af Egil Asprem
Mennesker i Vesten har været fascineret af Mayakulturen lige siden genopdagelsen af ruinbyen i vore dages Palenque, Mexico, i 1773. Allerede på det tidspunkt blev man også fascineret over mayaernes tilsyneladende besættelse af at udmåle forskellige komplekse tidscyklusser. Illustrationen til venstre viser dog ikke den såkaldte Maya-kalender, men atztekernes solsten. I dag er mayaernes systemer til at måle tiden oftest forbundet med et snarligt forestående Ragnarok: Den 21. december 2012. Hvorfor? – og med hvilke gode grunde?
I den sidste episode af den ganske succesrige tv-serie The X-Files møder vi Mulder og Scully ved en forladt hulelandsby i New Mexico. Hulelandsbyen tilhørte en gang den for længst forsvundne Anasazikulturen. Inde i en af hulerne finder de “the cigarette smoking man”, seriens vigtigste storkonspirator. Vel vidende at hans store “cover up” nærmer sig den uundgåelige slutning afslører han Sandheden:
Ten centuries ago the Mayans were so afraid that their calendar stopped on the exact date that my story begins. December 22, the year 2012. The date of the final alien invasion. Mulder can confirm the date. He saw it at Mount Weather… …where our own “Secret Government” will be hiding when it all comes down.
Hvis vi antager at en tv-serie som X-Files til en vis grad spejler sin samtid burde referencen til mayakalenderen og vintersolhverv 2012 ikke komme som nogen bombe. Dette har været et gennemgående tema i apokalyptisk nyreligiøs tænkning de sidste tyve år. Eftersom datoen stadig nærmer sig, og eftersom den forrige store dato ved millenniumskiftet ikke helt indfriede dommedagsforventningerne, har skriverierne og spekulationerne haft en nærmest eksponentiel vækst de seneste år. Datoen varierer fra at være dato for den endelige invasion af rumvæsener til datoen for en kometkollision, atomkrig, eller Antikrists komme. Uanset hvad er det sikkert at visse miljøer bedømmer datoen som betydningsfuld og en potentiel kataklysme.
Selv om temaet “apokalypse 2012” har indgået i en formidabel mængde sammenhænge de seneste år bygger alle spekulationerne på visse grundforestillinger:
- Den gamle Mayacivilisation på Yucatán halvøen i dagens Mexico benyttede en kalender som slutter den 21. december 2012.
- Denne dato kan ikke have været sat tilfældigt, men må være udtryk for en eller anden (berettiget!) form for apokalyptisk forestilling.
Frem for at se på de forskellige specifikke apokalyptiske spekulationer som er blevet fremført omkring denne dato i nyere tid skal jeg i det følgende tage for mig af disse to grundforestillinger. Hvor meget af dagens 2012-undergangstro har et reelt grundlag i mayacivilisationens kalendersystem?
Mayakalenderne
Lad os begynde med den første påstand: Mayakalenderen har en slutdato ved vintersolhverv 2012.
Dette spørgsmål kan i første omgang virke enkelt og ligetil, men at give et godt og fuldgyldigt svar er noget mere kompliceret end man umiddelbart skulle tro.
For det første er det misvisende at snakke om mayakalenderen i bestemt form, ental. Mayaerne havde nemlig et stort udvalg af forskellige kalendere, som dels havde egne formål for sig selv, og dels fungerede sammen sådan at de udgjorde komplekse tidscykler.
I første omgang drejer det sig om to kalendersystemer: Et som fulgte solåret på 365 dage (eller egentlig, 360 dage fordelt på 20 x 18 måneder, plus fem overskydende “ulykkesdage”), og én 260-dages “spådomskalender”. På yucatec – dvs. mayasproget som blev talt på Yucatán og i dele af Guatemala – går de to kalenderne henholdsvis under navnene haab og tzolk”in .
Sidstnævnte, den 260-dages “spådomskalender” tzolk”in , blev brugt til at forudsige heldige og uheldige dage til forskellige formål, meget på samme måde som astrologi har været brugt gennem historien i Europa.
