Nå, hva' så, Karla?

af Karla McLaren, oversat af Dann Simonsen

I 2004 skrev Karla McLaren en artikel om, hvorfor hun havde besluttet sig til at forlade new age. Karla McLaren var forfatter til adskillige bøger og bånd med new age-temaer, og nu havde hun ikke alene valgt at forlade bevægelsen, hun fik også sin artikel om at bygge bro mellem de to kulturer, new age og skepticisme, udgivet i et skeptiker-tidsskrift, ¹ hvorfra vi fik lov til at oversætte den og bringe den i Skeptica. ²

I mellemtiden har der været stille omkring Karla McLaren, i hvert fald udadtil, indtil hun i 2008 lagde følgende på sin hjemmeside som svar til alle dem, der undrede sig over, hvad der var blevet af hende, derfor: Nå, hva’ så Karla?

Tak, for forespørgslen. Det er nu 2008, og jeg bor i Californien med min mand og søn. Jeg stoppede min karriere inden for spirituel healing og al den slags i 2004, og jeg gik tilbage til universitetet for at få en eksamen i sociologi, som blev til en eksamen i socialvidenskab med sociologi som hovedfag og et sidefag i karrieretestning og -vejledning. Det er en lang historie. Jeg fik min bachelor i maj 2006, cum laude, og en masse seje medaljer sammen med de akademiske præmier. Bing! Og sociologi er bare så fedt! Sociologi (og mikro-sociologi og socialpsykologi) er den mest fascinerende måde at studere mennesker og deres adfærd på. I den grad.

Sociologi hjalp mig også med at forstå, hvordan jeg begyndte i, og forlod, new age. Jeg forlod min karriere i new age af samme grund, som jeg startede den: Jeg var virkelig bekymret over de mange trauma-overlevere og hvordan de blev vildledt og leflet for og fik alle mulige tilbud men ikke for alvor blev hjulpet. Jeg så for mange angstforstyrrelser og for mange ubehandlede depressioner, og for mange, som led af ubehandlet posttraumatiske stress, og det gik mig på. Jeg kunne ikke etisk forsvare det, der foregik. Og selv om jeg afveg fra normen og kom ret langt i mine år som skribent og underviser, forstod jeg, at i mine mere end 30 år i new age havde jeg aldrig set nogen få det godt for alvor. De havde et bedre ordforråd til at beskrive deres smerte, og de havde flere måder at berolige sig selv på, end almindelige mennesker plejer at have, men det var også alt. Og selv om selv-lindring er meget vigtig, syntes jeg, at new age kom med for mange løfter uden et fundament af ansvarlig forskning. Der er ingen garantier om fuld-tilfredshed-eller-pengene-tilbage, og der er en masse bebrejdelser af ofret, hvis løfterne ikke kan holdes (du må have negativ energi, du beder ikke hårdt nok, det er din karma. Æv.) Ingen kontrol og eftercheck, og ingen forbrugerbeskyttelse ? simpelthen uacceptabelt.

Som reaktion på min bekymring om de etiske fejl og de mange måder, som new age træner folk (og især kvinder) til at være ukritiske og letpåvirkelige forbrugere, der ikke stiller spørgsmål ved noget, undlod jeg at genudgive alle mine bøger og bånd, som jeg kontrollerer via Laughing Tree Press, og jeg forhandler med mine andre forlag om at gøre det samme. Jeg er netop i gang med at genåbne denne hjemmeside efter flere års tavshed. Men jeg spekulerer over, hvad jeg nu skal gøre. Nogle mennesker vil have mig til at skrive en bog om den usædvanlige forandring, som jeg har gennemgået, men den intensitet, som folk har omkring deres tro og overbevisning, gør mig ilde til mode, og jeg har ikke lyst til at rende rundt som frafalden plakatsøjle, eftersom det sted, som jeg er nået til i mine tanker og i mine studier, ikke rigtigt stemmer overens med nogen andens ideer.

