af Kim Ludvigsen

Om menneskers manglende hukommelse og ønske om at blive taget ved næsen

I en helsides artikel ”Manden med skeen” i Søndags­berlingeren d. 15.8.04 skriver Jesper Knusell om Uri Geller, som han interviewede på Hotel d’Angleterre et par dage forinden. Sammen med den medsendte fotograf fik journalisten fremvist Uri Gellers velkendte og klassiske stunt, en ske af metal, der på tilsyneladende mirakuløs vis bøjer sig mellem fingrene på tilskueren, samt fortalt udsnit af den sympatiske troldmands livshistorie og nuværende projekter. I sin artikel er Jesper Knusell bevidst neutral og sagligt beskrivende. Så måske er der noget om snakken? Skal man netop ikke være åben overfor alternativ tænkning? Tænk hvis det var rigtigt! Der er jo mere mellem himmel og jord end vi aner, ved vi jo fra Shakespeares Hamlet.

I stedet for en fotograf skulle Jesper Knusell hellere have taget en tryllekunstner med, men så havde Uri Geller ikke indvilliget i interviewet. Hvorfor ikke? For ligesom djævlen frygter vievandet, er der noget, som Uri Geller ikke kan udstå, og det er tryllekunstnere. Journalister er de nemmeste at narre, selv videnskabsfolk lader sig forholdsvis let føre bag lyset af den karismatiske showmand, men tryllekunstnere nægter Uri Geller at optræde for. Hvorfor? Fordi det er nemlig deres teknikker, han anvender! Den bøjende ske er et velkendt trylletrick, som jeg efter at have læst artiklen straks opførte ved køkkenbordet for den undrende familie. Hvordan gør Uri Geller det så? En tryllekunstner afslører normalt aldrig sine tricks, men sketricket er beskrevet i tryllehåndbøger og kan inkl. brugsanvisning købes i velassorterede tryllebutikker. Selv købte jeg en ret lækker udførelse i en butik på Sunset Boulevard i Hollywood. Har jeg ikke denne præparerede ske med, kan jeg også godt udføre nummeret med en vilkårlig, udleveret ske; derudover kender jeg til et par andre metoder. I denne sammenhæng skal nævnes, at blandt tryllekunsknere er det forkasteligt at påstå man har overnaturlige evner; gør man det, bliver man udelukket af samtlige foreninger og klubber. For at undgå misforståelser fortrækker mange tryllekunstnere derfor betegnelsen ”conjuror” i stedet for ”magician”, på tysk ”Zauberkünstler”, i stedet for ”Zauberer”, på italiensk ”prestidigitatore” (hurtigfinger) i stedet for ”mago”.

Den ellers udmærkede artikel bærer desværre præg af en dårlig vane hos mange journalister: nemlig manglede forberedelse. Jesper Knusell er frejdigt taget hen på d’Angleterre med en tom notesblok i baglommen. Når Berlingske Tidende vælger at bringe en hel side om Uri Gellers danske revival kunne han godt brugt bare ti minutter på lidt Google-research. Søgeordene ”Uri Geller spoon bending” eller ”Uri Geller debunked” ville have bragt under­værker og højnet artiklens niveau. Websiden www.skepticreport.com/psychics/urispoon.htm forklarer ligefrem, billede for billede, hvordan Uri Geller udfører sketricket.

Uri Gellers vigtigste kritiker er nok ”Amazing” James Randi, en tryllekunstner og ledende figur inden for skeptiker­bevægelsen i USA. Han blev i 1991 af Uri Geller stævnet ved retten i Washington D.C. for bagvaskelse. I et interview med International Herald Tribune havde James Randi påstået at Uri Geller “tricked even reputable scientists” med trick som “are the kind that used to be on the back of cereal boxes when I was a kid. Apparently scientists don’t eat cornflakes anymore.” Uri Geller tabte sagen med et brag fire år senere og måtte i en aftale, som involverede James Randi, CSICOP (Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal), Prometheus Books, skeptikeren Victor Stenger, Prometheus Books UK samt Eddington Hook Ltd. betale CSICOP $120,000 i erstatning. James Randi har for nyligt skrevet bogen ”The truth about Uri Geller.” CSICOP for øvrigt udlovet $1 million i belønning til den første som i et kontrolleret forsøg fremviser overnaturlige eller paranormale evner. Hvorfor melder Uri Geller, clairvoirianter og healere sig ikke? Fordi de de ikke tør!

Uri Geller er klam, eller som man i Amerika siger: ”A guy I wouldn’t like my daughter to hang out with”. Han er gang på gang blevet afsløret på TV og gjort til spot. Han har tabt adskillige retsager og dukker alligevel uforfærdet op på ny, som om intet var hændt. Ved bl.a. at blande lidt esoterik og new-age romantik ind i sine aktiviteter samt ved at nævne hollywood­stjerner og andre prominente i flæng opnår han igen opmærksomhed. Gennem årene har den israelske korkprop plantet de mest utrolige historier blandt godtroende og naive journalister, hvoraf nogle få blev nævnt i Berlingeren. Han hævder bl.a. at:

• Han har været ansat af oliefirmaer til at finde olie ved tankens kraft
• Han ville flyve til månen for at hente et Hasselbald kamera en Apollo-astronaut havde glemt, forsøget mislykkedes desværre
• Har får indtalt beskeder på sin båndoptager af en alien ved navn “Intelligence in the Sky” fra planeten “Hoova”
• Han kan forvandle almindeligt metal til guld (det blev i hvert fald gult, hævder han)
• Han i 1987 hjalp CIA med under nedrustningsforhandlingerne at påvirke den sovjetiske udenrigsminister mentalt; ”mit job lykkedes”, kunne Uri Geller stolt afsløre overfor Berlingerens udsendte
• Han grundet sit ønske om nedrustning og vel nok inspireret af sine skeer også ville bøje interkontentinental­raketter med henblik på at få dem til at sidde fast i deres affyringssiloer (ædel tanke, resultatet er ikke kendt)

Det mest usmagelige og i mine øjne forkastelige ved Uri Geller er, at han for at vinde sympati blander velgørenhed og filantropi ind i sit PR-show. Overfor Berlingerens måbende journalist fortæller han frækt hvordan ”han her besluttet sig for at bruge sine evner til intet mindre end en bedre verden. Første skridt er at helbrede kræftsyge børn, og det projekt er allerede godt i gang.” Føj! Desværre er overfladisk og dårligt researchet journalistik med til at fupmagere og plattenheimere som Uri Geller forsat kan bedrive deres uvæsen.

[*]