af Per Borgaard

En af de mere særprægede organisationer i Danmark fejrer i næste måned 20 års jubilæum med en udstilling på Københavns ærværdige rådhus. Det er Skandinavisk UFO Information, der med en passende cocktail af saglighed og humor vil markere, at organisationen har overlevet 20 års – foreløbig forgæves – jagt på "flyvende tallerkener".

Egentlig burde udstillingen være placeret i Sønderjyllandshallen, for det var fra Sønderjylland initiativet til den landsdækkende organisation i sin tid udgik, endda fra en kreds af mennesker, som ellers måtte formodes at vide alt, hvad der var værd at vide om luftrummet over Danmark og alt hvad der bevægede sig i det. Det var nemlig en kreds af piloter fra Flyvestation Skrydstrup med kaptajnløjtnant H. C. Petersen i spidsen, der oprettede SUFOI (som dengang stod for Sydjysk UFO Investigation).

– På daværende tidspunkt havde ufo-problemet allerede været i offentlighedens eje i ca. 10 år siden den amerikanske privatflyver Kenneth Arnolds observation i 1947. Han var langtfra den første, der så "flyvende skiver", men han var den første, der blev berømt for det, måske fordi han sammenlignede skiverne med "flyvende tallerkener" og dermed gav dem det navn, der på én gang gjorde fænomenet verdenskendt og let latterligt. "Flyvende tallerkener" smagte nu engang af "røg i køkkenet", og antallet af vitser i den anledning var legio.

Det krævede derfor et vist mod at stå frem og bekende sig som "ufo-forsker", ikke mindst af en tjenestemand i luftvåbnet, der officielt afviste enhver tale om ufo’er som misforståelser og synsbedrag.

At den nystiftede organisation næsten fra starten den 15. december 1947 rendte ind i en voldsom modvind, skyldtes i måske også, at den havde taget munden for fuld i sin formålsparagraf: Man ville ikke alene fortælle om ufo-observationer over Danmark, men også bevise, at der lander mennesker fra andre kloder her i Danmark, i og opnå kontakt med disse mennesker.

H. C. Petersen var – og er – overbevist om disse besøg. Hans interesse for ufo-problemet var opstået i 1947 i kølvandet på Ken Arnolds berømte observation, men da USA få år senere meddelte, at der var en naturlig forklaring på alle fænomenerne, og at man agtede at stoppe projekt Grudge, som forestod undersøgelserne af fænomenet, tabte kaptajnløjtnanten sin milde interesse for gåden. Imidlertid ville skæbnen, at han som pilot blev sendt på et træningsophold i USA – og med egne øjne konstaterede, at luftvåbnet fortsat inddsamlede oplysninger om UFO’er.

Hverken han eller nogen anden dansker kunne på det tidspunkt vide, at der bag kulisserne i det amerikanske luftvåben havde været et bråvallaslag mellem folk, som i antog ufo’erne for at være virkelige objekter, muligvis fra et andet sted i verdensrummet, og folk, som fejede selv de mest veldokumenterede observationer af bordet som sludder. Den sidstnævnte fraktion havde vundet, men eftersom rapporterne om ufo’er blev ved med at komme ind, lod man i stilhed projekt Grudge fortsætte under et nyt navn, projekt Blue Book. Samtidig svingede hovedvægten fra efterforskning af rapporterne til bortforklaring.

Dette halv-hemmelige opgør inden for flyvevåbnet – hvori både en del senatorer og den ret nystiftede organisation CIA blev involveret – er i sig selv en ganske spændende historie, som først blev blotlagt for et par år siden i bogen "The UFO Controversy in America" af professor David Michael Jacobs, Indiana University.

Alt dette kunne den danske kaptajnløjtnant intet vide om dengang. Han kunne kun konstatere, at offentligheden var blevet ført bag lyset. Og dermed blussede hans interesse for ufo’erne voldsomt op.

Da myndighederne åbenbart ville skjule noget, var det nærliggende at tro på de nye optrædende, der dukkede op på ufo-scenen: Kontaktfolkene, der overbragte venlige budskaber fra piloter i ufo’erne. H. C. Petersen kom i kontakt med den mest fremtrædende af disse, californieren George Adamski, der efter en første kontakt med rumfolk i en californisk ørken i 1952 senere havde aflagt besøg på både Venus og Saturn. H. C. Petersen stolede på Adamski og gør det den dag i dag.

