af Claus Larsen og Mogens Winther

En skeptisk artikel om politi-clairvoyance

I disse moderne tider kan vi alle blive – citat: “clairvoyant for en aften” – bare frem med tegnebogen – og straks er du i kontakt med såvel levende som afdøde.

Men hvor meget er denne påståede clairvoyance så værd?

Sagen om den forsvundne Nicholas
Det kan vi se et eksempel på i en sørgelig sag fra Svendborg. Sagen inddrager den clairvoyante Tina Malmberg Schmidt , kendt som ekspert i healing, kanalisering og afdøde-kontakt under “Selvet.dk”.

I “Selvets” brevkasser har synske Tina i årenes løb besvaret et stort antal læser-spørgsmål – “hvor er min forsvundne hund” – “hvad er meningen med livet” – “hvem er min skytsengel” etc.

Og for nyligt kunne synske Tina da også – under stor mediebevågenhed – bidrage til den tragiske sag om en forsvunden gymnasie-elev fra Svendborg.

Den unge, livsglade Nicholas forsvandt på vej hjem fra en gymnasiefest – hans telefon blev fundet nær havnen, og politiet frygtede en drukne ulykke.

Men clairvoyanten kunne fortælle en helt anden historie: at Nicholas blev holdt fanget på bestialsk vis i en kælder nær et ganske bestemt kvarter i Svendborg.

Fyns Amtsavis beretter den 18. december 2004:

“I en detaljeret redegørelse beskriver hun nærmest time for time et dramatisk hændelsesforløb, hvor Nicholas skulle være blevet slået bevidstløs og senere være vågnet op i et aflåst kælderrum med et grønt lys.”

“- Han er i live men vil bare hjem, »ser« den clairvoyante kvinde og fornemmer, at han vil blive fundet i sidste øjeblik.”

Svendborg politi tog clairvoyantens udsagn seriøst – og gik forskrækket i gang med at opfordre befolkningen til at undersøge skure og kældre. Hvorfor gør man i øvrigt ikke den slags pr. rutine?

De barske realiteter var desværre anderledes. Liget af Nicholas blev senere fundet drivende i Svendborg havn, og myndighederne udelukker en forbrydelse.

Tina Malmberg Schmidt har ikke ønsket at forklare hvorfor hendes clairvoyante evner svigtede.

Adspurgt om Tina da ikke kunne tænke sig at få de påståede evner dokumenteret i en lille, seriøs videnskabelig test svarer clairvoyanten:

“Desværre kan jeg ikke afse tid til dit forlag om test, og føler ikke at jeg skal bevise noget hverken overfor dig eller andre.”

Sagen har dannet grundlag for en tankevækkende radioudsendelse i Danmarks Radio P1 – af 3. marts 2005. Af pressemeddelelsen fremgår det:

“Når en uopklaret drabssag eller en eftersøgning rumsterer i medierne sker det ofte at politiet bliver kimet ned af påståede clairvoyante, der i syner har set den eftersøgte – i live – et sted, i udkanten af byen, i et krat i skoven eller i et aflåst rum et sted i byen.”

“Men hvad skal politiet stille op med sådan et tip?….”

I udsendelsen medvirkede blandt andre Michael Leslie Ahlstrand, fra Skepticas presseliste.

De her omtalte clairvoyancer er desværre ikke enestående. Fra USA kendes ligefrem tilfælde, hvor forsvundne børn af clairvoyanter blev erklæret døde og begravede – alt imens de befandt sig et helt andet sted, i live.

Og herhjemme holder clairvoyanterne sig heller ikke tilbage. De uhyggelige Mia og Susan mord-sager modtog hver næsten 100 clairvoyante henvendelser.

Synske Marianne Rasmussen var en af de førende clairvoyanter i Susan sagen. 1 Synske Marianne er ikke hvem som helst: Hun er healer fra Nyborg , og har åbenbart været ombord i en UFO. I denne UFO fik hun “tilbudt at rejse med til den fremmede planet, men da hun så ind i fremtiden i en computer i rumskibet, takkede hun nej til turen.

