af dr. Karl Held, oversat af Dann Simonsen
Uenighed om biologi i religionsundervisningen: Kronen på skaberværket
Fru Karin Wolff, undervisningsminister i Hessen og tidligere religionslærer, har fået en herlig idé med hensyn til opdragelsen af tyske børn og unge. Hun efterkommer opgaven, som den er formuleret i læseplanerne i Hessen, ifølge hvilken “beskæftigelse med filosofiske og religiøse udsagn skal supplere og uddybe den naturvidenskabelige diskussion” (Stern.de, 11.7.07), og plæderer for at knytte den bibelske lære om skabelsen sammen med evolutionsteorien i biologiundervisningen. Hendes forslag møder hård kritik fra folk, der mener, at det er bedre at adskille videnskab og tro i skolen: “Skabelsesberetningen hører hjemme i religionsundervisningen, i biologi burde der udelukkende undervises i den videnskabeligt funderede evolutionsteori.” (Jürgen Schreier, CDU, i Spiegel, 29/07) I biologi bliver der jo undervist i videnskab – men på det punkt tager undervisningsministerens modstandere lidt fejl med hensyn til skolens opgave.
Det er nemlig den, som undervisningsministeren er interesseret i, og derfor gør hun det klart, hvilken rolle den viden, der formidles i biologiundervisningen, spiller i hendes institutioner. Hun har fået øje på en “forbløffende overensstemmelse mellem bibelens symbolske fortælling om skabelsens syv dage og den videnskabelige teori om evolutionen” (Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), 29.6.07), og det er sandelig forbløffende – eftersom der her er tale om, at der i skolens naturvidenskabelige afdeling bliver undervist i et emne, hvor det slet ikke skulle være til at få øje på grænserne mellem religiøst fantasteri og videnskabelig erkendelse. Uddannelseseksperten Karin Wolff røber ganske vist ikke, på hvilket punkt skabelsen og genetikken, bibelen og biologien efter hendes mening skulle være så forbløffende enige. Men hun forkynder, hvordan man rydder modsætningen mellem tro og viden af vejen, så videnskabens erkendelser åbner sig via nydelsen af symbolsk digtning:
“Hun plæderer for tværfaglige problemstillinger inden for temaerne menneskets oprindelse og livets bestemmelse og for en moderne biologiundervisning, hvor grænserne for naturvidenskabelig erkendelse såvel som teologiske og filosofiske spørgsmål om meningen med livet og verden og menneskets eksistens bør spille en rolle.” (FAZ, 29.6.07)
For at kunne “forbinde” Darwins naturvidenskabelige erkendelse af arternes udvikling med religiøse tolkninger af den guddommelige skabelse behøver man bare at omfortolke darwinismen til et bidrag til “problemstillinger” , som i udgangspunktet intet har med erkendelsen af evolution at gøre. Når man tager fat i erkendelsen af udviklingen i den levende materie via mutation og selektion og pådutter den de metafysiske spørgsmål om ” menneskets oprindelse og livets bestemmelse” , bliver evolutionsteori og religion gjort til to forskellige måder at besvare samme principielle spørgsmål på. Naturvidenskaben bliver til et sæt byggeklodser til at stifte mening med, en måde at dokumentere meningen med menneskets eksistens og fortolke arten homo sapiens afsæt fra de højere primater som verdensanskuelse: Netop evolutionsteoriens videnskabelige gendrivelse af teleologien i alle udbredte skabelsesmyter hyldes som et værdifuldt bidrag til plejen af teologiske mystifikationer, og hvor enhver forskel på tolkning og forklaring sløjfes, kan kvintessensen af den “lære”, som videnskaben tilbyder, så også snildt læses ind i litterære symbolverdener og ud af dem igen.
