Xhosaernes masseselvmord – et studie i kollektivt selvbedrag

af Steve Kowit, oversat af Dann Simonsen

I 1857 kostede et usædvanligt anfald af vanvid mere end 100.000 xhosaer og thembuer livet i det, der nu er Sydafrika, og det ødelagde samtidig Xhosa-kulturen. Men indtil for nylig har et endnu dybere selvbedrag forhindret, at den fulde sandhed kom frem om den forbløffende hændelse, for de beviser, som den historiske beretning byggede på, var fulde af både regulære løgne og selvbedrag.

Hjernen som advokat
Selv om folk tit bilder sig ind, at de tænker selvstændigt, tror vi ofte på det, som vi har fået at vide, at vi skal tro på, eller – og det kommer ofte ud på ét – på det, som vi finder det mest bekvemt at tro på. Hvis vi får at vide, at det gælder om at kaste kristne for løverne eller brænde hekse på bålet eller besejre de indfødte, så vi kan bruge deres jord til “bedre” formål, så vil føjelige og lovlydige borgere, i troen på, at en sådan opførsel er en helt igennem nødvendig borgerpligt, sandsynligvis hjælpe til med at udføre det eller støtte dem, der gør det i deres navn.

I løbet af de seneste årtier har socialpsykologer vist, at når man hengiver sig til en tro, er man tilbøjelig til at synes, at beviser, der taler for troen, er mere overbevisende, mens beviser, der afkræfter troen, ikke er overbevisende. Og dette gælder åbenbart i lige så stor grad for videnskabsmænd, der er stolte over deres egen objektivitet, som det gælder for almindelige borgere, og det gælder lige så meget for almindelige borgere som for vilde og blodige fanatikere, der helt ensidigt hengiver sig til en tydeligvis irrationel sag. Selv svage eller tvetydige beviser, der taler til fordel for en påstand, som man følelsesmæssigt går ind for, virker sandsynligvis mere oplagte, levende og overbevisende. Og når man først har overgivet sig til en tro, er det ofte næsten fuldstændig umuligt at ændre den troendes mening, uanset hvor stærke beviserne imod troen er. Robert Wright har sammenfattet denne erkendelsesbrists magt, som virker så central, og i sidste ende destruktiv, for mennesker:

Påstanden her er, at menneskehjernen i vid udstrækning er en maskine beregnet til at vinde diskussioner, en maskine til at overbevise andre om, at dens ejermand har ret – og således en maskine til at overbevise sin ejermand om det samme. Hjernen er som en god advokat: Uanset hvilke interesser, den skal forsvare, forsøger den at overbevise verden om deres moralske og logiske værdi, uanset om de rent faktisk har den eller ej. Ligesom en advokat ønsker det menneskelige sind sejr, ikke sandhed; og ligesom en advokat er det mest beundringsværdige ved det ofte dets evner snarere end dets dyder.” ¹

Selvbedrag i historien om xhosaerne
Dette fænomen kendes almindeligvis som “confirmation bias”, tilbøjeligheden til at blive bekræftet i sine (for)domme, og det er blevet studeret nok til at afsløre den usædvanlige magt, som det har over den måde, som folk danner og vedligeholder deres tro på, men der er ikke blevet gjort meget med hensyn til dets betydning for forståelsen af kollektiv adfærd og af destruktive samfundsmæssige bevægelser. Det “kvægdrabs-vanvid”, som greb Xhosa-folket i midten af det 19. århundrede, kan bruges som konkret eksempel. Indtil J. B. Peires rapport for nylig virkede det som en simpel om end utrolig fortælling om religionsvanvid og “primitiv” tankegang hos en uoplyst stamme, en fortælling, der slutter med, at deres hvide, kristne kolonisatorer gav dem velvillig hjælp og støtte. Men som Peires har skrevet, så er “de primære kilder, beviserne, som den historiske redegørelse bygger på, propfulde af løgne, både overlagt løgn og selvbedrag.” ²

