af Marc Hallet, oversat og bearbejdet af Willy Wegner

George Adamski (1891-1965) var nøglepersonen som den dominerende danske ufo-organisation Skandinavisk UFO Information tog udgangspunkt i fra 1957. Siden – efter en organisatorisk splittelse – nøgleperson for Dansk IGAP.

Der er tre slags Adamski tilhængere:

1. De godtroende der tror på alt hvad Adamski skrev og sagde, enten i hans bøger eller foredrag, uden nogensinde at sætte spørgsmålstegn ved det.
2. De der er bange for at erkende at kunne være blevet taget ved næsen og som finder det lettere at tro end at fornægte.
3. De der ved han var en løgner men siger det modsatte af forskellige årsager som jeg kun kan overlade til læserens fantasi at gætte på.

Her er nogle hændelser der bliver troet af Adamskis tilhængere:

1. Den 11. november 1952 mødte han en venusianer nær Desert Center, Californien.
2. Den 13. december 1952 tog han nogle uangribelige fotos af et rumfartøj fra Venus.
3. I 1950erne rejste han i et rumskib med rumfolk og blev endog fotograferet inde i et af deres rumfartøjer.
4. Han mødte pave Johannes XXIII og modtog en ægte guldmedalje fra Vatikanet af stor værdi.
5. Han filmede flere rumskibe men ?hans? bedste film blev faktisk taget af Madeleine Rodeffer.

Adamski påstod mange andre usædvanlige ting som selv flere af hans tilhængere havde vanskeligt ved at kapere: for eksempel påstod han at have besøgt planeterne Saturn og Venus (hvor han mødte sin afdøde men reinkarnerede kone).

Jeg var en ung mand, da jeg opdagede Adamski. Efter en brevveksling med May Morlet-Flitcroft, en daværende Adamski-medarbejder, mødte jeg hende og vi blev venner. Senere da jeg støvede rundt i hendes personlige arkiv og bogsamling, fandt jeg rigtig mange tilsyneladende beviser for at han ikke var en løgner, og jeg blev helt overbevist om, at han fortalte sandheden. Siden hen har nogle ufologer åbent spurgt mig hvordan det var muligt for mig at tro på de ?absurde? påstande fra denne ?latterlige? kontaktperson? Til dette kan jeg svare, at i løbet af 1950erne var der ingen historisk kritik indenfor ufo-området: hændelserne blev alene bedømt ud fra enkel logik og videnskabelige muligheder. Desuden var de historier Adamski fortalte langt mere troværdige end de der fortælles af vor tids ?abductees? [folk der angiveligt bortføres af rumvæsener] der endog påstår at være blevet voldtaget af fremmede grå monstre der kan gå gennem vægge. Og hvordan kunne jeg undgå at blive imponeret over medaljen fra Vatikanet, Rodeffer filmen og de usædvanlige fotos.

May Flitcroft bad mig i 1976 om at skrive den første kritiske Adamski biografi. Det var begyndelsen på slutningen af vores venskab, for hun kunne ikke godtage det jeg fandt frem til.

Denne artikel indeholder et kort sammendrag af mit resultat. Noget af det har allerede været offentliggjort i forskellige bøger og artikler, kun skrevet på fransk. Min konklusion var at Adamski slet og ret var en løgner.

Efter den første påståede kontakt
Lad os først se på hvad Adamski sagde efter den første påståede kontakt i Desert Center. Ombord i rumskibe blev udgivet første gang i 1955 som Inside the spaceships og på dansk i 1960. Adamskis bog var faktisk skrevet af Charlotte Blodget på basis af hvad han havde fortalt hende. Bogen indeholdt beretninger om kontakt med rumfolk, rejser i rummet og en tur rundt om månen i et gigantisk moderskib og dets spejderfartøjer.

Adamski og hans tilhængere har sagt at bogen indeholdt beskrivelser af et fænomen som kun rigtige rumrejsende kunne vide noget om: ildfluerne. De blev af Adamski forklaret som naturlige små lysende partikler der fyldte rummet mellem planeterne. Ifølge Adamski har såvel amerikanske astronauter som russiske kosmonauter også beskrevet disse ildfluer ved deres rumfærd flere år senere. Dette er et tydeligt eksempel på en løgn der er blevet gentaget i hundredvis af gange. De partikler der faktisk blev set af astronauter og kosmonauter stammede fra deres egne rumkapsler og blev aldrig af dem beskrevet som et naturfænomen.

