af Nicolas Vivant, oversat af Harald Fastrup

Jeg havde kun sovet nogle minutter, da det skete. Som teenager havde jeg allerede haft en ubehagelig oplevelse: Først på natten havde jeg en generende fornemmelse af at stå ud af sengen og finde mig siddende, uden at dette var sket ved hjælp af arme eller ben. Og uden nogen anstrengelse overhovedet … og idet jeg var klar over, at der skete noget usædvanligt, vågnede jeg pludseligt og blev klar over, at min krop på intet tidspunkt havde ændret stilling. Lige inden min opvågnen havde jeg en følelse af stærk kulde, som om en iskold væske havde fyldt mig fra isse til sål.

Mærkeligt.

Denne gang var det anderledes. I de foregående måneder havde jeg søgt oplysninger om og kunne nu ved fuld bevidsthed opleve min første OBE. Jeg lå på ryggen, afslappet, da jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg hævede mig langsomt over min seng. Jeg indtog denne stilling i nogle sekunder, hvorefter jeg lod mig glide mod venstre med fødderne forrest. Jeg nærmede mig gulvet og standsede i denne stilling ca. 30 cm. over gulvet. I kraft af min vilje tog jeg en tur omkring sengen i den hensigt at forlade værelset. Det lykkedes, og jeg befandt mig nu i gangen efter en mindre drejning mod venstre. I en mærkeligt lysende stemning så jeg her min kones ubevægelige krop under dynen. Jeg besluttede at rejse mig op for at kunne nyde synet stående. Idet jeg var klar over, at der skete noget usædvanligt, fik jeg pludseligt lyst til at dele denne glædelige oplevelse med min kone. Jeg kaldte på hende. Én gang. Og det var hendes ”Hvad sker der?”, der vækkede mig meget brat. Jeg sagde: ”Der er ikke noget” forbavsende tydeligt. Jeg var fuldstændig vågen, liggende i sengen, i fin form og meget lykkelig.

I de følgende dage konsulterede jeg forskellige artikler og bøger for at blive klar over, at det ikke alene drejede sig en OBE-oplevelse, men endda en typisk.

Hvad er en OBE-oplevelse?
At finde en definition på en OBE-oplevelse, som omfatter detetaljerne i den uden at falde for fristelsen til at tyde den er vanskeligt. I 1982 beskrev Susan Blackmore det som ”en erfaring, under hvilken personen synes at opfatte verden som værende udenfor sit legeme”. (1) En besynderlig fornemmelse, oftest kortvarig, hvorunder man har følelsen af at forlade sit legeme og at iagttage omverdenen på afstand.

Omgivelserne synes helt reelle.

Brugen af ordet ”stjernerejser” er typisk for beskrivelsen af OBE-oplevelser. Hun bruger teosofi-tilhængernes terminologi (udviklet af H. P. Blavatsky), ord som ”pro-paranormal” og andre sjæledyrkeres yndlingsudtryk. Vi vil foretrække OBE eller ”ud af kroppen-oplevelser”. Tilhængerne af stjernerejser fortæller om rejser lige fra loftet i deres værelse til solsystemets grænser. I en nylig radioudsendelse hævdede en af deltagerne endog at have iagttaget vand i form af is på månens poler. (2).

Man sammenligner hyppigt OBE med et andet fænomen: NDE (Near Death Experience eller oplevelsen af en nært forestående død). Der er endog dem, der vil gå så langt som at betragte de oplevelser som samme fænomen. Det er for eksempel tilfældet med Rémy Chauvin, som i en ny bog: “Le retour des magiciens” [Troldmændene vender tilbage] blander de to ting frit. (3) Imidlertid er to ting tydeligt adskilte: OBE opleves i en tilstand af fuldstændig afslappelse (søvn eller meditation), mens NDE som regel er knyttet til alvorlige traumer (koma, bevidstløshed efter et chok, anæstesi under en operation etc.) Oplevelserne af NDE er usædvanlige (en tunnel, med et på én gang blidt og blændende lys, en følelse af intenst velvære, mens OBE-oplevelserne er mere konventionelle (omgivelserne opleves mere eller mindre fortrolige fra hverdagen).
Man kan have mange OBE-oplevelser i løbet af livet, og man hører nu og da anvisninger på, hvordan man kan fremprovokere dem. NDE er oftest en unik, ufrivillig oplevelse, som medfører en betydelig ændring af vedkommendes psyke. På den anden side er en NDE-oplevelse ofte affødt af en OBE-oplevelse, og det er sandsynligvis dette, der er årsag til forvirringen. I de fleste tilfælde oplever den pågældende, ”at han forlader legemet og befinder sig under værelsets loft, hvorfra han kan iagttage lægen, der beskæftiger sig med kroppen i sengen”.

En skelnen mellem OBE og NDE er vigtig, især når man vil beskæftige sig eksperimentelt med fænomenet. En forsøgsprotokol angående OBE er relativt simpel at udfærdige, såvel for de psykologiske som for de neurofysiologiske fænomeners vedkommende, forudsat at fænomenet kan gentages uden for store vanskeligheder. Dette synes at fremgå af en artikel af Olaf Blanke og hans medarbejdere (4). I modsætning hertil gør de ekstreme omstændigheder, der karakteriserer hovedparten af NED, de videnskabelige undersøgelser mere besværlig.

Den største risiko ved at beskæftige sig med OBE-NDE-fænomener er dog, at den forvirring, der karakteriserer studiet af NDE slører de betydelige fremskridt vedrørende OBE, der er opnået under de senere års forskning.

Hvad har man ud af en OBE?
Man finder spor af beretninger, der viser sig beslægtet med fortællinger fra antikken. De første forsøg på en forklaring daterer sig først fra begyndelsen af 1880’erne. De er ofte resultatet af en undersøgelse, der favoriserer animat-hypotesen, langt fra OBE-tydningen, ifølge hvilken sjælen (eller en astral projektion efter den teosofiske terminologi) midlertidigt adskiller sig fra kroppen og tager plads i den fysiske verden. Indsatsen i dette spil er enorm. Det drejer sig hverken mere eller mindre end om, at erkende, i hvilken grad OBE kan afsløre eksistensen af en form for bevidsthed, der er uafhængig af den fysiske tilstand.

Man måtte afvente anden halvdel af det 20. århundrede, hvori udviklingen af de nødvendige værktøjer som psykologi, psykiatri og neurobiologi gjorde det muligt at interessere sig for OBE på eksperimental basis. Opfindelsen af EEG (elektroencephalogafi) og først og fremmest polygrafien, som muliggør samtidig registrering af mange samtidige parametre (hjerterytme, repirationsrytme, EEG, øjenbevægelser etc.) i søvnlaboratorier, som muliggør mange fremskridt indenfor områder, der har mere eller mindre med OBE at gøre. Disse blev nu integrerede dele af søvnstudier (M. Jouvet, Lyon) eller studier over bevidstheden (S. Laberge, Stanford, Californien), samt endelig mere omfattende studier (Susan Blackmore, Bristol, Storbritannien).

Iagtttagelser af opmærksomhed, bevidsthed, hukommelse, d.v.s. det sensoriske ”input” (alle informationer, der når hjernen via én eller flere af de fem sanser). Endvidere studier af det underbevidste, som stadig forfines og som udvider vor forståelse af disse processer. Hertil kan føjes eksperimenter over OBE samt over andre fænomener (REM, ”vågne drømme”, falske oplevelser, søvngængeri, natlige erektioner).

Denne forskel på forventningsniveauet forklarer de ”pro-paranormale”s frustrationer overfor den videnskabelige verden. De drømmer om sjæle og avler vidtløftige forfattere.

Hypoteser og teorier
I et FAQ angående OBE, der udkom i 1994 præsenterer Jouni A. Smed de forskellige teorier, opstillet i fem store sektioner, grupperet efter to hoved-postulater: ”Noget forlader kroppen” og ”Intet forlader kroppen”. Det interessante ved denne inddeling er, at den er i overensstemmelse med de eksperimenter, der har været mulige.

Noget forlader kroppen

• De ”fysiske” teorier (En dobbelt fysisk rejse i den fysiske verden).

Man går ud fra teorien, at hver af os har et andet fysisk legeme, der kan frigøre sig fra det vante legeme for at placere sig i den reelle verden.