I 1856 i det, der nu er Sydafrika, sultede omkring 100.000 mennesker fra Xhosa- og Thembu-kulturerne ihjel på grund af et syn, som viste sig for en 14-årig pige ved navn Nongqawuse, som en dag vendte hjem fra Gxarha-floden og fortalte sin onkel, at hun havde mødt en gruppe mænd nede ved floden, som så mærkelige ud. Hendes onkel, Mhlakaza, som havde ry for at have profetiske evner, gik ned til floden for selv at se på sagen, og ifølge ham selv mødte han mændene, som stadig var der. De sagde til ham, at han skulle gå hjem og komme tilbage til dem igen, når han havde renset sig selv. Han gik hjem og gjorde, hvad de havde bedt ham om, og vendte tilbage til floden et par dage senere, hvorpå han hævdede, at han blandt mændene så sin egen bror, som havde været død i flere år. Mhlakaza påstod, at disse mænd var ånder efter stammens forfædre og levede under Gxarha-floden. De fortalte ham, at hvis xhosaerne gjorde det, som de befalede dem, ville de blive rigt belønnet: Der ville komme en stor storm, som ville drive de hvide bosættere – britiske og boer-kolonister – ud i havet. Kravet var, at xhosaerne skulle slagte alt deres kvæg og ødelægge alle deres afgrøder.

Rygterne om Mhlakazas møde ved Gxarha-floden spredte sig hurtigt. I den periode havde en lungesygdom hærget blandt kvæget i Kap-regionen, og eftersom xhosaerne gav heksekunst skylden for de fleste ulykker, var de overbevist om, at de hvide havde forhekset deres kvæg. Denne tro gjorde dem tilbøjelige til at følge deres forfædres instruktioner om at slå deres forheksede kreaturer ned. Desuden havde forfædrene lovet, at ikke alene ville kolonisterne blive drevet ud i havet, men nye kvæghjorde til erstatning for de gamle ville på mirakuløs vis stige op af jorden, i langt større antal og mirakuløst immune over for sygdom. Troen på, at forfædrenes ånder boede neden under floden, var en væsentlig bestanddel af Xhosa-religionen, så det passede perfekt sammen med de overleverede forestillinger, at ånderne dukkede op.

For selv at afgøre på sit folks vegne, om Khlakazas beretning var sand, undersøgte Xhosa-folkets elskede høvding Kreli personligt påstanden, og han mente, at de samme stemmer, som havde talt til den unge pige, også talte til ham. Han så beviser i form af sin afdøde søn, som nu tilsyneladende var i live, og desuden så han sin nyligt afdøde yndlingshest genopstået. Han vendte tilbage som glødende troende og beordrede sit folk til at adlyde, og dermed begyndte han at slagte sin egen enorme kvægbestand. ³

Mon Kreli virkelig så sin yndlingshest og sin afdøde søn? Eller havde han i en tilstand af intens forventning og tro set gennem tågen på floden ved daggry og fået øje på flakkende skygger, som i hans eksalterede fantasi blev til hans trofaste hest og elskede søn? Hundreder af pilgrimme begav sig til Gxarha-floden for selv at se det, og selv om enkelte af dem erklærede, at de ikke havde set noget, var der andre, der svor, at de havde hørt forfædrenes stemmer, skyggerne af forfædrenes ånder og store kvæghjorde, som flimrede på vandet, idet de steg op og sank ned. En af høvdingenes sønner sagde, at han så “sorte ting i vandet, som steg op til overfladen, enten en eller flere ad gangen, og så ud som en sky i vandet “, der steg op og forsvandt.” Og selv om han ikke så kvæg, så han “ting i vandet, som han ikke kunne gøre rede for – som han siger kaldes disse mærkelige mennesker, som er steget op fra de døde.” ⁴

Ligesom nogle katolikker kan se billeder af Jomfru Maria i pletter på husmure, ⁵ fik xhosaerne øje på billedsymboler fra deres spirituelle og religiøse tro. En ung skeptisk Xhosa-pige, som fulgte med sin far ned til floden, beskrev det på denne måde:

“Vi spiste og dansede til efter midnat, indtil vi alle var helt trætte og søvnige. Da en af høvdingene sagde, at tiden var kommet, skulle vi alle op. Vi steg op og ” sad og kiggede i et stykke tid, da mændene, den ene efter den anden, begyndte at sige: “Kan I se dem?” Andre sagde: “Det er dem.”… Min far skældte mig ud og sagde: “Tror du så på det nu . ” Kan du ikke se tingene på den anden side af den bakke?” “Nej, jeg kan ikke se andet end tornebuske.” ” Men nogle af mændene løb hen efter deres heste og galoperede hen til stedet for at se, hvad det var: for nogle af folkene kunne se deres gamle venner, som havde været døde i så mange år. Så nogle af dem galopperede af sted for at se efter, og før de nåede derhen, sagde de, at tingene var forsvundet.” ⁶

Og barnebarnet til en af de vantro kom med denne forklaring:

“Det skete på denne måde: frygten og nervøsiteten ved at vente på, at denne her ting skulle gå i opfyldelse, forøgede de forkerte ting, der blev sagt. Der blev tit sagt i samtaler: “Den-og-den så sin afdøde far og kvæget fra sin farm fra for lang tid siden.” Selv når en gruppe mænd samledes og som sædvanlig kastede en skygge på bakken, løb de hen til den og så forsvandt den. Så sagde de: “Vi så noget forsvinde op over den bakke.?” ⁷

Thembu-folket var generelt mindre modtagelige for det destrukive vanvid end xhosaerne. Selv om mange af dem blev grebet af kvægdrabs-vanviddet, var der en af deres ledere, regenten Joyi, som affærdigede profetierne med en foragt født af sund skepsis: “Hvad er det for en galskab, i gør jer skyldige i? Er der nogen sinde nogen, der har hørt om folk, der rejser sig fra de døde? Lad de gamle mænd komme frem og tale. Lad dem udpege Zondwa, lad dem udpege Ndaba, lad dem udpege fader Ngubencuka, så jeg kan tro på det!” ⁸

I områder, hvor troen var stærk, blev en sådan skepsis imidlertid betragtet som kætteri. Når det var risikabelt at tvivle, blev afvigerne sjældne og blev nemt skræmt til tavshed af samfundets vrede. Selv de ikke-troende eller ikke helt overbeviste adlød, når de fik presset fra den retmæssige autoritet at føle, som krævede, at de slagtede deres kvæg. Ifølge G. McCall Theals History of South Africa:

“Buku, Krelis onkel, var en af disse. “Det er høvdingens befaling”, sagde han, og da der ikke var mere tilbage, satte den gamle mand og hans yndlingshustru sig ned i deres tomme kvægfold og døde. Krelis øverste rådgiver gik imod planen, indtil han så, at hans ord var nytteløse. Så overholdt han den regel, at alt, hvad han havde, tilhørte hans høvding, og gav ordre om at dræbe og ødelægge, og flygtede selv fra stedet splitterravende gal. Sådan gik det tusinder. Høvdingen befalede, og de adlød.” ⁹

I løbet af de næste adskillige måneder, mens xhosaernes religiøse delirium voksede, skortede det ikke på profeter, som bekræftede de oprindelige profetier og på den måde omvendte mange skeptikere. Den britiske koloni-regering nærede selv en mistanke om, at kvægdrabet var en desperat og farlig plan udtænkt af Kreli for at forberede sit folk på endnu en krig mod kolonisterne. Når vanviddet kulminerede og deres madforråd var væk, sådan mente den koloniale tankegang, ville Krelis folk invadere kolonien og nedslagte alle, som de kunne komme til, og stjæle det kvæg og det korn, som så ville holde dem i live.

Katastrofen
Igen og igen udsatte Mhlakaza afsløringen af den skæbnesvangre dato, hvor xhosaerne ville blive udfriet fra sine fjender. Men til sidst, under pres fra høvdingene, meddelte han, at d. 16. februar ville to blodrøde sole stå op og støde sammen. Så skulle de mægtige afdøde stå op af jorden sammen med enorme kvæghjorde og en overflod af marker med afgrøder. På den dato ville de gamle blive unge, de syge helbredt og de hvide kolonister drevet ud i havet.

Mange af xhosaerne var allerede ved at dø af sult, men selv det var ikke nok til at dæmpe fanatismen. Mens folk i den ene region var ved at dø, fortsatte folk i nærliggende regioner, ofte i et triumferende humør, med at ødelægge alt det, der holdt dem i live. Da natten kom d. 15. februar, var der nogle af xhosaerne og deres allierede, som valgte at blive i deres hytter for ikke at blive fejet bort af den nært forestående storm. Men for de flestes vedkommende tilbragte de natten med at feste, mens de holdt udkig efter de to blodrøde sole, som skulle dukke op ved daggry. Selv om de sultede og var desperate, var det ikke desto mindre en nat fuld af ekstatisk og vanvittig glæde. Så kom daggryet og den ene almindelige sol steg op over den østlige horisont.