Og skal man tro en tidligere artikel i Familie Journalen arbejder Marianne endda med fusions-energi.

“Susan kaldte på mig…”
Denne synske Marianne kunne straks efter Susan mordet – under overskriften “Susan kaldte på mig” – delagtiggøre ugebladets “Ude og Hjemme”s læsere i det døende barns sidste tanker.

“Jeg kunne se, at den 10-årige pige trængte til hjælp, men det var for sent, da politiet endelig fandt hende.”

I Jyllands Posten 13. februar 2000 har sagen en lidt anden vinkel – her kan Marianne åbenbart kun se hvor liget befinder sig. Den lille pige Susan blev – måske ikke så overraskende – fundet i en kælder nær den etage ejendom, hvor hun boede.

Synske Ufo-Marianne, og hendes samarbejde med politiet
Forbløffende nok har politiet – ifølge Jyllands Posten 13. februar 2000 – haft et samarbejde med synske Marianne i den berygtede voldtægts-sag fra Holsted. En ukendt gerningsmand overfaldt ældre kvinder – disse blev derefter bedøvet og voldtaget.

Kriminalkommisær Frede Nissen hentede ifølge Jyllands Posten synske Marianne og hendes kollega Susan Sylvest Hansen på Fyn –

“og tog dem med ud på gerningsstedet, hvor de ifølge Marianne Rasmussen gav et fuldstændigt signalement af manden: “

Marianne mente åbenbart at personen arbejdede med maskiner.

Og senere udtalte Marianne :

“…og jeg kunne se, at der var noget vigtigt med aviser. Men jeg nåede ikke at lægge to og to sammen og sige til politiet, at han var avisbud.”

Den pågældende voldtægtsmand skød senere både sig selv og sin familie.

Marianne Rasmussen udtaler til Jyllands-Posten, at hun – efter en drøm om et fad med fire smadrede tomater – havde advaret politiet om, at sagen ville ende med fire dødsfald.

“Og både hun og Susan Sylvest Hansen er overbevist om, at hvis politifolkene bare havde lyttet til, hvad de sagde, i stedet for at være mistroiske, så var Henrik Andersen måske blevet stoppet i tide.”

Det bliver til gengæld afvist af kriminalkommissær Frede Nissen:

“Det er kvinderne selvfølgelig i deres gode ret til at mene, og det er muligt, at de siger det af en sand overbevisning, men vi havde reelt ingen chance for at gå ud og finde den rigtige mand på baggrund af de oplysninger, de kom med.”

Mia mordet – set i clairvoyancens klare lys
Tilsvarende tendenser kendes fra den bestialske Mia sag. Her mente et clairvoyant-astrologisk detektivbureau at de måske ligefrem kunne have forhindret mordet:

“Hvis vi var blevet tilkaldt, mens sporet var varmt, ville det med stor sandsynlighed have været muligt at opspore, hvor Mia befandt sig, og gerningsmanden ville være blevet pågrebet før ugerningen.”

Pressemeddelelserne fra Astrologisk Detektivbureau er senere blevet fjernet.

Skal man tro dette clairvoyant-astrologiske detektivbureau var Mias morder en

“dansk mand i midten af 40’erne med mørkt hår og lokalkendt.”

Synske Arni Jensson oplyser i B.T. online den 11. juli 2003 ligefrem morderens navn til politiet – og

“fornemmer, han har et stor teknisk uddannelse, han kan være ingeniør, eller have noget med bagerimaskiner at gøre.”

Virkelighedens verden var intet af dette – morderen var en 22 årig arbejdsløs, uden uddannelse, afsløres det i Jyllands-Posten den 23. april 2004.

