Rhamdomanti – Den moderne Videnskabs Undersøgelse af "Ønskekvisten"

af af Cartago (pseud.)

Ønskekvisten er blot en gaffelformet Vidjekvist at se til; men en Kvist med sælsomme Egenskaber. Der ligger Eventyrets Glans over Navnet, og dog tilhører den Virkeligheden og Nutiden.

Ønskekvisten er denne mærkelige Gren, der i visse Menneskers Hænder bliver »levende« svinger op og ned, til Tider endda saa stærkt, at Gaflen knækker eller slaar Knude paa sig selv, naar »Søgeren« passerer hen over en Vandaare, Olie- eller Metalaare i Jorden.

Da Videnskaben efter indgaaende Undersøgelser opdagede Fænomenets Virkelighed, fik det i straks en videnskabeligt klingende Etikette: Rhabdomanti, afledet af det græske Ord: Rhabdos, en Kvist.

Den nyere Tid har naturligvis set klart og nøgternt paa Sagen, maaske mere kritisk og forbeholdent paa Grund af Middelalderens overtroiske Fintasiforestillinger om den. Men kun den dumme bøjer sig ikke for Kendsgerninger. Den Videnskabsmand, der i vore Dage særlig har helliget sig Studiet, er nu afdøde Professor, Sir William F. Barrett. Hans Undersøgelser strækker sig over mange Aar og omfatter Hundreder af Tilfælde.

En af hans bedste Vandsøgere var en Mand ved Navn John Mullins. En Rigmand havde bygget et Hus med Vandtaarn paa sit pragtfulde Gods i Nærheden af Horsham i Sussex. Han lod imidlertid bore efter Vand flere Steder og med meget store Bekostninger – det sidste Forsøg kostede ham saaledes 20,000 Kr. – uden Resultat. Till sidst sendte man Bud efter Mullins. Efter at han i nogen Tid havde søgt forgæves, bøjede Kvisten sig voldsomt, og Mullins forsikrede, at der paa dette Sted vilde findes rigeligt Vand i en Dybde af mindre end 7 Meter. Dette viste sig at være rigtigt.

For nogle Aar siden trængte et stort Flæskerøgeri i Waterford til en større Vandforsyning end man havde og lod derfor grave en Brønd, 21 Meter dyb, paa et tilsyneladende velegnet Sted, men fandt ikke Vand. De henvendte sig, til Fagmænd, der anbefalede nye Boringer. Og der blev saa boret, et Sted 95 Meter dybt, et andet Sted 113 Meter og endelig et tredje Sted 313 Meter dybt – alt uden Held.

Sluttelig blev »Manden med Ønskekvisten« – John Mullins – tilkaldt. Der blev intet sagt til ham om, hvad der havde været gjort. Han gik hen over Stedet paa et Areal af omtrent 23,000 Kvadratmeter, spurgte ikke om noget, men gik ganske tavs paa Kryds og tværs over Stedet, mens han holdt Ønskekvisten mellem Hænderne. Pludselig, kun nogle faa Meter fra det dybe Borehul, bøjede Kvisten sig saa voldsomt, at den brækkede over.

Mullins erklærede, at her maatte der være rigeligt med Vand, 30-40 Meter under Overfladen. Paa et Par andre Steder lige i Nærheden bøjede Kvisten sig ogsaa. Man begyndte saa at bore paa det først angivne Sted, skønt Eksperterne rystede paa Hovedet og ansaa det for Spild af Arbejdskraft og Penge. Imidlertid: I en Dybde af mindre end 30 Meter sprang der pludselig Vand op gennem Borehullet. Man begyndte at pumpe og saa rig var Kilden, at Borehullet blev udvidet til en Brønd, der endnu aldrig har svigtet …

Pigen, der finder Guld

For Øjeblikket er sikkert den største og mest egenartede »Søger« den neapolitanske Kvinde Maria Domenica Mataloni. Hun er nu 26 Aar, af Intelligens normal af en italiensk Bondepige at være, men heller ikke derudover. – Straks hun kom i Skole, fik hun dér saa voldsomme Smerter, at hun maatte gaa hjem igen, hvor hun atter befandt sig vel. Dette kunde synes at være typiske Symptomer for en kedelig Skolesygdom, som plejer at kureres uden større Vanskelighed, men det viste sig hvad der bestyrkes af hendes senere Levnedsløb at de mærkelige Smerter skyldtes et Kildevæld, der fandtes under Skolen.

Det er imidlertid ikke blot Vand, men ogsaa baade Olie og Metaller, hun kan paavise i Jorden.

Under Forsøgene føler hun Smerter her og der i Kroppen. Kviksølvs Forekomst giver hende saaledes stærke Smerter i Ryggen, hedt Vand giver en stærk Varme i Fødderne, svovlholdigt Vand giver brændende Fornemmelser i Halsen. Er der Petroleum bliver hendes Kinder rødplettede, og hun gennemrystes af Kuldegysninger og uvilkaarlige Muskelbevægelser, der er umulige at tilbageholde. Pulsen slaar mellem 180 og 200 Slag i Minuttet, og hun føler sig meget syg. Naar hun gaar over en underjordisk Vandaare, føler hun det, som om hendes Ben skulde synke i Jorden.

I Omegnen af Vilterbo, hvor den underjordiske Mineralrigdom er meget stor, følte hun sig stærkt utilpas. Hjertet syntes at skulle sprænges, Panden perlede af store Sveddraaber, og hele hendes Ansigt trak sig sammen i Krampetrækninger. Omkring Vesuv er meget Jern, og i Nærheden af Pompeji findes Guld og andre kostbare Metaller, paastaar hun. – Det plejer at slaa til, hvad Marie Mataloni siger i saa Henseende. Hendes sidste »Spaadom« om Guldaarer ved Pompeji er dog endnu ikke blevet bekræftet.

