af Claus Larsen
Mail modtaget kl. 14.40 den 16. november 2008:
Hej,
Jeg har været med til at fremstille et nyt dansk softwareprogram som anvender sig af teknikken bag “Loven om tiltrækning” og Positiv tænkning.
Hvis I er interesseret er I meget velkommen til at se om programmet er noget I mener kunne bruges privat og/eller profesionelt.
Programmet kan I se og hente her www.willfocus.dk
Med venlig hilsen
Henrik Bilevits
Coach dig selv og nå dine mål
Ønsker du at ….
Opnå det ønskede vægttab
Opnå erhvervsmæssige mål
Få bedre økonomi
Ændre et lavt selvværd
Eller hvad du måtte ønske, så er WillFocus programmet for dig.
Den er jo svær at sige nej til, for vi lever i en stresset hverdag, hvor vores jagt på selvrealisering ikke altid lever op til kravene om det perfekte liv. Derfor er coaching hot: I dag er det smarteste du kan prale af ikke en dyr bil eller en villa på Strandvejen, men din helt personlige personlige vejleder.
WillFocus er et dansk udviklet pc-program, der bliver din helt egen coach – for kun 199 kr. På websiten, WillFocus.dk, der er skrevet på et gebrækkeligt dansk, med talrige stave- og sprogfejl, lover man os kort og godt et bedre liv. Metoden er subliminal messages – beskeder sendt til din underbevidsthed:
WillFocus er underbevidsthedspåvirkning med suggestion (positive bekræftelser) og mental visualisering som det bruges i elitesport, coaching, NLP, positiv psykologi og positiv tænkning.
http://www.willfocus.dk/
Historien bag er en sand tåreperser:
Det hele begyndte med at Henrik, som er selvstændig registreret revisor, spekulerede over om der fandtes værktøjer som kunne hjælpe hans søn Christian, til at indlærer hurtigere og mere effektivt end på den traditionelle metode, der normalt bliver anvendt i skolen.
Efter at have undersøgt noget tid på internettet faldt han over et software program som lovede, at det kunne understøtte indlæringen ved at påvirke underbevidstheden, når Christian alligevel sad foran skærmen.
7 tabellen blev lært på en dag.
Christian havde svært ved at lære den lille tabel og specielt 7 tabellen.
Derfor købte Henrik det indlæringsprogram han havde fundet på Internettet til Christian og satte det op for at se om mange gentagelser af 7-tabellen ville give udbytte i form at øget indlæring, når sønnen alligevel anvendte computeren til chat og spil., og det virkede!
http://www.willfocus.dk/om-os—–.aspx
Der er skam “videnskab” bag WillFocus. Udover henvisninger til nogle artikler, hvor de fleste ikke har noget med subliminal påvirkning at gøre, fokuseres mest på Rhonda Byrnes bog “The Secret” som “bevis” på at programmet virker. Bogen er blevet en bestseller, specielt efter at Oprah Winfrey havde anbefalet bogen og dens ideer i sit talkshow. Det går kort og godt ud på, at hvis du er fattig, bliver du rig blot ved at tænke dig rig. Vil du have en stor bil, så tænk at du har den, så får du den også. Vil du være rask, så tænk dig rask, så forsvinder kræftsvulsterne og pludderhuden.
Yndere af eventyr vil nikke genkendende til det tankegods: Det er det rene Peter Pan, sovset ind i nutidig pseudovidenskab: Vi har alle vores egen private Klokkeblomst, som opfylder vores ønsker, bare vi ønsker det stærkt nok.
WillFocus tager skridtet videre og kombinerer Klokkeblomst med den hypnopædiske moral-indoktrinering som børnene i Aldous Huxleys “Fagre Ny Verden” bliver udsat for, for at opnå den rette mentale indstilling. “Jeg vil tabe mig”. “Jeg vil blive gladere”. “Jeg vil spise mere frugt.” ”Jeg vil få lønforhøjelse”. “Jeg er glad for jeg ikke er så dum og grim som en Epsilon”.
Hollywood har også opdaget at ideen sælger – ikke gennem subliminal påvirkning (adskillige firmaer prøvede skam, dog uden effekt), men ved at lave film som “The Manchurian Candidate” [1962], baseret på Richard Condons roman af samme navn. I filmen spiller Frank Sinatra en af sine bedste roller, som en tankekontrolleret krigsfange, der sendes tilbage af kommunisterne til USA for at dræbe en præsidentkandidat.
Det er altså alvorlige ting vi her har med at gøre. Men frygt ej, WillFocus kan ikke misbruges:
Kan jeg skade mig selv, ved at anvende programmet?
Det kan du ikke hvis du følger vores råd omkring positiv anvendelse, det er en anden og nemmere måde at lave suggestion og visualisering på.
http://www.willfocus.dk/faq.aspx
Men der er skam power bag det, hører vi:
Påvirkning af underbevidsthed er så effektiv, at man med skjulte reklame og budskaber i film og tv kan påvirke folk til at købe forskellige produkter, såsom popcorn og Coca Cola. Dette medførte forbud mod anvendelsen i TV og film i både USA, England og Kina.
http://www.willfocus.dk/
Det er en sandhed med modifikationer. Der er ingen sikre beviser på at underbevidstheden kan påvirkes til at tvinge folk til at købe ting de ikke selv vil. Bob Carroll, Skeptic Dictionary, har i sin artikel om subliminal messages skrevet:
The belief in the power of subliminal messaging to manipulate behavior seems to have originated in 1957 with James Vicary, an advertising promoter who claimed to increase popcorn sales by some 58% and Coke sales by some 18% in a New Jersey movie theater simply by flashing very briefly the messages “Drink Coca-Cola” and “Hungry – Eat Popcorn.” Even though the claim has been shown to be a hoax, and even though no one has been able to duplicate the event, belief in the legend lingers. This story and several others were retold by Vance Packard in The Hidden Persuaders (1957), a book that became required reading for a generation of college students.
http://www.skepdic.com/subliminal.html
Det er dog korrekt at den amerikanske Federal Communications Commission (FCC) i 1974 forbød subliminale beskeder i radio- og TV-udsendelser. Det er dog udelukkende bevis på at politikere også kan narres – næppe en nyhed der får ret mange op af lænestolene.
Hvordan virker programmet så?
Man installerer programmet, og angiver hvilke mål man har sat sig, samt hvor tit de skal vises på skærmen. Man kan nøjes med en tekst, eller tilføje et billede. I vejledningen står der, at man skal vælge et billede
“der aktivere(sic!) følelsen af at have opnået målet. Hvis du har valgt de rette billeder og tekster og de har fremkaldt følelser er dette med til at sikre målets opfyldelse.”
Sjovt nok linkes der på “Videnskab”-siden til en artikel om et israelsk forsøg hvor grupper fik vist det israelske flag subliminalt, udfra tanken om at patriotisme vil få folk til at søge til de politiske nationalistiske, yderfløjs-partier. Det viste sig at det modsatte skete: Folk blev mere tolerante når de så flaget.
Hvordan finder man så ud af, om programmet virker? Hvis man f.eks. tager 5 kg på i stedet for at tabe dem, har man så valgt forkert billede – eller er det bare programmet der ikke virker?
Som (for)bruger er man på Herrens mark: Man har ikke en chance for at finde ud af om programmet virker eller ej. Hvem siger, at det er den subliminale påvirkning, der er skyld i et evt. positivt resultat? Kan det så ikke lige så godt være selve den beslutning man har taget om at tabe sig?
Under alle omstændigheder er der ikke meget subliminalt over de beskeder man får. Selv ved den hurtigste opsætning (0,01 sekund) er det tydeligt at der flimrer en tekst henover skærmen, og hvis man også har valgt et billede, er der rigelig tid til at fordybe sig i det.
Hvad skal man som forbruger med dette program? Det lover mere end det kan holde, det arbejder udfra et brugerfjendtligt princip, nemlig at afbryde brugerens arbejde, omend subliminalt. Hvilket det for øvrigt slet ikke er. Tværtimod er man hele tiden opmærksom på beskederne.
Man opnår dog to ting med programmet: Ens blodtryk stiger i takt med ens irritation, og man har 199 kr mindre på budgettet.
Henvisninger
- Subliminal
http://www.skepdic.com/subliminal.html - The Manchurian Candidate
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Manchurian_Candidate_(1962_film) - Subliminal perception and advertising
The Skeptic Encyclopedia of Pseudoscience, by M. Shermer, 232-234 - Subliminal perception, research on Pseudoscience and the Paranormal, by T. Hines , 309-317
- Subliminal Seduction (Key)
The Skeptic Encyclopedia of Pseudoscience, by M. Shermer, 233 - Subliminal stimuli
The Skeptic Encyclopedia of Pseudoscience, by M. Shermer, 161-162
Seneste kommentarer