af Willy Wegner
En munter erindring om Däniken
I november 2007 var jeg sammen med min bedre halvdel på en rejse til Mexico. Lidt spøgefuldt kan jeg skrive, at jeg på turen ofte befandt mig i Erich von Dänikens udtrådte fodspor. Mit “ekspeditionsudstyr” var stort set det samme som Dänikens: et målebånd, et fotografiapparat, en notesblok og en god portion fantasi. Altså en rigtig søndagsforsker.
Nogle af de steder vi skulle besøge – efter et kort ophold i Mexico City – var bl.a. Monte Alban, Palenque, Uxmal og Chichén Itzá. Alle steder og kulturer som Däniken højspændt har skrevet om. Men helt ærligt, Däniken lå ikke først for i min bevidsthed da vi tog afsted. Der var mere spænding omkring vores kørsel på Yucatán-halvøen, tæt på Villahermosa, hvor der ugen før havde været katastrofale oversvømmelser.
Nå, men jeg kunne skrive om agaver, kaktusser, vejbump, sølv, tequila og meget andet. Men her og nu er mit ærinde altså den kære hr. Däniken. Jeg kom i tanke om ham igen, da vi nåede til Chichén Itzá. Efter at have tænkt på ham i Palenque. Det følgende er skrevet lidt i fabulerende dagbogsform.
Chichén Itzá – den hellige brønd.
Fra Mérida går turen østpå mod Cancun. Vi befinder os på den nordligste del af Yucatán. Efter omkring 100 kilometers kørsel når vi først på dagen frem til Chichén Itzá.
Godt nok er der tale om en gammel mayaby, men toltekerne har også gjort deres indflydelse gældende. Der er derfor tale om en blandingskultur fra det 10. århundrede. Mayarnes regngud Chac trives side om side med toltekernes Quetzacóatel, som mayaerne tog til sig som Kukulcán – den fjerklædte slange.
Midt i det hele ligger templet for Kukulcán. En imponerende pyramide ladet med talmagi fra mayaernes kalender og tidsregning. På spansk kaldes det El Castillo. Et fascinerende kapitel i sig selv.
Selv er jeg nu spændt på at se noget, som Däniken omtalte i bogen “Fortids gåder … fremtids virkelighed” (1968). Han skriver om en offerbrønd hvor mayaerne ofrede værdigenstande og mennesker (især velopdragne jomfruer) – til guderne. Han nævner, at arkæologer har gjort fund på bunden, der bekræfter offermyten. Det sidste er ganske rigtigt.
Däniken spørger: “…Hvorledes opstod dette vandhul? …hvorfor blev det erklæret for en hellig brønd? …hvorfor netop dette vandhul, for der findes flere af samme slags?”
Däniken lader efterfølgende fantasien spille i crescendo. Han omtaler også en anden brønd i Chichén Itzá. Han undrer sig over, at “den moderne forskning” – som han generelt har den største mistillid til – kun omtaler den hellige brønd og ikke den anden, som han omtaler ret så dramatisk: “Knap 70 meter fra maya-observatoriet ligger der en nøjagtig kopi af Schichen[!] Itzas hellige brønd skjult i junglen. Dette hul, der er bevogtet af slanger, giftige tusindben og plagsomme insekter”” Ok! Men brønden ligger kun 25-30 meter fra den sydlige indgang.
Däniken mener ligefrem, at begge brønde kan være forårsaget af meteornedslag. Ved andre lejligheder har Däniken været inde på, at det kunne være gamle affyringsskakter for raketter.
I fantasiens grænseland. Her står jeg så på kanten af offerbrønden i Chichén Itzá og kigger ned i noget plumret vand. Med en påtaget vild Däniken-inficeret fantasi frygter jeg, at det brunlige vandspejl brydes af en mayaraket der stiger til vejrs på denne solrige dag, mens jeg overbevist må kaste mig til jorden. Som søndagsforsker så langt nede, at jeg er i øjenhøjde med et lokalt firben. Et af de “farlige” dyr, der ifølge Däniken bevogter brønde. Faktisk så jeg en af “vogterne” glo på mig.
Hallo! Så ser jeg ser mig over skuldren og vender tilbage til virkeligheden. Jeg er kommet hertil ad en lang stenet vej flankeret af souvenirsælgere på rad og række med deres tingeltangel samt en stime af turister der løber spidsrod i deres midte. De skide sælgere! De skide turister! Her ved brønden ligger der bag mig tre-fire souvenirboder og en mulighed for civiliseret toiletbesøg. Det strejfer mig kort: – gad vide om det hele ryger ud i den hellige brønd? Dänikens magiske forestillinger er ligesom gået fløjten. Men for mig at se, er mayakulturens brug af denne offerbrønd stadig fascinerende. Så hul i Däniken!
Hvorledes opstod så disse vandhuller, som Däniken omtaler dem? Ordet cenote stammer fra maya-sprogets dz’onot. Det er en fælles betegnelse for de naturlige brønde der findes på hele Yucatán-halvøen. Disse cenoter eller brønde udgjorde mayaernes vigtigste vandforsyning.