Da morderen endelig er pågrebet, udsender førnævnte clairvoyant-astrologiske detektivbureau endnu en pressemeddelelse :

“Vi må bare krydse fingre for, at det er den rigtige mand. I hvert fald er det ikke den beskrivelse af gerningsmanden, som vi kom frem til.”

Astro-detektiv Karl Aage Jensen beklagede:

“vi prøver bare at hjælpe, så jeg kan ikke forstå, hvorfor folk altid er efter os.” B.T. den 5 juli.

Den 17. august 2003 kunne Politiken berette om de ulemper, der er forbundet ved sådanne clairvoyancer:

“Politi drukner i synske henvendelser
Kriminalpolitiet drukner i henvendelser fra clairvoyante, der gerne vil give deres bidrag til efterforskning af drabssager.”

Artiklen fortæller at Mia mordet udløste 75 clairvoyante henvendelser, alle var forskellige, og ingen af dem ramte plet.

“Henvendelserne har enten været meget upræcise eller har indeholdt oplysninger, der tidligere havde været fremme i medierne”, siger vicekriminalinspektør i Ringsted Politi, John Øllegaard, der understreger, at alle henvendelser bliver taget seriøst og afprøvet.”

John Øllegaard fortsætter: “Men jeg har endnu ikke oplevet, at clairvoyance har bidraget til opklaringen af en drabssag, og jeg kender ikke til nogen politikredse, hvor et tip fra en clairvoyant har ført til noget som helst”.

Hvor stor en belastning disse synske henvendelser kan være for politiets arbejde – fremgår af den hollandske Gerrit Jan Heijn sag. Den velhavende Heijn familie driver en af Hollands største supermarkedskæder – og den 9 september 1987 blev Gerrit Jan Heijn bortført. Den dramatiske sag har i øvrigt siden dannet grundlag for en filmatisering – “The Clearing” – med Robert Redford.

I starten undlod den skræmte familie at kontakte politiet, men opfyldte i stedet bortførerens krav om løsesum i form af kontanter og diamanter til punkt og prikke. Trods dette blev Heijn aldrig frigivet, og den 9 december mister man kontakten til bortføreren.

Den 28 december 1987 afholder politiet en pressekonference om den opsigtsvækkende sag – alt imens at der udlovede en dusør på 1 million Gylden . (I nutidens mønt ca. 2-3 mio kr).

Og så kom der ellers gang i krystalkuglerne, politiet modtog i de følgende måneder næsten 2000 synske henvendelser !

Politiet havde under pressekonferencen udtalt at der formentlig var tale om 4-5 gerningsmænd – og de clairvoyante kunne forbavsende ofte genfortælle – undskyld, bekræfte – netop dette antal.

En gruppe særligt velanskrevne indonesiske clairvoyanter udtalte at nu blev Heijn holdt til fange af 4-10 homoseksuelle kommunister i det nordlige Holland – så var Heijn i Tyskland, så i Luxemborg, derefter død og begravet i Spanien – etc.

90% af de “professionelle” clairvoyanter mente at Heijn var i live – men da sagen endelig blev opklaret den 6 april 1988 – viste realiteterne sig desværre at være ganske anderledes.

Jan Gerrit Heijn var allerede på bortførelsens første dag blevet dræbt og begravet i en nærliggende skov.

Og envidere var der kun tale om en enkelt, kynisk bortfører. Samtlige clairvoyante udsagn blev i året herefter analyseret i detalje.

Den sørgelige konklusion: ikke en eneste af disse næsten 2000 synske henvendelser havde et brugbart indhold. 2

De ringe chancer for opklaring forhindrer dog ikke at den danske Egmont koncern / Nordisk Film under store hurra råb gennemfører et internationalt salg af udsendelsen “Fornemmelse for mord”.

I Skeptica har vi tidligere rapporteret om den norske “Fornemmelse for mord” udsendelse fra efteråret 2004 – hvor en påstået clairvoyant i udsendelsen “Fornemmelse for Mord” kunne fortælle politiet navn og adresse på en trafikmorder.

Det har efterfølgende vist sig at denne sag ikke er enestående. Samme clairvoyant har – som omtalt i linket ovenfor – efterfølgende hæftet navn og adresse på endnu en påstået morder.

Og desværre synes flere danske “Fornemmelse for mord” udsendelser at have udvist de samme ublu tendenser.

Vi citerer fra en række presse artikler:

“Kriminalchef støver sagen om mordet på den fire-årige Charlotte i 1983 af, efter at to clairvoyante har udpeget en mulig morder og hans tidligere adresse”

“I TV-programmet fortæller Charlottes mor, at hun har haft stærk mistanke til en konkret person, og at hun har givet politiet den oplysning. »Efter at vi har optaget programmet med de clairvoyante, er moderen blevet yderligere bestyrket i sin mistanke om, hvem der har myrdet hendes barn?” – (fra artiklen “Clairvoyante får politi til at jagte Charlottes morder”, B.T. 10. marts 2002.)

Charlotte sagen har tidligere været udsat for clairvoyant behandling – kriminalkomissær Niels Kjøller fortæller i B.T. 5. juli 2003:

“Dengang vi havde Charlotte-sagen… fik vi henvendelser om, at hun lå i Sverige, i Tyskland og i Jylland. Og hun lå rent faktisk i Farum. Det er meget skudt forbi…”

Alligevel følger her endnu en dansk ” Fornemmelse for Mord” sag – hvor den clairvoyante mener at kunne udpege morderen:

“Inger Kruses familie har i alle årene mistænkt en gift mand fra Faaborg-området for at stå bag hendes forsvinden, men han har aldrig været sigtet i sagen”. Til Ekstra Bladet sagde den nu 62-årige mand for nylig, at Inger efter hans opfattelse stadig lever et sted i Lapland, og at det hele var et stort nummer fra hendes side.


I tv-udsendelsen sagde Dampier-Jeans derimod, at familiens mistanke var rigtig.” 3

Den omtalte synske Marion Dampier-Jeans optræder jævnligt på danske alternative messer – med foredrag , som trækker fulde huse.

Synske Marion har tidligere modtaget en forespørgsel fra Øjvind Kyrø, producer på DR-TV-s “Fornemmelse for snyd” – om hun da ikke kunne tænke sig at stille op til en lille videnskabelig test.

Men nej, Marion Dampier-Jeans “fornemmede at dette ville være forkert af hende” – trods udsigten til at modtage 1 million dollars.

Tja – man behøver vel ikke være clairvoyant for at forstå denne fornemmelse.

Set ud fra Egmont underholdningsindustriens synspunkt betragtes disse famøse “Fornemmelse for mord” udsendelser selvsagt som en dundrende succes.

Seertallene har været astronomiske, og serien er – efter at have været præsenteret med stolthed på den internationale MIP tv-festival i Cannes – blevet solgt til et stort antal lande.

Men hvordan står det så til med opklaringen af de sager, man har behandlet?

Trods koncernens jubel må vi desværre konstatere at opklaringsprocenten har været et stort rundt – og sørgeligt – nul.

I efteråret rettede vi kontakt til Egmont koncernens daværende chef – Kenneth D. Plummer. Kenneth Plummer blev for alvor kendt da han i sin tid arbejdede som direktør for legetøjsfabrikanten Mattel. Mattel er den amerikanske koncern, der fremstiller de velkendte Barbie dukker.

Mattelkoncernen lagde dengang sag an mod det danske band “Aqua” – for deres kæmpehit “Barbie Girl” – koncernen mente at Aqua gruppens hit gik ud over barbie dukkens gode navn og rygte, og Kenneth Plummer forsvarede sagsanlægget overfor den undrende nordeuropæiske presse.