I min forskning har jeg fx opdaget, at de evner som jeg og andre clairvoyante har, godt KAN forstås fra et videnskabeligt og rationelt standpunkt. Intuition er virkelig, og den behøver ikke at være paranormal for at være fascinerende og have gyldighed. Fornemmelsen af, at der er en aura, er også virkelig, og en forståelse af neurale kort over kroppen, proprioception, ³ og interoception ⁴ giver en mere komplet, dybere, og mere lødig forklaring end en rent paranormal forklaring gør. Empatiske evner, som var min styrke som healer og lærer, er totalt spændende, fordi de også er helt igennem virkelige. Men før man har en forståelse af, at interoception, spejlneuroner, ⁵ ikke-verbal kommunikation og vink, dyrs adfærd, og den form for adfærd, som lægges for dagen af mennesker uden velfungerende spejlneuroner, er det meget naturligt at tro, at stærke empatiske (eller intuitive) evner er magiske. Det er de ikke. Og det behøver de ikke at være.

Ville det ikke være sejt, hvis vi var i stand til at forstå disse evner uden at være nødt til at ty til fabler? Og ville det ikke være endnu mere sejt, hvis vi var i stand til at give slip på overtro og dykke ned i en endnu dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, i stedet for at være nødt til at hoppe ud fra den satans klippe, ligesom jeg gjorde, da jeg forlod new age?

Nå, jeg er i hvert fald nødt til at tænke meget over at kaste mig ud i kampen igen. Jeg nød ikke berømmelsen den mindste smule, og jeg syntes ikke, at det var et godt liv at skrive bøger. Jeg skal have et rigtigt arbejde og yde noget rigtigt.

Springe buk!
Lige nu leger min mand og jeg en leg, som jeg kalder “springe buk”. Da jeg var i gang med min nye karriere, hjalp jeg med at få ham igennem sit cand.mag.-studie, og han gjorde gengæld og hjalp med at forsørge mig gennem min bachelor i socialvidenskab. Nu er det hans tur igen, og jeg arbejder, eller prøver på det, så jeg kan forsørge ham, mens han tager sin næste akademiske uddannelse, som er et hovedfag i sygepleje. Ret sejt. Når han er færdig, bliver det min tur igen, og jeg får mulighed for at tage en ph.d. i mikrosociologi og socialpsykologi.

Men nu da jeg har forladt den spirituelle healing og har levet i den almindelige verden – gået i skole og haft med hierarkier og bureaukrati at gøre, arbejdet i boligforeninger og også dér haft med hierarkier og bureaukrati at gøre, og kommet tilbage i almindeligt arbejde på en masse måder – HOLD KÆFT, hvor kan jeg godt forstå, hvorfor løfterne fra new age og ideen om åndernes verden er så vigtige for folk. Tingene kan være noget rigtigt lort derude blandt borgerdyr og stivstikkere! Dengang jeg var forfatter og kunstner og fri, kunne jeg bare gå videre, når folk blev skøre i hovedet, eller forretninger ikke kunne fungere, eller bureaukratiet blev så stift, at det ikke kunne reagere på markedskræfterne (eller på noget som helst, egentlig). Men nu prøver jeg at blive på ét sted og prøve at leve med det, som almindelige mennesker finder sig i hele tiden – og jeg forstår virkelig godt, hvorfor de magiske løfter fra new age er så tillokkende

Det er noget, som mange af skeptikerne ikke forstår (skeptikerne er en gruppe af mennesker, som jeg kom meget tæt på og så forlod igen, fordi de prøvede at gøre mig til deres yndlings-frelste synder eller cirkushest eller sådan noget). Da jeg forlod new age, skrev jeg en artikel til Skeptical Inquirer om, hvorfor jeg gjorde det. Man kan finde den ved at google mit navn. ⁶ Da jeg skrev den, overtog jeg ubevidst stilen fra Shakespeares Julius Cæsar : ?Venner, romere, landsmænd ??-talen, hvor jeg kom ind under deres forsvarsværker og fortalte dem, at jeg var enig med dem, og nænsomt men alligevel vedholdende spurgte dem, hvorfor de var så totalt umulige til at formidle deres budskab til andre mennesker. Reaktionen var forbløffende. Jeg modtog kun et enkelt vredt brev, og resten var fra intelligente mennesker, som ikke alene kunne tage imod kritik men faktisk foreslog, at jeg skulle være lidt mere barsk næste gang.

