af Claus Larsen, på dansk ved Jens Laigaard

Når man undersøger astrologien, bliver man straks slået af én ting: det fremherskende træk er forvirring. Der synes ikke at være nogen enighed om, præcis hvordan astrologi virker. Jovist, det er planeterne der “øver indflydelse” på os mennesker her på jorden, men længere end det rækker enigheden faktisk ikke.

Lad os se på den grundlæggende oplysning, som al astrologi drejer sig om: tidspunktet hvor man blev født. Meget enkelt, ikke sandt? Det viser sig imidlertid at være alt andet end enkelt.

Tropisk versus siderisk astrologi

En af de mest himmelråbende modsigelser i astrologien findes mellem de to hovedgrupper, tropisk astrologi og siderisk astrologi .

Tropisk astrologi er den “gamle” astrologiske opdeling af himlen. Da dyrekredsen blev opfundet, blev stjernetegnenes placering skrevet ned. Men siden da har dyrekredsen flyttet sig næsten et helt tegn på grund af præcessionen, sådan at en person, der dengang ville være født i Jomfruens tegn, i vore dage sandsynligvis er født som Løve – med de ændringer i personligheden, som følger heraf. I tropisk astrologi ser man bort fra dette, og bliver ved med at bruge de gamle tabeller – som ikke siger noget som helst om, hvor planeterne rent faktisk befinder sig på himlen.

Siderisk astrologi vedgår problemet med, at stjernetegnene flytter sig, men graver sig endnu længere ned i det groteske: jo mere de sideriske astrologer prøver at rette ind efter himlens faktiske udseende, desto mere fjerner de sig fra den “gamle visdom”. Sideriske astrologer kan ikke hævde, at de bygger på en ældgammel viden, for de er nødt til at ændre tegnene og disses karakteristika om og om igen. Og på den måde gør de hele astrologiens idé ugyldig.

De virkelige astronomiske billeder står lige nu et par dage forskudt i forhold til det sideriske system – så ikke engang den sideriske astrologi bruger længere de korrekte stjernetegn!

Er Marilyn Monroe Tvilling eller Tyr? Ja!

Begge systemer kan ikke have ret. Hvis man er født den 1. januar, kan man ikke både være Stenbuk og Skytte. Hvis vi kigger på en håndfuld berømte personer, bliver det klart hvor latterlig astrologien er, når den hævder at en Skorpion adskiller sig fra en Vægt:

Fødselsdato Navn Tropisk Siderisk
12. januar Hermann Göring Stenbuk Skytte
27. januar W.A. Mozart Vandmand Stenbuk
28. februar Linus Pauling Fisk Vandmand
30. marts Vincent van Gogh Vædder Fisk
5. maj Karl Marx Tyr Vædder
1. juni Marilyn Monroe Tvilling Tyr
6. juli Dalai Lama Krebs Tvilling
13. august Fidel Castro Løve Krebs
30. august J. Wolfgang v. Goethe Jomfru Løve
2. oktober Mahatma Gandhi Vægt Jomfru
14. oktober Dwight D. Eisenhower Skorpion Vægt
30. november Sir Winston Churchill Skytte Skorpion

Astrologer i hver lejr kæmper for at overbevise den anden side om, at de har ret. Indtil de bliver enige kan vi andre bare more os over dem.

Var den 18. marts 1609 den samme dato i Danmark og i Frankrig?

Lyder det som et dumt spørgsmål? Selvfølgelig var det samme dato …?

Men nej, det var det ikke. Da pave Gregor 13. besluttede at skifte fra den julianske til den gregorianske kalender i 1582, fulgte alle katolske lande trop næsten umiddelbart efter. De protestantiske lande, såsom Danmark og England, skiftede mere end et århundrede senere, på forskellige tidspunkter.


Ikke alene skabte dette dyb forvirring, det betød også at alle horoskoper blev meningsløse lige på stedet. Hvordan kunne en person, som blev født på en bestemt dato, være en Skorpion, når han var Skytte hvis han blev født på samme dato nogle få år senere?

Et eksempel: Galilei blev født 15. februar 1564 i Pisa, Italien, hvilket gjorde ham til Vandmand. Var han blevet født tyve år senere, havde han været en Fisk.

Ikke så heldigt?

Det bliver værre. Meget værre!

Eftersom den nye kalender ikke blev indført på samme tid rundt om i verden, betød det, at to personer født samme dag og samme år kunne have to forskellige astrologiske tegn, hvis blot de blev født nogle få kilometer fra hinanden, i to forskellige lande.

Lad os få nogle flere berømtheder på banen og se, hvilke anderledes tegn de ville have været, hvis de var blevet født i et andet land.

Kong Frederik 3. blev født den 18. marts 1609 i Danmark. Det gør ham til en Fisk. Kong James 2. blev født den 14. oktober 1633 i England. Det gør ham til en Vægt. Kong Ludvig 13. (far til Solkongen) blev født den 27. september 1601 i Frankrig. Det gør ham til en Vægt. Den sovjetiske diktator Josef Stalin blev født den 21. december 1879 i Rusland (Georgien). Det gør ham til en Skorpion.
Men … i det katolske Frankrig, som havde en anden kalender end det protestantiske Danmark, ville han være født den 29. marts, hvilket gør ham til en Vædder. Men … i det katolske Frankrig ville han være født den 25. oktober, hvilket gør ham til en Skorpion. Men … i det protestantiske England, ville han være født den 16. september, og så havde han været en Jomfru. Men … i det katolske Italien ville han være født den 1. januar 1880, og dermed være en Stenbuk.

Alt dette er altså ifølge den tropiske dyrekreds. Hvad disse personer ville have været ifølge den sideriske dyrekreds er sandelig et godt spørgsmål!

Efterspil
Uanset hvad man ellers kan lære af disse forvirrende historiske aspekter, så er én ting sikker: Der er ikke alene rod i dyrekredsene (!), astrologien får endnu et dødsstød på grund af de forskellige kalendere.

Det er forbavsende, at folk kan tro på sådan noget vrøvl.

Kilde/Source: SkepticReport – Time is not on astrology’s side