Cyklussen på 260 dage er af noget usikker oprindelse. Kalenderen følger hverken sol- eller månecyklus, som traditionelt har været de mest almindelige rettesnore for tidsmåling. Der har været spekuleret i om den i stedet kan have fulgt Venus” bane, eller eventuelt nimåneders perioden for et menneskeligt svangerskab. Det er denne sidste tolkning som favoriseres af Quichéindianere i Guatemala der fremdeles i dag benytter sig af denne kalender.
I mayaernes kalendersystem blev imidlertid disse to kalendere, som altså havde forskellige funktioner hver for sig, kombineret i en “kalenderrunde” på 52 år. Denne 52-års periode korresponderede mere eller mindre med “en mandsalder”, og havde omtrent samme funktion i mayaernes tidsmåling som vort århundred har. Den gjorde det muligt at datere hændelser på en noget større skala end til dag-til-dag basis. Dette system med kalendere ( haab , tzolk”in og den 52-årige kalenderrunde) var fælles for hele det præcolumbianske Mellemamerika.
Der var imidlertid også et andet system i brug, som var unikt for mayaernes kultursfære (det vil sige, andre civilisationer i området, så som aztekerne, havde det ikke). Dette system kalder mayaspecialisterne i dag “langtællingen” (“long count”). Systemet skal først have været udviklet af Olmec-kulturen i det sydlige centrale Mexico, for der efter at have blevet overført til Mayakulturen der blomstrede op noget senere. Den ældste inskription med langtællingsdato man kender angiver en dato svarende til år 32 f.v.t. i den gregorianske kalender.
Det er denne kalender som er interessant i sammenhæng med datoen i 2012.
Langtællingen
Hensigten med langtællingssystemet var at fæste tidsregningen til en større ramme, på samme måde som den gregorianske kalender er bundet op på den angivelige dato for Jesu fødsel, og derefter tæller år, tiår, århundred osv., baseret på decimalsystemet. Mayaernes måde at gøre dette på var imidlertid mere lig den jødiske tidsregning end den kristne; den skal have fæstnet tiden til datoen for “denne verdens begyndelse”, i en relativt fjern fortid.
Mayaerne brugte langtællingssystemet når de for eksempel skulle markere tidspunktet for indstiftelsen af et monument eller rejsningen af en stele. Ortografisk var langtællingen et symbolsystem som bestod af fem hieroglyf-lignende symboler, eller rettere sagt fem “pladsholdere” for lignende symboler. Det er til en vis grad analogt med decimalsystemet som vi bruger i dag. De fem pladsholderne stod for forskellige enheder ved tidsmålingen: én stod for “dag” ( k”in ), én for 20-dages måneder ( winal ), én for solåret bestående af atten måneder ( tun ), én for en tidsenhed bestående af 20 år ( katun ) og til sidst en enhed for 20 katun er ( baktun ). Denne sidste pladsholder for baktun er gik derefter til tretten.
Systemet er tydeligt baseret på mayaernes tyvetallssystem, som deres matematik også var bygget på.
Det vigtige med langtællingen er at det giver mulighed for at holde styr på langt større tidsintervaller end den 52-årige kalenderrunde vi så ovenfor. Dette er nyttigt til administrative opgaver og for at markere bygningsværker man har bygget til at stå i en tid.
For eksempel bærer en stele fundet i ruinbyen Tikal en inskription som angiver datoen 8 baktun , 12 katun , 14 tun , 8 winal , 15 k”in (oversat i formsproget mayaspecialister benytter i dag: 8.12.14.8.15). Konfigurationen svarer til en dato i år 292 e.v.t. i den gregorianske kalender.
Denne metode er altså langt mere elegant end for eksempel romernes system på samme tid, hvor man daterede hændelser og store bygningsværker efter hvem der var konsul eller kejser. Langtællingen fæstner hændelserne i en mere “objektiv” ramme.
