af Willy Wegner
I begyndelsen af november 1992 dukkede der en mærkelig historie op i dagspressen. Angiveligt fik et ufo skyld for at have dræbt en ko nær Rude Strand ved Odder.
Tidligt om morgenen den 3. november vågnede en landmand, hvilket i sig selv ikke er særligt opsigtsvækkende. Men, klokken var altså kun cirka halv fem. Det der havde vækket ham var en høj lyd som fra en brølende kalv, ja, den nærmest skreg, lyder beretningen. Dertil hørte landmanden en brummende lyd. Da han kiggede ud ad vinduet fik han øje på en klar, hvid koncentreret lysflade ude på marken. Et areal på omkring hundrede kvadratmeter lå badet i lys.
Landmanden kiggede lidt på fænomenet, men åbenbart var det lidt for tidligt om morgenen, eller også var han bare ligeglad; han gik i seng igen uden at undersøge sagen nærmere, og lod dyr være dyr og lys være lys.
Da han stod op og ved ni-tiden fik set på sagen, fandt han en død ko, lige der hvor lyset havde været. Koen havde ellers været sund, rask og rørig, men nu lå den dér, stendød og med en blødning ved mulen, moden til destruktion.
Dagen efter kontaktede landmanden SUFOI, det er Skandinavisk UFO Information, for at indberette sin iagttagelse. Med sans for et muhligt bevis, fik ufo-folkene lynhurtigt standset destruktionen af koen, hvis kadaver allerede befandt sig på benmelsfabrikken "Daka" ved Randers. SUFOI ønskede at få foretaget en obduktion for eventuelt at finde ud af, hvad dødsårsagen havde været. Ufo-stråler, chock eller måske noget helt tredie og aldeles ujordisk.
Dyrlæge Knud Velling undersøgte koen. Han konstaterede, at den var død som følge af magnesiummangel – en ganske ordinær dødsårsag for køer på denne årstid. Så: "snip-snap-snude…"
Dette var dog ikke noget tilfredsstillende resultat for SUFOI. For det første havde landmandens køer fri adgang til magnesium, for det andet gik der tre dage før undersøgelsen blev foretaget, og for det tredie blev dødsårsagen fastslået ud fra en urinprøve. Det var ikke hvad man i SUFOI forstod ved en obduktion.
Konspirativt set – amerikanske ufologer er her mit store for(skræmme)billede -, var det det rigtige kadaver, der blev undersøgt? Måske befinder det egetlige offer sig på et hemmeligt sted, udsat for efterretningsmæssig obduktion, klassificeret som strengt fortroligt?
Måske den oprindelige ko havde været udsat for en seksualforbrydelse? Landbamden havde efter brølet hørt en brummende lyd – fra en tyr, måske fra en rummand? Rummænd er jo generelt stupide og afstumpede, der beviser flere såkaldte kontaktberetninger og bortførelseshistorier.
En avis antydede også, at koen havde brækket et horn af. Havde den mon gjort modstand ved mødet med ufoet, blev der spekuleret. Dette spørgsmål blev dog hurtigt besvaret. Koens horn var brækket af da kadavret skulle slæbes op til vejen for at blive kørt væk.
Et andet spørgsmål, der ikke fandt nogen umiddelbar forklaring, var stedet hvor koen blev fundet. Den bare jord viste omridset af koen, og stedet var som renset for græs. Bo Nielsen fra SUFOI målte også, at der på stedet var øget radioaktiv stråling, dog ikke så meget, at stedet skulle afspærres.
Om denne dramatiske ufo-historie nogensinde bliver opklaret vil tiden vise, men fakta er det, – hvis man ser bort fra konspirationsteorien – , at koen nu er blevet til sæbe eller benmel, måske begge dele, og det er faktisk en skam. Hvorfor vil jeg komme ind på senere. For historien fra Odder er ikke enestående. En tidligere hændelse, med megen presseomtale, fandt sted i 1967.
Den 7. september savnede Beryl Lewis sin hest Snippy. To dage senere fandt hun den død på en mark. Ikke nok med det, alt kødet på hestens hals var væk, og der var ingen spor ud over hestens egne. Intet blod på jorden. Imidlertid fandt man angiveligt seks mærkelige fordybninger i jorden, de var cirka femten centimeter i diameter og omkring ti centimeter dybe.