Ifølge Adamski selv (se De fremmede rumskibe – og vor fremtid i kapitlet Svar til skeptikerne), fortalte rumfolkene ham om Van Allen strålingsbæltet i 1953 og at han skrev om det i Om bord i rumskibe længe før de blev opdaget af Explorer IV. Hvis vi rent faktisk undersøger siderne  i Om bord i rumskibe som Adamski tydeligt refererer til, ser vi at han talte om en kunstig strålingszone skabt af atomeksplosioner og ikke de naturlige Van Allen bælter. I 1963, da han skrev Flying Saucers Farewell ( De fremmede rumskibe – og vor fremtid) , troede Adamski stadig at Van Allen bælterne var kunstige selv om hans påstand var blevet modbevist af mange tidligere rumsonder og eksperimenter fra jorden.

Det er tydeligt at disse to vigtige ?beviser?, der er blevet brugt rigtig mange gange af Adamski tilhængere, er baseret alene på ringe videnskabelig viden og eget ukendskab til Adamskis skrifter.

I virkeligheden er Om bord i rumskibe intet andet end en science fiction bog. Det bedste bevis vi har for at dette er en science fiction bog med titlen Pioneers of Space som Adamski udgav i 1949. Denne bog blev egentligt skrevet af Lucy McGinnis og er nu meget sjælden. Man kan bestille en mikrofilm kopi fra US Library of Congress og ganske let sammenligne dens indhold med Om bord i rumskibe .

Til din overraskelse vil du opdage at disse to bøger giver den helt samme beskrivelse af rummet (med ildfluer), månen (med sneklædte bjerge, skove, søer, og små løbende dyr), rumfartøjet (med den store linse i midten af kabinen og tegnene på væggen), moderskibet (med to ?vægge?), og selv små detaljer som et portræt af den Store Ene i moderskibet osv?  Du kan også fornøje dig med, at Mesterens storladne udtalelser er de samme, noget der demonstrerer at Adamski havde en ringe fantasi og var ud af stand til at skabe et nyt eller originalt filosofisk indhold. Adamskis mangel på fantasi var også tydelig i hans bog Cosmic Philosophy der udkom i 1961 (på dansk i 1964 som Kosmisk filosofi ) hovedsageligt baseret på tekster han havde skrevet i 1930erne. Tilmed var Alice K. Wells dum nok til at genudgive de tidlige skrifter i hendes Cosmic Bulletin efter Adamskis død. Så mange tak til fru Wells, det beviste at Kosmisk filosofi bestemt ikke var inspireret af rumfolk!

Den amerikanske ufolog Richard W. Heiden opdagede et andet spor på at Om bord i rumskibe var ren fiktion. Han sammenlignede hvad Adamski havde sagt om vejret den dag hvor han beskrev den første af hans kontakter med de officielt registrerede meteorologiske forhold den samme dag. De var ganske forskellige. Tydeligvis havde Adamski ikke forestillet sig at nogen ville undersøge en så lille detalje.

Om bord i rumskibe har et efterskrift i hvilket Adamski forklarede, at han var blevet fotograferet inde i et moderskib fra et mindre rumfartøj. Fire billeder viste hvad der syntes at være et mørkt område badet i en uregelmæssig lysstråle hvor fem mørke koøjer er synlige. Bag to af disse koøjer var der noget der kunne lige to små hvide hoveder: den ene var antageligvis Adamski selv mens den anden var en rummand. Teknisk set var disse fotos en grov umulighed.

Adamski forklarede at moderskibet var lavet af mindst to lag vægge eller ? skins ? med forskellige former for ?maskineri? mellem dem. Med hensyn til moderskibets særlige struktur forklarede Adamski, at hvert koøje faktisk var et langt rør med ?glas? i hver ende. Adamski sagde også, at midt i disse rør var der en linse der gjorde det muligt at forstørre det der blev set udenfor rumfartøjet. Lad os for en stund antage at Adamski taler sandt. På det tidspunkt billedet blev taget indefra i et mindre fartøj, ville han have været mindst tre ?vinduer? adskilt fra fotografen med flere meter. Prøv lige at tænke over hvad der sker når du taget i foto med blitz foran et vindue: det der befinder sig bag vinduet bliver helt skjult af lyset der reflekteres i vinduet. Derfor er det billede der præsenteres af Adamski i Om bord i rumskibe , fra en teknisk synsvinkel, en umulighed. Faktisk syntes disse fotos at være blevet lavet som mange var for mange år siden af dårlige portrætfotografer: to figurer blev simpelthen fotograferet bag en sceneskærm med huller i.