Det interessante i vores sammenhæng er imidlertid forekomsten af monumenter som nedskriver tidspunkter i “mytisk tid”. Disse tekster placerer nemlig denne verdens begyndelse på datoen 13.0.0.0.0, altså ved nøjagtig 13 baktun -cyklusser.
Det faktum at denne skrivemåde benyttes frem for 0.0.0.0.0, som man ville forvente ved et rent lineært system, er blevet taget som en indikation på at mayaerne forestillede sig en verden før denne, som sluttede ved 13 baktun . Videre har det ledt til den udbredte forestilling om at mayaerne også tænkte sig at indeværende verden ville ende ved slutningen af nye 13 baktun – som ved kalendersystemets fødsel lå uoverskueligt langt inde i fremtiden.
Begyndelse og slutning: Forsøg på at korrelere langtællingen med den gregorianske kalender
For at vende tilbage til en mere præcis formulering af det første spørgsmål: Passer det at mayaernes langtællingssystem slutter i 2012? Svaret er et betinget “ja”.
I 1890-tallet gjorde mayaforskerne Joseph T. Goodman og Juan M. Hernández det første mere eller mindre vellykkede forsøg på at oversætte langtællingen til det gregorianske kalendersystem. Allerede i 1897 kom de frem til at “startdatoen” ved 13.0.0.0.0 svarede til en dato i 3114 f.v.t. Den nøjagtige dato var mindre sikker på dette stadie. Men én ting var alligevel klart allerede: Dersom man regner sig 13 baktun -cyklusser frem ender man med en dato i 2012 i den gregorianske kalender.
Gennem en serie videre forsøg gennem første halvdel af 1900-tallet kom mayaspecialistene frem til at langtællingens startdato mere nøjagtig måtte svare til den 11., 12. eller 13. august i året 3114 f.v.t. I dag foretrækkes datoen 13. august af langt de fleste mayaspecialister, selv om de andre datoer også har ders fortalere.
Det man imidlertid skal lægge mærke til er at uanset hvilken af disse datoer man vælger at følge får det konsekvenser for udregningen af senere tidspunkter i kalenderen, inkluderet datoen ved slutningen af indeværende 13 baktun -cyklus. Dersom man regner ud fra den dato som der er bedst grundlag for at antage er rigtig, 13. august, ender man med datoen 23. december 2012.
Med andre ord må man, for at få den “magiske” dato for vintersolhverv, 21. december, gå ud fra en startdato den 11. august, en hypotese som i stor grad har været forkastet.
Det ser nemlig ud til at der kan være mest grund til at sætte startdatoen til det som svarer til 13. august 3114 f.v.t. Der er gode astronomiske grunde, knyttet til at 13. august er datoen solen er ved zenit over Mayakulturens kerneområder. Der er også gode, rent matematiske grunde, knyttet op til koordineringer i det komplicerede 20-talssystem kalenderen er bygget på. Den ønskede kombination af dage, måneder og astronomisk sammentræf forekommer ret og slet uhyre sjældent når mayaernes konventioner tages i brug.
Når dette tages i betragtning er 11. og 13. august ikke “næsten” det samme; de er to helt forskellige ting.
Grund til panik? “Meningen” med 2012-datoen i langtællingen
Selv om det er tilfældet at en 13 baktun -cyklus i mayaernes langtællingssystem ender i 2012 kan man spørge om det er grund til at fylde kælderen med hermetik og tage tilflugt i bomberummet af den grund. Bortset fra at der ikke skulle være nogen grund til at mayaerne kunne spå fremtiden bedre end andre, synes nemlig svaret på det andet spørgsmål som blev rejst indledningsvis mere tydeligt at være negativt.
På baggrund af striden om langtællingens startdato, som vi netop så, har blandt andre geografen og mayaspecialisten Vincent Malmström antaget at mayaerne ikke havde nogen speciel mening med slutdatoen. Den var mere sandsynlig kun en tilfældig slutdato som fulgte fra valget af en nøje planlagt og kalkuleret startdato, og derefter at holde sig til det specifikke tællesystem man havde.
