af Aaron Sakulich, på dansk ved Jens Laigaard

Jeg har gjort, set og hørt en del tåbelige ting i min tid, men de blegner ved siden af historien som følger her: beretningen om Narkosespøgelset, eller som han populært kaldes, Gasmanden fra Mattoon. Det er det mest vanvittige, jeg nogensinde har hørt om, og et storartet eksempel på, at det “paranormale” udgør en guldmine for psykologer.

Mens man læser denne langt ude-historie bedes man huske på, at mange ufologer betragter den som et håndfast bevis på, at rumfolk besøger jorden og eksperimenterer med dens indbyggere.

Det begyndte om natten den 31. august 1944. En mand i byen Mattoon, Illinois, vågnede hen på natten, fordi han følte sig utilpas. Han vækkede sin kone og bad hende se efter, om der var lukket for gassen, for han havde det, “som om han havde indåndet for meget gas fra ovnen”. Da hans kone prøvede at stå ud af sengen opdagede hun, at hun var lammet. Efter nogen tid fortog virkningerne sig, men det viste sig, at deres nabo havde oplevet et lignende angreb af lammelse omkring samme tid.

Man vil selvfølgelig bemærke, at det intet sted, i hvert fald ikke i nogen af de rapporter eller bøger jeg har kunnet finde, er oplyst hvad disse borgere hed. Så vidt jeg kan se, har de første ofre altid været noget i retning af “en ven af en bekendt”. Jeg vil da ikke påstå, at de aldrig har eksisteret, men hvad der med sikkerhed har eksisteret er den virkning, som denne historie havde på andre folk i byen.

Den følgende nat lå mrs. Bert Kearny og sov i sit hjem, da hun blev vækket af en vammelsød lugt. Samtidig med at lugten tog til i styrke blev hendes arme og ben lammet. Hendes skrig kaldte naboerne til, og næste dag klagede hun over svag kvalme og svidende læber.

Den efterfølgende nat så hendes mand, idet han kom hjem fra arbejde, en ukendt mand luske omkring ved huset. Han stod tæt ved vinduet og var iført mørk frakke og en tætsiddende hue. Kearny satte efter manden, som imidlertid løb fra ham og slap væk.

Hvis jeg må bruge min tante Helens terminologi, så var det på dette tidspunkt, puhaen røg i ventilatoren og fordelte sig ud over Mattoon. Den lokale avis rapporterede om hændelserne, men gjorde det på en måde, som havde været mere passende for frokostaviserne. “Mattoon rystet efter gasangreb!” lyder en af de oftest citerede overskrifter, omend min personlige favorit er “Gasmanden kræver seks nye ofre!”

Hvis der virkelig var en gasmand, må han have haft travlt som bare fanden. Efter aviserne begyndte med deres vanvittige, overdrevne beretninger om hændelserne, blev der rapporteret to eller tre angreb hver nat. Folk så kun flygtige glimt af manden, og tilstedeværelsen af selvbestaltede, bevæbnede vagtværn hindrede på ingen måde hans angreb. Der ankom to FBI-agenter fra Springfield, men angrebene fortsatte.

Angrebene beskrives på forskellig vis, men blandt de gennemgående træk er en sødligt lugtende gas, en høj mager mand i mørkt tøj og med tætsiddende hue, som løb fra alle der mødte ham, og enten lammelse eller allergiske reaktioner såsom opsvulmen eller blødninger. Angrebene forekom tilfældigt spredt ud over byen, hos tilfældige mennesker og på tilfældige tidspunkter på døgnet. Det eneste, de havde tilfælles, var at folk følte sig dårlige og ikke havde det mindste bevis for, at der var nogen ydre årsag til det.

Men vent, jeg har gemt det bedste til sidst! Det absolut sande og endegyldige bevis for, at alt dette virkelig er sket. Da Beluah Cordes kom hjem en aften først i september, fandt hun et ildelugtende lommetørklæde, en tom læbestift og en hovednøgle på sin veranda. Byens beboere var ikke i tvivl: rumvæsener havde forsøgt at bryde ind i hendes hus for at sprøjte gas. Tilsyneladende har rumvæsener ikke noget bedre at byde på inden for dirke-teknologi end læbestift og en hovednøgle. Man skulle tro at folk, som kan klare den ikke ubetydelige udfordring det er at rejse mellem stjernerne, ville bringe en låsesmed med sig. Og hvis det ikke var rumvæsener, men derimod skumle regeringsagenter (den næstmest populære forklaring), skulle man mene, at de var i stand til at skaffe sig passende grej til at skære en kopinøgle. Da mrs. Cordes holdt tørklædet op mod ansigtet, fremkaldte det en række symptomer, men de var anderledes end dem, der havde optrådt ved de andre “angreb”.

Hvad det end var der foregik, så var det lokale politi ved at blive træt af det. Når borgerne i éns by patruljerer gaderne bevæbnet til tænderne, på udkig efter mænd i mørkt tøj de kan skyde på, er man nødt til at gøre noget. Så de fortalte offentligheden, at den lokale fabrik, som fremstillede Atlas dieselmotorer, ved et uheld var kommet til at lukke en sky af kultetraklorid ud, og at det var årsagen til problemerne.

Egentlig tror jeg ikke, at det var grunden til panikken. Det hænger ikke rigtig sammen; men effekten af denne bekendtgørelse var klar og tydelig. Borgerne troede, at sagen var opklaret, og der indtraf ikke flere angreb. Så snart folk havde fået en forklaring indpodet i deres sind var problemet løst. Hvis ikke det får en tyk rød pil til at pege mod “psykiske forstyrrelser” som den eneste årsag til panikken, så vil jeg æde min hat og skoene med. Kære psykologstuderende, hør mit ord: der ligger alle tiders afhandling gemt i denne historie.

Men der er mere endnu. Ufologer plejer at anføre, at der forekom en lignende række angreb i 1933 i Botetourt amt, Virginia. For den gængse person, som går og snuser i en okkult boghandel, er dette afgørende bevis på, at rumvæsener har gasset folk i en eller anden dyster hensigt. Lad os se nærmere på sagen fra 1933 og sammenligne den med den fra 1944.

Der er ikke tale om de samme symptomer. I 1944 var symptomerne som regel lammelse; i 1933 var det kraftig kvalme. Beretningerne fra 1933 synes at være fyldt med forbehold, selv når de viderebringes af de mest indædt paranoide. Vidner hævder, at de “mener de så en mand”, ikke at “de så en mand”; et vidne tog en del af nummeret på en “mistænkelig” bil, der blev set i området, men politiet var ikke i stand til at spore den. Det eneste, en kvinde kunne fremføre som bevis på et gasangreb var, at “hun så rullegardinet bevæge sig, og derefter kastede hun voldsomt op”. Man bemærker fraværet af håndgribelige beviser. Men heldigvis har ufo-forskere afsløret noget, som kan støtte deres vanvittige teorier om rummænd-som-narkoselæger: virkelige fysiske spor.

Efter et af “angrebene” bragte en undersøgelse et gyseligt bevis for dagen: et bøjet søm i vinduesrammen og et aftryk af en damesko tæt ved. Sammenholder man dette med den kendsgerning, at der blev fundet et aftryk af en damesko i nærheden af det sted, hvor der blev set en bil omkring tidspunktet for et af de andre angreb, må alle vel sige som jeg: “Skakmat til videnskaben. Rumvæsener eksisterer faktisk, og de går i damesko.”

Det ligger mig fjernt at kalde indbyggerne i nogle småbyer for mere end et halvt århundrede siden for splittergale hypokondere. Jeg vil overlade det til læseren at bedømme disse “beviser”, som tossehoveder vil have os til at tro på, i den sunde fornufts skarpe lys. Gasmanden fra Mattoon er en herlig historie at skræmme små børn med, eller til at få myrekryb over mens man skriver en avisartikel, men det er også det hele. En fascinerende historie – og en guldmine for dem, der studerer afvigende psykologi.

Kilde: The Triangle 22 October 2004

Net tips fra redaktionen:
The Mad Gasser of Mattoon: Dispelling the Hysteria
The Complete, Revised Edition / by Scott Maruna
Bogen kan downloades gratis som pdf-fil på nedenstående adresse:
http://www.swampgasbooks.com/madgasser