Det var så sejt at skrive for folk, som ikke var tyndhudede, eftersom mine erfaringer fra new age-læsere var, at jeg var nødt til at være så forsigtig, at jeg næsten slet ikke kunne skrive noget. Det er heldigt, at jeg er født ordblind, for jeg har altid været vant til at finde på måder at klare mig uden om min kamp med sproget. At skrive afvigende materiale inden for new age (hvor der ikke sættes pris på afvigende holdninger, vurderinger og dømmekraft) var en sproglig udfordring, men jeg gjorde det godt i alle de år, eller så godt, som man kan forvente, når man skriver til folk, som er trænet i at ignorere deres egen dømmekraft. Da jeg skrev min artikel til skeptiker-tidsskriftet, ⁷ var det så rart at smide fløjlshandskerne, sige nogle meget udfordrende ting og så opleve læserne tage imod udfordringen og arbejde videre med den. Det var sjovt, at folk faktisk bad mig om at argumentere mod dem og udfordre dem!

Jeg mødte også nogle meget intelligente og fremragende skeptiske mennesker, som var enige i, at den skeptiske angrebsvinkel er svær at overføre til andre områder. Mange skeptikere forstår også, at man kan være skeptisk og new ager eller religiøs på samme tid. For eksempel var jeg bestemt skeptiker i alle mine bøger og på alle mine bånd, og jeg var en afviger i forhold til mange new age-dogmer. Check mit arbejde om dømmekraft, som var kætteri. Men det gjorde mit arbejde interessant og friskt, for slet ikke at tale om nyttigt. Jeg rettede mig aldrig ind efter new age ideerne og jeg lod mig aldrig udnytte af nogen. De seje skeptikere, som jeg mødte, så ikke et øjeblik ned på mig, selv om nogle af dem var nødt til at vride deres hjernevindinger af led for at få mig til at passe ind i deres verdensbillede. Godt gået af dem.

Men jeg fandt ikke en måde at være afslappet på i den konventionelle skeptiske verden. Jeg føler mig alligevel ikke veltilpas i grupper. Jeg er meget skeptisk, og det har jeg altid været, men jeg har ikke behov for at være skeptiker. Forstår I, hvad jeg mener? Jeg har ikke brug for en skeptiker-T-shirt og et skeptiker-kaffekrus og et medlemskort med mit foto. Det er en helt anden social verden, og de har regler, som jeg ikke passer godt til mig. For eksempel fokuserer skeptiske diskussioner i mange tilfælde på at skændes. For det meste finder der ingen forskning sted i den sammenhæng men masser af skænderier om forskning. Og ofte er det overraskende uoplyste skænderier mellem folk, der ikke personligt har uddannelse i eller arbejdserfaring med det aktuelle emne. Så det er lidt ligesom et fantasi fodboldhold bestående af videnskabsfans. Jeg mener: Jeg var rollespils-science-fiction-nørd i min ungdom, så jeg har en idé om, hvad det går ud på, men tag jer dog sammen, mand.

Indtil for nylig var jeg på en skeptisk email-liste hvor diskussionerne blev så absurde, at man skulle tro, at det var en Monty Python-sketch eller sådan noget. Det var ligesom at se udkørte computere spille verbal pingpong, indtil en af dem eksploderede. At gå fra new age-enighed som det ene ekstrem til den skeptiske verdens polemik som det anden ekstrem var for meget for mig! For meget enighed er dræbende kedsommeligt, fordi det, som man får ud af det i sidste ende, ofte er vidtløftigt og berøvet enhver originalitet. Men for meget polemik er udmattende, og jeg begyndte at undre mig over, om folk, som nyder det, er for sent udviklet. Jeg mener det alvorligt!

Disse mennesker, som elsker at polemisere, virker ikke særligt følsomme/sensible/fintmærkende/ømskindede/overfølsomme for mig at se, men det kan godt være, at polemikken bare dækker over følelser, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der er næsten lige så meget i vejen med den skeptiske kultur, som er der med new age-kulturen. Det er en anden form for besvær, men det er ikke desto mindre besvær, og jeg har ikke brug for at tilhøre endnu en gruppe. Jeg har aldrig været noget foreningsmenneske. Jeg ved også, at mine intelligente, følsomme, emotionelt bevidste og kunstneriske venner ikke bryder sig om at diskutere bare for polemikkens skyld. Jeg tror, at jeg vil være sammen med dem i stedet for.