Folk var chokerede og forvirrede og ventede hele dagen og natten – og næste med. Da solen igen gik ned i vest begyndte deres endelige fortvivlelse. I de næste mange dage sad mange af de endnu overlevende foran deres gårde og kiggede på solens gang. Andre gik hen for at sidde ved deres afdøde ægtefællers og børns grave. ¹⁰ Mange var døden nær og gnavede barken af træerne, spiste planterødder, kogte gamle ben til suppe og gik undertiden så vidt som til at kannibalisere deres egne døde. Mange andre satte sig simpelthen ned og sultede, hvor de var. Hele familier satte sig under træer for at vente på døden. Alt i alt var der ca. 100.000 mennesker, der døde af sult som følge af denne vrangforestillings kvaler.

De, der var stærke og boede tæt nok på til at foretage rejsen, begyndte at strømme ind i Kap-kolonien. Mange af dem bar på deres sultende børn og tiggede på vejen, hvad de kunne få fra de hvide kolonister. Næsten 29.000 mennesker overlevede masseselvmordet.

Hvordan kolonisterne reddede xhosaerne: Den officielle version
Hvis xhosaernes religiøse vanvid var et usædvanligt eksempel på kollektivt selvbedrag, så er den version af begivenhederne, som kolonisterne og deres historieskrivere bar vidnesbyrd om, en langt mere gennemgribende form for kollektivt selvbedrag, som strækker sig over hele kolonialismens lange, usmagelige historie. Beretningerne om kvægdrabsbevægelsen, som er blevet videregivet til os – de primærkilder, som senere historikere har sat deres lid til – endte typisk med beskrivelser af de hvide kolonisters gavmildhed over for de overlevende.

En af forfatterne siger blot, at “den britiske koloniregering gjorde sit bedste for dem.” ¹¹ En anden siger: “Med deres slagkraft nedbrudt, deres kampånd forsvundet, sultende og sultne, forlod de, der var i stand til det, det traditionelle Xhosa-territorium, hvor de havde levet under deres egne høvdinges suverænitet, og tog til de hvides farme i Ciskei, hvor de nu fik mad og arbejde. ¹² Og i Crowds and Power fortæller Elias Canetti os, at kolonisterne næsten fra begyndelsen begyndte at opbygge forråd for at redde livet for de sultendes liv, på trods af, at de forventede, at Xhosa-krigerne ville overfalde dem. ¹³

I sin History of South Africa fortæller Theal: “De satte sig ned foran gårdene og bad i det mest ynkelige tonefald om mad, og de bad ikke forgæves.” ¹⁴ De hvide kolonister blev overvældet af medlidenhed og åbnede deres hjerter og deres pengepunge og spisekamre for de sultende xhosaer, et folk, som i kraft af deres selvbedrag havde ødelagt sig selv. Det er den beretning, som, indtil for nylig, er blevet overleveret til os.

Den endelige løsning på Xhosa-problemet
Her passer læresætningen om, at historien skrives af sejrherrerne. Den historie, som de koloniale historieskrivere ikke kunne fortælle – fordi de, der skrev beretningerne, ikke kunne gennemskue deres eget udprægede selvbedrag – var en historie om uforsonlig kolonial aggression over for Xhosa-folket, både før og efter den tragiske massehungersnød. De kristne kolonister, briterne og boerne, var tilfredse med at tro, at de ikke selv spillede nogen rolle i tragedien ud over at gøre deres bedste for at afbøde den. Intet kunne være fjernere fra sandheden.