De forskellige fysiske teorier drejer sig om problemet med arten og udseendet af dette andet legeme. Carrington (5) og Tart (6) gør status over beretningerne om en lysende kugle, der opleves ved overgangen fra det sædvanlige legeme.

Disse teorier forklarer ikke de små forskelle fra den vågne tilstand, som vidnerne næsten enstemmigt beretter om. De steder, der ”besøges” under en OBE-oplevelse er ikke præcist identiske med de tilvante steder (ejendommelige gardiner, nye boliger i en gade, der i øvrigt er velkendt etc.).

Endelig, og især, er der ikke noget eksempel på en interaktion mellem den legemlige frigørelse og det reelle milieu.

• Teorier om den astrale fysiske verden (En dobbelt ikke-fysisk rejse i den fysiske verden).

Der er talrige forsvarere af den hypotese, at sjælen (definitionen af denne er meget varierende) midlertidigt kan forlade den fysiske tilstedeværelse i bevidstheden, hvorefter den frit efter ønske kan opleve en OBE.

Således kan man høre visse ”eksperimentatorer” påstå at bevæge sig med tankens fart til meget fjerne steder.
Men i 1982 forklarede Susan Blackmore i sin artikel ”Udenfor legemet: En undersøgelse af OBE-erfaringer” (7), at denne teori ikke kan verificeres, da den støder på de samme skær som de ”fysiske” teorier. For øvrigt har ingen erfaring, når den er underkastet streng kontrol, kunnet bekræfte den fysiske overføring af en kropsløs bevidsthed ( i.e.: i stand til at indsamle information).

• Teorier om den astrale åndelige verden (En dobbelt ikke-fysisk rejse i en ikke-fysisk, men ”objektiv” astral verden).

Opfattelsen af en astral mental og objektiv verden er ikke let at forstå. Disse teorier understøtter teorien om eksistensen af en verden, der skønt den kun er mental, dog ikke er mindre unik og objektiv. Det er på sin vis en parallel verden, der er overordnet vores fysiske verden Den er uafhængig af den, der observerer den, dens karakteristika er fælles for alle, en særlig bevidsthedstilstand er nødvendig for at opfatte den. Disse præcise teorier, som alle personer, der befinder sig i denne ”astrale verden” ved tankevirksomhed kan ændre efter egen vilje, og disse ændringer er også tilgængelige for andre besøgende. Det spørgsmål, som eksperimentatoren stiller sig, er således: ”Er repræsentationen af den besøgte verden, indenfor rammerne af denne teori, unik og opnåelig for alle eller afhænger den af den person, der oplever en OBE?” I den artikel fra 1982, som vi allerede har henvist til, placerer Susan Blackmore problemet i niveau med tankevirksomhed. Hun forklarer, at disse erindringer er arkiveret i hjernen på én eller anden måde, efter et system, der er individuelt. Man udvælger og opbevarer erindringer som en funktion af vort liv og vore interesser etc. Hvis man går ud fra det princip, at en tanke kan ”arkiveres” i den astrale verden, betyder det, at en kan placere en tanke her, og en anden opleve den. Men eftersom systemet vedrørende arkivering og tilgængeligheden af disse erindringer er unikt for en given person, hvordan kan disse tanker i den astrale verden så få betydning for en tredje person? For at bevise disse teorier er det nødvendigt, at det lykkes en person at generhverve en anden besøgendes tanker fra den astrale verden.

Intet forlader kroppen

• Den parapsykologiske teori (Fantasi plus extra-sensorisk opfattelse).

Efter denne teori skyldes OBE samtidighed af to fænomener. Den første af typen hallucination, er underbevidsthedens rekonstruktion af en indbildt verden tæt på den reelle. Den anden skulle være opnåelse af objektive parametre ved Extrasensoriel perception (ESP på engelsk). Eksperimentelle studier af denne teori medfører en del problemer: Efter Susan Blackmore fører tanken, at dette fænomen skyldes hallucination ikke til øget viden for forskningen.Selve tanken om den ekstra-sensoriske perception øger ikke forståelsen, og den understøttes ikke af noget seriøst videnskabeligt eksperiment. Heller ikke studier af erfaringer (også de ældste) der har søgt at sandsynliggøre interaktioner af denne art, bekræfter disse. (se f.eks. Morris et al. 1978: Studies of communication during out-of-body experiences, Journal of the Society for Psychical Research 72 1-22.