Det var stærk tobak i slutningen af 50’erne. Der var en air af sensation, når H. C. Petersen gik på talerstolen. og reaktionerne udeblev ikke. Daværende politifuldmægtig H. P. Christensen, Åbenrå, nu, politimester i Sønderborg, spurgte i et åbent brev flyvestation Skrydstrup, om man "kunne tolerere, at en tjenstgørende kaptajnløjtnant drog land og rige rundt med sådan noget nonsens?" – "H. C. Petersen har lov at have sin hobby", svarede flyvestationens chef, oberstløjtnant K. Jørgensen. "Der går ikke noget skår af flyvevåbnet af den grund".

Foredragene tiltrak mange forskellige typer, lige fra folk, der vidste, at det var Jesus og hans engle, der fløj rundt i "tallerknerne" til mennesker, som kom med en seriøs bekymring over det nye himmelfænomen. I den sidste gruppe var en del, som selv havde oplevet nærobservationer af ufo’er.

SUFOI måtte selvsagt virke som en magnet på folk med interesse for spiritisme og anden mystik, men de kom ikke til at dominere. Når deres dogmer tørnede sammen med Adamskis, strittede H. C. Petersen dem ud. Resultatet blev en række små organisationer med kort levetid.

Imidlertid tiltrak SUFOI i samme stormfulde periode også en del mennesker med solid jordforbindelse og sund skepsis, for hvem tro ikke var tilstrækkeligt. Selvom mange af dem var positive over for den smukke livsfilosofi, som Adamski "videregav fra rumbrødrene" ville de se beviser og have vægten flyttet over på videnskabelig behandling af problemet.

I en årrække lykkedes det at holde de to tendenser i en usikker balance, men til sidst spændte man så vidt, at bukserne sprak. I 1965 trådte H. C. Petersen tilbage som redaktør for SUFOls blad "UFO-Nyt" og som leder af SUFOI. Til gengæld intensiverede han sin indsats for udbredelsen af George Adamskis lære og begyndte at udgive et konkurrende blad, "UFO-kontakt", der primært støtter sig til den amerikanske "kontaktmands" skrifter, selvom han er død for snart mange år siden.

Splittelsen var måske uundgåelig. Kontrasten mellem folk med viljen til at tro og folk med viljen til at erfare var i hvert fald i praksis for stor til, at overvindes. Og selvom SUFOI fra 1965 svingede over mod en mere skeptisk linie, skulle det snart vise sig, at der lå en ny og større hovedpine forude.

Allerede i 1966 skrev en af SUFOls daværende ledere, Børge Jensen, en række artikler om en ny, kosmisk filosofi, der næsten uden varsel mundede ud i "den måske hidtil mest forbløffedende kontaktberetning" . . . – Det var beretningen om et engelsk mediums kontakt med et overnaturligt væsen, der – sjovt nok – kaldte sig Orthon ligesom den rummand, Adamski hævdede at have mødt i ørkenen 14 år tidligere.

Trods velmente – og skarpe – advarsler fra nogle medlemmer droppede SUFOI ikke straks historien som svindel. En del af medlemmerne – og en forbløffende masse mennesker uden for SUFOI – blev grebet af åbenbaringerne fra "Orthon" eller "Det universelle forbindelsesled". "Universal Link", som kundgjorde en verdensomspændende katastrofe "Senest det første sekund af den første, time julemorgen" 1967.

I. efteråret 1967 havde SUFOI fået nok af den historie.

Universal Link-tilhængerne blev "gået". Men det var for sent. Orthon-tilhængerne havde allerede travlt med at forberede "Jordens undergang" julenat. Resten af denne historie, der blev en tragisk farce om, hvordan troende hældte 250.000 kr. i et blydækket hul i jorden ved Snekkerup på Sjælland og fik en lang næse, fordi rumguden aflyste verdens undergang få timer før det store øjeblik, vil de fleste kunne huske fra bladenes omtale.

Som kuriosum kan nævnes, at der trods "Orthons" monumentale fiasko stadig findes en lille gruppe Orthon-troende i Danmark.

For SUFOI betød Orthon-affæren en dundrende lussing. For det første mistede man en del medlemmer, der var skuffede over Orthons svigten. Nok så alvorligt var det, at man også mistede en del medlemmer, som mente, at SUFOI havde svigtet seriøs forskning ved at bringe UL-historien frem i Danmark.

Rystet i sin grundvold gik SUFOI ind i sit andet tiår. Hvordan det gik, vil blive berettet i følgende afsnit.

De "flyvende tallerkener" var i miskredit, da den danske organisation Skandinavisk UFO Information i 1967 fyldte 10 år. Fødselsdagen den 15. december faldt omtrent sammen med højdepunktet af hysteri under affæren om "rumguden Orthon", hvis disciple ventede atomkrigen og frelsen fra rummet i en blytækket betonbunker på Sjælland julenat.

Kun de færreste af Orthon bevægelsens tilhængere havde været aktive i SUFOI, men den troløse rumgud havde via sine medier talt så meget om flyvende tallerkener, at de igen blev betragtet som én stor vittighed.

Når SUFOI overlevede, skyldes det ikke mindst den daværende leder, nuværende oberstløjtnant Frank Pedersen, Hjørring. Ligesom den første formand, H. C. Petersen, var han ansat i forsvaret og havde ligeledes været med i SUFOIs ledelse fra starten i 1957. Men i modsætning til H. C. Petersen ønskede Frank Petersen at se kendsgerninger om ufo’erne. Det var ikke nok for ham at skulle tro på beretninger fra en venlig amerikaner, som havde rumfolkenes fortrolighed.

Imidlertid fik den skeptiske, teknisk og videnskabeligt prægede linie først rigtigt vind i sejlene i SUFOI efter Orthon-affæren. Brændt barn skyr ilden, og efter to mere eller mindre ufrivillige kriser på grund af folk, som foretrak tro frem for viden, satte SUFOI hælene i jorden og drejede bevidst sin linje over mod mere videnskabeligt præget ufo-forskning.

Kun halvandet år senere fik organisationen endnu en lussing, denne gang på den anden kind. USAs luftvåben havde langt om længe besluttet at lade en civil forskningsgruppe undersøge ufo-problemet. Det blev overladt til Colorado-universitetet at undersøge det foreliggende materiale, og i 1969 barslede undersøgelsesgruppen under ledelse af professor Edward U. Condon med en diger rapport, der fastslog, at der ikke var grund til yderligere udforskning af problemet. Selv om kommissionen ikke havde kunnet forklare visse tilfælde, ville de sikkert også have været forkarlige, hvis der havde foreligget flere oplysninger…

Ufo-interessen sank brat – også i Danmark – til det laveste punkt siden Kenneth Arnolds oprindelige observation i 1947.

SUFOls ledelse bed tænderne sammen og fortsatte arbejdet, for der indløb stadig rapporter. Folk så fortsat mystiske ting på himlen, selv om de gik mere stille med dørene med det – fordi "tallerknerne" igen var blevet en vittighed.

Da kom der uventet hjælp: En del af medarbejderne ved Colorado-projektet, som havde forladt forskningsgruppen i protest mod dens – efter deres mening – uvidenskabelige fremgangsmåde, afslørede, at professor Condons næstkommanderende, koordinatoren Robert Low, inden projektets start havde sendt medarbejderne et memorandum, hvori det bl.a. hed: – Jeg mener, fidusen må være at beskrive projektet således, at det over for offentligheden ser ud som en fuldt ud objektiv undersøgelse, men i videnskabelige kredse vil give billedet af en gruppe skeptikere, hvis forventning om at finde en flyvende tallerken er næsten lig nul. En måde at gøre dette på vil være at lægge hovedvægten på udforskning, ikke af de fysiske fænomener, men snarere af de mennesker, der har haft ufo-observationer … "

Samtidig tog det amerikanske flyvevåbens astronomiske konsulent i ufo-spørgsmål siden 1951, professor J. Allen Hynek, bladet fra munden. Han rettede en sønderlemmende kritik mod såvel flyvevåbnets behandling af ufo-problemet gennem 20 år som mod Colorado-projektets arbejdsmåde og konklusioner. Efter at have dokumenteret med sit eget materiale, at der var mange uafklarede ting i ufo-spørgsmålet, konkluderede han, at videnskabelig udforskning af problemet var hårdt tiltrængt og måske ligefrem kunne betyde et "kvantespring" fremad for videnskaben.

