af Massimo Pigliucci, på dansk ved Jens Laigaard

Hvordan kan vi vide, hvad der er derude,
og hvor "derude" egentlig er.

"Kan vi erfare, hvad universet rummer? 
Du gode, det er svært nok bare at finde rundt i Chinatown!" 
(Woody Allen: Getting even )

Nogle af de, der læser dette, læser også tidsskrifter som Skeptic, Skeptical Inquirer, Free Inquiry, Freethought Today og The Humanist . De betragter sig selv som rationalister, skeptikere, humanister eller fritænkere. Mange mennesker tror, at disse betegnelser dækker over nogenlunde det samme, uanset om man ellers er for eller imod de filosofiske standpunkter, som disse ord viser hen til. Men her kan man godt tro om igen. Faktisk har mange af disse filosofiske "ismer" vidt forskellig historie og oprindelig betydning – undertiden en betydning stik modsat den, vi tillægger dem i dag. Det er væsentligt at få afklaret disse begreber; og når man giver sig i lag med at undersøge de virkelige eller indbildte sammenhænge mellem disse betegnelser, kommer man på en kort, fascinerende tur gennem både filosofien og det menneskelige sind.

Filosofisk set
Lad os begynde med rationalisme. I betragtning af, hvor megen vægt det moderne samfund lægger på videnskab og rationel diskussion, hvem vil så ikke være stolt over at blive kaldt rationalist? (1) Imidlertid blev rationalismen grundlagt af René Descartes (1637), som udtænkte den som en vej til at opnå viden uden at have behov for erfaringer. Cogito ergo sum (jeg tænker, derfor eksisterer jeg), var den første rationalistiske slutning, Descartes nåede frem til. Ikke noget at indvende dér. Men den anden "selvindlysende" slutning var, at Gud ligeledes eksisterer! Nu begynder man at ane, at rationalisme undertiden kan være ganske, tja, irrationel. (Interessant nok udledte Descartes de håndgribelige genstandes eksistens efter at han havde udledt Guds eksistens. Som Smith (1991) har påpeget, er der ikke noget galt i at være Descartes, men det er der i høj grad i at være kartesienser.)

Samtidig med rationalismens fremkomst udviklede engelske filosoffer som Francis Bacon (1561-1626) og John Locke (1632-1704) et fuldstændig modsat syn på viden (dvs. en anden epistemologi), nemlig empirismen. Udgangspunktet for empirisme er, at den bedste måde at lære noget om verden er at iagttage den, altså at indsamle data. Vor tids videnskab stammer tydeligt nok fra 1600-tallets empirisme (selv om den også har optaget nogle af rationalismens principper). Før empirikerne var verden et sted, hvor magiske og mystiske forklaringer var enerådende, og empirismens datter – videnskaben – er vores væsentligste redskab til at gøre verden til et fornuftigt sted at være.

Rationalisme og empirisme er filosofier, som er på kant med hinanden (som det fremgår af de skarpe debatter mellem deres førende fortalere). Men de fleste, som nu til dags betragter sig selv som "rationalister", går også ind for den videnskabelige metode. Er det da muligt at forene de to? Det mente Immanuel Kant (1781) i hvert fald. Hans løsning ville imidlertid næppe falde i god jord hos ret mange af nutidens rationalister. Han hævdede, at ønsket om at tro på Gud er et rationelt ideal som oplyser filosoffens sind, og at det derfor er en empirisk kendsgerning. Endvidere bemærkede Kant, at meget af det, vi opfatter af verden (empirisme), i virkeligheden er formet af vores sind (rationalisme). Ved at generalisere ud fra den sidste påstand nåede han frem til den idealistiske filosofi, hvilket er noget nær det længste man kan komme fra moderne videnskab. (2)

Hvad med skepticisme? Dette kan kort defineres som "forestillingen om, at noget, folk tror er sandt, i virkeligheden godt kan være forkert" (Stevenson 1998). Man kan med nogen ret sige, at den første skeptiker var Sokrates, som stillede spørgsmål til sine disciple for at få dem til at indse deres fejlslutninger (den såkaldte "sokratiske metode", Taylor 1953). Senere hen har David Hume fået ry som skeptikeren over alle andre, omend han gik så langt som til at afvise muligheden for at påvise årsagssammenhænge mellem fænomener, hvilket i dag anses for at være videnskabens overordnede mål. Meget passende har ordet "skepticisme" en græsk rod, som betyder "at søge", formodentlig sandheden. Omend skepticismen er nok så effektiv og respektabel, er den dog ikke en teori om viden, men snarere en metode til at afsløre hvad der ikke er sandt. Derfor har den strengt taget ikke så meget at gøre med filosofier som rationalisme eller empirisme (selv om den kan gøre brug af den ene eller dem begge). En mere moderne måde at betragte skepticisme på er i videnskabelig-statistiske rammer, som sandsynlighederne for at begå en af to fundamentale typer fejl: at afvise slutninger som faktisk er korrekte (ekstrem skepticisme) eller at godtage konklusioner som er forkerte (ekstrem godtroenhed).