Videre kan fortalere som går efter en 11. august-løsning i den nævnte strid synes at argumentere baglæns: Ved at først antage at slutdatoen egentlig skulle være 21. december kommer man frem til at startdatoen måtte være 11. august. Derefter bliver man fokuseret på at finde årsagen til at mayaerne havde udset sig akkurat denne specielle dato som slutningen på 13 baktun -cyklussen. Dette er imidlertid klassisk “question-begging”.
Et problem med dette er at man gør startdatoen for langtællingen totalt arbitrær. Rationalet bliver kun at det “tilfældigvis” er datoen som følger 13 baktun -cyklusser før 21. december 2012. Man skifter altså selv fokus fra verdens ophav til sluttidsspekulationer. Som Malmström skriver er dette sandsynligvis et misvisende fokus.
Der findes ellers ingenting i kendte inskriptioner eller andet efterladt materiale som tilsiger at Mayacivilisationen havde nogle konkrete forestillinger knyttet til slutningen af indeværende langtælling – og i hvert fald ikke at verden ville gå under.
Snarere kan det se ud til at vi har data som tyder på det modsatte. Der er nemlig fundet steler som bærer inskriptioner som placerer hændelser langt inde i tiden efter 2012.
Det bedste eksempel er en stele fra Tikal, rejst af mayakejseren Pacal i år 603 e.v.t.. I et anfald af storhedsvanvid forudsiger Pacal den gigantiske hyldest som skal afholdes når det er 80 kalenderrunder siden hans egen indsættelse som kejser. Som vi husker varede én kalenderrunde 52 år, så jubilæet Pacal regnede med lå godt over 4000 år inde i fremtiden. Datoen han angiver svarer til 21. oktober 4772 i den gregorianske kalender – 2760 år efter den meget omtalte apokalypse i 2012.
Det er med andre ord rimeligst at antage at de voldsomme tidscykler mayaerne opererede med ikke var ment at signalisere et bestemt antal år før dommedag. Snarere har det slet og ret været ment som et måleinstrument, på samme måde som suggestion af vore egne decennier og millennier.
Slutningen på én langtælling – og begyndelsen på en ny – ville måske hellere blive markeret med en gedigen nytårsfest, omtrent som vores egen fejring af slutningen på et millennium og begyndelsen på et nyt; et jubilæum som skyldes de matematiske konventioner vi følger, snarere end hvad vi måtte have af kosmologiske spekulationer.
Litteratur i udvalg
Argüelles, José. (1987). The Mayan Factor: Path Beyond Technology. Santa Fe: Bear & Company.
Finley, Michael John. (Udateret). “Note on the Maya Calendar”. Tilgængelig online på: http://members.shaw.ca/mjfinley/calnote.htm. (Resten af Finelys websider er også en nyttig og tilgængelig kilde til information om mayakalenderene og al fejlinformation som spredes om dem i visse miljøer i dag.)
Malmström, Vincent E. (Udateret). “The Astronomical Insignificance of the Maya Date 13.0.0.0.0”. Pdf-fil tilgængelig på: http://www.dartmouth.edu/%7Eizapa/M-32.pdf.
Schele, Linda og David Freidel. (1990). A Forest of Kings: The Untold Story of the Ancient Maya . London: Harper Collins.
Ødemark, John. (2003). “Innledende essay”, i: Popol Vuh, vii-lxxi. Oslo: Verdens hellige skrifter.
Oversætterens tilføjelse: Se også: http://en.wikipedia.org/wiki/2012
Kilde: www.skepsis.no/sekterisk/hva_er_spesielt_med_2012_mayak.html
Naturlige forklaringer
NASA 2012: Beginning of the End or Why the World Won’t End?
Videnskab.dk Dommedag 2012: Rammes Jorden af Planet X?