• De aktuelle psykologiske teorier.

Adskillige forskere i psykologi har specialiseret sig i studiet af drømme, fænomenet søvnparalyse samt bevidsthed, opvågnen etc. Blandt dem har Susan Blackmore og Stephen LaBerge arbejdet meget med analyser af OBE og NDE. Selv om de er gået ud fra forskellige postulater, er deres konklusioner stort set de samme. En OBE opstår i en særlig bevidsthedstilstand, når sanseopfattelserne hæmmes. Når hjernen ikke får informationer fra omgivelserne på grund af svigt af de fem sanser, søger den efter hukommelse en kendt model: Et legeme og et sted. (8) (9)

Denne model har kunnet forklare hovedparten af de sensationer (følelser?), der er knyttet til OBE-oplevelser. Man ved for eksempel, at Jordens tiltrækning er et af de faste elementer, der muliggør at placere sig i rummet omkring Jorden. Tabet af denne information resulterer i følelsen af at flyde og at befinde sig udenfor kroppen, der er så typisk for begyndelsen af en OBE.

Den psykologiske og neurologiske forskning
Tilhængerne af de forskellige ”paranormale” teorier beklager sig ofte over den mangel på interesse, som den videnskabelige verden viser overfor usædvanlige fænomener. Vi har i et tidligere afsnit set, at en forskel i opfattelsen af ”indsatsen” i vid udstrækning forklarer denne tilsyneladende indifference hos videnskabsmændene. I kraft af sin natur har OBE tidligere tiltrukket forskere, der var fascineret af det mystiske, ofte spiritister. Siden begyndelsen af 1980’erne ser det nu ud til, at hovedparten af de offentliggjorte studier er arbejder, der er udført fordomsfrit. Disse arbejder har medført betydelige fremskridt, og overnaturlige forklaringer er i vid udstrækning forladt.

Michel Jouvet, en berømt neurobiolog (han er bl. a. ophav til begrebet ”den paradokse søvn”) skrev i 1992: ”Jeg må tilstå, at jeg i længere tid ikke har troet på disse ”bevidste” drømme. Imidlertid har jeg de sidste tre år ved fire lejligheder kunnet påvise usædvanlige subjektive erfaringer, som repræsenterer drømmeagtige begivenheder, som personen ingen indvirkning har på, samtidig med at man er klar over, at det drejer sig om en drøm”. (10) Denne anerkendte videnskabsmand overvejer i flere af sine arbejder Stephen LaBerge’s psykologiske hypotese: Den kommer ikke i konflikt med sine egne eksperimentelle observationer.
Stephen Lauberg, der er psykolog og ansat ved Universitetet i Stanford, Californien, har påvist, at OBE-oplevelserne sandsynligvis er en særlig type af ”vågen drøm”.

Lauberg beskriver to typer af vågne drømme: DILD (Dream Initiated Lucid Dream) i hvilken den pågældende person er klar over sin drømmeagtige tilstand midt i en drøm (mere end to minutter efter begyndelsen af den paradokse søvn). DILD repræsenterer 80% af de observerede vågne drømme, mens hovedparten af OBE findes blandt WILD (Wake Initiated Lucid Dream) Man rubricerer oplevelsen som WILD, når drømmeren passerer direkte fra vågen tilstand til en paradoks søvn kombineret med en ”vågen drøm”. Et berømt studie af Lauberg omfattende 572 personer muliggjorde analyse af 107 ”vågne drømme”. 28% af OBE-oplevelserne blev rubriceret som WILD, mens kun 6% som DILD. Lauberg har i øvrigt påpeget mange fællestræk mellem OBE og søvnparalyse. Både Lauberg og Blackmore mener, at tabet af ”det sensoriske input” er det, der udløser oplevelserne. (11)

Susan Blackmore, psykolog i Oxford, har koncentreret en stor del af sin forskning omkring OBE og NDE. Efter selv at have oplevet en OBE i 1970 besluttede hun sig til at, dette skulle udgøre kernen i hendes forskning med det formål at bevise, at hovedparten af videnskabsfolk tog fejl. Efter hendes mening er det kun parapsykologien, der kan bruges til at forklare disse problemer.