Humanismen opstod i 1300-tallet under indtryk af den europæiske (hovedsagelig italienske) renæssance. Den siger, at det, mennesker tænker og gør, har en værdi i sig selv, oprindelig set i forlængelse af (og nu til dags uanset) hvad der er Guds vilje og hensigt. Selv om renæssancen og humanismen indvarslede den moderne tidsalder, og dermed videnskabens fremkomst, kan humanisme egentlig ikke betragtes som en videns-filosofi, men snarere som en verdensanskuelse, der hævder, at mennesket er enestående og værdifuldt. I øvrigt havde andre filosoffer stillet skarpt på mennesket fra en meget lignende vinkel længe før 1300-tallet. For eksempel sagde den græske filosof Protagoras (480-411 f.Kr.), at "mennesket er alle tings mål". Protagoras var sofist (et ord, der betyder "ekspert", altså ikke særlig beskedent), og hans udsagn anses for et tidligt eksempel på relativisme, forestillingen om, at sandheden ikke er absolut, men opfattes forskelligt af hvert enkelt menneske. Det er imidlertid svært at forestille sig et mere humanistisk udsagn end det, han er blevet tillagt.

Ateisme er som bekendt ikke engang en filosofi. Det er snarere en slutning, man kan drage ud fra forskellige filosofiske standpunkter såsom empirisme og naturalisme (men ikke nødvendigvis rationalisme a la Descartes ). Modsat den almindeligt udbredte opfattelse er en ateist ikke en person, som tror at der ikke er nogen Gud, men derimod en person, som ikke har nogen tro på Gud (a-teisme, uden en gud). Og man bør huske, at der findes forskellige former for ateisme og forskellige grunde til at være ateist.

Naturalisme, som lige blev nævnt, er i alt væsentligt det samme som materialisme. Sidstnævnte har fået en negativ bibetydning, fordi ordet har været anvendt i marxismen – men er ellers forestillingen om, at eksistens er noget rent fysisk (dvs. der findes ingen metafysisk verden). Således er alle vore følelser, herunder de mentale processer som skaffer os viden, rodfæstet i vore hjerners fysiske egenskaber (med alle de fordele og mangler, dette indebærer). Fra tid til anden opstår der tankeretninger som hævder, at der ikke findes nogen objektiv virkelighed, og at det, vi opfatter som omverdenen, bare er noget vi forestiller os. Den slags udsagn er ganske vist logisk uangribelige, men de får mit adrenalin til at stige til faretruende højder. Det bedste svar, jeg er stødt på, kommer fra Bertrand Russell, som håbede at folk, der satte spørgsmålstegn ved virkeligheden, ville køre deres bil ind i en mur med en hastighed proportional med deres tro på, at muren ikke var virkelig.

I modsætning til, hvad nogle tror, har realisme ikke meget tilfælles med naturalisme og materialisme. Realismen hævder, at der findes almenbegreber, som eksisterer uafhængigt af vore sind. Det kunne godt lyde som materialisme, bortset fra at de nævnte almenbegreber ikke er fysiske objekter, men almene egenskaber ved virkeligheden (f.eks. eksisterer egenskaben "grøn" ganske uafhængigt af, om nogen bestemte ting er grønne). Forskellen på realisme og naturalisme/materialisme understreges af den reaktion mod realismen, der kulminerede med William af Ockhams udgave af nominalismen (Leff 1975). Ifølge nominalismen er almenbegreber slet og ret generaliseringer af egenskaber ved bestemte ting, og disse generaliseringer optræder kun i vore sind (de er "navne"), de eksisterer ikke i den ydre verden. Ockhams skarpeste argument var hans såkaldte "ragekniv". Den går kort og godt ud på, at hvis to forklaringer på det samme fænomen bygger på forskellige antal formodninger, bør man vælge den, der kræver det mindste antal hypoteser ( ceteris paribus, selvfølgelig – alt andet lige). Med andre ord, den enkleste forklaring er sandsynligvis også den rigtige. Realisme har ingen forbindelse til moderne videnskab, men det har nominalisme; faktisk er Ockhams ragekniv – man kunne også kalde det "sparsommelighed" – en af de filosofiske grundsten i den videnskabelige metode.