Videnskab.dk Dommedag udsat: 2012 er ren spekulation
forskning.no Neppe verdens undergang…
Skeptic’s Dictionary Mayan prophecy (2012)
Skeptic Magazine 2012 The End of the World – Again?
Hey, tak for denne flotte forklaring.
Jeg er en pige på 19 år, og jeg må blankt erkende, at jeg var en af dem, der troede, jeg kun havde et år tilbage. Men denne forklaring har gjort mig en hel del roligere. Mange tak for det.
Mayaerne var et meget vidende folk, hvad universet angik, meget dygtigt iderig arbejdende mennesker.
Fredelig og familiæe.
Man skal bestemt ikke afvise deres forudsigelser, de kunne læse planeter/stjerne osv, som vi andre læser i en bog.
Jeg er helt overbevist, at 2012 bliver naturens tur universets tur til at svare igen.
Det er jo allerede startet, vi sidder med 10 graders varme i slutningen af året 2011, der er meget oversvømmelse/sygdom/bakterier der bliver resistente .
Jorden går bestemt ikke under, jorden vil bestå i mange millioner år endnu, men den vil forandre sig utroligt meget.
Min teori er at Gletscherne vil røre på sig, en mega-vulkan vil gå i udbrud, mange arter vil uddø, og mange mennesker vil bukke under.
Det er naturens kræfter, og som er normal.
Når en af supervulkanerne kommer i udbrud, vil hele verden kunne mærke det, og det vil ske, snart.
Det er min teori, 🙂 og andre har andre teorier, man skal ikke afvise noget som helst
“Det er min teori, 🙂 og andre har andre teorier, man skal ikke afvise noget som helst”, skriver Simone, men det kommer næppe bag på hverken hende eller ret mange andre, at vi her i foretagendet forholder os …. skeptiske til mangt og meget, som er forkert og derfor også bliver afvist.
I Simones tilfælde er der i første omgang grund til at være skeptisk over for påstanden om, at vi her i det hele taget har at gøre med en “teori”. Man kunne med lige så stor ret hævde, at Nostradamus var teoretiker i stedet for forvrøvlet spåkone.
En teori er først og fremmest en årsagsforklaring, ikke bare løse påstande, formodninger og profetier. Derfor kan en ting i øvrigt snildt være rigtig uden at være en teori, hvilket Monty Python har haft en morsom sketch om.
Hvad Simones konkrete henvisninger angår, så er de fisket ud af en virkelighed, som hun tilsyneladende ikke har ret meget anelse om: Ja, det var sikkert (relativt) varmt i Danmark sidst i december, men til gengæld var det pissekoldt sidste år, og tilbage i 1980’erne oplevede jeg en enkelt juleaftensdag (eller var det første juledag?), hvor man på en travetur i en sønderjysk plantage i en halv times tid kunne gå i T-shirt, hvilket alt sammen har forbandet lidt at gøre med resistente bakterier. En enkelt klimahændelse siger m.a.o. intet om en generel tendens til global opvarmning – hvad årsagen end måtte være.
Og hvilken relevans har det for en ‘teori’, at dens ophavsmænd muligvis er fredelige familiemennesker? Skal vi så også til at bedømme Lomborgs klimateorier på en anden måde, end vi ville bedømme andre teorier på, bare fordi han tilfældigvis er homoseksuel?
Lad os vende tilbage til temaet igen i begyndelsen af 2013. Min søvn vil ikke blive forstyrret af Simones dommedagsprofetier.
Jeg elsker at læse om sådanne teorier. Ikke fordi jeg tror på dem, men fordi det gir stof til ens eget teoretiske gen.
Men teori er jo i bund og grund, en sær størrelse. Hvad er teori. Teori er en størrelse, hvor en person baserer en specifik ting, baseret på umiddelbar viden på området. En teori behøver ikke være mere værd, blot fordi den stammer fra en person, der har en ph.d i et eller andet, eller man har brugt umådeligt lang tid på at studere omstændighederne. Det danner umiddelbart mere troværdighed, men det er stadig blot teori.