Efter jeg har sagt det, må jeg modstille den skeptiske verden med den videnskabelige forsknings verden. Jeg var så heldig at arbejde sammen med to af mine universitetslærere på videnskabelige projekter og bøger, og jeg må sige, at forskning er det mest fantastiske, der findes. Man står ikke bare og docerer eller accepterer, hvad andre mennesker siger om ting. Man arbejder og tænker, og tænker og arbejder, og udfordrer sig selv, og åbner sit sind, og gør og læser nogle af de mest forbløffende ting! Jeg mener, ting, der er så meget mere fascinerende end noget andet, jeg nogensinde har set eller hørt før. Det er bare så sejt at være med til rigtig forskning. Wow! Og rigtige forskere, rigtige videnskabsmænd, er hverken skeptikere eller troende, for begge holdninger kræver, at man beslutter sig og størkner i sin tænkning. Nej. Store forskere er eventyrere, og visionære, og forbløffende ydmyge, fordi de er nødt til at balancere deres viden og ekspertise med den information, som kommer fra den verden, de studerer. De skal være i stand til at ændre deres mening, når data afkræfter deres elskede meninger. Genialt!

Store forskere er nu min model for, hvordan man er et eksemplarisk menneske, fordi de er intelligente nok til at gøre det arbejde, der kræves for at stille spørgsmålstegn ved universet, og ydmyge nok til at lytte til de svar, de får. De er også intelligente nok til at stå i forbindelse med andre på deres område, så deres data konstant ændres og udfordres. Jeg kalder disse idealiserede forskere for en model, fordi – som man kan forestille sig – videnskabsmænd kan være lige så tåbelige, nærsynede, egocentriske, magtgale og upålidelige som alle andre. De kan være jaloux på andre, klynge sig til meninger, forvirrede over data, de ikke forstår eller ikke kan acceptere, isoleret af følelsen af deres egen betydning, hypnotiseret af berømmelse, penge eller magt, eller fastlåst i moradset af bureaukrati og smålige magtkampe, som det sker i den akademiske verden. Men selv om der er kolossale forhindringer på deres vej, er vi blevet velsignet med strålende forskere og videnskabsmænd, som har hjulpet os til at vide mere om vores verden. Velsignet være deres hjerter!

Karl Smart og Karl Marx
OK, her er så det, som mange mennesker i den polemiserende skeptiske subkultur virkelig ikke fatter. New age, og religion, og spiritualitet, og tabloid-magasiner med ville historier og superfantastiske sundhedskure, og den mest moderne diæt, og løfter om skønhed og livsforængelse ? grunden til, at disse ting eksisterer og trives, er ikke (i de fleste tilfælde), at udbyderne er manipulerende og pengegriske. Og grunden til, at de eksisterer og trives, er heller ikke (i de fleste tilfælde), at folk ikke er intelligente! Grunden til, at de eksisterer, er den samme, som Karl Marx følte var grunden til, at religion eksisterede: De er massernes opiater.

Men husk på, at da Karl Marx levede (1818 til 1883), blev opium ikke primært brugt til at blive høj af. Den blev brugt som smertestillende middel. Karl skrev før de moderne smertestillende midler, og før antibiotika, og før almindelig tandpleje, og før mange af de fremskridt, som den etablerede medicin har gjort. Livet på Karls tid indeholdt meget smerte, og opiater var nødvendige. Opiater er fremragende smertestillende midler.

Så da Karl Marx skrev, ?Religion er det undertrykte individs suk, hjertet i en hjerteløs verden, og sjælen under betingelser uden sjæl. Den er folkets opium,? sagde han ikke, at masserne blev høje på Jesus. De var ikke skæve af den Almægtige. De prøvede at lindre deres smerte.

Jeg så den smerte, når jeg var oppe på scenen som spirituel healer-pige, eller som empat. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det for jer – sorgen, og frygten, og den utilslørede længsel, som jeg så i folks ansigter. Der var dette smertefulde håb om, at hvis de lyttede til mig (eller til nogen ), eller hvis jeg (eller nogen) skrev de rigtige ord, så ville deres smerte pludselig lindres og de ville blive i stand til at trække vejret og deres liv ville blive lettere. Det var tyngende oppe på scenen for mig – at se alt det, og at prøve at gøre noget, hvad som helst ? for at gøre det bedre for folk. Men hvor jeg kunne gøre en hel del bare ved at være et meget empatisk medmenneske, kan jeg ikke reparere en ødelagt verden og gøre alting godt igen, eller få racisme og sexisme og klassetænkning og grådighed og stupiditet og krigsmagere og mishandling til at forsvinde.

