af Per Borgaard
»Hr. K. Ø. stod en stille sommeraften oppe på en bakke nær sit sommerhus ved Blokhus. Mod nordvest, i klitterne, så han en stor fosforlysende ring, der var stationær. Inde i. ringen var der stærk aktivitet, tilsyneladende af små væsener. De var travlt beskæftiget med at tage noget på jorden i. den ene ende af ringen og bære det over i den anden side.
Vidnet kaldte på sin kone og datter, som så det sammen med ham. De kunne ikke finde nogen lyskilde til den fosforlysende ring, der så ud til at være på størrelse med en cirkusmanege. Afstanden til ringen blev anslået til 2-3 km. I en halv time iagttog familien fænomenet. At det for eksempel skulle være spejdere, tvivlede de på. Der blev ikke søgt etter spor«.
Citatet i indledningen stammer fra en netop udgivet bog, “Ufo-landinger i Danmark”, af Willy Wegner, Thisted, og de små væsener er angiveligt ufonauter.
For 100 eller 150 år siden ville næppe nogen have været i tvivl om væsnernes art:
Enten nisser eller alfer. Men denne observation fandt sted en aften i august 1962.
“Ufo-landinger i Danmark” opregner 120 tilfælde af såkaldte type l ufo-beretninger, dvs. tilfælde, hvor fænomenerne har været set lavt nede, lige over eller på jordoverfladen. Blandt de 120 beretninger fra 1951″72 er der kun i 12 tilfælde observeret væsner i forbindelse med fænomenerne.
Endnu én at beretningerne giver folkloristiske associationer. En dame fra Moesgård strand, som vil være anonym, beretter i et brev til sin søn om en hændelse den 5. maj 1967:
“Nu skal jeg fortælle dig om en mærkelig oplevelse, jeg havde for en uge siden, det mest spændende, mystiske og ejendommelige, jeg i mit efterhånden lange liv har oplevet. Fredag gik jeg hjemmefra kl. ca. 22.45 for at nyde skovens stilhed og få frisk luft i lungerne. Det var stjerneklart, men med nogle skyer på himmelen, og vejret var stille. Jeg passerede “Ørnereden”, gik ned ad bakken mod Moesgård strand, men drejede til højre ad vejen, der i en bue fører op forbi mindestenen for Ingerslev. 50 meter fra stenen slår vejen et sving, så man kan se den lille, åbne trekant foran stenen. (Jeg havde mine fodformede sko på, så jeg på de tykke, bløde gummisåler gik næsten lydløst). Her standsede jeg op, fordi jeg på vejen ud for stenen så et lys eller rettere lysskær, jeg ikke rigtigt kunne blive klar over.
Først troede jeg, at der holdt en bil, men der var ingen lygter at se, og da slet ingen røde baglygter. Lyset, der mindede om meget kraftigt måneskin (det var ligesom lidt blåligt, en mellemting mellem månelys og elektrisk lys), faldt ned på jorden/vejen i en kreds med en diameter på 2.25-2.50 meter. Selve lyskilden kunne jeg ikke se, men den befandt sig ca. 1.25 m. over jorden. Jeg blev stående musestille for at se, om der skete noget.
Og dét gjorde der! Ind fra siderne bevægede der sig grålige, halvt skyggeagtige skikkelser eller rettere “former”. De var knap en meter høje, og der var hverken arme eller ben at se. De bølgede blødt frem og tilbage over for hinanden, så forsvandt de på en svævende måde ud i skovens mørke, så lysskæret et øjeblik kunne stå roligt, jeg mener ubrudt. Men meget snart og med uregelmæssige mellemrum kom der nye “former” ind i skæret. Jeg må lige indføje, at det var fuldkommen stille, ikke en lyd hørtes. På en mærkelig måde fornemmede jeg, at der nu og da var noget om mig, lige i nærheden at mig. Alligevel blev jeg stående (gåsehud) i tre-fire minutter (mener jeg).
Pludselig følte jeg, at en at “skyggerne” nærmede sig mig ad vejen (ikke på vejen) og samtidig voksede kraftigt. i størrelsen, Så ” ja, du må undskylde mig, det var måske fejt ” så vendte jeg mig om og løb den temmelig lange strækning ned til hovedvejen. Du må være klar over, at ingen anede, hvor, jeg var gået hen ” og jeg stod over. for det helt uforklarlige. Så hurtigt som muligt gik jeg hjem.
Mor var ved at gå i seng. ” Jeg ta’r lige bilen, sagde jeg. Der er noget, jeg skal have undersøgt – Du er jo helt bleg, sagde mor, hvad er det dog for noget?
