af Jens Laigaard
Sommeren, som gik, bød på en agurketidshistorie i to afsnit i Herning Folkeblad. På den ene side en beretning som så mange andre om folk, der kommer galt af sted i det alternative behandlersystem. En trivialitet. På den anden side havde sagen visse barokke og underholdende sider, og den kaldte generelle overvejelser frem – de velkendte om uansvarlig journalistik, og nogle mere kætterske om, hvorfor man overhovedet bør bekymre sig om okkulte behandlingsformer.
Historien falder som nævnt i to dele. Først præsenteres de midtjyske læsere den 12. juni for "En almindelig kvinde med en særlig evne". Sådan lyder overskriften på artiklen, der fylder hele forsiden på Herning Folkeblads 2. sektion. Den almindelige kvinde hedder Schanne Legaard, bor i Herning, er gift, har to børn og hund, er forhenværende sygeplejerske. Så vidt så almindeligt. Den tidligere sygeplejerske er nu alternativ terapeut eller "åndelig vejleder", som hun selv betegner det. Hun behandler i gennemsnit ti personer om ugen, de kommer fra hele landet, enkelte fra København. Kunderne tæller både børn, unge, ældre, hele familier og (som man kunne vente) "en stor gruppe af især kvinder omkring 40-årsalderen". Hvorfor kunne man vente det? Fordi fru Legaards behandlinger er eksotiske. Der er virkelig tale om åndelig vejledning.
Hendes særlige evne til at diagnosticere og helbrede lidelser består i, at hun har direkte forbindelse til Jomfru Maria. Når hun modtager en kunde i sin praksis, kontakter hun Kristi moder, som hvisker hende alt det, hun har brug for at vide, i øret. Altid kun det venstre øre. Og på almindeligt dansk. Det var Jomfru Maria, der oprindelig henvendte sig til hende og overtalte hende til at opgive arbejdet som sygeplejerske til fordel for opgaven som healer.
En del lidelser, både fysiske og psykiske, skyldes, at folk er besat af afdøde menneskers sjæle. Schanne Legaard fortæller: "På et tidspunkt behandlede jeg for eksempel en lille pige på seks år. Hun havde fået diagnosen autisme og havde ikke sagt et eneste ord i hen ved tre år." Jomfru Maria kunne oplyse, at pigen ikke var autist, men besat af en fremmed sjæl. Og Schanne Legaard gjorde, som hun plejer, "så lægger jeg hånden på og hjælper ånden ud". Og det hjalp. "Den lille pige er ifølge Schanne Legaard for længst begyndt at tale igen," står der i artiklen.
Kontakt med det guddommelige er jo vældig fint, men kan det ikke blive trættende hele tiden at høre en stemme i sit venstre øre? Nej, sådan er det heldigvis ikke. Der er også perioder, hvor Maria slet ikke meddeler sig. "For eksempel i weekenden, hvor vi var i Legoland med børnene. Da var jeg bare Schanne. Men når jeg tager telefonen og begynder at arbejde, så er hun der igen."
Sådan en artikel er ikke komplet uden en bemærkning om, at visse folk nok vil ryste på hovedet af den slags ting, men at personen med de særlige evner er ligeglad, for hun/han ved bedre. Og det får da også lov at runde den første helside af. Schanne Legaard: "… det preller fuldstændig af på mig, hvis nogle skulle mene, at det, jeg fortæller, er det pure opspind. For jeg ved jo, at det er sandt."