Ønskekvistens Betydning under Verdenskrigen

Ganske som Tilfældet var i Oldtiden, da de saakaldte »Rhabdomanter« fulgte Hærene paa deres Togter for at paavise underjordiske Vandløb og Kilder, hvorfra Soldaterne kunde forsyne sig med Drikkevand, blev »Søgerne«s mystiske Evner ogsaa taget i Brug af Krigsautoriteterne under Verdenskrigen. Den tyske Militærjournal for 21. August 1914 omtaler saaledes meget udførligt fem Rhabdomanter, blandt hvilke de to var Majorer i den østrigske Armé og det lykkedes dem ved Hjælp af deres »Kvist«, der forøvrigt for den enes Vedkommende bestod af en Telefontraad og for den andens af en Kobberstang, at finde ogsaa Oliekilder, Kali og Metaller.

En østrigsk Erkehertug havde hørt om Majorens Evner og sendte Bud efter ham da han vilde se, hvorvidt det var Humbug eller Virkelighed. Hertugen fortalte ham at han havde tabt sit Guld-Cigaretetui, rimeligvis i Vandet. Majoren gik ombord i et Skib og gennemkrydsede det Farvand, hvor Hertugen mente, der var en Mulighed for, at Etuiet var tabt. Og Majoren fandt Stedet; hans Kobberstang bøjede sig, og han fik denne mærkelige Fornemmelse, som ledsager Fundet af et eller andet. En Sømand dykkede straks ned paa Stedet – og kom et halvt Minut senere op med det tabte Etui.

Ikke en fysisk, men en psykisk Kraft

Sir William F. Barret mener, at Forklaringen paa alle disse Fænomener ikke er fysisk, men psykisk. Det er hans Opfattelse, at alle Beviser peger hen imod, at den gode »Søger« ubevidst er i Besiddelse af clairvoyante Evner – det oversanselige Syn – og at denne Sans giver sig tilkende ved en automatisk, uvilkaarlig Muskelsammentækning.

Den norske Professor S . Hasund, der har gjort omfattende Studier af Ønskekvistens Mekanik, er af en helt anden Mening. – Ønskekvistens Udslag er rent psykiske, overnormale, hævder han. Det er den psykiske Kraftarm, bestaaende af X-Materien (Teleplasma), som Dr. Crawford paaviste, der er den eneste Hypotese, som giver en enkelt og fyldestgørende Forklaring paa Bevægelserne, siger han. »Søgerens« overnormale Evner skulde ifølge denne Teori være nøjagtig de samme som Mediets: De afgiver det teleplasmiske Stof, hvis fysiske Virksomhed er saa forskelligartet, fra Borddans og Automatskrift til Materialisationer og Aandefotografering.

Jorden udstraaler en usynlig Kraft

At Ønskekvistens Bevægelser skyldes en Kraft, der udstraaler fra Mennesket, var ogsaa den gamle amerikanske Mystiker Andrew Jackson Davis’ Anskuelse. Men han saa og følte ogsaa, at de forskellige Stoffer udstraalede en Kraft, der for hans indre Blik antog forskellige Farver. jord een Farve, Stene en anden, Mineraler en tredje o. s. v. Lejer af Zink, Kobber, Sølv og Guld saa han som forskelligt lysende Atmosfærer eller Udstraalinger. I fuldkomment Mørke og paa Egne, hvor han var i fuldstændig ukendt, kunde han gennem sine overnormale Følelses- og Synssanser udpege den nøjagtige Beliggenhed af Kulaarer.

Den mystiske Kraft fotograferet

Davis behøvede naturligvis ingen Ønskekvist til sine Iagttagelser. Men han var ogsaa anset for at være en stor Seer og Mystiker. Sine Meninger om de jordiske Metallers Udstraalinger staar han saaledes ene med, fordi ingen andre – eller kun meget faa – har haft Evnen til at sanse dem.

Teorien om, at Ønskekvistens Bevægelser skyldes en fra Mennesket udstrømmende Kraft, har derimod faaet et Bevis, der i vort Mekanikens og Teknikens Aarhundrede vil være overbevisende for mange, fordi det er teknisk. Det var den ansete psykiske Forsker H . Blackwell, der fandt paa at prøve, hvilket Bidrag Fotografien vilde give til dette Problems Løsning. Det blev maaske ikke Nøglen til Mysteriet – men i hvert Fald en Bekræftelse paa Teorien om den usynlige Krafts Straaler.

Fotograferingen foregik i fuldstændigt Mørke. »Søgeren« havde Kvisten i Haanden, og den var i Virksomhed. Efter Fremkaldelsen af Pladerne fandt man, at enkelte af dem viste tydelige hvide Mærker i en vis systematisk Orden. Nogle Mærker havde nærmest Form som Lysglimt, mens andre lignede Skyformationer. Fotografen, der havde eksponeret Pladerne, og som bagefter fremkaldte dem, var ikke i Stand til ad fotograf-teknisk Vej at forklare de mærkelige Lyspletter. Men Blackwell anser det herefter som sandsynliggjort, at Udstraalings-Teorien er Forklaringen. Det er i denne Forbindelse ikke uinteressant at notere, at Fotografering af en almindelig Magnet i et mørkt Værelse viser lignende Lysformationer, der ligesom angiver den magnetiske Forbindelse fra Pol til Pol …

Kilde: O.M. – Skandinavisk blad for moderne okkultisme, 28. februar 1933