Man kan ikke spå om fremtiden, og ej heller om fortiden. Man kan konstatere ting gennem historien, ved fysisk at have fundet beviser, men når civilisationen der er ophavsmænd for beviserne for længst er borte, og dokumentation ikke forefindes, så er vi tilbage til teoriførelsen.
Det er naivt at tro, at Mayaerne skulle ha været i stand til at forudsige fremtiden, når vi som menneskehed selv var overbeviste om at jorden var flad, og samtidigt var centrum for universet, og dette er endda ikke så forfærdeligt mange år siden.
Vi mennesker er overbeviste om at vi er enormt kloge, men i universets forstand, ved vi ingenting. Med teorier forsøger vi konstant at finde hoved og hale i det hele, og vil konstant have rammer omkring vores oprindelse, og meningen med det hele. Vi fatter ikke universet, og vil have en ramme på det, så vi kan forstå det. Det er ubegribeligt for os, når vi ikke kan sige at universet er uendeligt, og altid har eksisteret. Vi vil have en startdato på alting. Universet er opstået i et ‘big bang’, og herfra har alt dannet en ramme. Vi vil gerne have universet til at have en ende, men dermed havner vi i et nyt dilemma. Hvad er der så på den anden side?? Vi kan modsat heller ikke leve med tanken om at noget er uendeligt, så derfor bliver universet nødt til at have en form for slutning.
Har der været intelligent liv her på jorden før?? Kan vi ha været udsat for ‘dommedag’ før?? Jorden er ca.4.2 milliarder år gammel ifølge teorier, men kan den være ældre?? Kan de 4.2 milliarder være tiden siden sidste ‘dommedag’??
Vi ved det ikke, og finder formentligt aldrig ud af det. Vi har baseret vores eksistens i universet, udfra fotografiske målinger, og matematiske udregninger, men altså dette er foregået over et tidsvindue, der er mikroskopisk i forhold til universet.
For blot nogle hundrede år siden, var vi overbeviste om, at universet bestod af os. Lidt senere bestod universet af vores solsystem. Efterfølgende var det vores galakse, og nu ved vi at universet er en hel del større. Jeg tænker blot på hvad vi ved om 100 år… Efterhånden som vores egen udvikling og teknologi tillader det, så bliver vi mindre og mindre i universet.
Findes der intelligent liv derude?? Det gør der sikkert.
Kommer vi nogensinde i kontakt med nogle?? Det tror jeg næppe. Kun hvis de tilfældigvis er i stand til at ‘kigge’ forbi. Med vores teknologi idag, er vi kræftigt hæmmet af, ‘kun’ at kunne kommunikere med lysets hastighed. Nærmeste planet der teoretisk har grundlag for liv som vi kender det, ligger så fjernt, at vi skal bruge årtier på at modtage svar på et “hej med jer”.
Og tænk så hvis der på den planet, allerede findes mennesker som vi kan kommunikere med, men de er på et stadige svarende til blot år 1900, så vil vi ikke få svar. Skulle de så være fremme i udviklingen, så er der jo ingen grundlag for, de har opbygget deres teknologi på frekvensbaseret kommunikation, og slet ikke det lille vindue af frekvenser, som vi bruger grundet vores egen teknologi.
At Mayaernes kalender slutter den 21-23 december 2012, ser jeg ikke noget suspekt i. Det fortæller blot mig, at når kalenderen tilfældigvis slutter ved et solhverv, så har Maya eksperterne formodentligt aflæst deres kalender korrekt, og Mayaerne har haft godt styr på solens cyklusser. At den slutter i 2012 er så et tilfælde, som kan sammeholdes med deres 20 års system, og starten på deres tidsregning. Vi i den vestlige verden lever efter den gregorianske kalender, der er baseret på en teori om skaberens søns herkomst på jorden. At vi skriver 2012 på kalenderen, er blot for at have et system til vores hverdag, det samme gælder klokken. Firkantet set, er vi jo alle ADHD ramte, som skal have struktur i hverdagen. Tager vi blot nogle tusinde kilometer sydøst over, så er tidsregningen helt anderledes. Nogle asiatiske lande lever efter en anden kalender, og er vist i år 3000 et eller andet, hvorimod visse muslimske kulturer lever efter en kalender, hvor de er i år 1700 et eller andet. Moderne tidregning idag er baseret på religion og tro, hvorfor skulla Mayaernes være meget anderledes??
