af Willy Wegner

Her i Danmark kender vi Kuponhæfterne og ligenede tryksager der med regelmæssige mellemrum dumper ind ad brevsprækken, hvis man da ikke har et lille skilt med nej tak til reklamer. Et af firmaerne bag disse husstandsomdelte publikationer, “Danmarks Store Kupon Katalog”, udgives af Mailbox Media A/S.

I en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden (FO) den 12. maj 2005 oplyses det, at firmaet har lovet “ikke at formidle annoncer eller anden markedsføring for den “berømte clairvoyant Marie France.” og “har underskrevet et såkaldt tilsagn overfor Forbrugerombudsmanden jf. markedsføringslovens §16.”

FOs begrundelse er, med citat fra pressemeddelelsen, at “Annoncerne er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende og i strid med god markedsføringsskik jf. markedsføringslovs § 2, stk.1 og §1, idet annoncerne er udformet på en måde, så forbrugerne får opfattelsen af, at der er tale om et tilbud om gratis, personlige og individuelle ydelser i form af forudsigelser og gode råd, der bliver givet af den "berømt clairvoyant" Marie France eller Maria Duval. Ydelserne er imidlertid ikke personlige, individuelle og gratis, ligesom der ikke er en Marie France, en Maria Duval eller en anden "spåkone", der står bag annoncerne og yder en reel clairvoyance.”

Det danske initiativ står ikke alene, der er faktisk tale om et samarbejde mellem 16 landes tilsynsmyndigheder under ICPEN Europe.

En lignende aktion har været taget fra det svenske Konsumentverket, jf. en pressemeddelelse 21. januar 2005 hvori der skrives:

“Marknadsföringen, som ser likadan ut i alla länder, har pågått i många år. Den spelar på människors hopp om – eller tro på – övernaturliga krafter. Inledningsvis lockar företaget med en gratisprodukt, ofta en talisman. Erbjudandet är dock bara till för att lura av människor deras adresser. De som nappar blir snart bombarderade med påträngande, personligt utformad direktreklam för produkter, som ska göra att talismanen positivt kan förändra deras liv.”

Jeg har tidligere omtalt en tilbagevendende annonce i denne form for reklame, nemlig den angiveligt clairvoyante astrolog Maria Duval, og det svar jeg fik. Først bliver der lovet en gratis ydelse, siden dukker der mere betalbare ydelser op, hvis man da hopper på limpinden. Maria Duval annoncerne begyndte at florere på det danske marked i efteråret 1997.

Eksempel 1: I reklametryksagen Køb Direkt fra april 2001 annonceres der øverst på forsiden. Under et foto af Maria Duval står der: “Jeg giver dig en talisman, som vil ændre dit liv – Se side 13”. Vender du tryksagen om bliver bagsiden pludselig til forsiden af Familien Danmark og omhandler positive beretninger om sundhed og velvære, takket være diverse medikamenter fra det alternative gedemarked.

Men ordene vil ændre dit liv er et stort løfte at give, og en sådan udtalelse ville jeg selv nødig hænges op på.

Inde på side 13 er den blødt lidt op: “Jeg sender dig en rigtig talisman, der helt kan ændre dit liv.”

Nu kun kan ændre dit liv , men til gengæld en rigtig talisman! Hvad er mon en rigtig talisman?

Der henvises til dansk telefon- og faxnummer samt dansk email adresse. Postadressen er fransk: Maria Duval, 36 Avenue Henri Matisse, F-06200 Nice.

Eksempel 2: Den 18. september 2001 var der på side 7 en helsides annonce i Søndagsavisen. Et halv år senere så jeg en annonce i KuponMagasinet fra januar 2002 – en Egmont reklamesag – der er der et “GRATIS tilbud fra det berømte medium MARIA DUVAL”. Der skrives: “Sig JA til min
GRATIS

hjælp til at få opfyldt dine inderligste ønsker!” Og der fortættes: “Hvis du savner lykke, kærlighed og penge, tilbyder jeg dig mit værdifulde “de ønskers kors” helt
GRATIS”

Ordet gratis er det mest pointerede ord i disse annoncer næst efter de gyldne løfter. Som omtalt i et tidligere nummer af Para-nyt, har jeg prøvet at reflektere og modtage en rigtig talisman. Nu er spørgsmålet, om jeg kan undvære de ønskers kors “? Sjovt navn i øvrigt for et kristent dødssymbol.