Nå, jeg fortalte om min oplevelse. ” Jeg må af sted, sagde jeg, ellers går jeg måske rundt med ufo-komplekser resten af livet. Mor insisterede på at køre med, og af sted gik det omgående. Hvad ser vi på stedet? Intet som helst, naturligvis. Næste formiddag kørte jeg derud igen. Denne gang fandt jeg heller intet. ” Kan mine sanser og min fantasi virkelig i den grad have snydt mig?”
Med dette undrende spørgsmål vil jeg forlade damen fra Moesgård og blot en passant påpege, at såvel spørgsmålet som beretningens start og slutning tyder på, at observatøren normalt er en dame med benene på jorden. Hun virker lige så lidt hysterisk som Blokhus-familien, der i en halv times tid troligt kikkede på “nisser”.
Man skal være forsigtig med at bedømme ufo-problematikken ud fra to løsrevne tilfælde, men det er næsten givet, at disse to beretninger vil få mange til at slå ufoerne i hartkorn med gamle tiders folklore.
Tanken er i og for sig ikke ny. Psykologen C.G. Jung kom allerede for en snes år siden ind på lignende tanker i “Ein Moderner Mythos von Dingen, die am Himmel gesehen werden”. I bogen udkaster Jung den teori, at der i kritiske situationer for menneskeheden altid er set jærtegn på himlen, og at ufoerne derfor ikke er noget enestående fænomen i historisk-psykologlsk belysning. Det ligger i luften, at han opfatter de uidentificerede flyvende objekter som en slags psykiske projektioner med oprindelse i vidnernes sind. Alligevel rummer bogen en tvetydighed. Man bliver ikke klar over, om den berømte psykolog kun betragter dem som psykiske fænomener eller trods alt tilkender dem en objektiv realitet.
Den samme dobbelthed genfinder man i Jacques Vallées bog “Passport to Magonia”. Vallée er astronom af fag ” en af de få astronomer, der har turdet beskæftige sig seriøst med ufo-problematikken. Han er også ekspert i computerteknik og har været rådgiver for den amerikanske rumfartsorganisation NASA i forbindelse med “projekt Mars-kort”.
Skønt Vallées faglige kvalifikationer altså ikke kan dragés i tvivl ” eller måske netop derfor ” har han givet sig i kast med en analyse af ufo-fænomenet i bøgerne “Anatomy of a Phenomenon” og “Challenge to Science”, der ” ligesom “Passport to Magonia” ” er udgivet af Neville Spearman, London.
I 1966 skrev han i et bidrag til bogen “The Humanoids” (samme forlag), at “det er hurtigt ved at blive indlysende, at ingen teori om ufoernes natur og oprindelse kan tillade sig at ignorere beretningerne om landinger, af hvilke flere hundrede er offentliggjort, og som indeholder beskrivelser at objekterne og deres påståede “besætninger” set på nært hold.
Indholdet i disse beskrivelser, hvoraf der nu foreligger omkring 1000 fra næsten alle egne af kloden, er imidlertid så indbyrdes modstridende, at Vallée i sin seneste bog, “Passport to Magonia”, helt har forladt sit astronomiske udgangspunkt og i stedet søger at trække paraleller mellem ufo-fænomenerne og europæisk, asiasisk og amerikansk folklore.
Med udgangspunkt i bl.a. den første kristne munkeordens stifter, den hellige Antonius” møde med en mærkelig, men gæstfri mandsling i ørkenen, fortsætter Vallée med at grave gamle hændelser frem som paralleller til moderne beretninger.
Ikke alle klerikale så lige så venligt på væsnerne som Skt. Anton Lyons ærkebiskop, Agobard, der døde i 840, efterlod bl.a. følgende beretning:
“Vi har imidlertid set og hørt mange, der har kastet sig ud i så stor dumhed og er sunket ned i så stor tåbelighed, at de tror, der er en særlig egn, som de kalder Magonia, hvorfra skibe sejler op mod himlen for at bringe denne egn de jordens frugter, der er ødelagte af hagl og storm, og søfolkene betaler belønninger til storm-troldmændene og modtager selv korn og andre produkter. Blandt dem, hvis blinde tåbelighed var stor nok til at lade dem tro disse ting mulige, så jeg på et bestemt torv adskillige udstille fire personer i lænker ” tre mænd og en kvinde, som de hævdede var faldet ned fra de selvsamme skibe, og efter at have holdt dem fangne nogle dage havde de, som vi har nævnt, bragt dem frem for den forsamlede mængde for at stene dem i vor nærværelse. Men sandheden sejrede. (Fra Agobard, “Liber de Grandine et Tonitruis”, oversat efter Vallées engelske version).