Efter ti års videnskabeligt arbejde skrev hun en artikel: ”The elusive open mind. Ten years of negative research in parapsychology” (12) hvori hun med humor beskriver forløbet. Hun beskriver parapsykologiens manglende evne til at yde fyldestgørende forklaring på OBE og NDE ”Vi har tilstrækkeligt med resultater til at fastslå, at der ikke er bevis for at OBE er overnaturlig, heller ikke for at noget, hvad det så end måtte være, har forladt kroppen, og endelig er der ingen beviser for, at personer under ”udgang” fra kroppen skulle have foretaget sig noget materielt. Jeg mener, at OBE opstår, når personen mister den sensoriske kontrol og erstatter ”realitetsmodellen” med en model, skabt af hukommelsen. Denne synes reel, fordi den er den eneste model, der er til rådighed for systemet i det pågældende øjeblik, hvorfor den ”vælges”.

LaBerge’s og Blackmore’s bidrag er alment anerkendte, såvel i det videnskabelige som i det parapsykologiske miljø, men der mangler en rent psykologisk forklaring på fænomenet.

I 1992 skrev Michel Jouvet: Vi mangler neurobiologiske forklaringer på disse fænomener”. Ti år senere ydede en artikel i Nature et bidrag til en neurofysiologisk forklaring på disse oplevelser. Olaf Blanke og hans medarbejdere ved den neurologiske afdeling på hospitalet i Geneve viste i et arbejde dateret 2002, at det er muligt at fremkalde en OBE ved elektrisk stimulation af det område i hjernen, der kaldes ”gyrus angularis” og som er placeret mellem gyrus frontalis og gyrus parietalis. Det er i dette område, at forstyrrelser kan resultere i epilepsi (uden at der postuleres en sammenhæng mellem epilepsi og OBE). Der er ingen tvivl om, at dette første skridt vil føre til en bedre forståelse af de neurologiske mekanismer, efterhånden som der føjes mere præcise undersøgelser til.

Referencer

(1) Blackmore, S. J., “Beyond the Body: an Investigation of Out-of-Body Experiences”, Heinemann, Londres, 1982
(2) Propos tenus par Serge Boutboule dans l’émission de France Inter “Histoires possibles et impossibles” du dimanche 24 juin 2001 intitulée “Le voyage astral”.
(3) Remy Chauvin, “Le retour des magiciens”, Ed. JMG, 2002
(4) Blanke, O., Ortigue, S., Landis, T. and Seeck, M. ‘Stimulating illusory own-body perceptions’. Nature, 419, p.269-270, 2002.
(5) Muldoon, S. and Carrington, H., “The Projection of the Astral Body”, Rider & Co., Londres, 1929
(6) Tart, C. T., “Out-of-the-Body Experiences” (in Mitchell, E. ed. Psychic Exploration, New York: G. P. Putnams Sons, 1974, pp. 349-373)
(7) Blackmore, S. J., op. cit.
(8) Blackmore, S., “A theory of lucid dreams and OBEs” (In Gackenbach, J. and LaBerge, S., (Eds.), Conscious Mind, Sleeping Brain, p. 373-387, Plenum, New York, 1988
(9) Levitan, L., LaBerge, S., “Other Worlds: Out-Of-Body Experiences And Lucid Dreams” (in Nightlight 3(2-3), 1991)
(10) Jouvet, M., “Le sommeil, l’autre versant de l’esprit”, Revue de Métaphysique et de Morale, N° 2, p.185, 1992
(11) Levitan, L., LaBerge, S., op. cit.
(12) Blackmore, S. “The Elusive Open Mind: Ten Years of Negative Research in Parapsychology” in The Skeptical Inquirer 11, pp. 244-255, 1987) Genfindes også i Para-nyts tekstarkiv på norsk.

Kilde : EnquêtesZ n°17, automne 2003
http://www.observatoire-zetetique.org/page/dossier.php?ecrit=3&ecritId=8

[*]