Det som Simone noterer, er nok ikke helt skeløjet. Vi ved dog blot at dette ikke er teori, men derimod fakta. Vi ved det kommer til at ske. En supervulkan vil forandre verden på et tidspunkt, måske endda udrydde alle komplekse livsformer. Vi aner ikke hvornår det vil ske. Det kan blive imorgen, eller om 10.000 år.
Det er dog ikke nødvendigvis det der vil ændre jorden. Som en del af universet, vil jorden på et tidspunkt blive udsat for udefrakommende katastrofer. Det er sket før, og det vil ske igen. Vi mennesker er her ikke af en grund. Der er ingen mening med livet. Vi er her ved et tilfælde, fordi denne planet tilfældigvis havde alle de rigtige forudsætninger, til at rumme liv som vi kender det.
Gennem alle tidsaldre, er teorier blevet manet til jorden. I den moderne verden, tror vi at vi ved alt, og at vi efterhånden kender til oprindelsen af det hele. Men når der så pludseligt i 2010, i vores eget solsystem, dukker 2 helt nye planeter op, vi aldrig har spottet før, så kniber det med troværdigheden, når man forsøger at fastholde ‘big bang’ teorien, og at vi insisterer på at det er sket for 16 milliarder år siden. Vi tror vi ved så meget, men i bund og grund ved vi ingenting.
Netop derfor er det med ringe sandsynlighed, at Mayaerne skulle ha været i stand til at forudsige ‘dommedag’ for flere tusind år siden.
Vi roder rundt i teorier. Hvis Mayaerne kunne forudsige ‘dommedag’, hvorfor er der så aldrig nogen der har forudsagt Jesu fødsel??
Det er netop det fede ved teorier. Det kan få personer til at fremstå som genier, og for at slutte af hvor jeg startede, så er teori jo en sær størrelse. Der er jo flere former for teori. Primært den matematiske- og den praktiske teori. Matematisk er min chance for at vinde i Lotto 1:rigtigt mange millioner, men rent praktisk ser det jo mere positivt ud. Her er mine chancer ‘fifty fifty’. Enten vinder jeg, eller også taber jeg.
Det samme gælder når proffesorer og teoretikere, fremligger alverdens teorier. Umiddelbart har de en fifty fifty chance for at de har ret. Lad os sige at en proffessor fremlægger en teori om, at vi alle en dag, bliver dræbt af en menneskabt virus. Der har han umiddelbart fifty fifty chance for at ramme rigtigt, men så snart der blandes matematik ind i spillet, og han sætter en dato på, så er chancen for at ramme rigtigt, meget lille. Netop derfor er vi mennesker, så bange for at sætte en dato på en teoretisk hændelse. Hvis vi nu tager fejl, så fremstår vi som idioter. Er der ikke sat dato på, og skaden sker alligevel, så er man i stedet en klog mand, med stor viden om området. “Hold da op, det var nøjagtigt som han sagde dengang”.
Det samme gælder for Maya eksperterne. De har også været tidligt ude, og understrege at det er en teori baseret på mayaernes kalender. Skulle der nu ske et eller andet i slutningen af 2012, vil eksperterne tage kredit for deres tydning af kalenderen, hvorimod hvis det bare blir en dag, som alle andre, ja så “de var nu også skøre, de mayaere”…
Det svenske program Vetenskapens värld på Sverige 2 havde i den forløbne uge en glimrende udsendelse om mayaerne og deres kalender! Hele udsendelsen genudsendes vist et par gange i løbet af denne uge.
