af Per Borgaard

Der kommer en dansk ekspert på talerstolen i Zürich i maj 1975, når det internationale selskab for studiet af forhistoriske astronauter holder verdenskonference. Selskabet har to formål: at bevise, at vor jord fik besøg fra stjernerne for tusinder af år siden, og at nutidens civilisation ikke er den først højt udviklede tekniske kultur her på jorden.

Selskabet – the Ancient Astronaut Society – har inviteret den danske selvlærte fortidsforsker, Frede Melhedegaard, fra Stadil i Vestjylland som taler.

Frede Melhedegaard ? der gav sig til at granske i forhistorien efter at være blevet invalid ? kommer i selskab med bl.a. Erich von Däniken, forfatter til en række omdiskuterede bestsellers om fortidige civilisationer, Robert Charroux, Frankrig, Peter Krassa, Østrig og andre, der har skrevet bøger om samme emne. Blandt talerne er også den franske videnskabsmand Jacques Bergier, medforfatter til »Den fantastiske virkelighed«

En anden af talerne, Joseph Blumrich, der skal fortælle om »Profeten Ezekiels rumskibe«, har praktisk erfaring med moderne rumskibe. Han var indtil for nylig tilknyttet NASA og har bl.a. være med til at konstruere rumlaboratoriet Skylab.

Misforståelse

Melhedegaard er inviteret på grund af sit forsøg på at omvurdere de ægyptiske hieroglyffer. Han hævder, at ægyptologerne har misforstået situationen. Hieroglyfferne er i virkeligheden symboler, der giver tekniske oplysninger om elektricitet og elektriske maskiner. Forhistoriske besøgende fra rummet efterlod et helt teknisk bibliotek hos Ægyptens præster, mener Melhedegaard, men desværre forkludrede præsterne deres opgave, så det hele gik i glemmebogen.

Den danske »forhistoriker« baserer bl.a. sine teorier på, at mange oldtids kunstværker bærer spor efter redskaber, som må have været elektriske fræsere. Intet primitivt, muskeldrevet redskab kunne fræse sten op på den måde, mener Melhedegaard.

Nu får han lejlighed til at få sine teorier vurderet af andre, der også betragtes som fantaster af de fleste seriøse videnskabsmænd.

Bringes her med forfatterens tilladelse.