Endelig kommer vi til fri tænkning. Dette er ikke en filosofi, men snarere en samlende overskrift for en række forskellige filosofier. Det bliver man klar over, så snart man prøver at nævne nogle typiske repræsentanter for fritænkeri. Et par navne, der straks melder sig, er David Hume (1740; 1779) og Francois Voltaire (1694-1778). Men Hume (1740) mente, at kausalitet ikke nødvendigvis er en egenskab ved verden, og at det, vi opfatter som årsagssammenhænge, blot er en sammenhæng vi knytter (i sindet) mellem ting, som sker i en bestemt tidsmæssig rækkefølge. Dette synspunkt er, som nævnt overfor, i høj grad i modstrid med den moderne videnskabs grundlag. Voltaire var noget for sig, en sammensat person. Han beundrede den engelske empirisme og var en vittig fortaler for fonuftens magt. Han var også deist : han troede på Guds eksistens, men hans Gud trak sig tilbage straks efter at have skabt verden og lader sig ikke erfare. Voltaire var lige kritisk over for organiseret religion og ateisme, en holdning helt i tråd med hans filosofiske skepticisme.

I lyset af alt det ovenstående vil jeg hævde, at "fritænker" er den bredeste og bedst passende betegnelse for vor tids skeptikere, ateister, rationalister, scientister og – i nogen grad – humanister. Der er to grundlæggende elementer i fritænker-bevægelsen: at man anvender logik for at drage slutninger om verdens natur, og at man principielt er tolerant overfor de afvigende slutninger, som logikkens veje kan føre mennesker frem til (og i øvrigt også en tendens til at se mennesker som verdens subjektive, ikke objektive, midtpunkt).

Logik og virkelighed
Det meste af ovenstående redegørelse er foregået på logikkens præmisser, men hvad er logik i det hele taget? Og hvordan kan vi vide, hvad der er derude – videnskabens væsentligste mål, og i mindre grad også filosofiens? En generel indføring i logikken og dens forhold til den videnskabelige metode og vores søgen efter sandheden om verden falder uden for dette essays rammer, men det er dog nødvendigt at give et rids. Overordnet set er der to måder at "gå logisk frem" på, når man søger viden om verden: deduktion og induktion . Deduktion er en proces, hvor man starter med et antal påstande og når frem til en logisk nødvendig (det vil sige internt konsistent) slutning ud fra disse påstande. Aristoteles’ syllogismer er et eksempel på deduktion. Den måske mest berømte lyder:

1. (Hvis) Alle mennesker er dødelige (forudsætning)
2. (Eftersom) Sokrates er et menneske (iagttagelse)
3. (Så) Sokrates er dødelig (slutning)

Når man har den almene forudsætning (1) og den specifikke iagttagelse (2), følger slutningen (3) logisk deraf. Induktion går derimod ud på at udlede generaliseringer af mange iagttagelser af bestemte fænomener. For eksempel kan jeg forudsige, at solen vil stå op i morgen, uden at have mindste begreb om fysikkens love (Hume ville have elsket det her), fordi den har opført sig sådan i lang, lang tid. Francis Bacon (1561-1626) indlemmede induktion i den vordende videnskabelige metode.

