af Aaron Sakulich, oversat og bearbejdet af Willy Wegner
I løbet af 1950’erne var ufoer stadig et relativt nyt fænomen, som mange mennesker mente burde udforskes uvildigt og videnskabeligt. Hvor nogle så videnskabelige muligheder så andre imidlertid en hidtil urørt guldmine.
Disse andre folk var ”kontaktpersonerne”. Det blev de kaldt fordi deres historier altid var glade og i det mindste frivillige, sammenlignet med de moderne ”abductees” som bliver kidnappet af rumvæsener og som oftest udsættes for forfærdelige eksperimenter. Selv om jeg er forfærdet over den skade kontaktpersonerne skabte for videnskaben, må jeg dog beundre nogle af dem. De så en stor, fed pengeko og de malkede den for alt af værdi.
Generelt set fortæller alle kontaktpersonerne den samme historie. Efter et liv med en svag “paranormal aktivitet”, præsenterer rumfolk sig selv for disse kontaktpersoner. De har valgt ham eller hende, siger de, fordi personens “unikke hjernebølger” vil gøre dem mere modtagelige over for kontakt. Rumfolkene har et budskab de vil fortælle verden, men de ønsker ikke selv at gøre det, fordi de er bange for vores atomvåben og temperament. De giver ofte kontaktpersonen en tur i deres rumskib, viser ham nogle af deres planeter (almindeligvis i vores eget solsystem), som alle er veritable Utopia-samfund. Derefter sender de kontaktpersonen tilbage til vores verden for at prædike deres budskab.
Meget lidt omkring denne historie er forskellig, i givet fald handlede mest om detaljer såsom navnet på rumfolkenes hjemsted, det tidsrum de har været iblandt os og så fremdeles. Op gennem 1950erne var budskabet altid det samme; de fremmede ønskede at skabe en fredelig kontakt med os og dele ud af deres utopiske levevis, men tøvede med at gøre det idet vi grundliggende set opfattes gorillaer siddende på stakkevis af atombomber. Derfor havde de behov for kontaktpersonen som mellemmand.
George Adamski og George Van Tassel var de to mest succesfulde af kontaktpersonerne. De havde til sidst flere tusinde tilhængere til deres ”tro på rumbroderskabet”. De bøger de skrev, der i bedste fald var sprogligt fattige og filosofisk svage, blev solgt igen og igen. Det lykkedes dem at snyde og trække penge, – hvad der i vores dages økonomi muligvis ville være millioner -, ud af naive godtroende mennesker uden tilstrækkelig videnskabelig viden, eller i det mindste elementær skepsis, til at vide bedre. Hvis hans påstande var sande er det uklart hvorfor en superrace af mænd fra Venus ville kontakte George Adamski, en mislykket science fiction skribent, tidligere spritsmugler og medejer af en burgerbar.
Der er imidlertid en mulighed for, at kontaktpersonerne ikke gjorde det for pengenes skyld. Nogle af de mindre succesfulde var helt klart sindssyge, og andre gjorde det blot for berømmelsen. Talk shows, kongresser, avisartikler, bøger, film, – de tog det hele med på rad og række. Som et kinesisk ordsprog siger, “Mennesket frygter berømthed som et svin frygter fedt.”
Budskaberne disse kontaktpersoner prædikede var interessante fordi det fundamentalt reflekterede samtidens følelser. Alle var rædselsslagen for en atomkrig mellem Sovjet og USA, så når nogen kunne fortælle, at mere intelligente væsener mente, at den eneste måde at nå frem til en bedre verden var ikke konstant at være på nippet til en atomar tilintetgørelse, ja, så var præcist det folk ville høre, og de åd det.
Er det muligt at disse folk fortalte sandheden? Hvis de gjorde, så betyder det at månen, Venus, Mars og nogle af de ydre planeter er tætbefolkede Utopia-samfund hvor indbyggerne stort set ligner os mennesker. Det betyder også, at der findes en anden planet af jordens størrelse, men altid på den anden side af solen hvor vi ikke kan se den.
Med den moderne videnskab ved vi at alt dette er usandt, men i 1950erne, rokkede det ved det videnskabelige samfund. Nogle af disse kontaktpersoner var så gode talere, at de overbeviste den brede befolkning om at de faktisk var videnskabsfolk. Deres pseudovidenskabelige teorier, der lød ganske godt for lægmand, blev leveret som faktisk videnskabelig viden. Folk begyndte at knytte kontaktpersonerne til fysik og astronomi frem for afvigende psykologi.
I det hele taget var videnskaben langsom til at reagere, men da det skete var det med voldsomhed lig med eller måske større end reaktionen på den røde fare og deraf McCarthy høringerne. Videnskabsfolk der tidligere havde undersøgt ufo-rapporter, såsom dem der mente at bølgen af ”grønne ildkugler” i de tidlige 1950ere i New Mexico havde en atmosfærisk eller meteorologisk forklaring, blev hånet og effektivt “sortlistet”. På mange måder var en tilknytning til ufoer, der nu gik fra at være et interessant fænomen til et område for yderligtgående og skøre folk, akkurat lige så slemt som at være kommunist.