Efter den første antagelige kontakt i ørkenen fortalte Adamski mageløse historier om hans nye kontakter, men de var frit opfundne. Et andet bevis på dette var at ingen af hans rumvenner fortalte ham, at det berømte Straith brev var en spøg udført af en velkendt ufolog. Denne usædvanlige historie er nu fremme i USA og jeg finder det ikke nyttigt at uddybe det nærmere her.

Vatikan medaljen
Så er der selvfølgelig Vatikan medaljen og den berømte Rodeffer film der synes at bevise at Adamski på enhver måde var ambassadør for rumfolkene på jorden. Lad os se på disse to beviser.

Ifølge vidneudsagn fra May Morlet-Flitcroft og Lou Zinsstag var det den 13. maj 1963 at Adamski mødte pave Johannes XXIII på Peterspladsen i Rom. Adamski bad sine to venner om at blive og vente på ham. Derefter krydsede han sig gennem mængden af turister og forsvandt bag en fjern dør.

Omkring en halv time senere dukkede han atter op og fortalte de to kvinder, at han havde mødt pave Johannes XXIII som nok var syg men havde en sund hudfarve og ikke olivenfarvet således som kræftsyge der er ved at dø. Han fortalte også at han gennem pavens vinduer havde set den berømte have.

Modsat det Adamski fortalte hans to veninder var paven døende. Tre dage senere var han død. Mange udsagn om pavens lange lidelser blev fremsat på det tidspunkt. Det er også velkendt at pavens værelser vender ud mod Peterspladsen modsat haven.

Med hensyn til den berygtede guldmedalje fra Vatikanet, så har tilhængerne kun Lou Zinsstags udsagn idet hun som datter af en juveler hævdede at kunne udtale sig med nogen autoritet. Jeg har undersøgt ægtheden af medaljen. Takket være en romersk numismatisk ekspert må jeg erkende at den berømte genstand har meget ringe værdi fordi der ikke er tale om andet end en ?turist souvenir? fremstillet af et kommercielt firma i Milano. Dette forklarer hvorfor medaljen lå i en almindelig plastikæske. Jeg er sikker på at Adamski-tilhængere vil blive meget forlegne hvis de vil bevise det modsatte ved en skriftlig udtalelse fra Medagliere della Biblioteca Apostolica Vaticana!

Den dag gjorde Adamski præcist det samme som han havde gjort i ørkenen i 1952: han bad vennerne blive og vente på ham, gik så væk og forsvandt. Denne metode er baseret på den samme psykologiske metode benyttet af tryllekunstnere som giver deres publikum indtrykket af at der sker noget ekstraordinært, mens det rent faktisk er noget ganske almindeligt der foregår.

Rodeffer filmen
Nu til den berømte Rodeffer film. Jeg husker da min ven May Morlet-Flitcroft forsikrede mig om, at en film som denne ikke kunne være forfalsket. Hun var så sikker at hun gav mig en personlig kopi (modtaget direkte fra Adamski) og bad mig om en eksperts udsagn. Hvilken fejl! Jeg fik filmen vist for en ekspert som ledte min opmærksomhed til nogle interessante spor der var meget mærkelige, især vedrørende kameraets bevægelser.

Nogle dage senere (i 1976), lagde jeg filmen under et professionelt Olympus mikroskop for at undersøge nogle meget vigtige enkeltbilleder. I en meget kort sekvens synes Venusfartøjet at bevæge sig således at det passerer ind bag en gren på et træ. Jeg fokuserede på den gren og opdagede at tætheden af emulsionens partikler var højere, præcist på stedet med sammenfaldet af fartøjet og grenen. Med andre ord var de to objekter sammenkopierede og, for at sige det groft, det var det afgørende bevis for at filmen var trickproduceret med dobbelteksponering. Jeg offentliggjorde dette mikroskopfoto første gang i min bog George Adamski udgivet i Frankrig i 1983 (Michel Moutet forlaget) og gjorde det igen i januar 2000 i en udgivelse med titlen Biographie d’un escroc (En svindlers biografi), der blev udgivet privat for franske ufo-grupper. Det billede gengives her som sort-hvid negativ med tre pile der peger på det tætte område hvor ?fartøjet? og grenen er sammenkopieret. Jeg udfordrer Adamski tilhængere til at finde en alternativ forklaring til den om dobbelt eksponering.

