Fænomenet er der – og det bør udforskes videnskabeligt

af Per Borgaard

Oberstløjtnant Frank Pedersen, Hjørring, fortæller om "forkerte" måner, om det mindste, man kan forlange af en tjenestemand – og om alt det, man ikke skal blande ind i UFO-problemet.

Hvad får en tjenestemand – og det endda en oberstløjtnant i det danske forsvar – til at beskæftige sig med noget så odiøst som "flyvende tallerkener"? Det spørgsmål blev besvaret af oberstløjtnant Frank Pedersen, Hjørring, på det netop overståede UFO-seminar i Fredericia. For hans vedkommende var der oprindelig to årsager: Nysgerrighed og hidsighed.

– I 1953 var jeg blevet færdig på officersskolen og startet på, Langelandsgades Kaserne i Århus, hvor jeg et par måneder efter blev adjudant for oberstløjtnanten. Nybagte officerer var ikke særligt godt lønnede dengang – og det var oberstløjtnanter åbenbart heller ikke for vi tjente begge lidt ekstra ved at undervise lotter og hjemmeværnsfolk om aftenen. Da vi en aften fulgtes fra kasernen, kom Månen pludselig farende hen over himlen i ca. 60 graders højde, fortæller oberstløjtnant Pedersen.

– Vi nåede at se, at den var lidt fladtrykt og mærkelig i farven, men vores første indskydelse var alligevel, at det var Månen der pludselig var blevet kåd. Men den rigtige Måne hang, hvor den skulle, havde den farve måner skal have. Næste dag bad min chef mig finde ud af, hvad vi egentlig havde set. Altså tog jeg telefonen ringede til Ole Rømer Observatoriet i Århus og spurgte lederen, hvad det var.

Så fik jeg en balle, jeg aldrig havde oplevet mage til, før astronomen sluttede med at sige, at han var træt af alle de idioter, der ringede om det syn. Jeg har ungarsk taterblod i årerne, og det kogte pludselig op, Da han trak vejret, fik jeg fortalt ham, at han forspildte sit livs eneste chance for at fortælle folk noget om det, han gik og beskæftigede sig med.

Han burde gribe chancen med kyshånd, når 17 idioter gjorde sig den ulejlighed at ringe til ham. Det var strengt taget det, han fik sin løn for, og det mindste, man kunne forlange af en tjenestemand, var et høfligt svar, selv til idioter.

Så lagde han røret.

Jeg ringede prompte op igen og gjorde opmærksom på, at jeg stadig ikke havde fået at vide, hvad fænomenet var.

"Et skoleeksempel på et meteor", sagde han.

Men jeg havde haft en lærer, der havde astronomi som hobby – og dermed havde samtlige 24 i klassen også at interessere sig for astronomi – og jeg var blevet undervist efter en udmærket bog, der tilfældigvis var skrevet af netop dén astronom. Så jeg fortalte han, at enten var genstanden ikke et meteor, eller også var hans bog fuld af fejl, og så ville jeg have pengene for den tilbage.

De næste tre minutters samtale vil jeg helst ikke referere. Også for min egen skyld, tilføjer Frank Pedersen med et grin.

Så kan jeg selv finde ud af det
Den unge, løjtnant gik igang med at forsøge at udføre ordren om at finde ud af, hvad han havde set. Han trak en nitte hos marinestationen i Århus, hvor man også havde set fænomenet, men ikke kunne forklare det Heller ikke lufthavnen i Kastrup kunne løse gåden, men rådede ham til at ringe til flyvestation Karup.

– Der kom jeg til at tale med en herre der ikke gav nogen forklaring, men meget gerne ville have en rapport, også underskrevet af oberstløjtnanten. Og så opdagede jeg, at vi i vort arkiv allerede havde særlige skemaer til at rapportere om den slags fænomener, som man nu i over 20 år har fortalt os ikke eksisterer. Det var ganske godt klaret i 1953, fortsætter Frank Pedersen.

– Jeg gjorde mig stor umage med rapporten og kikkede så på mine seks stempler på skrivebordet. De er til klassificering af papirer, og de strækker sig fra det, ingen må læse, til det, ingen gider læse. Som mellemvej valgte jeg efter moden overvejelse at stemple rapporten "fortrolig". Hvis De vidste, hvad det giver af administrativt arbejde i vort system, ville De aldrig bruge det stempel. Men jeg emballerede og registrerede forsendelsen på reglementeret vis og sendte den anbefalet.