Disse reaktioner fik imidlertid ikke nær samme omtale som Condon-kommissionens negative rapport, men på langt sigt skulle de få afgørende betydning for udviklingen.

I Danmark afstivede de den realistiske linje, som SUFOI under Frank Pedersens ledelse var slået ind på, og denne linie fortsatte, da han i 1970 trådte tilbage fra sit fritidshverv på grund af sygdom. Hans afløser, Erling Jensen, førte den stramme linje videre. Det betød større saglighed i arbejdet, men skabte samtidig en vis stilhed omkring SUFOI. De mere sensationshungrende kastede sig over forfatteren Erich von Dänikens og hans mange imitatorers beretninger om fortidsastronauter – og ignorerede stort set, at disse forfattere allesammen hænger deres tykke bøger op på bevismateriale tyndere end spindelvæv.

Også Uri Geller tiltrak sig opmærksomheden i denne periode, men hans udflippede beretning om kontakt med rumfolk fra et ufo druknede – heldigvis – i røret om hans påståede parapsykologiske evner.

SUFOI levede i disse år efter princippet, at den, der lever skjult, lever godt. Helt stille var der dog ikke omkring organisationen, og den kom efterhånden til kræfter oven på de to stød sidst i 60’erne.

Det vedblev også at strømme ind med rapporter. Ikke mindst 1974 var en god årgang – med en række tilfælde, hvor knallertkørere hævdede at have været ved at miste kontrollen over køretøjerne, fordi lavtflyvende ufo’er påvirkede motorerne. En opinionsundersøgelse i USA viste, at 51 pct. anså ufo’erne for at være virkelige. Ved Elmelund på Fyn bliver en bilist standset af et ufo, som tilsyneladende får hans motor til at gå i stå, mens det oppefra sender en kraftig lysstråle ned over vognen. Et par andre bilister bliver fulgt tværs over Fyn at et ufo. En sjællandsk bilist, Harry Jensen, Grædsted, bliver den næste, der får fornøjelsen af at blive stoppet af et ufo. Mange andre observerer flyvende tingester på ret nært hold. og flere gange optræder rapporter om lysstråler, der bliver "trukket op" i ufo’erne. (Dette skulle faktisk være en fysisk umulighed).

1975 fortsætter i samme spor. Allerede den 19. februar bliver en fru Rasmussen fra Ørbæk på Fyn standset i sin bil på vej hjem fra Ryslinge højskole. 1. marts bliver en 12-årig dreng i Allerød udsat for generende interesse fra et ufo, der i ca. 2 minutter svæver over ham og belyser ham med en kraftig stråle. De følgende dage bliver drengen plaget af hovedpine og får rødt udslet. I juni ser en gårdejer ved Vedde på Sjælland et ret stort (ca. 2,5 m bredt) lysende ufo svæve knap en meter over en markvej ved hans gård. Den 5. august står et lysende objekt. der veksler mellem rødt, grønt og hvidt, på himlen i nærheden af flyvestation Skrydstrup. Patruljevogne, udsendt af politiet i Holstebro, kan ikke finde en naturlig forklaring på det og kontakter flyvestationen. Flyvelederen vurderer det til at være mellem 1200 og 1800 m oppe, men da det ikke kan ses på radarskærmen bliver der ikke sendt jagermaskiner op for at undersøge det. En halv time senere flyver det væk. Politibetjentene observerer også to andre ufoer.

– Er det varmen? spørger aviserne.

Den l. september 75 bliver en 15-årig pige i Egense i Himmerland så skræmt af at blive forfulgt af et ufo, at hun flygter ind på den nærmeste gård og ikke selv tør køre resten af vejen hjem på sin knallert. Beboerne på gården når at se objektet svæve bort. Den 29. i samme måned melder en ikke helt appelsinfri herre til politiet i Helsingør, at hans taxa er blevet forfulgt af et ufo. Taxachaufføren og anmelderens kone er imidlertid pinligt ædru, og de kan også se det. Det samme kan to betjente, da de ankommer i patruljevogn. Imens har den letbeduggede herre alarmeret en nærliggende flyvestation og kommanderet den vagthavende til at sætte radar på objektet… Da den menige finder på at kigge, ser han til sin skræk et hvidt, kugleformet og stærkt lysende objekt på den angivene position. Han aner ikke, hvad han skal gøre, og imens flyver det bort mod nord.