Selvfølgelig vil nogle Adamski tilhængere omgående sige at fartøjet konstant skifter form, noget der er umuligt at gøre med en lille model. Den sang har de sunget i mange år. Ingen af synes opmærksomme på at noget let kan syntes at skifte form når dets billede bliver filmet i et fordrejet spejl eller en fordrejet linse. Og ingen syntes at vide, at en lille model kan ændre form hvis det er lavet af flere frie dele holdt på en akse. Hvis du har en videokopi af den berømte Rodeffer film, så se på det og du vil se at den lodrette akse på fartøjet altid synes helt fast.

Når du fupper en film ved dobbelteksponering med uprofessionelt udstyr, opstår der nogle dårlige sekvenser der fremkommer med dårlig kontrast og lyskvalitet som må elimineres. I 1978 forklarede Madeleine Rodeffer til ufologen Timothy Good hvordan hun havde været skuffet da hun så filmen første gang, den film Adamski havde taget, og at hun havde accepteret at fremtræde som om filmen var taget af hende (for at virke mere troværdigt). Madeleine fortalte Good at filmen virkede så mærkelig at det ikke kunne være den oprindelige hun var blevet vist af Adamski. Hun forklarede til Good, at den første film virkede så tydeligt falsk, at det blev fundet umuligt at vise den i den tilstand. Adamski virkede selv skuffet over filmen. Han forklarede til Madeleine Rodeffer at måske havde han filmet skyggen af fartøjet frem for selve fartøjet. Det lyder selvfølgelig komplet fjollet dersom en skygge kunne forveksles med det virkelige fartøj. Filmen virkede sandsynligvis ikke overbevisende på grund af dobbelteksponeringen. Madeleine vidste intet om fotografering og kameraet, men troede Adamski der til slut foreslog at agenter fra regeringen ved fremkaldelsen i laboratoriet havde lavet en kopi af hans originale og indsat belastende billeder for at diskreditere ham. Hvilken usædvanlig påstand!

Med hjælp af Fred Steckling fik Adamski elimineret de angivelige ?indsatte billeder? og producerede så hvad der kaldes ?Roedeffer filmen?. Jeg har taget disse udsagn fra George Adamski: The Untold Story af Lou Zinsstag og Timothy Good, kapitel 16, men selvfølgelig har jeg forklaret det på en anden måde end den der fremgik af bogen.

Og så kan vi vende tilbage til 1952…

Fotografierne af det venusianske spejderskib
Ifølge hans egen forklaring tog Adamski de bedste tallerkenbilleder med et teleskop den 13. december 1952. For Adamski troende er det hele ganske klart fordi fotoeksperten Pev Marley har sagt at disse billeder ikke kunne være forfalsket. Faktisk er problemet mere kompliceret end det han antages at have sagt.

For det første var Pev Marley kameramand i Hollywood og ikke ekspert i at tage teleskopbilleder. Desuden havde Adamski brugt usædvanlige fotografiske ?film?. Pev Marleys vidneudsagn kan findes i et tillæg til Flying Saucers Have Landed (på dansk i 1955 som Flyvende tallerkener er landet ) hvor han citeres for at have sagt, at skyggerne fra fartøjet og skyggerne på jorden korresponderer perfekt. Men ak! Jorden var aldrig synlig på Adamskis teleskopbilleder. Pev Marley var tilsyneladende (øh!) forkert citeret. Når han taler om skyggerne på jorden udtalte han sig helt sikkert ikke om Adamskis billeder. Hvis det havde været tilfældet, ville han have gjort sig selv til grin.

Min ven Michel Monnerie, der er fransk ufo-ekspert og øvet amatørastronom har studeret problemet især omkring disse billeder meget omhyggeligt. Det følgende er et sammendrag af hans i skrivende stund ikke offentliggjorte undersøgelse.

Først er det vigtigt at forstå at det teleskop og kamera Adamski brugte ikke var designet til at tage gode teleskopbilleder. Lad mig forklare hvordan Adamski var nødt til at arbejde for at tage teleskopbilleder af et objekt tættere på end himmellegemer.