Så glemte jeg det hele – indtil min chef et halvt års tid senere fortalte, at jeg var den dårligste adjudant, han nogenside havde haft (heldigvis var jeg også den første) – fordi jeg ikke havde fundet ud af, hvad djævlen det var, der havde futtet rundt på himlen over Århus den aften.

Jeg ringede til Karup og fik fat i den samme mand. Han havde glemt alt om samtalen og havde aldrig modtaget rapporten. Godt, så måtte jeg efterlyse den ved postvæsenet – den var jo sandt anbefalet. Pludselig kunne han alligevel godt huske, han havde modtaget den, men antydede, at visse sager overgik til en forsvarsafdeling, som man normalt ikke hører så meget om, fordi den ifølge sagens natur skal arbejde i hemmelighed, hvis den skal være effektiv. Men jeg kunne altid kikke ind i Karup, hvis jeg tilfældigvis kom forbi.

Jeg kom "tilfældigvis" forbi samme eftermiddag. Samtalen gik stort set ud på, at jeg bare skulle glemme det hele. Jeg ville ikke få noget at vide.

Det hjalp ikke, at jeg gjorde opmærksom på, at flere hundrede århusianere havde set tingesten samtidig med os – og at vi i øvrigt havde gjort observationen uden for tjenestetiden!

Så eksploderede min hidsighed igen: – Så skal jeg nok selv finde ud af det, råbte jeg. Det skulle jeg ikke have sagt, hvis jeg ville have undgået 15 års arbejde.

Klap i, knægt, og leg videre
To år senere, i 1955, måtte løjtnant Frank Pedersen opgive. Han havde støvet bibliotekerne igennem uden at finde en forklaring. Men i 1958 ringede det pludselig på hans dør. Uden for stod en herre, der præsenterede sig som Ensio Slej fra politigården i København. Han ville gerne vide, om Frank Pedersen var den løjtnant, der havde haft et sammenstød med en officer i Karup for nogle år siden.

Slej kom dog ikke i officielt ærinde. Men seks flyveofficerer på flyvestation Skrydstrup havde netop stiftet organisationen SUFOI for at kaste lys over problemet "de flyvende tallerkener".

Forskellige politifolk, bl. a. Slej, var indtrådt i organisationen, og man ville gerne have flere folk med. Frank Pedersens interesse blussede øjeblikkelig op igen.

I 1959 observerede han med en kollega fra marinen et UFO over København. Begge havde fotografiapparaterne i hænderne, begge måbede, så de glemte at løfte apparaterne og trykke af. Og begge har formentlig ærgret sig over det lige siden. Frank Pedersen har i hvert fald.

Han kom i ledelsen af Skandinavisk UFO Information og havde arbejdet med sagen i fem år, da han i 1963 endnu engang så et UFO. På det tidspunkt var han ved at være træt af sagen, havde i øvrigt haft en lang arbejdsdag og hyggede sig med en god bog, da en af sønnerne kom styrtende ind og råbte: – Far, far, kom og se, en flyvende tallerken!

– Jeg gryntede: "Klap i knægt, og gå ud og leg," fortæller Frank Pedersen. Men så var det til en afveksling min kone, der eksploderede: Jeg havde opdraget ungerne til at interessere sig for "flyvende tallerkener". Nu måtte jeg gå ud og se, om det var et UFO, og ellers forklare børnene, hvad det var. Gjorde jeg ikke det i en fart, ville hun aldrig mere høre et ord om "flyvende tallerkener" eller UFO’er inden for vore vægge!

Det er ikke nødvendigt at forklare ægtemænd, at jeg hurtigt kom udenfor – og der hang sådan en tingest og cirklede rundt højt oppe. Da jeg havde kikket på den halv times tid, luskede jeg ind til min bog igen – i tide til at tage telefonen. Den blev ved med at ringe med korte mellemrum til kl. 5 næste morgen. I alt fik SUFOI vist 300 rapporter ind på den observation, siger Frank Pedersen.

Det startede i Vojens
Oberstløjtnant Frank Pedersen siger om organisationens start:

– Det er daværende kaptajnløjtnant i Vojens H. C. Petersens fortjeneste, at organisation nen SUFOI blev startet H. C. Petersen og enkelte andre havde set ting, der svarede nogenlunde til min første oplevelse, og ville søge en forklaring.