Xhosaerne havde oplevet, hvordan deres land blev invaderet af de hvide, som ville have deres jord, og hvis de hvide ikke kunne slippe fuldstændig af med de indfødte, ønskede de, at de kunne fordrive dem fra deres land og gøre dem til en kilde til billig arbejdskraft, eftersom slaveriet allerede var blevet forbudt. Xhosaerne havde kæmpet adskillige krige mod kolonisterne, havde lidt alvorlige tab og på det tidspunkt, hvor kvægdrabshysteriet stod på, var de vidner til, at ikke alene deres autonomi, men selve deres eksistens var under opløsning. For briternes vedkommende havde de bevæbnet med rifler mod xhosaerne spyd kastet sig ud i en strategi, der udtrykkeligt bestod i folkedrab. Trods al snak om broderskab fremført af de missionærer, som var opsat på at omvende dem, var xhosaerne hele tiden blevet behandlet som et underkastet folk, hvis eneste passende rolle var at tjene deres hvide overmænds interesser.

Er folkedrab for stærkt eller upræcist et ord? Sir Harry Smith, Kap-koloniens guvernør, lagde ikke skjul på sit ønske om en endegyldig løsning på Xhosa-problemet, og på et tidspunkt udstedte han udtrykkelige ordrer om at “ødelægge og udrydde disse overordentligt barbariske og forræderiske vilde.” Og til en soldaterkammerat i krigen i 1835, 22 år før kvægdrabs-vanviddet, bemærkede han: “Udryddelse er nu det eneste ord og princip, som kan vejlede os.” ¹⁵ Under Smiths kommando ødelagde de britiske tropper afgrøder, marker, kvæghjorde og hjem, hvorend de kom hen.

I deres sidste krig i 1853 blev de indfødte mejet ned med geværild, uanset om de gjorde modstand eller ej. At tage levende fanger blev en sjældenhed for briterne. En britisk kommandør sagde til sine underordnede, at enhver, der blev taget i live, skulle hænges; en anden fik sine mænd til at tage døde xhosaer og hænge ligene op i træerne; en tredje bebrejdede en af sine mænd for at redde en fanges liv og sagde til ham, at han skulle “betragte sig som vanæret, fordi han havde taget en xhosa til fange, når han vidste, at det stred mod ordrerne.” Frivillige soldater rekrutteret blandt kolonisterne rendte rundt med ordet Udryddelse trykt på deres hatte, og en officer pralede af, at hans mænd nådesløst dræbte alt, hvad de stødte på, unge som gamle, når de var i kamp, og at de til og med smadrede hjerneskallen på små børn. ¹⁶

Da krigen sluttede, kastede George Grey, guvernøren, som efterfulgte Smith, sig ud i en strategi, som skulle underminere den allerede svækkede Xhosa-kultur og gøre en ende på xhosaernes autonomi: Han placerede britiske fredsdommere over hver høvding og fjernede på den måde deres ret til at forestå domfældelser og opkræve bøder. For første gang var xhosaerne under direkte britisk herredømme. Kap-koloniens særlige komité til forsvar af grænseområdet ¹⁷ havde i årevis opfordret til opløsning af alle stammer. Nu blev de første skridt taget. Planen var, at alle de, der kunne arbejde, ville blive tvangsudskrevet til lærepladser, til arbejde eller til eksil på den anden side af den koloniale grænse.

Det var til at se en ende på det hele. Oven i xhosaernes elendighed brød lungesygdommen ud blandt deres kvæg, og dermed var deres eneste ernæringskilde i fare for at forsvinde. Det var denne desperate kulturelle krise, som manien med at dræbe kvæg opstod i, hvilket måske ikke siger andet, end at Xhosa-folket udmærket forstod, at et mirakel var det eneste, der kunne redde dem. Uden den desperation, som de var drevet ud i af de hvide kolonisatorers udryddelsespolitik, er det usandsynligt, at kvægdrabs-vanviddet ville have fundet sted.