Cenoter er altså et geologisk fænomen der også kendes fra Danmark, hvor de bare kaldes jordfaldshuller. For eksempel er Aborresø på Møns Klint et jordfaldshul. Søen er tyve meter dyb og ligger “faretruende” nær på en campingplads, – for nu at blive i Däniken jargon. De eneste der “ofrer” her i nabolaget er deltagere i det årlige MC-træf eller umådeholdende drukmåse.
Nå, jordfaldshuller opstår ved at vand siver ned gennem jorden og opløser noget af kalken i undergrunden. Derved opstår der vandfyldte hulrum som på et eller andet tidspunkt kan styrte sammen og danne “brønde”. Cenoter kan være ret store. Den hellige offerbrønd – mere poetisk jomfrubrønden – i Chichén Itzá er 50 meter i diameter. Fra kanten og ned til vandoverfladen er der omkring 25 meter. Fra vandoverfladen og ned til bunden er der målt ca. 10 meter. Mange cenoter er forbundne med underjordiske vandløb, og man kan nogle steder ved kysten se, at de munder ud i havet.
At cenoter er et fantastisk geologisk fænomen fik jeg bekræftet nogle få timer efter Chichén Itzá tæt ved Valladolid. Vi besøgte faktisk den underjordiske cenote Samula der både var en del af den lokale vandforsyning, hvori der levede fisk og hvor man kunne bade. En cenote der kunne stikke alle de cenoter vi hidtil havde set og oplevet.
Gennem et hul i Semula cenotens “loft” skinner solen ned til en badegæst i det helt klare vand.
Men tilbage til Däniken.
Jomfrukastning
At Däniken ikke er bekendt med den geologiske forklaring er ret mærkværdigt. Han kan umuligt være søndagsforsker, højest skudårsforsker. På sin rejse til Chichén Itzá havde han Hans Neuner med som ledsager. I antologien “Das seltsame Leben des Erich von Däniken” (1970), fortæller Neuner: “I Chichén Itzá var der jomfrubrønden, den måtte jeg se. Det er en naturlig brønd, i hvilken man kastede jomfruer…” Bortset fra at der er fundet flere skeletter af mænd end af kvinder, så lyder det usandsynligt at Däniken, som “eksperten”, skulle være dårligere orienteret end sin samtidige rejseledsager.
Däniken spørger: Hvorfor blev det erklæret for en hellig brønd?
Mayaernes afhængighed af vand fik dem til at ofre til regnguden Chac. Dette gjorde man ved at kaste gaver ud i cenoten. Når bølgerne gik højt, så at sige, ofrede man også mennesker. I begyndelsen af dette århundrede blev cenoten undersøgt for første gang. Udbyttet blev på omkring et tusind genstande hvoraf en stor del var af rent guld. Siden er der gjort yderligere fund med mere moderne metoder. Den udvalgte cenote var altså Chac’s helligdom. Derfor var cenoten hellig.
Däniken spørger: Hvorfor netop dette vandhul…?
Andre cenoter blev benyttet som vandreservoirer, og det er naturligvis en tvivlsom affære at hente vand til husholdningen på et sted, hvor man havde ofret adskillige mennesker. Endelig ville man måske krænke Chac ved at tage vand i hans hellige cenote. Desuden var det ikke alle cenoter der var sunde og rene.
Det har sikkert været klogt at udvælge er enkelt cenote som hellig, således at man ikke i flæng ofrede mennesker hid og did et et hvilket som helst “vandhul” der kunne forsyne samfundet med drikkevand.
Däniken spørger: Hvorfor omtales kun den hellige brønd?
Denne påstand fra Däniken er grebet frit ud af luften. I Victor Hagens bog “Mayaernes verden” (1971) fremgår det tydeligt, at der i Chichén Itzá er tale om to brønde. Her omtales dels den hellige offerbrønd, dels Xtoloc-cenoten, her nedenfor, hvor man hentede sit vand.
I Clifford Wilsons “The Chariots Still Crach” (1976) gøres der opmærksom på, at begge brønde findes aftegnet på alle kort over Chichén Itzá. Yderligere fortælles det, at sådanne cenoter findes over hele Yucatán.
For yderligere at vise, at Dänikens påstand er fejlagtig, vil jeg også henvise til noget så hyggeligt som en rejsebeskrivelse af Hakon Mielche: “Maya – riget der forsvandt” (1967). Her skriver Mielche, at der eksisterer to brønde og at den ene var offerbrønd. Selv Mielche har kendskab til cenoternes geologiske oprindelse.
Tilsyneladende er Däniken ene om ukendskabet med hensyn til cenoternes oprindelse og anvendelse. Han kunne med fordel have lyttet til en af de lokale turistguider, og sparet sine læsere for unødig spænding og trang til vandladning. Men så havde han måske slet ikke fået skrevet bøger.
Et lidt ramponeret turistkort ved indgangen til Chichén Itzá. Jeg har markeret de to cenoter.
Seneste kommentarer