af Jens Laigaard
E-mails er et dagligdags værktøj. Brug og smid væk. Man skriver, sletter og glemmer. Men i mit arkiv ligger der to mails, jeg har gemt gennem flere år. Også selv om de ikke blev besvaret.
Vi må begynde ved begyndelsen. I 2002 udgav Irma Lauridsen bogen Ind i det ukendte , som rummer 22 interviews med mennesker, der har haft overnaturlige oplevelser. På nær en enkelt er de alle anonyme. Dette er et almindeligt træk i ældre tiders okkulte rapporter, blandt andet støder man jævnligt på anonyme vidneudsagn i det engelske Society for Psychical Researchs Journal og Proceedings . Nu til dags er vi ikke så glade for beretninger uden navn, især ikke når de handler om ting på kanten til virkeligheden. Irma Lauridsen kan have valgt den anonyme fremlæggelse for at beskytte sine kilder – flinke almindelige mennesker – mod at blive til grin. Hun kan også have haft andre grunde.
En af bogens beretninger kommer fra “Kris”, og det er en rigtig spøgelseshistorie. Der er mange detaljer, og for at få dem alle med må man gå til bogen. I korte træk fortæller Kris følgende:
Han havde i nogle år arbejdet som læge ved et svensk hospital. Arbejdspresset var stort, hans liv og ægteskab hang i en tynd tråd. En dag, han var alene hjemme, faldt han og fik en dyb flænge i benet. Han kørte til skadestuen og fik såret syet. På vej hjem så han en blaffer, og stik mod sin sædvane tog han manden op. En pæn ung fyr omkring de fyrre i cowboybukser og hvid T-shirt. Straks da manden steg ind, mærkede Kris en befriende fornemmelse af ro og tryghed. Han betroede manden sine problemer. Manden svarede drastisk, at Kris snart ville dø af et hjerteslag, hvis ikke han lagde sit liv om. Han pegede også på forbindingen om Kris’ ben og sagde: “Det var en slem forskrækkelse.”
Kris blev sur over mandens belærende opførsel og ville netop bede ham om at stå ud, da han opdagede, at sædet ved siden af ham var tomt. Han bremsede og undersøgte både bilen og området udenfor. Manden var forsvundet.
Da Kris kom hjem, var han temmelig ophidset, men han turde ikke fortælle sin kone om oplevelsen med blafferen. I stedet fortalte han om sit sårede ben. Men da han tog forbindingen af, var den ganske vist plettet af blod, men der var ingen flænge og ingen spor af sting i huden.
Kort efter sagde Kris sin stilling op. Han lagde sit liv i en mere rolig bane, begyndte at gå ture i skoven, fik en mindre stressende stilling og endte med at have et godt liv. En lykkelig slutning på en sensationel historie. Kris slutter beretningen i et alvorligt toneleje. Dette er første gang, han fortæller om denne hændelse, og sikkert også den eneste, siger han.
“Der er, for mig at se, intet formål med at fortælle den slags til mennesker, som jeg ved, ikke vil tage det ind eller respektere det som sandt. Men det bliver min beretning ikke mindre sand af.”
Dette var første gang, Irma Lauridsen fortalte om Kris og blafferen. Men langt fra den sidste. Hvis man købte ugebladet Hjemmet nr. 37 i 2002, fik man et tillæg med titlen Ind i det ukendte – 3 gribende beretninger om menneskers møde med det overnaturlige . En af de tre beretninger handlede om Kris. Året efter, i 2003, blev historien serveret under titlen “Manden, der forsvandt sporløst” i New Age-tidsskriftet Liv & Sjæl nr. 2. I 2005 var historien om Kris en af de syv i læse-let bogen De usynlige , udgivet af Special-pædagogisk Forlag. Samme år, kun et par uger før bogen Spøgelser udkom, blev Kris’ beretning sluppet ud på New Age-internetsiden selvet.dk .
Hvorfor skal vi nu høre om Spøgelser ? Fordi det var den bog, jeg arbejdede på fra august 03 og halvandet år frem. Under researchen prøvede jeg at få nutidige vinkler på emnet og fulgte op på diverse beretninger. Den 8. januar 2004 sendte jeg en e-mail til Irma Lauridsen. Den lød i sin fulde længde:
Kære Irma Lauridsen!