Kolonialistisk medlidenhed: en anden version
Historien om kolonisternes medlidenhed er heller ikke rigtig. Så snart de overlevende begyndte at strømme ind i kolonien, udtænkte Grey en måde, som han kunne blive Xhosa-problemet kvit på én gang for alle. De sultende masser skulle ikke have mad, for koloni-regeringen ønskede ikke, at de skulle genvinde deres styrke og vende tilbage til deres hjem. Xhosaerne skulle derimod fordeles ud over kolonien til individuelle arbejdsgivere, så de kunne blive en værdifuld klasse af tjenere “oplært i flidens vaner og indgydet kristne principper.” ¹⁸ På guvernørens påbud gav kolonien kun mad til de “virkeligt subsistensløse”, hvilket betød dem, som var for svage til at arbejde. Og så snart de var klar til det, blev de også sendt væk til andre dele af kolonien. De, der ikke var “virkeligt subsistensløse”, blev tvunget til at underskrive et dokument om, at de indvilligede i at blive sendt til en hvilken som helst del af Kap-kolonien, hvor de skulle arbejde i en periode på mellem tre og fem år til gengæld for en aflønning og en madration, som skulle fastsættes af den lokale fredsdommer ¹⁹ i det pågældende distrikt. ²⁰

Så de overlevende xhosaer blev ikke hjulpet via velgørenhed, men ved at blive solgt som kontraktligt forpligtede tjenere og sendt til koloniens fjerne afkroge. Men når det drejede sig om børn, gjaldt tre- til fem-års-grænsen ikke. Ingen xhosa fik lov til at søge arbejde på eget initiativ, men blev tvunget til at indordne sig under koloniens kontraktmæssige aftale. De, der ønskede at så korn, så de kunne vende tilbage til deres hjem og begynde at dyrke landbrug igen, fik afslag. Selv børn, som ikke var “virkeligt subsistensløse”, fik ikke udleveret mad. Mange blev skilt fra deres forældre og sendt væk til de fjerneste egne af den vestlige Kap-koloni.

Da en privat gruppe af ægte godgørende borgere – organisationen for nødhjælp til kafferne ²¹ – blev oprettet af den nyligt ankomne biskop i Grahamstown, blev den øjeblikkeligt angrebet af Grey og hans underordnede, som var dybt krænket over påstanden om, at koloni-regeringen kunne have brug for hjælp til at prøve at redde de sultende. Under Greys svidende angreb og mens xhosaerne døde af sult i gaderne, blev organisationen tvunget til at opløse sig selv. Det bliver gjort klart i en leder i King William”s Town Gazette d. 13. juni samme år, at en strategi til at yde velgørenhed blev udtrykkeligt forkastet af Greys plan. Den ledende artikel, som entusiastisk bakker op om planen om at ødelægge Xhosa-folket én gang for alle, er et udsøgt eksempel på egoistisk efterrationalisering:

“Er kafferen en egnet og værdig modtager af velgørenhed? Spørgsmålet gælder i almindelighed – ikke enkelt-individer – og vi besvarer det med Nej ” virkningen på de indfødte ville formodentlig være at umyndiggøre dem og efterlade dem i en værre situation end den, som de befinder sig i nu. I stedet for at ruske op i sig selv og bestræbe sig på at få noget at leve af, ville de forblive sløve ligesom nu. ” De [kan ikke] værdsætte gavmildhed. Derfor ville de, ligesom de altid har gjort, tilskrive vores barmhjertighed, at vi enten var uventet svage eller bange. Sir George Grey har klart ladet dem forstå, at der er masser af arbejde til alle, der vil være flittige, men der er ikke brød til de dovne”. Det ville være en belønning for dovenskab og afholde kafferne fra at blive til det, som vi ville anse det i vores egen og deres interesse at blive – arbejdere. ” ²²

Greys plan var en enorm succes. På grund af den udtalte mangel på billig arbejdskraft, var der ingen problemer med at slippe af med de halvt forsultede “frivillige”. Adskillige uafhængige repræsentanter nedsatte sig som forhandlere af kontrakt-tjenere, og solgte de overlevende xhosaer til farmere for £1 til £5 pr. stk. Farmere fra den østlige provins købte tusindvis af tjenere. De blev anbragt i vogne og sendt af sted, så de forlod deres hjemegn, med de fleste børn skilt fra deres forældre og spredt ud over de store landmasser blandt fjerntliggende farme og ranches. Størstedelen af deres eftertragtede jord faldt uden kamp i hænderne på de hvide kolonister, som mente, at al den jord, de kunne tage fra de indfødte, retmæssigt tilhørte dem selv. Tyveri af jorden og brugen af den indfødte befolkning som billig arbejdskraft havde været målet fra begyndelsen. Nu havde de opnået det.

