af Claus Larsen

Martin Hulbæk er en alsidig mand. Han ernærer sig som clairvoyant, sjælebevidsthedsterapeut (Soul Key Therapy), spirituel regressionsterapeut, healer, tankefeltterapeut, spøgelsesjæger og akupunktør.

Martin Hulbæk kan både heale tæt på og lave fjernhealing. Han kan helbrede mennesker, heste og køer, og kurere depressioner, afhængighedsproblemer, Post Traumatic Stress Disorder og overvægt. Han er dog mest kendt for sit arbejde som synsk, hvor hans mange kunder oplever tæt kontakt til deres kære afdøde.

Derfor troede Tine Sjørup sig i gode hænder, da hun i starten af 2008 tog til en seance med Martin Hulbæk, sammen med tre veninder. Hendes mand, Henrik, begik selvmord for halvandet år siden, og hun havde efterfølgende haft det svært ved at komme over tabet.

Ved seancen kunne Martin Hulbæk give meget præcise oplysninger: Bl.a. at åndens navn startede med “H”, og at det var en unaturlig død. Martin Hulbæk nævnte også en Sigurd, der viste sig at være Tines ældste barn. Martin Hulbæk fortalte så, at hvis Sigurd var fraværende og svær at komme i kontakt med, så skulle Tine lade sønnen være i fred – det var bare Sigurd der var i færd med at snakke med sin afdøde far. Martin Hulbæk fortalte også, at Henrik fortrød sit selvmord, hvilket Tine blev endnu mere ked af.

På vejen hjem fra seancen begyndte Tine dog at tvivle. Hun kunne genkende ting, hun selv havde sagt. Det viste sig, at Tines fornemmelse var korrekt: Hver eneste detalje som Martin Hulbæk kom med, var også tidligere beskrevet i en avisartikel i Fyens Stiftstidende. Han havde endda også videregivet nogle af de fejl, der også var med i artiklen.

Det første hit Google viser, når man søger på “Tine Sjørup”, er netop avisartiklen i Fyens Stiftstidende.

Tine Sjørup kontaktede derfor TV2s program “Operation X”, der afslører svindlere i alle afskygninger. Tidligere har programmet bl.a. afsløret Noni juice som fup og svindel, og Hulda Clark-metoden, der påstår at kunne finde ikke-eksisterende parasitter i vores kroppe.

Program-værten Morten Spiegelhauer og hans team begyndte så at undersøge ikke alene Martin Hulbæk, men også andre clairvoyante, for at se om de brugte Internettet til at søge oplysninger på deres kunder. På Martin Hulbæks egen hjemmeside fandt de et videoklip fra en TV-optræden, hvor Martin Hulbæk skulle jage spøgelser på Selsø Slot i Hornsherred på Sjælland. På forhånd kunne Martin Hulbæk fortælle om et spøgelse, der gik med to tunge kæder om halsen, som en slags borgmester-kæde. Og sandelig, da den clairvoyante sammen med godsforvalteren kom ind på slottet fandt de et stort maleri af en imposant herre med to guldkæder om halsen. Martin Hulbæk fik af ånden at vide, at navnet var Jacob.

Imponerende. Morten Spiegelhauer viste dog, at et klik på Selsø Slots hjemmeside viste netop selvsamme maleri af – ja, Jacob Ulfeldt. Så måske var der virkelig noget om, at Martin Hulbæk ikke alene snakkede med ånder, men også var ferm ved computeren.

Ind på scenen trådte Morten Severin Højgaard. Den passionerede lystfisker med vildt sømandsskæg led en krank skæbne: Han druknede en kold januardag i 2007. Den sørgende hustru, Sofie Annalisa, rejste et mindesmærke over ham på en hjemmeside, og fortalte i hjerteskærende vendinger om deres alt for korte liv sammen.

Da Sofie henvendte sig til Martin Hulbæk for at komme i kontakt med sin døde mand, var den synske på toppen. To børn, Victor som den ældste, og en pige. Dødsårsag, dødstidspunkt, antal børn og korrekt køn, mørkt gammelmandsskæg, og så videre. Alle korrekte.