I øvrigt kunne en interessant teori være, at hvis nu jorden bliver ramt af en meteor d.23 december 2012, kan det så tænkes at forskere og videnskabsmænd, har spottet dette for mange år siden, og efterfølgende pakket det ind i Maya teorien, for at formidle det ud til verdens befolkningen, uden at skabe total panik??
Tænk hvis livets undergang allerede er velkendt blandt astronomer, men informationen er hemmeligtholdt, for ikke at ødelægge vores økosystem, så vi dermed kan fortsætte vores normale hverdag, frem til dagen hvor det sker…
Kan en eventuel meteor være pakket ind i Maya-kalender-teorien for at helgardere sig mod en meteor, der vil komme svimlende tæt på jordens atmosfære??
Melder man fysisk ud, at en meteor vil komme tæt på jorden på den dato, så vil panikken bryde ud, men hvis man ikke er sikker på konsekvensen, er det måske fint nok, at pakke det ind i en velkendt teori, og så bare strikke datoen til, så den passer med den virkelige hændelse..
Der er jo ingen af os, der fysisk ved, om eksperterne bag læsningen af Maya-kalenderen blot er på NASA’s lønningsliste.
En god konspirationsteori kræver, at både motivet og den praktiske gennemførelse kan sandsynliggøres, og i dette tilfælde har jeg svært ved at se, hvad formål det skulle tjene i det hele taget at nævne dræberkometen i stedet for at lade den være en juleoverraskelse. At gøre opmærksom på kometen frem for at fortie dens eksistens vil vel kun tjene til gøre det så meget mere sandsynligt, at flere andre astronomer end ellers, professionelle såvel som amatører, får øje på den og går i gang med at foretage deres egne beregninger af dens bane.
Der er også det problem ved din konspirationsteori, at den involverer for mange konspiratorer til, at det ville være praktisk muligt at undgå whistle blowers. Der skal ikke mere end en enkelt af slagsen til for at ødelægge det hele for konspiratorerne, jf. den aktuelle danske Al Qaeda-infiltrator.
Hvad mener du i øvrigt med, at der ikke er nogen af os, “der fysisk ved”, om kalender-eksperterne er i NASA’s sold?
Er jeg den eneste der synes, det er lidt fjollet, når det er en side om Maya kalenderen, og der så er billeder af en aztekisk tavle??
Nej, du har helt ret, Daniel, og du er ikke den eneste. Mindst en Skepticaner erklærer sig enig med dig, men de fleste af os har nok så lidt viden på feltet, at det ikke faldt os ind.
Vi er straks gået i gang med at søge efter et mere passende foto!
Er d. 23 december ikke Jesus’ rigtige fødselsdag? Der er noget råddent dér..
Til Magnus:
Den officielle fødselsdag har vist været d. 25. december de sidste knap sytten århundreder, så d. 24. er dagen før og d. 23. dagen før dagen, men om der er en ‘rigtig’ en af slagsen og hvilken dato den i givet fald skulle ligge på, er de lærde fortsat uenige om. Det ville vel give mere mening at formode, at det for aztekerne drejede sig om en markering af midvinter, når nu det er en kalender, der er tale om.
Det er ganske rigtigt, at der er tale om aztekernes solsten. Den er nu særdeles dekorativ, men fejlagtigt placeret. Et billede fra Yucatan havde været mere passende. Det giver dog stof til eftertanke. Når man googler på billeder af maya-kalenderen dukker netop solstenen op ustandselig. Jeg vil sørge for et passende vignetfoto fra min rejse i mayaernes sandalspor. Fra Palenque og omegn, måske.
Hallo, der er ikke noget at være bange for – det er kun måske, at det vil ske klokken 12:12, måske, så, ja.
Sorry, Mikail, vi har været lidt længe om at svare på din kommentar, men du havde ret i, at der ikke var noget at være bange for.
Problemet med dine måske’er er dog, at en forventning om, at verden måske nok ikke går under i morgen, hverken er særligt rigtig eller særligt beroligende! 🙂