Jeg arbejder på en bog om paranormale fænomener og har i den forbindelse læst “Ind i det ukendte”. Jeg vil gerne stille et par spørgsmål angående beretningen om “Kris” på s. 79-87. Du har valgt at lade beretterne være anonyme, og det må naturligvis respekteres. Vil du derfor besvare følgende så udførligt som muligt uden at anonymiteten krænkes:
1) Har du søgt at verificere mandens beretning? F.eks. bedt om dokumentation for at han er uddannet læge, har boet i Sverige etc.? Den slags kan man jo godt gøre på en pæn måde.
2) Kan du dokumentere, at personen bag “Kris” er virkelig? Fortæl venligst hvordan.
Jeg vil bede dig om ikke at blive fornærmet over spørgsmålene. De lader sig dårligt formulere anderledes og er dybt alvorligt ment.
Med venlig hilsen …
Der kom ikke noget svar. Tre uger senere, den 29. januar 2004, modtog Irma Lauridsen en ny e-mail:
Kære Irma Lauridsen!
Der er nu gået nogen tid siden jeg 8. januar sendte dig et par spørgsmål, og jeg venter fortsat på svar. For det tilfældes skyld, at du ikke har spørgsmålene present, skal jeg her gentage dem. De vedrører beretningen om “Kris” i din bog “Ind i det ukendte” s. 79-87, som du også har ladet optrykke i et tidsskrift om alternativ levevis. Kort og godt:
Har du søgt at verificere mandens beretning?
Er du i stand til at dokumentere, at “Kris” er en virkelig person?
Jeg spørger som tidligere nævnt ikke af simpel nysgerrighed, men fordi jeg vil behandle beretningen i en kommende bog. Det er derfor oplagt, at dine kommentarer også bliver knyttet til sagen.
Med venlig hilsen …
Da dette heller ikke udløste noget svar, måtte man vende sig andre steder hen. I første omgang til den glimrende bog The vanishing hitchhiker af den amerikanske folkemindeforsker Jan Harold Brunvand. Titlen siger det meste. Desuden kunne der hentes nyttige tilføjelser, især til de skandinaviske aspekter af sagen, i Bengt af Klintbergs oversigt over vandrehistorier med den farverige titel Rotten i pizzaen . Den 15. marts 2006 udkom så Spøgelser . I bogen kan man læse følgende om tilfældet “Kris”:
Blafferen, som forsvinder sporløst, er den mest udbredte af alle vandrehistorier og har som den eneste fået tildelt et særligt motivnummer i opslagsværker om folketro. Den er dokumenteret i alle verdensdele og findes i mange forskellige versioner. Allerede omkring år 1900 var den kendt i USA. Dengang handlede den om en spøgelsespige, som forsvandt fra et hestekøretøj. I 1930’erne flyttede historien over i en bil. I sin mest kendte form fortæller den om en ung pige, som forsvinder fra bagsædet; senere erfarer bilens fører, at denne pige er død flere år tidligere. Undertiden er blafferen ikke en pige, men en nonne, som fremsætter en eller anden profeti. I sommeren 1973 fortaltes der vidt og bredt i Norge om en pige, der blev taget op af to kvinder. Hun sagde: “Jesus kommer snart”, hvorefter hun forsvandt. I religiøse kredse blev dette set som et tegn på, at den yderste dag var nær. Nogenlunde samtidig kunne man i Danmark høre om et sønderjysk ægtepar, som tog en ung mand op, en hippie med langt hår, skæg og bare fødder. “Tror I på Jesus?” spurgte han, og da de forlegent svarede ja, fortsatte han: “Det er godt, for Jesus, det er mig.” Og forsvandt. Kort forinden havde historien været fremme i Finland, men her var blafferen et rumvæsen. Versionen i “Ind i det ukendte” har fået et nyt træk med, nemlig den guddommelige helbredelse af såret i benet, og der er kommet et skær af New Age over beretningen med dens morale om at vende sig bort fra det materielle ræs.