Deduktion vejer i logisk sammenhæng tungere end induktion, eftersom dens slutninger nødvendigvis må være rigtige ( hvis forudsætningerne er rigtige, og det kan godt vise sig at være et stort "hvis"). Induktion kan derimod godt føre til fejlslutninger, hvis de forudsætninger, som tidligere har frembragt et bestemt resultat, pludselig bliver ændret (med andre ord kan induktion kun fortælle os, hvad der sandsynligvis vil ske). Et godt eksempel er Bertrand Russells historie om den induktive kalkun. Denne kalkun blev anbragt på en gård og fodret omkring klokken 7 om morgenen. Han var en god induktivist, så han ville ikke drage nogen slutning om sin fremtid på det nye sted, før han havde samlet flere iagttagelser. Efter et par hundrede dage havde han en bunke optegnelser, som alle slog fast, at han blev fodret hver morgen omkring klokken 7. Imidlertid var han en usædvanlig opvakt induktivist, så han syntes, der skulle flere iagttagelser til, før han kunne drage en egentlig slutning. Efter 364 dages konstant iagttagelse følte han sig sikker nok til at kunne drage den slutning, at han ville blive fodret klokken 7 næste morgen. Men ak, næste dag var Taksigelsesdag, en dårlig dag for kalkuner. Selv om denne historie er værd at komme i hu, skal man bestemt ikke undervurdere induktion. Al statistik bygger på induktion, eftersom statistikken fremsætter slutninger ved at ekstrapolere iagttagelser, og ikke ved at beskrive årsags-mekanismer. Og selv om statistik bestemt kan lyve (eller i hvert fald vildlede), har en statistisk holdning til tingene givet storartede resultater i komplicerede videnskaber såsom biologi og sociologi. Deuden kan induktion være en støtte når man skal udarbejde hypoteser, og de er en hjørnesten i videnskabelig praksis. Ren deduktion er et lukket system, som kun kan oparbejde ny viden inden for en stram ramme af syllogisme-ligende overvejelser.

Kan man så ikke gøre begge dele? Findes der en tilgang til verden, som kombinerer de gode sider af deduktion og induktion, og samtidig kompenserer for de begrænsninger, hver metode rummer? Det gør der faktisk: den hedder dialektik (efter et græsk ord, som betyder "diskussion"), og det er endnu engang Sokrates, vi kan takke (4). Sokrates vejede forskellige ideer op mod hinanden ved at undersøge deres forudsætninger og gå fra den ene idé til den anden for at se, om de kunne stå for kritik. Denne proces med at gå frem og tilbage mellem flere teorier er en dialektisk tilgang. Lyder det bekendt? Det burde det, eftersom det er grundlaget for den hypotetisk-deduktive metode: den videnskabelige metode, som vi kender den i dag.

Noter

1. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, for der er masser af folk, som bestemt ikke ville bryde sig om den betegnelse.
2. Interessant nok er moderne videnskab faktisk en blanding af empirisme og rationalisme, men på en ganske anden måde end Kant kunne tænke sig. Moderne videnskabsfolk kan karakteriseres som empirikere, der erkender, at man må gøre nogle grundlæggende, men fornuftige, antagelser fra en rationel synsvinkel. For eksempel er vi nødt til at antage, at der findes en fysisk verden derude, for ellers ville der ikke være nogen idé i at drive videnskab. Det er en antagelse, som bygger på tro, men sandelig en beskeden én sammenlignet med de andre alternativer, der er.
3. Bemærk at materialisme også er et centralt begreb i kapitalismen, den økonomisk-politiske modsætning til marxismen. Man kan derfor ikke affærdige materialismen som et afskyeligt produkt af marxismen, lige så lidt som man kan bruge den til at klandre kapitalismen: den er en forudsætning for, ikke en konsekvens af, begge.
4. Meget senere, i 1700- og 1800-tallet, anvendte først Friedrich Hegel og senere Engels og Marx udtrykket dialektik (de to sidste i betydningen dialektisk materialisme). Hegels bidrag bestod i teorien om, at en idé, eller hvad han kaldte en tese, kan undersøges gennem sin modsætning, sin antitese . Løsningen på problemet, som udstikkes af tese og antitese, kommer man frem til gennem en syntese af de to.

Litteraturhenvisninger

Bacon, F. (1561-1626): The works of Francis Bacon, lord chancellor of England . London: W. Pickering, 1825-34.

Descartes, R. (1637): Discourse on method . La Salle, Ill.: Open Court Classics, 1989.

Hume, D. (1740): A treatise on human nature . Oxford: Clarendon Press, 1896.

Hume, D. (1779): Dialogues concerning natural religion . Edinburgh: Gilbert Elliot.

Kant, L. (1781): Critique of pure reason . New York: Modern Library, 1958.

Leff, G. (1975): William of Ockham: the metamorphosis of scholastic discourse . Manchester: Manchester University Press.

Locke, J. (1632-1704): An essay concerning human understanding . New York: Dover Publications, 1959.

Smith, G.H. (1991): Atheism, Ayn Rand, and other heresies . New York: Prometheus Books.

Stevenson, J. (1998): The complete idiot’s guide to philosophy . New York: Alpha Books.

Taylor, A.E. (1953): Socrates . Garden City, NY: Doubleday.

Voltaire, F.M.A. (1694-1778): The portable Voltaire . New York: Viking Press, 1949.