Jeg tror, at vi alle kan skabe små fristeder/reservater til hinanden, og være så venlige, vi kan, mens vi holder hinanden ansvarlige, men de magiske løfter ændrer ikke noget til det bedre – de giver bare midlertidig lindring for smerten. Det er rart, men det er ikke nogen løsning. Og som jeg så uendelige eksempler på i new age: Når man dulmer smerten, så hjælper det bare folk med at lære at udholde den. I så mange tilfælde forhindrer denne smertelindring folk i at ændre tingene til det bedre, fordi de er så overvældet af et endeløst serie-bombardement af magiske kure, at de nærmest glemmer at spørge, hvor al den smerte kommer fra til at begynde med.

En ny respekt for kompetent forskning og evidens-baseret lægevidenskab, men ? Ud over alt det andet, som jeg forlod, forlod jeg også en verden af alternative kure og alternativ medicin. Og nu, hvor jeg har med de almindelige læger og den etablerede lægevidenskab at gøre, kan jeg tydeligt se, hvorfor alternativ medicin har fået et så solidt greb om folk. HOLD KÆFT, hvor er det amerikanske sundhedssystem dog ved at falde fra hinanden, og forsikringsselskaberne gør alting meget ubehageligt og stressende for alle. Jeg vil ikke gå så langt ud i uunderbygget sensationalisme som Michael Moore gør i Sicko – fordi selv en lille udflugt til den ansvarlige forsknings verden viser, at han rammer langt ved siden af på mange punkter – men HOLD DA KÆFT, hvor er sundhedssystemet dog i krise.

Når jeg kommer ind til mine etablerede lægers konsultationer, er de støjende og sterile, og man er nødt til at vente og det er meget upersonligt. Nogle er bedre end andre, men ingen af dem har den samme varme og hygge som min gamle homøopats kontor, eller min akupunktørs kontor, eller selv min gamle butik med helsekost. Jeg er ikke den første, der har fået øje på dette, men jeg tror, at en voldsomt stor procentdel af den lindring, som folk opnår fra den alternative medicin, kommer fra den stemningen, der er. De fleste alternative udøvere er totalt gode til at forstå, hvordan man skal skabe en imødekommende og beroligende atmosfære. Der er så mange af de etablerede læger, der får 02 eller 00 i atmosfære, hvorimod de fleste alternative får 12 eller 10. Løftet om at føle sig bedre er til at tage og føle på i den alternative verden. Det føles som en garanti. Jeg har ikke personligt oplevet eller set den garanti leveret på pålidelig vis, men jeg forstår totalt godt, hvorfor folk vælger den alternative omsorg i stedet for den etablerede.

Men når jeg har sagt alt det, må jeg også sige, at jeg er lykkelig for at få videnskabeligt baseret omsorg, der støttes af regulær forskning. Jeg kan selv tage meget mere aktiv del i min egen behandling nu. Det er også skønt bare at tage en aspirin, når jeg har fysiske smerter, og få dem lindret. (Før i tiden var jeg meget stolt af, at jeg aldrig brugte smertestillende midler, hvilket er sørgeligt, eftersom man helt klart bør formindske betændelse og lade sin krop hvile i stedet for altid at bide tænderne sammen, som jeg havde lært at gøre det.) Hvis smerten fortsætter, kan jeg gå hen til min læge, men jeg behøver ikke hele tiden bide smerten i mig, bare fordi jeg er alternativ .

Hmm – der er noget interessant ved min new age-holdning med at nægte at dulme fysisk smerte i kontrast til new age-lysten til at dulme al psykologisk og åndelig smerte. Dér er noget at tænke over.

Jeg er glad for at være sluppet af med den tankegang. Jeg er for eksempel glad for at tage Abreva ⁸ og stoppe et forkølelsessår i opløbet i stedet for at overdosere med Lysine , ⁹ få et smertefuldt udbrud alligevel og behandle det med magiske salver i syv dage, indtil det heler. Vidste I, at varigheden af ubehandlede forkølesessår er syv dage? Duh! Det var spild af tid at bruge al den Lysine -magi (også kaldet unødvendig overdosis). Det er rart, at jeg ikke mere behøver at spilde min tid på det. Og det er rart at være i et sundhedssystem, som respekterer intelligens og forskning. Klart, meget af det er vildt uhensigtsmæssigt, og de bør gøre noget ved denne her sundhedsforsikring øjeblikkeligt, men jeg foretrækker det stadig for alternativet.