Om det er en ukendt person eller Irma Lauridsen selv, der har klædt en gammel vandrehistorie i ny, tidstypisk dragt, er ikke så interessant. Det væsentlige her er endnu en gang de kriterier, man bør bedømme spøgelseshistorier efter. Også beretninger af ny dato, der gengives med mange detaljer og alvorlig stemmeføring, kan være opdigtede. I tilfældet med Kris ville det være naturligt at spørge, hvorfor historien ikke er ledsaget af erklæringer fra hans kone og den læge, der syede flængen i benet, og man må konstatere, at det svækker troværdigheden, at det ikke er tilfældet. Hvis man altså ikke har genkendt historien som en, der er blevet fortalt mange gange før.
Bogen var henvendt til et bredt publikum og trådte derfor forsigtigt. Men her, på hjemmebane blandt indforståede skeptikere, kan tingene siges mere ligeud. Irma Lauridsen har pisset på sine læsere og taget betaling for det. Om hun har gjort det med overlæg (altså digtet historien selv, efter at have hørt en tidligere version) eller gjort det i simpel enfoldighed (altså viderebragt en vandrehistorie, som en person har bundet hende på ærmet, uden at hun hørte det mindste klemt fra alarmklokkerne) – det får vi aldrig at vide. Med mindre hun selv står frem og forklarer sagens sammenhæng. Det er næppe sandsynligt. Man skal heller ikke forvente, at hun afslører, om historien om Kris er typisk for bogens indhold. Altså om de øvrige 21 beretninger er frit opfundet, enten af hende selv eller andre. Man må blot konstatere, at der er mindst ét råddent æble i kurven.
Når noget bliver trykt, er dette for mange mennesker i sig selv en blåstempling. Man husker kommentaren fra en taxachauffør, som havde en livlig diskussion med Carl Sagan om Erich von Dänikens teorier: Hvis det ikke var sandt, ville de jo ikke lade ham trykke det . Hvordan kan det gå til, at en løgnehistorie bliver serveret for tusindvis af danske læsere, uden at nogen kontrolinstans griber ind?
Når man indleverer et manuskript til et forlag, får man i reglen en redaktør knyttet til sig, en person, som nidkært gennemgår teksten på jagt efter stavefejl og faktuelle fejl, og tager det op med forfatteren. En nyttig instans. I tilfældet med Kris og Irma Lauridsen har denne instans været fraværende, idet Ind i det ukendte er udgivet på forlaget Vanessa. Det lyder kønt, men er det samme som mindre opfindsomme forfattere kalder Eget Forlag. Det er Irma Lauridsen selv, der har læst korrektur og sagt god for teksten. Så vidt er der ikke noget at forundres over. At hjemmesiden Selvet uden videre sætter spøgelseshistorien på, behøver man heller ikke forbavses over. Men har de ingen redaktør på Hjemmet ? Og hvad med Special-pædagogisk Forlag i Herning, som har trykt historien i en bog beregnet for læsesvage børn og voksne? Hvor havde de hovedet henne, da bogen landede på deres bord? Begravet i tegnebogen?
Så er der jo anmelderne. Næst efter de få, som endnu er ansat i skatteforvaltningerne, er de nok den mest frygtede og forhadte gruppe i dansk erhvervsliv. De lægger aldrig fingrene imellem, opdager alt, udleverer skånselsløst, skriver med flotte formuleringer, drevet af nid og nag. Altså generelt set. For hvordan er det nu, når det gælder alternativ litteratur?
Her er holdningen en anden. Typisk får anmelderen den seneste Feng Shui-bog i hænderne, bladrer den igennem og skriver i sin avis: Det er sikkert ikke alle, der tror på det her, men for de nysgerrige er bogen en glimrende indføring.
