Jordens undergang – igen igen igen….

1 september 2004 | Ikke-kategoriseret | 0 Kommentarer

af Mogens Winther

Den mundane astrologi omfatter de store sociale struktuer, byer, landsdele, folkeslag, hele folkeslag og verdensdele.

Den amerikanske nation menes f.eks. at være født den 4 juli 1776, Amerika er således en måske lidt forskræmt og følsom krebs. Vores egen nation menes født under vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov 5. juni 1849, hvilket gør Danmark til en tyr.
I denne himmelske verden lader krige, konflikter, jordskælv og nationale katastrofer sig uden videre beskrive ved hjælp af planeternes skæbnedans.

De fleste husker terror anslaget mod World Trade Center, 11. Sept 2001, hvor tusinder af mennesker døde, og børsen blev sendt ud i et historisk styrtdyk.

Forud for ulykken, kunne man ellers i ”Stjernerne” læse dette dagshoroskop for 11 September:

”En temmelig rolig dag rent aspektmæssigt”.

Aktie astrologerne var heller ikke til nogen hjælp. Dette er lidt ærgerligt, skal man tro den efterfølgende diskussion på astrologforeningens hjemmesider, har horoskopet for katastrofen ellers en række ganske synlige karakteristika.

I astrologiske varsler lægger man vægt på de tidligere omtalte teknikker, huse, stjernetegn, planet placering, men dertil kommer de såkaldte aspekter, planeternes interne placering.

Når to såkaldte ”lykkeplaneter” (f.eks. Venus og Jupiter) nærmer sig hinanden, betegnes dette som en konjunktion med et positivt aspekt.

Omvendt menes et himmel-møde mellem ulykkesplaneter som Jupiter og Mars at have en negativ virkning.

Et særligt ”ondt aspekt” indtræder hvis planeter danner et kvadrat, eller et ”kors”, som vi så det i forbindelse med den frygtede Nostredamus dommedags solformørkelse, august 1999.


Det astrologiske storkors for dommedags-solformørkelsen i 1999 …
– tegnet af MW
”as soon as I saw how locked up this chart was, I realized this was no small potatoes.”

Til dagbladet Politiken fortalte Adrian Ross Duncan at storkorset ville få hele ”den elektroniske børsspekulation (til at) revne”.

På Henry Weingartens aktie astrologiske hjemmesider kunne man i 1999 læse bl.a. disse prognoser:

”Det mest usædvanlige astrologiske mønster i de sidste 2000 år ” … ”… muligvis en storkrig i Europa, måske endda en atomkrig (hvilket derfor vil have en virkning på verdensøkonomien).”

Men alligevel overlevede vores civilisation ubekymret, både selve solformørkelsen den 11 August 1999, og storkorset en uge efter – og nytåret 1999-2000.

Allerede 5 måneder efter denne fiasko blev der påny blæst i dommedagsbasunerne. I maj 2000 skulle intet mindre end 7 planeter samles indenfor et udsnit af himlen, svarende til cirka 30 grader.

En tilsvarende tæt planet konjunktion havde man ifølge astrologerne kun set i 1962, 1821, 1662 og 1524. (Tarritkar (1999))

Ingen tvivl, de mørke skyer trak igen sammen på den astrologiske himmel, astrolog Valerie Vaughan kunne uden betænkning trække en parallel til romerrigets fald Townsheed (1999).

Men vi overlevede, endnu engang.

Nu burde astrologernes henvisning til planet stævnemødet i 1524 ellers have givet anledning til eftertanke. Begivenhederne i året 1524 regnes nemlig som astrologiens største dommedags-fiasko overhovedet.

Året før kunne engelske astrologer se, at 7 planeter i februar 1524 ville mødes i fiskenes tegn.

Fisken er som bekendt et vand-tegn, og da planeternes stævnemøde ydermere var ventet i det ”verdenshjørne” man kaldte 8. hus, Dødens Hus, opstod der hurtigt varsler om en syndflod af bibelske dimensioner.


7 planeter mødes i fiskens tegn – alt imens at denne befinder sig i det 8. hus, Dødens hus. Astrologerne varslede herpå en flodbølge af bibelske dimensioner, panikken bredte sig i England, Frankrig og Italien .

Datidens medier gjorde deres, ligesom vores gjorde det i 1999-2000. Dommedag blev beskrevet i mere end 160 bøger og pamfletter, og en sand “panik-kultur” bredte sig tværs over Europa. Crouzet (1999)

I England var syndfloden spået til den 1. Februar, og 20 000 beboere flygtede fra London ud til de omkringliggende bakker.  Men der faldt ikke en dråbe, så de fleste drog hurtigt hjem igen.

I Sydtyskland var dommedag først ventet til den 20. februar 1524. I forvejen var netop dette område præget af fattigdom og social uro. Et bondeoprør over de høje skatter var nogle år forinden var blevet slået ned med hård hånd.

I byen Iggleheim havde den lokale godsejer forberedt sig på syndfloden ved at bygge en 3 etagers luksusudgave af Noahs ark – Plimer (1996)

Dommedagen oprandt, og minsandten om ikke det begyndte at regne.  Dråberne var ganske vist ikke i den spåede “mandshovedstørrelse”, man alligevel, der kom en pæn byge.

Her stod den fattige almue så i deres våde klæder, henvist til at skulle lide den spåede druknedød, alt imens at de kunne betragte godsejerens skattebetalte flugt gennem nåleøjet.

Det gik som man nok kunne forvente, mængden gik i panik, arken blev stormet, og den gamle godsejer blev stenet til døde.  De sociale uroligheder eskalerede i øvrigt i det efterår, der fulgte Crouzet (1999)

I Berlin mente den lokale hofastrolog Johann Carion derimod at dommedag først skulle indtræde så sent som den 15. juli 1524.

Så her gentog begivenhederne sig nok en gang. I Juli måned flyttede hele hoffet flygtede (med samt rigelige mængder af mad og vin) ud til de mere bjergrige områder – Schaefer (2000).. Et par uger senere flyttede man slukøret tilbage igen.

Således endte også denne dommedag, og astrologerne, ja de reddede æren ved at fortælle, at de havde regnet forkert.

Den rigtige dommedag skulle nemlig først indtræffe 100 år senere, i 1624.

Og vi venter endnu..

Supplerende læsning:

[*]

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *