af Willy Wegner

"Det onde skal udslettes og vi, Herrens udvalgte flok skal genopstå i det evige fredsrige."

En mejeribestyrer på Nørresundby Andels Mejeri mistede pludselig tre dygtige unge medarbejdere kort før nytår 1943. De sagde deres arbejde op, fordi jorden skulle gå under den 1. marts 1943. Hjemme havde de rigeligt med kartofler og en gris i saltkarret, så de kunne nok klare sig frem til undergangen uden at skulle arbejde for føden i den sidste tid.

Der var flere der forlod deres arbejde med samme begrundelse, og andre solgte hus og ejendele, for hvad skulle de med det, når jorden alligevel skulle gå under.

Årsagen til alt dette var den 21-årige John Mikkelsen fra Aalborg. Han havde forudsagt, at Jorden skulle gå under.

Den unge Mikkelsen boede til leje i Helgolandsgade, og havde fået værelset, fordi husværten havde fået indtryk af, at der var tale som en stilfærdig studerende. Men Mikkelsen fortalte ham snart, at han ikke havde noget arbejde fordi "hans gerning ikke var af denne verden". Nej, han var nemlig Daniel, Guds profet, den sidste israelit.

Mikkelsen fik lov at blive boende, og det er vel heller ikke enhver beskåret at have den ære, at udleje et værelse til en af Guds profeter.

Han havde haft arbejde som kommis, men da han i en alder af 20 år flyttede til Aalborg, kom han i forbindelse med Jehovas Vidner. Ved et stort møde havde John Mikkelsen rejst sig, og holdt dundertale til forsamlingen. Det havde været så overbevisende, at omkring 30 mennesker efter mødet sluttede sig til ham.

Jehovas Vidner smed ham ud, men han søgte stadig at fiske nye medlemmer til sin egen sekt hos dem, og hans mest magtfulde argument lå i, at han vidste at jorden skulle gå under den 1. marts 1943.

Iøvrigt skulle profet Mikkelsen have udvalgt tolv disciple. Det var deres opgave at rejse rundt i landet for at hverve medlemmer. Med sig havde de grammofonplader med profetens budskab. Det sted de høstede størst succes med i denne kampagne var åbenbart i Ringsted, og den 24. februar rejste profeten til Ringsted sammen med tre af sine disciple for at møde sin lokale menighed.

Mødet fandt sted på et pensionat i St. Hans gade, hvor pensionistværtinden var mellem de omvendte. Inden mødet indtog profeten et måltid bestående af kalvesteg og æblegrød.

En journalist prøvede at få et interview med John Mikkelsen, og fortæller således om sit møde med profeten:

– Han kom ind ad døren, da alle hans Ringsted-disciple var samlet. De bøjede sig straks dybt for ham, og da han havde hilst dem, vendte han sig om mod mig og spurgte: – Hvem er du, er du en af mine?

– Jeg nikkede ærbødigt, og så begyndte han at tale, mens han stirrede mig stift ind i øjnene med et gennemborende blik, der sikkert kan hypnotisere svagere sjæle.

Journalisten fortsætter med en beskrivelsen af profeten: Han er lille og spinkel, og hans ansigt er hvidt som sne, indrammet af en stor, sort, ufriseret manke, der stritter til alle sider. Stemmen lyder mærkeligt monoton, men netop dette gør, at man ikke kan lade være at lytte efter. Han taler sagte men med en overbevisning der får hans disciple til at følge ham blindt i alle hans fantasterier.

– Da han et øjeblik standsede for at trække vejret, bad jeg frygtsomt, om jeg ikke måtte overvære selve mødet (vi stod i pensionatets entré).

Mikkelsen svarede: – Du vil ikke forstå det, nej du vil slet ikke kunne forstå det.

– Men jeg må da også have ret til at blive frelst, mente journalisten.

– Din tro vil frelse dig. Tro kun på min forkyndelse, så er du allerede reddet fra fortabelsen.

– Men skal da alle på jorden dø, hvis de ikke tror på jer?

– Det onde skal udslettes og vi, Herrens udvalgte flok skal genopstå i det evige fredsrige. Gud selv vil forkynde evangeliet om få dage. Han vil tage alle tekniske hjælpemidler i brug, radioen og så videre.

– Men hvad skal vi så leve af, ville journalisten vide. Profeten gik en vending gennem den smalle entré. Hans gang var mærkelig vaklende som om han også rent legemelig havde tabt balanceevnen.

– Vor retfærdighed lever på troen, svarede han.

Og mere fik journalisten ikke ud af det møde med Guds egen profet.

Imidlertid forelå der ikke nogen sikker dato for jordens undergang, for først blev det udsat til den 10. marts, og derefter til 15. maj. Nogle lokale spøgefugle, satte billetter i cirkulation – de satsede på den 15. marts.

Den 1. marts opholdt profeten sig i et privat hjem på Tjørnevænget 21 i Lindholm sammen med omkring 100 tilhængere, men Dommedag blev udsat til 10. marts.

Mikkelsen skyldte husleje, og den ville hans værtspar gerne have. Men profeten ville ikke betale, for som han sagde:

– Det er ganske lige meget, om jeg skylder Dem penge eller har 14 dages opsigelse, for den 10. marts skal jorden gå under!

En af profetens økonomiske støtter, en tømrer, mødte op og klarede den unge Mikkelsens mellemværende med værtsparret og afleverede hans nøgler.

Imidlertid skulle profeten efter sigende ikke selv være i økonomiske vanskeligheder. Et ældre ægtepar, skrives der, solgte deres lille landejendom og gav 15.000 kr. til profeten. Det var mange penge i 1943 – det beløb profeten havde skyldt i husleje lød på 27 kroner og 50 øre, for nu at sætte det i perspektiv. Og ved flere møder bragte hans tilhængere ham gaver af forskellig art.

John Mikkelsen havde flyttet sin residens til Lindholm, og efter at have holdt lav profil nogen tid var han atter aktiv. Dommedag var udsat til 15. maj, takket være at hans menighed der havde bedt 263 bønner. Men på den dag ville det ske, og profeten og hans følge ville forlade Aalborg en en slags "Noas ark".

Det blev den 15. maj, og det eneste der skete var, at profet Mikkelsen gjorde sig usynlig, og ikke siden har profileret sig som profet.

Når det så at sige var umuligt for journalister at komme ind på livet af Mikkelsen, måtte man ty til personer der havde et kendskab til ham, og således blev profetens fortid afdækket.

Profet Mikkelsen blev født i Århus og i 1935 begyndte han hos grosserer Christian Petersen i Aalbæk ved Skagen som lærling og plejesøn.

Sognefoged Elling fra Raabjerg huskede godt John, og han gav udtryk for at han havde været en flink dreng i skolen, og han kom godt ud af det med kammeraterne.

I en alder af 14 år begyndte han at studere Bibelen, og det gik ham efter sigende til hovedet. Da han var næsten 20 år gammel dannede han sin egen lille menighed, primært af en håndfuld unge mennesker på hans egen alder.

John Mikkelsen stod ikke offentligt frem i begyndelsen, men holdt det hele indenfor meget snævre, private rammer. Det var først da han flyttede til Aalborg, og tog ordet ved et møde hos Jehovas Vidner, at det hele tog fart.

Også Pastor Lind fra Raabjerg, der konfirmerede den vordende profet, huskede ham godt:

– Der var på det tidspunkt ikke noget særligt at bemærke ved ham, han var en flink dreng, fulgte godt med i timerne… Men efter konfirmationen blev han anderledes, han fik fat i en skrivemaskine, en Remington, og skulle til at være digter.

– Jeg har ikke selv set hans værker, han kom ikke til mig med dem, men der var da forskellige slags, og navnlig digte.

– I første omgang var der ingen religiøse skrupler i hans åndelige anfægtelser, men så kom han i forbindelse med Jehovas Vidner, dem har vi et par stykker eller tre af her i sognet. Og en aften henvendte han sig hos mig for at blive meldt ud af Folkekirken…

Pastor Lind karakteriserede John Mikkelsen som en udpræget fanatisk type, med tilbøjelighed til at agere og spille roller, ikke alene som digter, men også meget ivrigt og virksomt medlem af en Afholdsforening.

At profet Mikkelsen optog sindene måtte man erkende da man i Sorø Menighedshus den 4. marts afholdt møde med pastor Alsinger. Aftenens emne var: Falske profeter gennem tiderne.

Længe før mødet skulle begynde var alle pladser besat, og der måtte hentes bænke fra et nærliggende hotel. Mødet fik en omfattende dækning af den lokale presse, og Alsinger kom da også ind på den aktuelle profets virke og Jehovas Vidner.

Også Kaj Munk følte sig foranlediget til af skrive en artikel i Jyllands-Posten: Hvornår går Jorden under? Med hensyn til profet Mikkelsen skriver han:

– Den unge mand er det ikke værd at opholde sig ved. Det er sket ofte før i tidernes løb, at det har rablet i en menneskehjerne. For det er vel det, der foreligger. Bevidst svindel kan der måske være tale om, men hans evne til at vinde mennesker for sig tyder langt snarere på, at han er i god tro. Som sagt, det er der ikke noget epokegørende i.

– Et alvorligt ungt sind kan godt blive grebet sådan af tidens hurmelhej og virvar, at det ikke længere kan hitte ud af, hvad der er op, og hvad der er ned. Det, der for alvor påkalder opmærksomhed om tilfældet, er, at en masse mennesker, om hvem intet abnormt refereres, slutter op om den forvirrede tale, sælger deres ejendele og går fra hus og hjem og familie på et grundlag, der er løsere end kviksand.

Efter Anden Verdenskrig dukkede der nogle rygter op i udenlandske aviser. De gik ud på, at Mikkelsen i virkeligheden havde været engelsk spion. At han og hans nærmeste forsvandt efter den 15. maj skyldtes, at de var taget op af en engelsk u-båd, der altså – i overført betydning – skulle udgøre det for en slags Noas ark.

Men profet Mikkelsen havde intet med dette at gøre. Det der var en flig af sandheden i den historie var, at nogle engelske agenter var strandet i Aalborg. De havde meldt sig til Mikkelsens menighed og kunne som sådan rejse rundt i landet uden at blive opdaget. Gestapo anså Mikkelsen og hans følge for at være sindsforvirrede, og ofrede dem derfor ikke nogen særlig opmærksomhed.

Ifølge udokumenterede rygter, så bosatte profeten sig senere i København.

Kilde: Para-nyt 1992 nr. 2