Det sker dog en sjælden gang, at anmelderen på et dagblad kaster sig ud i forbrugervejledning og advarer læserne mod denne eller hin bog. Det er som regel underholdende læsning. Der kom hele to af denne slags anmeldelser, da bogen Bedst af alle verdener så dagens lys, en essaysamling skrevet af en samling forbenede skeptikere. I Ekstra Bladet skrev Peder Christoffersen: ?Der står ikke et ord i den bog, som jeg ikke ved i forvejen. Og det er i grunden en skuffelse.? Denne vinkel kan have forbindelse med, at en Ekstra Blads -journalist bliver klædt af til skindet i bogen, idet man læser, hvordan han blev rystet i sin verdensanskuelse (det krævede en guldøl for at dæmpes) af et falsk medie, en tryllekunstner, der optrådte som sandsiger. Så anmeldelsen kan være farvet af vrede på professionens og bladets vegne. Den kan selvfølgelig også være udtryk for, at Peder Christoffersen er overordentlig velbegavet og ved alt, simpelt hen alt.
En anderledes kritik af Bedst af alle verdener fandt man i en anden af Danmarks største aviser, Jyllands-Posten , hvor Lisbeth Scharling påpegede det trættende i, at bogen hele tiden spurgte efter beviser for det overnaturlige. Når det handler om at forstå sig selv og sine medmennesker, har man ikke altid brug for videnskabelige beviser, skrev hun. ?Jeg er eksempelvis en af dem, der finder astrologi og fødselshoroskoper utroligt inspirerende. Og det endda på trods af, at jeg ikke tror det fjerneste på, at jeg er påvirket af stjernetegn, sol, måne og planeter. Jeg handler ikke på baggrund af noget horoskop ? Ikke desto mindre mener jeg helt seriøst, at astrologi er et glimrende redskab til at lære sig selv, sine medmennesker og livets mangfoldighed bedre at kende. For mig er astrologi et symbolsprog, der fremmer forståelsen. Samme indstilling har jeg til tarot-kort, grafologi, håndtydning og meget andet ? I mit liv og manges liv har astrologi og meget andet alternativt en særdeles seriøs berettigelse. På trods af, at vi fuldt ud erkender og anerkender manglen på videnskabelig dokumentation.?
Hvordan skal man tolke sådan en udgydelse? Et kampråb fra New Age-fronten, det kan godt være det er løgn, men vi vil have lov til at tro på det alligevel, hvis det gør os bedre tilpas -? Moderne livsfilosofi a la byg dit liv med de brikker har lyst til , serveret i et meget læst dagblad? Under alle omstændigheder: ud med de slyngler, der sætter videnskabeligt bevis over alt andet.
Vi er strejfet temmelig langt væk fra Ind i det ukendte og de kontrolinstanser, der svigtede. En enkelt anmeldelse har bogen dog fået, og den er værd at bide mærke i. Der står om de anonyme beretninger, at de fremstår “som en redelig og meget bevægende dokumentation af spirituel erfaring og erkendelse på græsrodsniveau”. Bevægende, jo tak. Jeg fik også næsten tårer i øjnene, da jeg læste disse linjer. Det var nemlig ikke en anmeldelse i den lokale annonceavis, men en af de såkaldte lektøranmeldelser . De skrives af bibliotekarer og er udslaggivende for, om de danske folkebiblioteker køber 20 eller 400 eksemplarer af en nyudgivelse. Lektøranmelderne er en af de vigtigste instanser i bøgernes kredsløb på det danske marked. De bestemmer ikke blot over forfatterens indtjening, men også over, hvad offentligheden får adgang til at låne med hjem og læse. Den pågældende lektøranmelder, Claus Bundgaard, som fandt vandrehistorien om Kris og de øvrige beretninger “redelige og meget bevægende”, er da også blevet taget til efterretning. Folkebibliotekerne har over en bred kam købt Ind i det ukendte , så folk i Assens, Rønne, Hjørring med videre kan låne bogen og blive klogere på virkeligheden. Og de har jo selv betalt for fornøjelsen over skatten.
Hvad kan vi lære af det? Ikke en skid, hvis vi skal være lidt folkelige. Vi betaler for at blive gjort dummere, folk lyver os op i ansigtet og tager penge for det, det er ikke noget nyt. Spørgsmålet er det samme, som det altid har været. Vil man have det rart eller have fast grund under fødderne? Avisanmelderne, lektørerne, Irma Lauridsen og Co. fortæller os, at der er mere mellem himmel og jord, og der, i de lyserøde skyer af selvbedrag, ligger man blødt og behageligt. Lad det da være sådan. Man skal jo ende et sted. Sov godt.
Seneste kommentarer