Fænomenet er meget vanskeligt at arbejde med. Det kan ikke tages ind i et laboratorium og studeres. Arbejdsmaterialet er rapporter, og deres værdi står og falder med vidnernes troværdighed. Og med, om den, som optager rapporten, kan adskille naturfænomener og fup og svindel fra egentlige UFO-observationer.

Var nær ved at blive fyret
Det var vi ikke særligt dygtige til i starten. Vi var uerfarne og arbejdede samtidig under pres. Ikke alene skulle vi først og fremmest passe vort arbejde og vore familier, vi skulle også forsvare os mod de meget skarpe angreb. Der var folk – også tjenestemænd – der simpelthen krævede os fyret, fordi vi beskæftigede os med problemet UFO’er i vores fritid, fortæller obertstløjtnant Frank Pedersen. Det var et pres – og jeg tager fuld ud medansvaret for de fejl, vi begik dengang. Vi var ikke kritiske nok.

Med tiden opstod der fraktionsdannelser inden for SUFOI, og striden endte med, at den gruppe, der lagde vægten på kontaktberetninger – fra folk, som hævdede at have været i personlig kontakt med rumfolk, og deriblandt først og fremmest fra amerikaneren George Adamski – trådte ud og dannede sin egen organisation, Dansk IGAP. I denne fraktion var også den oprindelige initiativtager, major H. C. Petersen, som nu bor i Vejle.

SUFOI fortsatte med Frank Pedersen som formand og lagde en så videnskabeligt betonet arbejdslinie som muligt.

I 1970 måtte han træde tilbage på grund af helbredsproblemer og forflyttelse til Hjørring. I dag er formanden en anden ingeniør Flemming Ahrenkiel.

Det største problem
– Folk er kommet ind i arbejdet med mange forskellige motiver, en stor del, fordi de selv har observeret noget, de mener må have været et UFO, siger Frank Pedersen. De grunde, jeg har haft sværest ved at acceptere, er de religiøse. Ikke fordi jeg har noget mod religion, men vi bør ikke blande vores tro ind i UFO-problemet, i hvert fald ikke sålænge vi ikke ved noget mere konkret om dem. Jeg tror, de religiøse aspekter sammen med kontaktpersonerne, hvis budskaber fra rumfolkene ofte har religiøse overtoner, men som er indbyrdes selvmodsigende, har skadet forfærdeligt meget både her og i det store udland. De er nemlig den største hindring for at få videnskebeligt uddannede folk til at tage problemet op – og det er nødvendigt, hvis vi skal komme opklaringen et skridt nærmere. Jeg har – som ingeniør – mødt den indstilling hos mange kolleger, at de gerne ville give et nap med i arbejdet med UFO-gåden men de turde ikke, fordi de ikke ville risikere at blive slået i hartkorn med religiøse fantaster og gjort til grin.

Men der er ved at ske en glædelig udvikling i USA, hvor det amerikanske luftvåbens ekspert i UFO-sager, astronomen dr. J. Allen Hynek, efter 20 års arbejde med sagen i dag er overbevist om, at videnskaben med udbytte kan studere fænomenet UFO’er. Han lægger ikke skjul på, at han selv grinede ad UFO-beretningerne i starten, men gennem sit arbejde som videnskabsmand nåede han med årene til det modsatte af luftvåbets officielle standpunkt: Han blev overbevist om, at der i UFO-forvirringen er en kærne af uforklarlige fænomener, som videnskaben bør studere.

– Jeg håber at se denne samme udvikling herhjemme, men forudsætningen for at fremskynde den er, at UFO-folkene både er selvkritiske og meget kritiske med det materiale, de indsamlet så det kan have værdi den dag, det bliver stillet til rådighed for videnskabsmænd, sluttede oberstløjtnant Frank Pedersen.

På et direkte spørgsmål om UFO’ernes oprindelse, siger han: – Jeg er ganske sikker på, at de ikke er lavet af nogen magt her på Jorden. Hvis det ikke er et helt nyt ukendt naturfænomen – så må de komme fra et sted uden for Jorden!

© 1976 by Per Borgaard. Bringes her med forfatterens tilladelse.