Men det er det, der gør mig usædvanlig, for den massive uretfærdighed og problemerne i det etablerede sundhedsvæsen har sendt millioner af mennesker i armene på udøverne af alternativ medicin. Alternativet styrkes kun, når det etablerede svigter. Duh.

Så hvad bliver det næste?
Det er et godt spørgsmål. Da jeg forlod new age, var det min mening, at jeg ville skrive ind til kernen af new age og måske pille den lidt ned ? måske hjælpe med at beskytte folk mod de mere skrækkelige dele af bevægelsen. Fordi jeg ved af egen erfaring, hvor hunden ligger begravet. Men nu kan jeg se, at jeg var naiv. Min sociologiske uddannelse hjalp mig virkelig til at forstå kulturens magt, og især den næsten overvældende magt, som det gigantiske, multi-fangarmede kæmpemonster ved navn new age har. Jeg, ene person, har ikke magten til at bevirke meget forandring, og nu hvor jeg er herude som en helt almindelig person, kan jeg tydeligt se, hvorfor new age eksisterer og trives. Jeg bryder mig ikke om, at new age er nødvendig, men jeg kan se, at den og mange andre former for smertestillende trøst er nødvendige. Det gør mig ondt, når der sker sindssyge ting i new age og inden for alternativ medicin og alternativ åndelighed, og det gør mig bedrøvet, når folk spilder deres tid og penge på noget, der ikke har nogen regulær virkning. Men jeg kan totalt godt forstå den stærke, forførende tiltrækning, som alle disse løfter udøver.

Den etablerede verden har ikke meget at byde på, som er bedre. Det er sørgeligt, men sandt.

Så jeg befinder mig på dette meget taoistiske sted i forhold til det hele. Det er meget måske ? Jeg er glad for at være ude af new age, for efter mere end 30 år og efter at have været helt oppe på toppen af bjerget, har jeg set nok til at vide, at der ikke var mere dér for mig. Jeg ønskede ikke længere at klynge mig til en drøm, eller at støtte en gruppe ideologier, som ikke fortjente opmærksomhed fra de mennesker, som blev tiltrukket af dem.

Men ikke desto mindre forstår jeg godt, at den organiserede religion har mistet sin mening for mange mennesker. Den har skuffet folk og jaget dem over i alternative trossystemer. Fordi det stadig er nødvendigt at have noget, og den religiøse følelse er en medfødt længsel for mange af os. Den sidder på rygmarven. Alternativ åndelighed, som jeg plejer at kalde ?sjælens stumpemarked?, ser ud til at være blevet det nye opiat. Og jeg tror, at den på mange måder er et bedre smertestillende middel end traditionelle religioner, fordi folk har mulighed for selv at vælge deres egne spirituelle traditioner, i stedet for at skulle knæle for religioner fra bronze-alderen, som går ind for så mange forældede, absurdistiske, fordomsfulde, og feje ideer. (For slet ikke at tale om de moderne tvillinge-opiater forbrugerisme og den endeløse række af produkter fra det advertainment-industrielle kompleks! Wow – hvis vores kammerat Karl så det, så ville han falde over det øjeblikkeligt.) Jeg er bedrøvet over, at vi stadig har brug for så massive doser af opiater bare for at klare os gennem livet, men uanset, hvor meget de ødelægger eller hjælper, er det ikke sandsynligt, at de forsvinder i vores levetid. Det er noget, vi må tackle på vores egen måde. Og forhåbentlig vil det være måder, der tager hensyn til og føler med vores medmennesker.

Min udfordring til enhver, som er bekymret over svækkelsen af kritisk tænkning i Amerika – og den tilsyneladende overvældende bevægelse i retning af magiske løfter – er dette: I stedet for at præke til folk, som prøver at lindre deres smerte, så gør noget for at afhjælpe den. Lad være med at kæmpe imod de utallige opiater. Kæmp imod de ting, som gør dem nødvendige. Det er et meget hårdere job, men i sidste ende vil det rent faktisk gøre en forskel. Forskning viser, at i lande med netværk, der giver ordentlig social støtte (som en stor del af Vesteuropa), er deltagelsen i religiøse ceremonier meget lav. Det er ikke kun det generelt højere uddannelsesniveau, der gør forskellen, selv om ordentlig uddannelse klart er en faktor i ordentlig social støtte. Og det er ikke kun, fordi det er ældre samfund med en velbevaret historie om dengang, da kirken udøvede absolut magt, og at folk derfor kender til religionens bagsider. Det er, fordi folk i den slags lande ikke plejer at have brug for lige så mange opiater, da deres sociale struktur plejer at fungere bedre og yde mere støtte.