Til at begynde med skulle han først finde objektet med den lille teleskopsøger og derefter skulle han fange et skarpt billede i midten af okularet. Med et objekt så tæt på linsen var det ikke let. Herefter, på grund af han benyttede en ældre type kamera, skulle han foretage mange forskellige manipulationer for at tage hvert foto. Rækkefølgen for hvert foto var således:

1. Få et skarpt billede på den matte glasplade bag på kameraet
2. Fjerne glaspladen
3. Indsætte en fotografisk glasplade med beskyttelsesdække
4. Fjerne beskyttelsedækket
5. Åbne lukkeren
6. Lukke lukkeren
7. Genanbringe beskyttelsesdækket på den fotografiske plade
8. Fjerne den fotografiske plads med beskyttelsedækket
9. Genanbringe den matte glasplade

Enhver af disse handlinger ville kunne udløse rystelser der ikke alene ville ødelægge skarpheden på billedet men også påvirke rammen for hvert enkelt billede. Så efter hvert foto ville det være nødvendigt for Adamski atter at sikre sig i teleskopsøgeren at objektet stadig befandt sig i midten korrekt centreret. Alle disse handlinger skulle udføres indenfor et meget begrænset tidsrum på grund af fartøjets korte besøg i dalen. Helt sikkert, gamle Adamski var hurtigere end unge Lee Harvey Oswald da sidstnævnte skød præsident Kennedy!

Lad os nu se på Adamskis vidneudsagn. I Flyvende tallerkener er landet siger han at han hurtigt tog to billeder, og så, da han opdagede at rumskibet var for stort til helt at være med i billedet, drejede på kameraets søger og tog endnu et billede mens fartøjet stadig svævede. Herefter tog han et fjerde billede da fartøjet atter begyndte at bevæge sig. Prøv nu at se på de fire fotos Adamski har taget. Kun et billede viser den beskårede profil mens de tre viser hele fartøjet. Det ene af disse tre billeder er sløret, det burde være det sidste Adamski tog. Sammenlign alle fire billeder og vidneudsagnet, så står det klar at hvad Adamski sagde ikke passer med den billederne viser. Men der er et andet interessant faktum. Adamski har altid sagt at han tog fire billeder, men i hans arkiv var der et femte billede der viser et fartøj med noget der ligner en bule lige på midten af den ydre kant. Mærkeligt ja, men ganske flovt for Adamski troende.

Dette femte foto (ses ovenfor) var kendt i mange år. Det blev offentliggjort af Michael Hesemann i 1990. Hesemann er en Adamski tilhænger og har muligvis modtaget dette foto fra Fred Steckling, daværende leder af George Adamski Foundation .

Takket være dette femte billede står det klart at hvad Adamski sagde ikke var sandt. Yderligere er vi nu nødt til at tælle mindst 45 forskellige handlinger med teleskopet og kameraet på en ganske kort tid. Komplet umuligt!

Min ven Michel Monnerie fortalte mig en anden meget interessant ting: på det tidspunkt Adamski tog teleskopbillederne, kunne fotografiske glasplader ikke klare mere end 200 ASA. Et højere ASA-tal ville have været påkrævet for at tage ?øjeblikkelige? teleskopbilleder således som Adamski sagde han gjorde. Igen passer vidneudsagnet ikke med de tekniske data og fakta.

I Flyvende tallerkener er landet har Adamski et andet foto som han påstår, er taget af Jerrold E. Baker. Dette foto syntes at bevise at på den berømte 13. december var Adamski ikke alene om at se et fartøj passere hen over hans bopæl. Desværre for Adamski, så tilbagetrak Jerrold i januar 1955 denne påstand i bladet Nexus . Faktisk havde han spillet den samme rolle som Madeleine Rodeffer i 1963, Adamski havde uddelegeret et billede han selv havde taget. Baker fortalte også at Adamski havde taget flere fotos som han havde bedt Lucy McGinnis om at ødelægge. Baker sluttede med at sige, at han aldrig havde set noget såsom det påståede venusianske fartøj bortset fra en dag hvor han og Karl Hunrath (der boede på Alice K. Wells ejendom) så en genstand bag det sted Adamski beboede, genstanden var ifølge Adamski en prototype af en fjernsynsantenne.

Adamski tilhængere vil sige at den engelske ingeniør Leonard Cramp har demonstreret at billederne er det eksakt samme rumfartøj som det der er blevet taget af den unge englænder Stephen Darbishire. Det er usandt. Det samme resultat er opnået med et andet billede der har vist sig at være et falskneri. Det er fordi at Cramps metode med ortografiske projektioner ikke er en troværdig måde til at foretage en ordentlig sammenligning mellem Adamskis fotografier og Darbishires. Dertil kommer at nogle britiske ufo-eksperter nu er overbevist om at unge Darbishire var en fupmager.