I deres iver for at distancere sig fra de tydeligvis skøre eller blot grådige kontaktpersoner, gjorde videnskaben meget lidt for at bestride deres påstande. I stedet for at pege på at de fleste kontaktpersoner blot ønskede opmærksomhed fordi deres forældre aldrig havde givet dem nok knusere som børn, sagde videnskaben ”Hør, vi har intet at gøre med disse fyre,” og lod dem fortsætte med at stramme deres greb om den populære forestilling. Tidens regel var at hvis en videnskabsmand troede på liv andetsteds i universet eller at uforklarlige fænomener burde undersøges upartisk, var han ikke en rigtig videnskabsmand, men en excentrisk stakkel man skulle undgå og mistro.
Dette var sandsynligvis et af de største slag mod videnskaben siden Paven besluttede at slå folk ihjel for at tro på at Jorden var rund. Talrige rapporter om hidtil ukendte atmosfæriske fænomener har ikke været objektivt studeret, og det er på grund af vilde påstande fra en lille gruppe af skøre mennesker. Hvis det havde været den fremherskende holdning op gennem historien, ville vi ikke forstå hvordan El Niño virker, eller Nordlyset, endsige eksistensen af termiske inversionslag. En håndfuld personer fra en galeanstalt ødelagde effektivt videnskabelige objektivitet.
Den gode tid for kontaktpersonerne var kortvarig. Omkring midten af 1960erne var antallet af deres tilhængere faldet til en brøkdel fra det tidligere niveau. Få mennesker var efterhånden interesseret i at deltage ved deres møder (en kontaktperson stod tilbage med tre tusind hotdogs da kun nogle få hundrede folk mødte op til hans årlige kongres), og bogsalget dalede til et mere passende – meget lavt – niveau. De faldt udenfor den sociale radar og mange af dem levede videre siddende på det store seddelbundt de havde franarret de mindre kloge. På en ene side beundrer jeg deres evne til at begå en sådan fin forretning alene ved deres oratoriske evner, men på den anden side så spekulerer jeg på om de nogensinde angrede de kraftfulde skud de affyrede mod mange ærlige, fornuftige videnskabsfolk.
En af de seneste kontaktpersoner finder vi i 1960erne. En nat sad en kvinde, navngivet “Appelton”, for at beskytte hendes identitet, i sit soveværelse da en mand pludselig stod foran hende. Han var flimrende og utydelig, som om han blev vist på en overhead projektor. Han var iført en sølvfarvet rumdragt og en hjelm. I løbet af et antal besøg gav han hende en del videnskabelige informationer, inklusive en kur mod kræft. Hun hævdede at hendes mangel på videnskabelig viden udelukkede hende fra at forstå endsige huske mængden af detaljer. Rummanden sagde også at hun snart skulle føde et barn, forudsagde dets vægt, og bad hende give barnet navnet Michael. Han sagde at barnet ville være ”af rumblod”. Denne gentleman sagde at han kom fra et sted ved navn Gharnasvarn og at han ikke var her i virkeligheden, men var en projektion.
Senere fødte kvinden et barn (hans vægt var blot 38 gram fra det forudsagte) og hun navngav ham Michael. Hun beskrev også en indretning som manden fra Gharnasvarn havde bedt hende om at bygge, og ufo-undersøgere påstår nu at indretningen kan beskrives som en laser, der endnu ikke var opfundet på det givne tidspunkt.
Klart nok er historien en omgang vrøvl. Kvinden var en ensom husmor der havde behov for opmærksomhed. Den forudsagte vægt på hendes baby svarer mere eller mindre gennemsnitsvægten for nyfødte, så det var næppe en overraskelse. Jeg ved ikke hvordan hun kunne vide hvad en laser var, men jeg formoder at hun beskrev det i vage vendinger, så nå nogen derfor sagde ”En laser!” tog hun det til sig. Hendes eneste bevis, et stykke svedet papir som hologrammet (rummandens figur) havde ”stået” på, ligner mest et stykke papir svedet af ild, hvilket ikke er vanskeligt at fremstille. Hvis jeg nu tager fejl og det hele er sandt, så deler rummænd fra Ghamasvarn deres videnskabelige viden med ensomme britiske landhusmødre og leger omrejsende tivoli med deres ufødte børn. Er det mere sandsynligt?
Så med denne historie, utvivlsomt et fupnummer eller et produkt af et plaget sind, svandt kontaktpersonernes æra ud, men ikke før at de have forårsaget betydelig skade på den måde hvorpå videnskaben ellers ville havde håndteret det ukendte.
Kilde: The Triangle 1 October 2004
Seneste kommentarer