to Magonia ), men imidlertid er Vallees kilde netop "Courrier Interplanetaire" nr. 56! Den berygtede "mand fra Gdansk" får æren af at indlede bogen, men af hvilken mærkelig grund anbringer man denne hændelse i Gdynia, der ligger 28 km nord for Gdansk? I forbindelse med denne sag nævnes Zaleski intetsteds; det var dog ham der gjorde den kendt i hele verden. Jeg har stadigvæk originalen, som jeg oversatte, som som fremkom i første nummer af det kortvarige tidsskrift "La vie interplanetaire", januar 1960, udgivet af min ven Francois Couten – senere i "Courrier Interplanetaire" nr. 56.
I sine gengivelser fra dokumenter angående Polen, bruger forfatteren ligeledes fremgangsmåden som beskrevet i det foregående. Desuden har han været i stand til at indhente yderlige informationer takket være "Flying Saucer Review", der selv er i forbindelse med en gruppe polske ufologer i London. Deres studiekreds korresponderer regelmæsssigt med Kazimierz Zaleski. Således blev observation nr. 15, side 262, som er af psykisk art, oversat til engelsk i "F.S.R.", og af mig i "Lumieres dans la Nuit – Contact Lectures" nr. 3, juli 1971, under mit tjekkiske fornavn Jindrich. Men Weverbergh foretrækker ikke at give nogen henvisning i dette tilfælde.
Hvad Jugoslavien angår, læser vi, at der udover Akademski Astronomsko-Astronautiki Klub ikke findes nogle kredse der beskæftiger sig med ufo’er. Atter er forfatterne dårligt underrettet, når man betragter dem som specialister. I 1966 udvekslede jeg nogle breve med en gruppe af unge slovakiske ufologer i Ljubljana der havde organiseret sig indenfor rammerne af bevægelsen "Miadi Turist" (Unge turister) og hvis drivkraft var Mihajl Cerar.
Vi finder i denne bog ingen oplysninger hverken om Østtyskland eller Albanien. Men måske har der, når alt kommer til alt, intet været at berette herfra? Fra nabolandet Grækenland, hvor der dog i nogen tid har eksisteret ytringsfrihed, har ufologerne heller ikke registreret nogle observationer .
En sidste bemærkning: Forfatterne må have troet, at det var klogt af dem at skrive ordene "flyvende tallerken" i de landes sprog, som de behandler. Desværre er der fejl i næsten dem alle. Og nogen gange står det i ental, andre gange i flertal. Her burde udgiveren have været mere opmærksom på den slags fejl, som er meget ubehagelige for dem der kan sprogene.
© Henri Chaloupek Kilde: Uforalia 1978 nr. 9
Oversat af Erik Schou efter Phenomenes Spatiaux nr. 47, marts 1976
Thanks to Luciana Nery for use of the photo of… that Russian place.
Seneste kommentarer