I ørkenen
Jeg kunne standse her med min afsløring af George Adamskis påstande fordi fakta er allerede overvældende negative. Imidlertid vil jeg ikke levne George Adamski Foundation den mindste chance for at genskabe deres sag.

Derfor må jeg forklare de påståede ?tegn fra en anden verden? og skoaftrykkene efterladt af den angivelige venusianer.

Adamski troende fandt ud af, at for mange år siden fandt en arkæolog mærkelige tegn i Bolivia der var helt identiske med de mystiske ?tegn fra en anden verden? antageligt modtaget af Adamski fra hans venusianske ven. Lad det være nok at sige at jeg i min bog George Adamski leverer uimodsigelige beviser for at denne arkæologs udtalelser ikke kunne accepteres som troværdige. For det første havde han, i modsætning til hvad der blev fortalt fra begyndelsen, læst Flyvende tallerkener er landet før han udgave sin egen. For det andet var det helt utroligt at han sammensatte – i en sål tegning lig de der blev offentliggjort af Adamski – forskellige tegn som han påstod at have fundet flere forskellige steder. Sagen er at arkæologen forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed til hans bog ved et ?mysterium? skabt af ham selv.

I 1970erne forsøgte en belgisk ufo-forsker at bevise at skoaftrykkene fra venusianeren var ekstraordinære hints til en teknologi ukendt på jorden. Den stakkels entusiast gjorde sig selv til grin og overbeviste kun de mest naive. Han havde glemt én ting: aftrykkene kunne let være blevet fremstillet af Adamski selv ved brug af et par sko han kunne have skjult indenfor jakken. I 1963 forklarede Jerrold E. Baker også, at umiddelbart før den berømte 20. november 1952 var han af Adamski blevet bedt om at købe gips til at lave aftryk hvis noget sådant skulle blive nødvendigt i den nærmeste fremtid.

Adamski troende vil sige at der findes uafhængige skrevne vidneudsagn af dem som var med Adamski i Desert Center. Ja, det er der. Men læs dem! De siger at historien fortalt af Adamski er sand. Intet mere. Og for dem, der den gang underskrev disse udtalelser, var det sandheden akkurat som for May Morlet-Flitcroft og Lou Zinsstag at Adamski gik ind i Vatikanet for at besøge pave Johannes XXIII?  Faktisk, bortset fra Alice K. Wells, så ingen af disse ?vidner? venusianeren i ørkenen. Dette skrev Adamski ikke, men ?vidnerne? fortalte det senere. I et nyhedsbrev fra Cosmic Brotherhood Association, tilføjede George Hunt Williamson [et af "vidnerne" i ørkenen] at ingen af dem så spejderskibet og at moderskibet de troede at havde set før den påståede kontakt, sandsynligvis blot var et skydemål for anti-missil øvelser.

Nu vil jeg afslutte dette fornøjelige eventyr. I september 1940 udgav Science Fiction Stories en historie skrevet af Oscar J. Friend med titlen Kid from Mars . Der beskrev forfatteren en smuk blond rummand. Hans dragt sluttede tæt ved hals, håndled og ankler. Omkring livet havde han et stort bælte?  Lyder det velkendt? Ja, tegningen af rummanden lavet af Alice K. Wells fra ørkenen! Alice blev efter Adamskis død leder af George Adamski Foundation indtil Fred Steckling tog over. Behøver jeg at skrive mere?

Nogle af mine udgivelser om George Adamski

1. George Adamski , Michel Moutet Editeur, Regusse, France, 1983
2. Choc en retour , Privately published, Liège, Belgium, 1984
3. Les sectaires d’Adamski , Privately published, Liège, Belgium, 1984 and again in 1988
4. George Adamski – Dernière synthèse , Privately published, Liège, Belgium, 1994
5. Biographie d’un escroc , Privately published, Liège, Belgium, 2000
6. Adamski and his believers in UFO 1947-1997 edited by Hilary Evans and Dennis Stacy, J. Brown Publ., London, 1997
7. On nous écrit in Inforespace , SOBEPS, Bruxelles, n° 60, Juin 1982, p. 22-24
8. A propos d’Adamski in OVNI Présence , Aix, n° 18 Sept. 1981, p. 9-12

Marc Hallet, Liège 2. February 2002