På Bornholm bliver Annette Nielsen, Østermarie, tidligt om morgenen den 27. november udsat for den klassiske behandling på vej til sit arbejde på Rønne sygehus: Bilen omstråles at et kraftigt blåt skær oppefra, og motor og lygter sættet ud. Men det sker ikke færre end fire gange over en strækning på 300 m. Hver gang det blå lys forsvinder fra vognen, sætter den sig i gang af sig selv…

Disse eksempler er nævnt, fordi de omfatter fysiske virkninger – på motorer eller mennesker – hvilket synes at udelukke hallucinationer eller andre psykiske årsager.

1976 bragte kun to hændelser af denne type, men den ene gik til gengæld ud over en trænet observatør. Fhv. politiassistent Th. Brandt Jensen kom kørende ad hovedvej 1 på vej mod Ringsted den 21. juni kl. 00.40, da han bagfra bemærkede et stærkt lys. Han troede, en flyvemaskine ville forsøge at nødlande på vejen, og satte derfor farten op til 150 km for at undgå at blive ramt. Men "flyvemaskinen" kom nærmere, og da dens lys ramte vognen direkte, gik motoren ud, og lygterne slukkedes. "Kun ved skæret af det fremmede lys kunne jeg se kørebanen og få vognen væk fra vejen samtidig med, at jeg bremsede ned", skrev han i rapporten. Idet genstanden passerede hen over ham, hørte han kun en susen som af et svæveplan. Bagefter kunne vognen atter starte.

Den anden hændelse var foregået på hovedvej i mellem Kirkebjerg og Ringsted godt 14 timer tidligere. Også ved denne lejlighed blev en bil ramt af et lys fra en flyvende genstand, og alt lys gik ud, ligesom motoren stallede. Et par minutter efter kunne vognen atter køre.

Fra indeværende år foreligger bl.a. en rapport om en ung pige fra Glostrupegnen, der følte, at hendes cykel blev trukket hen mod en lysende kugle, som pludselig dukkede op, mens hun var på vej hjem fra gymnastik. Det lykkedes hende at komme hjem og alarmere faderen. Ufoet fløj imidlertid rundt i området, og han alarmerede pr. telefon flere naboer, så adskillige nåede at se det. før det forsvandt.

Sålænge folk har sådanne oplevelser – hvad så årsagen til dem er – kan det ikke undre, at SUFOI har fortsat medlemstilgang.

Organisationen, der siden 1975 ledes af civilingeniør Flemming Ahrenkiel, er imidlertid ikke uden problemer i år, hvor den runder de 20.

Ufoernes gåde er ikke løst, og SUFOI har ikke økonomisk styrke til at gennemføre videnskabeligt kvalificeret forskning selv. Mens den tidligere luftvåben-ekspert dr. Allen Hynek i USA har skabt et "usynligt kollegium" af videnskabsmænd. der tager problemet alvorligt nok til at arbejde med det, er der endnu ikke sket en tilsvarende udvikling herhjemme. Skønt SUFOI nu i en årrække har satset hårdt på en kritisk og saglig linje, har man stadig en fornemmelse af, at fortiden hænger ved. Folk med en videnskabelig uddannelse, der gør dem kvalficeret til at bringe ufo-gåden en tak nærmere løsningen, betragter stadig emnet som mindreværdigt.

Der er ellers behov for dem, og det gælder både de "hårde" videnskaber og de "bløde" som psykologi og endog folkemindeforskning. Dr. Hynek og hans astronom-kollega Jacques Vallée har forlængst konkluderet, at et effektivt angreb på ufo-problemet vil kræve en tværfaglig indsats.

Der er også stadig behov for flere aktive "lægfolk" til at lave en effektiv indsamling af det materiale, som SUFOI håber, at videnskabsmændene før eller senere vil give sig til at behandle seriøst.

© 1977 by Per Borgaard. Bringes her med forfatterens tilladelse.