Journalisten bag artiklen hedder Lene Sejerkilde, og hun har også leveret de fire artikler, der fylder side 6 i avisen den 3. juli. Hovedhistorien drejer sig om en utilfreds kunde, som "føler sig hjernevasket og uprofessionelt behandlet" af Schanne Legaard. Muligvis er det den første artikel, som har kaldt den vrede kvinde frem. Lone Vorret havde sammen med sin kæreste konsulteret Schanne Legaard, som hun havde fået anbefalet som "klog kone". Hun bar på voldsomme traumer, bl.a. efter et knivoverfald af fem hætteklædte mænd. Schanne Legaard tilbød at heale hende, og det sagde hun ja til. Hør nu godt efter, især rækkefølgen . Lone Vorret:
"Her fortalte hun mig, at jeg var meget syg, og at det var godt, jeg var kommet til hende, for ellers ville det gå helt galt for mig, og nu skulle Maria nok hjælpe mig. Og hun fik mig til for første gang nogensinde at åbne for alt det, jeg havde gået med og de grimme oplevelser …"
Jomfru Maria lægger en fælles plan for parrets videre udvikling, men da Lone Vorrets kæreste ikke ønsker at deltage, meddeler Maria, at behandlingen ikke kan gennemføres. Senere ringer Schanne Legaard dog til Lone Vorret og fortæller, at hun alligevel godt kan behandle hende. I modsætning til første session, som var gratis, skal det nu koste 1.000 kr. pr. behandling, og det er ikke muligt at sige, hvor mange behandlinger der skal til.
Lone Vorret ryster på hovedet ad den terapiform, hun er blevet præsenteret for. "Jeg har arbejdet med psykotiske mennesker som plejer i 10 år, og de snakker jo alle sammen med Gud og Jesus, og jeg ved ikke hvad, og da jeg hørte det med Maria, tænkte jeg, at det her er da den lukkede afdeling om igen."
Journalisten har efterfølgende talt med Schanne Legaard, som siger, at hun moralsk ikke har noget i klemme i den foreliggende sag. Grunden til, at betalingen er blevet sat op fra 0 til 1.000 kr. pr. behandling, er, at betalingen er med til at give folk oplevelsen af selv at tage ansvar for deres liv.
Så har journalisten talt med en lokal psykiater, som kun ønsker at udtale sig generelt, ikke om den aktuelle sag. Han siger, at en person med psykiske problemer kan få det værre, "hvis der ikke bliver lagt låg på igen" efter at vedkommende har fortalt en behandler om sine smertefulde erindringer. Psykiateren runder snusfornuftigt af med at sige, at folk, der opsøger alternative behandlere, må være klar over, at de tager en chance, da der ikke kan dokumenteres nogen effekt.
Noget lignende er Michael von Magnus fra Sundhedsstyrelsen inde på i en kommentar til den nye lov, der giver naturlæger mulighed for at kalde sig RAB, Registreret Alternativ Behandler. Ordet "blåstempling" har været fremme i denne sammenhæng. Det er sandsynligt, at en del mennesker vil forveksle registrering med godkendelse. Men som Michael von Magnus anfører, drejer registreringen sig om behandlerens uddannelsesmæssige baggrund, ikke om hvorvidt behandlingen virker. "Det er lidt ligesom når man nu er begyndt at registrere naturlægemidler. De bliver heller ikke registreret på deres effekt, men på deres ufarlighed."
En kvinde, som kanaliserer Jomfru Maria. En anden kvinde, som føler sig hjernevasket og uprofessionelt behandlet. En ny lov, der omhyggeligt går uden om den varme grød, nemlig om alternative terapier virker . Et par forventelige kommentarer fra de hvidkitlede. Er det ikke det sædvanlige, hurtigt læst og glemt, agurketid? Er der noget at tænke videre over?
Måske er der lidt. For det første det efterhånden klassiske problem med okkultisme og ansvarlig journalistik. Ugebladene med deres mirakelhelbredelser gider vi ikke tale mere om. Det vil blive ved, og det bliver næppe bedre. Aviserne kan man forvente sig mere af. Synes man. De er generelt mere seriøse. Synes man. Men spørgsmålet er, om ikke avisernes behandling af det alternative og overnaturlige mest adskiller sig fra ugebladenes i kraft af sprogbrug og det papir, historierne bliver trykt på.
Tag nu Lene Sejerkildes første artikel om Schanne Legaard. Hun refererer loyalt og korrekt, hvad den alternative behandler har fortalt hende. Det hører sig vel også til, man kan ikke først interviewe en person og derefter gøre nar ad vedkommende, det er ikke pæn journalistik. Så Lene Sejerkilde har pokermine på. Hun refererer. Som skeptiker kan man ikke forvente, at hun skal knytte tvivlende kommentarer til disse udsagn om åndemaning og Jomfru Maria. Men man kan spørge – både her og principielt – om påstandene bliver fulgt til dørs.