I betragtning af den ildhu, hvormed Barbie dukkens ærebare omdømme blev forsvaret, kunne det måske tænkes at Egmontchef Kenneth D. Plummer ville kommentere det forhold, at en uskyldig norsk mor til to børn var blevet hængt ud som værende trafikmorder?

Og måske kunne koncernens chef give en seriøs dokumentation på blot en eneste sag – hvor clairvoyanternes udsagn førte til sagens opklaring?

Men nej, Kenneth D. Plummer gav ikke noget svar på henvendelsen. I stedet blev forespørgslen dirigeret videre til pressechefen, der svarer (17-11-2004):

Da jeg som pressechef i Egmont ikke er inde i alle detaljer i alle produktioner og udgivelser fra vores 88 selskaber, har jeg ikke umiddelbart kunnet besvare deres henvendelse, men jeg har taget deres synspunkter til efterretning og vender tilbage ved senere lejlighed, herunder også vedr. deres henvendelse til adm. dir. Kenneth D. Plummer.

Og denne tilbagemelding kom aldrig.

Hvad angår denne Egmont koncerns stolthed – “Fornemmelse for mord” – er det interessant at citere den svenske kriminolog Jerzy Sarnecki fra Aftonbladet 30. august 2002:

“Det er usmageligt. Et mord er en brutal hændelse, som rammer nogle mennesker utroligt hårdt. At gøre det til et forbandet mediecirkus, synes jeg er oprørende”… “og det kan føre til yderligere tragedier…”

Desværre er der intet, som tyder på at denne udvikling vil standse foreløbigt. Egmont direktør Kenneth D. Plummer har i øvrigt efterfølgende fået et nyt job, han er i dag generaldirektør for Danmarks Radio.

Lad os slutte med at citere den far, Marc Klaas, som mistede sin 12 årige datter Polly Hannah. Marc Klaas har oprettet en hjemmeside, hvor han fortæller om sine uhyggelige oplevelser – hvordan det var – midt i sin sorg og desperation – at blive hjemsøgt af clairvoyanter som fluer på et stykke sukker.

Clairvoyanternes meldinger var – ifølge Marc Klaas – en reel hindring for sagens opklaring. Alligevel påstod en af disse clairvoyanter efterfølgende at have været en afgørende hjælp:

“A few months after Polly was recovered a psychic claimed that she solved Polly?s case on the television program Hard Copy. Not only was she using my daughter?s death to promote herself, but she also dismissed all of the wonderful people: police, media, and volunteers who worked so hard and tirelessly to locate my child. “

Som den amerikanske CSICOP skeptiker, og detektiv Joe Nickell udtrykker det:

“I stedet skader slike “synske” etterforskninger ved å sette troende politifolk på blindspor, gi falske beskyldninger (som forbausende ofte stemmer med politiets fordommer) og traumatiserer familier ved å gi gjetninger om at en død er i live eller en levende er død.”

150 millioner kroners dusør i sigte?
Til de danske clairvoyanter eller driftige mediekoncerner, som påstår at kunne finde forsvundne mennesker, hunde og katte – bringer vi her en opfordring:

Skeptica opfordrer: find Osama!

Værsgod: DUSØR: $25 million + additional $2 million = 27 millioner Dollars!

FBI modtager gerne diskrete henvendelser. Og mon ikke Egmont koncernens auktionærer ville juble over sådan et gyldent håndtryk?

Hvad venter I på – bare se at komme igang!

Noter
1 ) Læs fragment om Marianne Rasmussen her: Ved Jupiter!

2 ) Detaljer om denne sag kan findes i “Hoe helder kan men zien: Het onderzoek van de paranormale tips in de ontvoeringszaak G.J. Heijn. Skepsis : 2(2), 27-29.” – og : J.L.F. Gerding, B. Millar, G.C. Molewijk, J.G. Neu, W. Voois, Analyse van de paranormale tips in de ontvoeringszaak G.J. Heijn. Tijdschrift voor parapsychology, vol. 57 (1&2), 1989. – med tak til Rob Nanninga og Jan W. Nienhuys fra det hollandske Skepsis

3 ) F ra artiklen “Jeg slog hende ikke ihjel” – Ekstra Bladet 13. november 2002 – vores understregning.