Samme oplevelse fik Torben Ramlau, København, da han under en anden seance med Martin Hulbæk fik kontakt til sin kæreste, Morten Mogensen. Martin Hulbæk fortalte om Mortens motorcykel-ulykke, at det var to år siden at de mødtes efter en ordentlig gang salsa på Cuba, og at Morten havde været gift med en kvinde og fået børn, før han sprang ud som bøsse og fandt sammen med Torben. Martin Hulbæk vidste også – gennem Mortens ånd – at Morten omkom ved en motorcykel-ulykke i 2007. Ikke mindre end 12 faktuelle oplysninger fik Martin Hulbæk fra den besøgende ånd.

Martin Hulbæk var ikke alene om at være en drønende succes. Da Torben og Sofie hver for sig henvendte sig til Henrik Rump, Catharina Lysborg og Svend Andersen, alle synske, fik de tilsvarende meget præcise oplysninger fra åndeverdenen.

Sandhedens time

Hverken Morten Severin Højgaard eller Morten Mogensen er virkelige personer. De er Morten Spiegelhauers alter ego’er, opfundet for at teste om de synske bruger Internettet til på forhånd at finde oplysninger om deres kunder.

Samtlige informationer som de synske videregav kunne kun findes på de til formålet oprettede hjemmesider. Detaljer fra billeder af Morten Spiegelhauer, ændret til ukendelighed i et grafikprogram, blev genfortalt af de synske som om det var beskeder fra ånderne.

De synskes bortforklaringer var et studie i panisk damage control. Catharina Lysborg blev kontaktet via telefon, og mente bestemt at der måtte være tale om telepati istedet for åndemaning: Oplysningerne blev altså beamet fra både “Sofie” og “Torben” til Catharina Lysborg.

Henrik Rump blev konfronteret med den barske sandhed mens han var hjemme hos “Torben Ramlau” for at uddrive det ikke eksisterende spøgelse. Med sveden piblende ned over sit syndige hoved, nægtede også han enhver brug af Internettet. Hans forklaring? Det måtte være nogle andre ånder, der gik ind og “hjalp”.

Martin Hulbæk var lige så afvisende. Det var absolut ikke hans metode at bruge Internettet. For åben skærm kunne han kun “dybt beklage” hvad der var sket, men afviste fuldstændigt at have brugt Internettet – lidt tåbeligt, eftersom det var den eneste måde han kunne have fået de falske oplysninger om de falske ånder.

Efterfølgende har Martin Hulbæk taget bladet fra munden: På hans egen hjemmeside fyger det med beskyldninger om løgne, postulater, “overfald” for øjnene af sine børn (ironi er helt klart ikke Martin Hulbæks stærke side), og, måske ikke overraskende, de manglende “afsløringer”.

Ingen af de synske overvejede dog så meget som et sekund at stoppe med deres synske virke.

Tine Sjørup var hudløst ærlig i sin karakteristik af Martin Hulbæk. Hun beskrev det som “psykisk voldtægt”:

“Det er rigtig, rigtig hårdt at leve med at Henrik er død. Det er rigtig hårdt at leve med, at Henrik tog sit eget liv. Men det er ubarmhjertigt hårdt hvis jeg skal leve med, at Henrik fortrød i sidste øjeblik.”

“Det er så perverst og så grænseoverskridende at han rammer mig der hvor det gør aller-allermest ondt, og der hvor jeg har aller-allermest brug for at tro og håbe. Han river op i noget som i forvejen er så blødende og så hårdt.”

“Jeg har det sådan med Martin Hulbæk, at han har spottet min sorg, han har spottet min mand som er død fra mig og det har jeg brug for at udtrykke det, og det kan jeg kun ved at han bliver afsløret som det, han er, en bedrager.”

Det så hele Danmark den 26. maj, 2008.

Opdatering

28. januar 2018: Martin Hulbæk optræder med et gammelt tryllenummer i TV2s “Danmark har talent”, under navnet Martin Castor.

TV2 Facebook

Relevante links:

Se et klip fra udsendelsen: http://sputnik.tv2.dk/

Selsø Slots historie
http://www.selsoe.dk/historie.htm

Den falske Mortens hjemmeside
http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewprofile&friendid=167896663

Den falske Sofies hjemmeside
http://www.sofieannalisahoejgaard.dk/13563847

Artiklen i Fyens Stiftstidende om Tine Sjørup
http://www.fyens.dk/article/834899

Tine Sjørups brev til Operation X
http://programmer.tv2.dk/operationx/article.php/id-11736359.html