Der er selvfølgelig argumenter imod denne konklusion, men jeg løber alligevel risikoen og fremsætter den her. Social støtte er utroligt vigtig; derfor rejser det for mig et kæmpe spørgsmål, når jeg læser US-baserede studier, der tyder på, at det har en gavnlig effekt på helbred og psykologisk velbefindende at følge en religion: Hvad ville disse studier vise, hvis der var en måde at isolere det aspekt ved at gå i kirke, som ligger i den sociale støtte, fx sammenholdet, det sociale, den emotionelle (og ofte økonomiske) støtte, fællesskabet med folk, som deler samme tro, og bevidstheden om, at man ikke er alene? Problemet er, at man ikke kan isolere den slags, eftersom der ikke er noget, der ligner den støtte, som kirken indeholder i det moderne Amerika, hvor folk har så travlt, at de dårligt nok har tid til at besøge deres egne familiemedlemmer! Jeg kan se en absolut overensstemmelse mellem manglen på social støtte i det moderne Amerika og bevægelsen i retning af religiøse eller spirituelle gruppeaktiviteter. Hvilket nogle gange er helt fint.

Men hvis man er bekymret over den samtidige bevægelse i retning af magisk tænkning og fundamentalisme (og bevægelsen væk fra kritisk tænkning og videnskab), skulle man gøre noget ved den sociale struktur dér, hvor man befinder sig. Arbejde i sit lokale velgørenhedsselskab og være noget for et par hvalpe og killinger. Undervise folk i skolen. Finde en menneskekærlig måde at gøre noget for de hjemløse på. Lære folk uden for skolesystemet at læse (check hos jeres lokale bibliotek). Støtte familierne til vores soldater (og stoppe krigen). Danse. Støtte medicinsk forskning. Dele sin ekspertise med andre. Støtte unge i at tage matematik og naturvidenskab og afslutte gymnasiet. Male. Sige sandheden. Være venlig over for servicearbejdere og alle andre, der befinder sig under en selv på den sociale rangstige. Besøge alderdomshjem og se, hvad de har brug for. Arbejde med autister, hvis de gerne vil have det. Synge. Gøre, hvad du vil. Arbejde med socialt udstødte. Hjælpe sit politiske parti. Tilstræbe fortræffelighed. Besøge folk i fænglet. Tænke. Elske. Være et medmenneske! Være kærlighedens og fornuftens stemme. Stille folk til ansvar. Være modig. Og lægge morsomme ting ud på internettet! Tage imod lolcatz! ¹⁰

Hvad mig selv angår, så finder jeg vej i verden uden mine magiske sutsko og regnbuefarvede brilleglas. Vi kommer til at se, hvordan det går. Jeg håber, at I har det godt med jeres liv, og at alt det, jeg har skrevet eller optaget, har hjulpet jer til at leve mere behageligt i den ofte smertefulde kultur, som vi mennesker har skabt til hinanden. Jeg håber også, at I befinder jer i et miljø, hvor I kan gøre brug af jeres sind, jeres dømmekraft og jeres skarpsindighed, hvor I kan føle jeres følelser uden skam og hvor I er velkomne og elskede og værdsat. Hvis jeg har nogen som helst magiske kræfter i denne verden, så er det mit ønske for jer.

Velsignelser og fred, Karla McLaren

Noter

1. http://www.csicop.org/si/2004-05/new-age.html
2. http://skeptica.dk/artikler/?p=1266
3. http://en.wikipedia.org/wiki/Proprioception
4. http://brain.oxfordjournals.org/cgi/content/full/126/6/1505
5. http://www.peterlundmadsen.dk/hjernemad/hjernedannelse/empati.html
6. Oversat til Skeptica: http://skeptica.dk/artikler/?p=1266
7. Salve mod forkølelsessår (herpes) baseret på Docosanol : http://en.wikipedia.org/wiki/Abreva
8. Aminosyre, som nogle tror har gunstig virkning på herpes: http://en.wikipedia.org/wiki/Lysine#Clinical_significance
9. Karla McLarens “Lolcatz Gallery”: http://www.emovere.com

Den engelske tekst befinder sig her:http://www.emovere.com/where.htm