af Jens Laigaard
Ganske få kommentarer omkring Jens Grundahls Den virkelige verden : om nærdødsoplevelser, aktuelle Maria-åbenbaringer og åndelige helbredelser, Gyldendal 2005.
Der skal en betydelig portion dristighed, selvsikkerhed, naragtighed, man må kalde det hvad man vil, til at forsyne en bog med titlen Den virkelige verden . Det hedder denne bog ikke desto mindre. Udgivet på Danmarks fineste forlag. Og hvad handler den om? Folk, der påstår de har set Jomfru Maria, nu til dags vel at mærke, ikke i middelalderen. Charles Ndifon. C.G. Jung. Hvorfor Susan Blackmore er træls. Hvorfor virkeligheden må være større end den er. Man har hørt melodien før, og man kender tonen.
Første tanke var, at Hanne-Vibeke Holst da i forvejen havde sat sig på titlen. Men nej, hendes bog hedder jo Det virkelige liv . Forskellen på Holst og Grundahl er imidlertid ikke stor. Begge behandler stof, som er bredt appellerende, tidstypisk og pirrende. Begge skriver Alt for Damerne-prosa. Og udkommer på Gyldendal.
Fine bøger har et motto, og det har Den virkelige verden også. Det er et citat af den amerikanske psykolog William James:
"Den virkelige verden er sikkert af et helt andet slags temperament – mere indviklet i sin bygning, end den fysiske videnskab vil indrømme."
Kommentar fra 1902, men stadig lige aktuel, hvad? Den fysiske videnskab er indskrænket, ikke også? Så er man sporet ind på bogens indhold. Nærværende læser kunne have lyst til at supplere med endnu et motto, fra den engelske filosof Bertrand Russell anno 1928:
"William James plejede at prædike "viljen til at tro". For mit vedkommende vil jeg gerne prædike "viljen til at tvivle" … Det vi har brug for er ikke viljen til at tro, men ønsket om at finde ud af, og det er det stik modsatte."
Der er blevet råd til et farvebillede i Den virkelige verden . Det er malet af en person hvis mentale stabilitet man kan frygte for, efter sigende udført på et kvarter. Det forestiller Jesus – et selvportræt lavet "med ført hånd" af Kirsten Mørch-Nielsen. Et destillat af de velkendte billeder af Jesus, ikke antydningen af krøller eller andre mellemøstlige træk, bare den sædvanlige, banale gang velklippet fuldskæg, glat skulderlangt hår og øjne med et glimt af blåt. Man bør læse, hvad forfatteren Jens Grundahl skriver om dette billede og kvinden der har malet det. Så kan man spare sig at læse resten af bogen.
Det er af den slags bøger man nærmer sig med en hensigt om at anmelde, men ender med blot at ville advare imod. Opbygning og overskrifter peger på, at dette er endnu et universitetsprojekt, som er blevet filet til, så arbejdet kan serveres én gang til for et betalende publikum.
Man står tilbage med et enkelt spørgsmål. Hvad går der af Gyldendal? Engang var de kendt som "mahogni-forlaget". Det fine sted, hvor kun det bedste af det bedste blev antaget. Nordbrandt. Rifbjerg. Panduro. Nørretranders. Nu udgiver de ting som Niels Christian Hvidts Mirakler , en bog som på enhver led er kvalmende, og her tænkes også på de rigelige farvebilleder af blod, og så den aktuelle sag, Den virkelige verden . Trykt og lagt frem i flot udstyr, som om det drejede sig om noget væsentligt. Men den videnskabelige lødighed er på et niveau, som viser hen til Bogan eller Eget Forlag. Har Gyldendal fået en femte kolonne af New Age-bevægelsen eller Opus Dei? Er der tale om svigtende realitetssans hos redaktørerne, eller måske alt for megen realitetssans, det vil sige: penge? Tænk ikke mere over det, men læs for himlens skyld noget andet, læs Rifbjerg, Hanne-Vibeke Holst, nyeste tryksag fra Bilka, eller endnu bedre: gå en tur ud i den virkelige verden og ånd dybt ind.
Seneste kommentarer