Se historien om den seksårige pige, der bliver helbredt for autistiske symptomer. Det er en slagkraftig historie, velegnet til at skaffe nye kunder i butikken. Problemet er ikke, at den lige så godt kunne have stået i Ude & Hjemme. Problemet er, at læseren ikke får nogen dokumentation for, at den passer. Journalisten kunne have bedt om pigens navn. Talt med hendes forældre, hendes læge, de øvrige behandlere der har været involveret. Givet kendsgerningerne videre fra første hånd. Det er ikke sket. Bør historien så tages med i artiklen? Bør man overhovedet skrive og trykke sådan en artikel? Beskytter man offentligheden ved at undlade at trykke sådan en artikel?
Svaret er, at selvfølgelig skal folk have lov at læse om en spændende og farverig person i lokalsamfundet. Læserne kan jo tænke selv, de skal have historier, ikke beskyttes. Og nu kom der så en helside ud af det. Og endnu en, da den forurettede kunde meldte sig og klagede sin nød.
Tilfældet Lone Vorret giver anledning til andre overvejelser. Hun er et tænkende menneske. Hun har kunnet passe et arbejde som plejer for psykotiske i ti år. Hun opsøger frivilligt en behandler, hun har fået anbefalet som "klog kone". Hun får, efter eget udsagn, besked om at "Maria nok skal hjælpe hende", og hun fortæller om alle de ting der tynger hende. Efter første konsultation, som varer to en halv time, er hun udmærket tilfreds med Schanne Legaard. Hun vil gerne fortsætte behandlingen, føler sig nødt til det efter at have åbnet for de ubehagelige erindringer. Utilfredsheden kommer, da terapeuten først afviser at give flere behandlinger og dernæst sætter prisen til et niveau, der er lige så imponerende som gængse psykologhonorarer. Samtidig synes Lone Vorret, at det med Jomfru Maria er "den lukkede afdeling om igen". Er hun en god repræsentant for den store del af befolkningen, der opsøger alternative behandlere? Er hendes tanker og reaktioner ikke typiske?
Når man beskæftiger sig med det alternative behandlersystem, får man ret hurtigt forståelse for kundernes – patienternes – motivation. Det drejer sig om håb. Et ærligt håb om helbredelse, et ønske om at nogen vil tage ens lidelse alvorligt. De færreste går til en naturlæge uden i det mindste først at have talt med egen praktiserende læge. Og en del ankommer til naturlægen efter en opslidende rundtur til diverse specialister i det etablerede system. Deres håb om helbredelse er forståeligt. Pinen er forståelig.
Men hvad skal man sige, når de går skuffede bort fra kinesiologen, auralæseren, irisdiagnostikeren, den clairvoyante? De har selv valgt det. De har hørt det med den manglende dokumentation hundrede gange. De har gjort det på trods. Argumentet hedder "Tænk hvis det nu virker alligevel".
Man har de naturlæger, man fortjener. Og så mange af dem, som samfundet fortjener. Det vil blive ved, og det bliver næppe bedre. Hvorfor stiller sådan nogle skeptikere sig op og kritiserer og beder om beviser? Hvad skal det hjælpe? Kunne man ikke bare lade være, og lade folk brænde fingrene, som de har lyst til?
Kedelige tanker i en regnfuld sommer. Men det kan være nødvendigt at tænke lidt over sin egen motivation. En person spurgte engang, med noget der lignede anklage i stemmen: "Hvorfor skriver du om det, når du ikke tror på det?" Ja, hvorfor i grunden? I nærværende tilfælde endte tankerækken på et aldeles simpelt plan. Det blev noget med, at man skeptiserer for at sætte tingene på plads. For at få ridset op, hvorvidt visse ting hører med til virkeligheden eller ej.
Andre skeptikere kan have andre motiver. Humanisme, lyst til at disputere, irritation, en følelse af moralsk ansvar. Der kan være mange bevæggrunde, også i den enkelte person. Under alle omstændigheder er der stadig nogle, der stiller sig op og spørger efter beviserne. Til stor ærgrelse for de alternative. Det vil blive ved, og det bliver næppe bedre.
[*]
Seneste kommentarer