Imidlertid fik jeg andet og mere end min talisman, i sin tid. Pludselig begyndte jeg at få breve fra andre, der kun ønskede mig lykke, fremgang og penge. Eksempelvis breve fra “Chris” – ja, kort og godt: Chris! Konceptet er det samme som Duvals. Han lover “en fremtid fuld af succes, lykke og penge!” Hos Chris kan jeg bestille en “gratis personlig fremtidsanalyse (til en værdi af 500 kr)”, som der skrives. Jeg skal blot betale 95 kr. til dækning af administrationsudgifter – men ellers er det ganske gratis. Vil jeg oveni have en “gylden succesbringende medalje” er prisen 198 kr. Her er der ingen tilknyttede administrationsudgifter. Chris bor i Geneve i Schweiz.

Så kom der et brev fra en anden schweizer: Alan Silver, manden med de angiveligt uhyggeligt præcise forudsigelser. Han vil også hjælpe mig til lykke, penge og resten af herlighederne. I et computer “håndskrevet” ps står der: “Du vil i løbet af de næste tre uger opleve en speciel astralkonjunktion i det økonomiske element, hvilket kan betyde en gevinst på flere tusinde kroner, så skynd dig at skrive tilbage””

Hvad nu hvis jeg ikke skriver? Vil den specielle astralkonjuntion i det økonomiske element så være inaktiv?

Også Alan Silver lover gratis gaver, nemlig “De 7 Gyldne Regler for Held, Kærlighed og Succes”. For 129 kr. kan jeg få: “..Din forudsigelse om lykke og min gratis gave !” For yderligere 100 kr. desuden en “kosmisk lykkemedaljon”. Adresse: Geneve.

Man må vælte sig i selvopofrende lykkemagere i Geneve. Jeg fik nemlig også hele to breve fra Paloma Summer. Nu er det måske ved at blive lidt trivielt, men hun lover også ” ja, prøv at gætte.

Hun hører sandelig “englestemmer” og kan faldbyde astralanalyse og af redskaber bruger hun en astrologisk lykkeamulet og kosmiske lykketal. Dertil et “magnetiseret billede” med håndskrevet hilsen fra Paloma.

Mærkeligt er det. En enkelt besvarelse til Marie Duval udløser en halv snes breve fra hende og i tilgift meget lignende breve fra tre til fire andre velmenende psykiske begavelser. Hvor har de sidste min adresse fra? Åh jo, jeg glemmer helt at de har paranormale evner!

De første annoncer dukkede op sidst i 1997  Maria Duvals annoncer begyndte at dukke op i danske reklametryksager i september 1997. Siden har dagspressen lejlighedsvist skrevet kritisk om emnet. Ikke desto mindre ser vi adskillige år senere stadig annoncerne. Det må være fordi der stadig er penge i det og tilstrækkeligt mange godtroende danskere der tror at Maria Duval & Co er vejen til lykke, kærlighed og penge.


Allerede den 10. januar 1998 skrev Ekstra Bladet at avisen havde ladet to piger, Heidi og Tina, svare på en af Maria Duvals annoncer. Pigerne fik først to enslydende breve hvor kun navnet og en dato var forskellig. De kunne desuden bestille et personligt horoskop og Maria Duvals bog De store hemmeligheder .

Da Heidi og Tina modtog deres personlige horoskop måtte de konstatere, selv om de er født med et halvt års mellemrum, vil deres skæbne vil forme sig ret ens.

Dagen efter, den 11. januar 1998 var Ekstra Bladet gået på jagt efter Maria Duval. Det nærmeste han på daværende tidspunkt kunne komme denne berømte kvinde, var hendes danske agent Kaj Hvolgaard i Helsingør. Sidstnævnte bedyrer overfor Ekstra Bladet, at han driver et seriøst postordrefirma og er forbindelsesleddet mellem de danske kunder og Maria Duval.