Læs mere om psykiske detektiver i Para-nyt:

Læs også:

Mulighed for dialog:



Tilføjelser / opdatering / juridisk efterspil.

Den ovenfor omtalte norske Fornemmelse for mord sag – hvor en clairvoyant damefrisør udpegede en uskyldig mor til to børn som værende trafikmorder – har fået et juridisk efterspil.

Det norske pressenævn har netop behandlet en klagesag fra den udpegede, der rettes alvorlig påtale mod både TV Norge og produceren. Læs mere her og eventuelt her.

Hele sagen – samt presseudvalgets kendelse , kan læses i “TVNorge har brutt god presseskikk.”

Det viser sig i øvrigt at Fornemmelse for Mord konceptet i stadig flere sager har bidraget til at mistænkeliggøre konkret 3. person. Sagen endte igen uafklaret.

Det ville klæde Egmont koncernen og dens daværende chef Kenneth D. Plummer, nu generaldirektør for DR, om man på Egmont koncernens hjemmeside kunne fremsætte en officiel undskyldning for disse uetiske forhold.

Vores opfordring til danske clairvoyanter og deres mediekoncerner om at finde Osama Bin Laden har bevirket en omfattende brevveksling med reinkarnations terapeut Ole Gerstrøm. Ole Gerstrøm er kendt som en modig mand. I et tidligere liv har Ole Gerstrøm nemlig arbejdet som sikkerheds officer på planeten Mars – hvor han havde til opgave at rense udvalgte områder for aliens. (Screenshot, Link)

Og Ole har haft mange positive erfaringer med clairvoyance.

Men netop i dette tilfælde – hvor det gælder om at finde Osama Bin Laden, svigter modet åbenbart – desværre.

“Hvis jeg stillede mig op, og forklarede hvor han befinder sig, ville jeg nok komme ud for en eller anden mindre behagelig hændelse.”

Sidst i marts måned 2005 forsvandt Jeanette Brok fra Randers, en mor til 4 børn. Knapt to uger efter, kunne man i B.T. 2 april 2005 læse en clairvoyants udsagn om at Jeanette var blevet myrdet af en lille spinkel mand, som skulle have efterladt hende i et skovbryn tæt på Randers.

I Ude og Hjemme kan man den 13. april 2005 side 17 læse forside artiklen – “Find vores mor”.

Her er udsagnet blevet til: “Familien har også haft kontakt til to clairvoyante kvinder.”

” – De har uafhængigt af hinanden sagt, at Jeanette har været udsat for en forbrydelse og er død. Der er også begge sikre på, at hun er blevet efterladt i eller tæt ved en bæk”.

Både dødsårsag og sted var forkerte, ifølge Randers Amtsavis 19. april blev Jeanette for nyligt fundet druknet i Randers havn. Randers Politi oplyser at der IKKE foreligger tegn på nogen forbrydelse.

Desværre ikke en aprilsnar
1 april, 2011

I løbet af det døgn, hvor den 3-årige Holger var forsvundet i Tranum plantage, nåede op mod 20 synske at få åndelig kontakt, og kontaktede derpå politiet med deres oplysninger.

Heller ikke denne gang var de åndelige informationer korrekte: Ingen synske kunne levere noget brugbart. Den vagthavende fortalte til nordjyske.dk:

“-Jeg bad om, at jeg ikke fik flere telefonopkald stillet ind til mig. Vi brugte fakta i forbindelse med eftersøgningen. Vi bruger ikke clairvoyante og synske. Det er som at famle i blinde.”

Clairvoyante kimede politiet ned om Holger