af Hereward Carrington
Vi* gengiver nogle uddrag fra en artikel i Neue Wissenschaft af Hereward Carrington, der prøver at sammenligne nogle af de kræfter, man møder hos et medium, med de elektriske kræfter, der findes omkring enhver levende organisme.
Indenfor de parapsykiske fænomener er der blevet gjort bemærkelsesværdige fremskridt. Det samme gælder desværre ikke de parafysiske fænomener, måske fordi talrige parapsykologer heller ikke i dag anser dem for ægte. Jeg selv er, trods de talrige bedragerier netop på dette område, absolut overtydet om at sådanne ting forekommer, og at de virkelig er paranormale. Jeg tror, at parapsykologien en dag vil bekræfte denne min overbevisning, og derfor mener jeg, at det allerede i dag vil være på sin plads at fremkomme (med nogle teoretiske overvejeiser, selv om disse for en del må forelægges med al mulig tøven og forbehold.
Hvis der gives ægte fænomener af den art, efter hvilke love sker de da? Hvilke teorier ville bedst kunne forklare dem.
For de telekinetiske (fjernbevægede) fænomeners vedkommende synes man i almindeliglied at antage, at de er en slags ydre udslag af en energiform, som går ud af mediets legeme, en energi som er i stand til at bevæge legemer og genstande i dens umiddelbare nærhed. Således holdt f. eks. mediet Eusapia Palladino ved vor New York’er seance sin hånd ca. 20-25 cm over en mindre træstol og sagde: "Nu vil jeg sætte den i bevægelse!" Hun bevægede sin hånd, og stolen bevægede sig i takt med hendes bevægelser over gulvet. Umiddelbart efter strøg jeg med min hånd og også med en glasstav flere gange frem og tilbage mellem hendes hånd og stolen, for at overbevise mig om, at der ikke var tråde, hår eller lignende forbindelse mellem hånden og genstanden.
Ved flere af disse seancer overførte Eusapia sin kraft på mig, idet hun lagde sin hånd på min skulder og opfordrede mig til at holde mine hænder over stolen. Nu fulgte stolen mine egne hænders bevægelser – til hun trak sin hånd væk fra min skulder og dermed afbrød kontakten. Det samme skete ved kabinettets forhæng, som ligeledes fulgte hendes hånd og mine egne hænder, så længe disse var i kontakt med hende.
Frembringelsen af disse fænomener syntes at være afhængig af hendes bevidsthed og vilje. I de fleste tilfælde faldt hun dog hen i en lettere trancetilstand. Så fandt der mere bemærkelsesværdige og mere komplicerede fænomener sted, som åbenbart blev styret af hendes underbevidsthed eller af en på personlighedsspaltning tydende halvbevidst tilstand. Endelig henfaldt hun i sjældne tilfælde i dyb trance, og i denne tilstand udviklede sig endnu mere forbavsende fænomener, som delvis syntes at kunne henføres til den spiritistiske teori, da den tilsyneladende udløstes af en fra hende forskellig væsensenhed.
Hvad er nu det fysiologiske udgangspunkt for denne energi? Nogle forskere mener, at den i almindelighed udgår fra solar plexus eller genitalierne, andre mener, at den såkaldte teleplasma kan udgå fra en hvilken som helst åbning i legemet. Nogle eksperimenter med tankefotografi, forudsat at de er ægte, lader formode, at der udgår noget fra panden eller øjnene. Hos Eusapia kom kraften mange gange fra fødderne (når der fremkom bankninger), mens det “kolde pust" kom fra hendes venstre knæ og fra et ar på hendes pande. Ved bordløftninger derimod kom den i almindelighed fra hendes fingerspidser eller hænder. Bemærkelsesværdigt nok synes disse fænomener at lykkes bedst, når mediet befinder sig i afslappet, skabende tilstand, og hindres af stærke spændingstilstande.
Jo mindre rolle bevidstheden spiller, des bedre. I mange tilfælde bliver fænomenerne forstærkede ved trancetilstanden.
Hvor fantastisk det end lyder, hælder jeg dog til den anskuelse, at der består et vist slægtskab imellem denne energiform og elektriciteten. Vi ved, at der findes elektriske strømme i det menneskelige legeme, og at de hænger sammen med hjernens og nervesystemet« virksomhed, Burr, Northrop og deres medarbejdere ved Yale Medical School har ved hjælp af deres mikrovoltmetre vist, at legemet er omgivet af et "kraftfelt" og at "i enkelte tilfælde det tilmed kan eftervises overbevisende, hvorledes dette felt rager ud over organismen. Det opløses med døden".
Dermed kommer vi i umiddelbar nærhed af begrebet aura, om hvilket man har sagt, at det eksisterer og at det opløses ved døden. Det er et meget bemærkelsesværdigt faktum, at “kraftfeltet" er en central faktor, som organiserer materien på samme måde, som magneten ordner jernspånerne i mønster.
Alle disse spekulationer er dog nytteløse, så længe vi reducerer vore anskuelser om legeme og sjæl til en mekanistisk fysiologi. Hvis vi derimod antager en slags vitalisme, kan der i det mindste teoretisk bygges en åndelig bro. Hvis den vitalistiske teori holder stik, så kan vi opfatte livet som en sammenhængende form for energi, som på den ene side er i stand til at påvirke legemets materie på de bekendte måder, men som også under visse betingelser er i stand til at manifestere sig på ganske usædvanlig måde, nemlig uden for menneskelegemet.
Er der her tale om en energi, som bliver formidlet pennem æteren eller gennem den Einstein’ske ækvivalent? Drejer det sig om et finstofligt fluidum, som Mesmer-tilhængerne og okkultisterne gør gældende. I hvert fald kan dette fluidums tæthed variere efter omstændighederne. Det svinger mellem tågeformet, finstofligt og materiel form. For det sidste synes teleplasmaen og de egentlige materialisationer at tale. Disse skulle dermed også kunne fotograferes, og det er i hovedsagen også tilfældet. Men når denne energi eller substans kan fotograferes, må den da ikke også kunne indvirke på fintmærkende instrumenter i laboratoriet? Eugéne Osty og andre forskere, som arbejdede med mediet Rudi Schneider, mente i alt væsentligt at have eftervist dette. De kunne endda sandsynliggøre, at svingningerne i denne energi eller substans på matematisk eksakt vis stemte overens med mediets åndedrætsrytme.
Denne vitale energi, som opstår i en levende organisme og udstråler fra den, synes også at være broen eller grænsezonen mellem den (materielle og den immaterielle verden. Hvis det er en for begge verdener fælles energiform, som væsensenheder på begge sider af det "uindskrænkede verdensalt" kan betjene sig af, så har vi her en hypotese, som det lader sig gøre at bygge videre på.
* Kilde: Ny Horisont, 30. maj 1955
Seneste kommentarer