Om sandheden sejrede, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald sejrede den ærværdige prælats myndighed. Han lyttede til begge parter og fastslog, at det ikke var sandt, at de fire mennesker var faldet ned fra himlen, og ejheller sandt, hvad de fire påstod, de havde set deroppe.
Det var ikke kun uvidende pøbel, der så mærkelige fænomener. Næsten tre hundrede år senere i september 1768 så en ung fyr på 16 år, der var på vej til universitetet i Leipzig sammen med to passagerer fra Frankfurt, i en kløft et mærkeligt lysfænomen. Den pågældende unge mand hed Goethe, og hændelsen er ifølge Vallée beskrevet i 6. bind at hans selvbiografi. Beretningen lyder, som om den kunne have inspireret Valpurglsnacht-beskrivelsen i “Faust”.
Vallée drager paraleller til bl.a. Socorro-observationen i New Mexico den 24. april 1964, hvor betjent Lonnie Zamora bad om at tale med en præst, før han aflagde rapport til myndighederne, og 1. juli 1965-observationen i Valensole, Frankrig, hvor en bonde, Maurice Masse, så en landet maskine på sin lavendelmark. Masse, der er gammel modstandsmand og en respekteret person på egnen, gik derover for at give piloterne en overhaling og bede dem finde en anden landingsplads. Han var mindre end 10 m. fra maskinen, som han antog for et eksperimental fly, da han så piloterne: To væsner på godt en meter var i færd med at undersøge en lavendelplante. De lignede mennesker, men hovederne var alt for store i forhold til kroppen. Da de opdagede Masse, tog en af dem et rør og pegede på ham ” og han var pludselig ude af stand til at bevæge sig. De kikkede lidt på ham, og han fik et pludseligt intenst indtryk af, at de små væsner var gode. Hvorfor, kan han i kke forklare. Til sidst gik de ind i fartøjet og fløj bort. Masse blev stående, til lammelsen fortog sig i løbet af en snes minutter.
Politikaptajn Valnet fra Digne, der undersøgte sagen, endte i et dilemma: Han var lige så sikker på, at Maurice Masse var ærlig, som han var på, at historien var totalt utrolig.
Listen kunne, forlænges næsten i det uendelige. Pladsen tillader det ikke. Men hvad er det, folk ser? Alfer, nisser, trolde, hallucinationer, produkter af det kollektive ubevidste? Væsner fra andre planeter, fra parallelle verdener eller forvirrede og forvirrende turiste fra fremtiden? Djævle eller ånder?
Den nemmeste forklaring er, at det er fantasifostre. Men hvad er det for fantasifostre, der optræder på radarskærme og for det blotte øje samtidig, standser benzinmotorer på knallerter, biler og traktorer, men ikke påvirker dieselmotorer, som har et andet tændingssystem, der efterlader runde mærker på jorden eller huller efter landingsstativer (det sidste var tilfældet både i Socorro-hændelsen og i en sag fra Gyldenholm på Nordsjælland, hvor en tømrer en tidlig morgen blev stoppet af fire små væsner i et ufo og bagefter stak en hånd ned i et, af landlngshullerne og mærkede, at det var varmt). Eller som skræmmer dyr og tiltaler mennesker på deres eget sprog, men giver mildt sagt misvisende oplysninger.
Hvis det er ånder, er det en meget udspekuleret form for “drilleånder”. De burde udsættes for en uhildet videnskabelig undersøgelse, men alle hidtidige undersøgelser ” også Condon-kommissionens i USA for nogle år siden ” har primært haft til formål at bevise, at ufoerne ikke eksisterer. På grund af emnets fantastiske karakter blev kontroversielt materiale ganske stille fejet under bordet og ignoreret. Men folk fortsætter med at se flyvende tallerkner, og amatører fortsætter uden større forudsætninger at løfte en flig af gåden.
Det er næsten synd for “drilleånderne”, at vi ikke vil tage dem mere alvorligt.
Kilder
- Willy Wegner: Ufo-landinger i Danmark FUFOS 1975
- Charles Bowen (ed.): The Humanoids, Spearman 1969.
- Jacques Vallée: Passport to Magonia. Spearman 1970
- “Ufo-nyt”. SUFOI 1958-75.
© 1995 Per Borgaard. Bringes her med forfatterens tilladelse.
Seneste kommentarer