Det blev alt sammen holdt ude af de redegørelser, som blev trykt i historierne om Sydafrika, så den forfærdelige sandhed blev hemmeligholdt i mere end et århundrede. Det er svært at vurdere, hvor meget der blev bevidst og kynisk undertrykt og hvor meget der blev ændret af det ubevidste ønske om at skildre de hvide kolonister som helte med rene hænder og de “indfødte” som primitive stakler, der blev ødelagt af deres egen tåbelighed.

Mhlakaza døde af sult. Hans niece Nongqawuse overlevede og blev overgivet til englænderne, selv om hun nægtede at svare på én eneste forespørgsel om hendes syner og profetier. Mange af lederne kom for en dommer under et eller andet påskud og blev sendt i fængsel på Robben Island (hvor Nelson Mandela blev indespærret et århundrede senere). Hvis vi ønsker at vurdere koloni-regeringens højt besungne medlidenhed, er det nok at notere sig, at der i 1857 var 1.413 af de sultende sjæle, der blev sendt i fængsel for tyveri. ²³ Kreli, den øverste høvding, slap kun for at blive arresteret af briterne ved at gemme sig. De britiske tropper fandt ham aldrig.

Hvis historien om xhosaerne er et chokerende eksempel på det selvbedrageriske i en religiøs tro, som resulterede i ødelæggelsen af et enormt antal mennesker, er det også en historie om kolonister, der underkastede et folk indtil det punkt, hvor et sådant massehysteri kunne føre til masseselvmord, og en historie om koloni-historikere, som betragtede den hvide kolonial-regering som helte drevet af kristen medynk og medlidenhed med de uoplyste xhosaer. Denne form for selvbedragerisk historieskrivning er langt mere almindelig end det selvbedrag, som førte til masseselvmordet. Den historie, som skrives af sejrherren, er stort set en selvretfærdig og selvophøjende mytologi, en eventyrfortælling bestående af halve sandheder, forvrængninger og ren og skær løgn. Det vil sige, at når vi fortæller vores egen historie, er vi tilbøjelige til at skildre os selv i et rosenrødt skær – hvilket som regel er pointen med selvbedrag.

Referencer

1. Wright, Robert. 1995. The Moral Animal. New York: Vintage Books, 280.
2. Peires, J. B. 1989. The Dead Will Arise: Nongqawuse and the Great Cattle-Killing Movement of 1856-7. Bloomington: Indiana University Press, ix.
3. Smst., 87.
4. Smst., 88.
5. Overs. anm: Der var et nyt eksempel på dette i USA i foråret 2005 (her humoristisk kommenteret): http://www.whitehouse.org/news/2005/042205.asp
6. Goldswain, J. The Chronicle of Jeremiah Goldswain, Quoted in Peires, 92.
7. Peires, 94.
8. Smst., 106.
9. Theal, G. McCall. 1927. History of South Africa from 1795-1872. London: Allen & Unwin, V.III, 202.
10. Peires, 158.
11. Smithers, A. J. 1973. The Kaffir Wars, 1779-1877. London: Leo Cooper, 14.
12. Elliott, Aubrey. 1975. The Magic World of the Xhosa. New York: Scribners, 22.
13. Canetti, Elias. 1962. Crowds and Power. (overs. Careol Stewart) New York: Viking Press, 196.
14. Theal, V. III, 205.
15. Peires, 12.
16. Smst., 24-26.
17. The Cape Select Committee for Frontier Defense
18. Smst., 248.
19. The Resident Magistrate
20. Smst., 249.
21. The Kaffir Relief Agency
22. Smst., 245.
23. Theal, 206-7

Kilde: The Mass Suicide of the Xhosa. A Study in Collective Self-Deception / by Steve Kowit. – Skeptic, Volume 11, Number 1, 2004. –
www.skeptic.com

Steve Kowits artikel om xhosaernes kollektive selvmord indgår i en bog, som han er ved at færdiggøre: The Seductions of Belief.

Især af hensyn til dem, der mener, at skeptikere er naturvidenskabelige ‘scientister’, der kun tænker i tal og grafer, kan det tilføjes, at Steve Kowit skriver digte om livet …. og døden …. og altings (incl. Levis!) forgængelighed og skønhed – og grammatik!
http://plagiarist.com/poetry/poets/237/