Der gik næsten to uger før der kom gang i undersøgelserne vedrørende den døde hest. Beryl Lewis havde tilkaldt sin god ven, skovløberen Duane Martin. Han målte øget radioaktivitet ved kadavret. Men der gik en hel måned før kompetente folk fik lejlighed til at undersøge Snippys jordiske rester. På det tidspunkt havde pressen allerede godt fat i sagen.
Robert Adams fra Colorado University obducerede hvad der var tilbage af krikken og kunne fremkomme med en rationel forklaring. Dertil kunne en dyrlæge, der skulle rense skelettet, afsløre, at han fandt spor efter to skudhuller.
Forinden var de vilde rygter allerede blevet spredt for alle vinde: at hesten var spist af rummænd, at disse tilflyvende vandaler, på bedste vampyriske vis, havde suget Snippy tom for blod samt lignende makabre historier.
I virkeligheden var det hestens ejer, Beryl Lewis, der selv havde blæst historien op. Hun var i forvejen ufo-interesseret, hvorfor skulle hun iøvrigt ellers bede om at der blev målet for radioaktivitet ved en døde hest! Dertil var hun lokal meddeler til en avis i byen Pueblo. Nu havde hun noget at meddele! Hun fortalte gerne, til alle der gad lytte, at det var rumvæsener, der havde slagtet hendes hest. Journalister, der talte med hende, bragte glædeligt historien videre uden at ulejlige sig med at sætte spørgsmålstegn. Dermed fandt historien om Snippy også vej til danske aviser.
Amerikanske ufo-organisationer var meget uenige. Alt andet ville iøvrigt havde været overraskende! Enten troede man på historien om, at rummænd elskede hestekød og drak hesteblod, eller også mente man, at der nok var en jordnær omend uspændende forklaring. De klogeste valgte at ignorere sagen. De argeste modstandere af Beryl Lewis’ beretning var naturligvis de inderligt ufo-troende, der påstod at vide, at rumfolk var blide og kærlige væsener, og satte desuden trumf på ved at fastslå, at de kære rummænd var vegetarer! Så hus forbi, kære kollegaer!
Selv om den gode hest Snippy døde uden indgriben fra rummet, hvilket var kendt allerede i 1967, så levede myten videre. I 1980 skrev et dansk okkult tidsskrift at sagen stadig var en gåde; og i efteråret 1986 faldt stort set den samme kommentar i et dansk ufo-blad hvor man respektløst omtalte Snippy som "den tomme hest".
Muligvis befinder Snippys ånd sig på en eller anden planet, men den gode vallaks skelet havnede på et lokalt museum i Alamosa, Colorado, udødeliggjort som hesten, der blev dræbt af rumvæsener.
Lad mig så her vende tilbage til sagen fra Odder.
Man burde i Odder kommune have kendt sin besøgelsestid, og udvist sans for historiens vingesus, turismen og dermed handelsstandens ve og vel. Odders turistchef burde have handlet som sin amerikanske kollega i Alamosa, og som forhenværende borger i Odder kan jeg sagtens se det for mig:
På torvet (vi ofrer et par P-pladser), udstoppet eller som skelet, i en stor glasmontre: "Koen Nora, dræbt af X-stråler fra et ufo", garneret med et foto af åstedet, det afbrækkede horn, den famøse urinprøve og eventuelt diverse organer i formalin. Ja, en mindre fotoudstilling, blandt andet af den sørgende landmand, geiger-resultaterne, jordbundsprøver, og luftfotos. Ja, hvad med et mindesmærke på åstedet. Minibusser kunne så – for et rimeligt beløb – transportere turister frem og tilbage mellem marken og torvet. Og så et katalog på turistsprogene, postkort osv..
Og se, måske byrådet i Odder endog kunne have oprette en venskabsby-forbindelse med Alamosa i Colorado? I sorg og glæde skal man mødes!
Hvilken seværdighed! Og lur mig om ikke turister ville valfarte til torvet i Odder i stride strømme. Ja, måske ville jeg selv ha’ slået en smuttur omkring torvet og dvælet ved et lille cafébord med en fadøl, og der have udvekslet seriøse teorier med pilgrimsrejsende ufo-troende.
Kilde: Para-nyt 1993 nr. 1
Seneste kommentarer