Derfor kommer den dannede kvinde også straks i tanker om den “naturvidenskabelige erkendelses begrænsninger” . Når man tager fat i den naturvidenskabelige forklaring af den menneskelige udvikling og pådutter den spørgsmål som det om “meningen med eksistensen” – som naturvidenskaben ikke har i sinde at besvare, eftersom den ikke er filosofi – og derefter kulegraver den for at finde ud af, hvor meningsfuldt indrettet den præsenterer alt det, der fremgår af evolutionen, så behøver man bare vende op og ned på sin synsvinkel ud fra sin fortolknings standpunkt. Og straks får man i videnskaben øje på den mangel , at den besvarer spørgsmål om mening højst ufuldstændigt. Eftersom den ikke er ubetinget brugbar til det, som ministeren anser for væsentligt og værd at vide, har videnskaben altså sine “begrænsninger”, og erkendelse bliver til sin egen modsætning, nemlig et påbud om skepsis. Som sådan er evolutionsteorien så igen særdeles brugbar til opdragelsen af skolebørnene. Så er den et stort dokument om, at man i sin søgen efter svar på “spørgsmålet om verdens og menneskers eksistens” er nødt til at glemme sin viden om menneskets natur og fordybe sig helt og aldeles i det menneskebillede, som åbner op for dette spørgsmål: Det gælder om at tage hensyn til det specielle ved mennesket, at det er “kronen på skaberværket” , i faget biologi såvel som i faget religion. Og mennesket bliver ikke til en sådan krone, hvis det opfattes som materiens højeste organisationsform: Det kan kun lade sig gøre, hvis man husker på, at menneskets natur er at være Guds mest vellykkede skabning og tjener, et kreatur styret af ubegribelig almagt – for det er der ingen chimpanse, der kan efterabe!
Undervisningsministerens kritikere klager over sammenblandingen af biologi- og religionsundervisning og advarer imod, at “ophæve selektionen mellem tro og videnskab.” (Spiegel 29/07) Man plæderer for “selektion” mellem viden og tro, ligesom ministeren mener man altså på ingen måde, at den teleologi, der forkyndes i faget religion, modbevises af argumenterne i faget biologi. Man sætter derimod pris på fredelig sameksistens mellem det, som den respektive “lære” i de to fag leverer i skolens fagudbud. Begge dele skal have ret til at være der, men bare ordentligt adskilt fra hinanden på skemaet, og dermed tilkendegiver kritikerne, hvad formidlingen af viden i skolen også efter deres mening består i. Hvis man under stikordet “menneskets tilblivelse” går ind for en fagspecifik arbejdsdeling i skolen mellem biologer og præster, insisterer man ikke på viden i naturlære, men på sin egen kompetence med hensyn til at formidle den “lære”, der kan uddrages af denne viden. Det er denne funktion af skoleundervisningen, at sørge for at udbrede verdensanskuelsesbudskaber af den ene eller den anden udgave, der gør naturvidenskab og tro så sammenlignelige, at en ren forsvarstale for at opretholde den hidtidige adskillelse af de to ting tager sig ud som en religionskritisk påberåbelse af saglighed. Hvis bare historien om den skabende gud absolut ikke forkyndes tværfagligt – så er det, der prædikes i religionsundervisningen, i sin skønneste orden for tilhængerne af “selektion”. Der er først tale om et “tilbagefald til anti-oplysningen” (Leggewie), hvis biologiundervisningen ikke mere må foretage en selvstændig tolkning af verdens udvikling – altså står det også glimrende til med skolesystemets oplysning, så længe man helt uden religiøs udvanding kan få lov til at undervise i den opbyggelige “lære”, som honningbier og andre statsdannende folkeslag, men naturligvis også “evolutionen”, kan præsentere for menneskene.
De, der vil forsone parterne i denne strid om livets mening, bemærker derfor også til alle deltagernes beroligelse, at der ikke bliver undervist i evolutionsbiologi før i 11. skoleår – så hvis man afslutter sin skolegang med folkeskolen, lærer man alligevel ikke om den. Religionsundervisning har alle elever til gengæld allerede fra 1. klasse – og således slipper ingen uden om sin “bestemmelse”, i hvert fald ikke i skolen og hvad uddannelsen dér angår.
Kilde: GegenStandpunkt 3/2007
Seneste kommentarer