Den 12. januar 1998 blev der i Ekstra Bladet skrevet om et telefoninterview med Maria Duval. I baghovedet lå en udtalelse fra Duvals danske agent Kaj Hvolgaard om, at alle breve sendes videre til Maria Duval i Frankrig. Hvolgaard frasiger sig at have noget at gøre med horoskopernes indhold.

Maria Duval siger til Ekstra Bladets journalist, at hun sandelig ikke har noget med de danske horoskoper at gøre. Det klares af hendes danske agent som har nogle astrologiske standardsider. En computer finder ud af, hvem der skal have hvilke sider. Ud fra interviewet kan læserne forstå, at Duval er lidet meddelsom, blandt andet omkring den massefremstillede talisman, der skulle bringe lykke, kærlighed og rigdom. Billedet til venstre viser den talisman jeg er den lykkelige ejer af.

Journalisten noterede sig, at Maria Duval pludselig fik meget travlt. Hun følte sig angiveligt stresset og træt, og tilføjede, at Ekstra Bladets spørgsmål bundede i manglende indsigt i astrologi.

Jeg ved ikke hvor meget massefremstillede standard horoskoper og ditto talismaner og ønskekors har med astrologi at gøre. Astrologer plejer meget omhyggeligt at bede om folks fødselssted, tidspunkt osv ud fra tanken om at hvert menneske er unikt.

Ikke desto mindre gik Ekstra Bladet igen i kødet på Maria Duval to år senere den 5 februar 2000. Susse Wassmann blev af sin redaktør bedt om at kigge nærmere på en annonce i et Kuponhæfte, som man jo sådan set allerede havde undersøgt. Ikke et ondt ord om det, Maria Duval fortjener skam opmærksomheden.

Journalisten fortæller at hun skrev og fik sin talisman og behandlede den efter Maria Duvals forskrifter. Og så gik det galt, skriver hun, alt andet end held og lykke tilflød hende.

Ekstra Bladets journalist ringede til firmaet Astroforce, som stod bag annoncen. Hun blev henvist til en direktør ved navn Jaques Mailland i Frankrig. Han gav udtryk for, at den modsatte virkning af og til kan forekomme. Men det er sjældent. Men efterhånden skal det vist nok virke, mente han trøstende.

I USA optræder Maria Duval også i lignende, ja faktisk identiske annoncer. Her blot med et andet billede og under navnet Anne Chamfort. Er konen den samme, eller optræder der blot flere "fotomodeller" i de stort set enslydende annoncer?

Er vi, så mange ord senere, stadig lige godtroende? Kan man virkeligt rekvirere lykke, kærlighed og fremgang pr. postordre i form af lykkeamuletter, ønskekors, gyldne papstykker og hemmelige ord? Eller Maria Duvals bog om De store hemmeligheder komprimeret på 30 udprintede sider.

Er der nu sat en endegyldig stopper for den slags annoncer? Vil samarbejdet mellem 16 landes tilsynsmyndigheder under ICPEN Europe have effekt? Her i Danmark har man jo kun taget firmaet Mailbox Media A/S i ed. Jeg tillader mig at være skeptisk.

Henvisninger

  • Talisman uden evner / af Kim Pauli. – Jyllands-Posten 2 oktober 1997
  • Klarsyn / a f Flemming Christiansen. – Politiken 18 oktober 1997
  • Kuponklipperier / af Willy Wegner. – Para-nyt 1998 nr. 1
  • Det lugter af svindel / af Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 10 januar 1998
  • Vi har alle samme fremtid / af Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 10 januar 1998
  • Nægter snyd og lover alle pengene igen / af Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 11 januar 1998
  • Horoskopdronning afviser svindel / af Karsten Brønnum. – Ekstra Bladet 12 januar 1998
  • Fremtiden fås på fotokopi og guldmalet pap / a f Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 12 januar 1998
  • Mine drømme knust / af Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 13 januar 1998
  • Scor kvinder efter kompas / af Thomas Szlavik. – Ekstra Bladet 25 januar 1998
  • Svar fra Maria Duval – verdens største… / af Willy Wegner. – Para-nyt 1998 nr. 2
  • Lykkens pamfilius / af Susse Wassmann. – Ekstra Bladet 5 februar 2000

Link til Simpos: http://www.stelling.nl/simpos/maria_duval_clairvoyant.htm