Mirakler: En aften med en mirakelmand

af Claus Larsen, oversat af Jens Laigaard

Tirsdag den 29. april 2003 holdt Niels Christian Hvidt, forfatter til bogen Mirakler – møder mellem himmel og jord , foredrag i en lille kirke i det sydlige København. De danske skeptikere var repræsenteret af John Ståhle og forfatteren.

Hvidt er katolik og tilhører således en af de religiøse minoritetsgrupper i Danmark. De fleste danskere er protestanter og i det store og hele vanskelige at overbevise om noget som helst, så det var en skrap opgave, han havde påtaget sig. Hans bog har vakt megen opmærksomhed i Danmark (danskerne tænker normalt aldrig på mirakler, undtagen når fodboldlandsholdet en gang imellem vinder), og den har overvejende fået positive anmeldelser i medierne, hvilket i sig selv er noget af et mirakel.

Så kører showet 
Foredraget var, som den slags plejer, en gennemgang af forskellige eksempler fra bogen, krydret med anbefalinger af et ganske stort antal bøger om tro, bøn og helbredelse, hovedsagelig amerikanske. Han gjorde særlig meget ud af en kvinde, som synes at være et idol for ham, Vassula Rydén, der er blevet kendt som udøver af det gamle trick: semiautomatisk skrift. Vassula går ikke i trance når hun skriver, hun "føler" blot tilstedeværelsen af Gud eller andre himmelske berømtheder. Hun har været ganske effektiv til at udbrede sine budskaber, som for det meste handler om at kirkesamfundene burde forene sig og at alle skal holde op med at slås. Ikke antydningen af ægte guddommelig information såsom en kur mod kræft, et praktisk toilet til brug i vægtløs tilstand eller stedet hvor Jimmy Hoffa ligger begravet. Niks, det vi får her er børnehavesnak i stil med "du må ikke slå" og "vær nu rar".

Ud over disse beklageligt jordiske budskaber hørte vi om substanser i lukkede glasbeholdere, som bliver flydende under gudstjenester, træer som tilsyneladende gror uden rødder og den positive effekt, bøn synes at have på kvinder, der ønsker at blive gravide.

I bogen fortæller Hvidt også om Padre Pio, som nok er den mest berømte stigmatiserede person der har levet, ligklædet fra Torino, grædende/blødende statuer og ikoner, og en meget travl eksorcist, som har udført mere end 40.000 eksorcismer siden 1984 (i snit 15 om dagen!). Bogen er bestemt værd at læse, om ikke andet så fordi den illustrerer, hvor vigtigt det er med kritisk tænkning. Beviser for virkelige mirakler er der ikke nogen af.

Nogle kommentarer … 
Selv om Hvidt hævder at beskrive virkelige mirakler, er der ingen virkelige beviser i bogen, og desværre fremlagde han heller ikke nogen i sit foredrag. Den måde, han præsenterer sit materiale på, er ganske som vi kender det fra andre skribenter på virkelighedens overdrev: mægtige påstande, antydninger, formodninger, påberåbelse af autoriteter, fejlagtige data, blind tro og en grundlæggende godtroenhed.

Det er værd at knytte et par kommentarer til de eksempler, Hvidt fremfører for at overbevise os om, at mirakler sandelig forekommer. Lad os kaste et blik på nogle af hans påstande og problemerne omkring dem.

Et eukaristisk mirakel i Lanciano

Påstand: Omkring år 700 oplevede en munk i Lanciano, Italien, som var svag i troen, at hostien blev til kød og vinen til blod. Der gik nogle øjeblikke inden han vendte sig mod personerne omkring ham og erklærede, at der var sket en forvandling. Kødet og blodet blev forseglet i beholdere, og efterfølgende undersøgelser viste, at substanserne virkelig var menneskekød (en skive fra et hjerte) og menneskeblod. Blodtypen er for øvrigt den samme som på ligklædet fra Torino (AB). Kødet burde være gået i opløsning nu, hvis det havde været almindeligt kød. Blodet er koaguleret til klumper. Det er blevet hævdet, at man i 700 ikke kunne have skåret så tynd en skive af et menneskehjerte.

Problemer:

• Miraklets kerne er forvandlingen af brød og vin til kød og blod. Men kun én mand var vidne til det, mens ingen andre (tilsyneladende) var tæt nok på til at observere forvandlingen. Derfor kunne en simpel ombytning sagtens have fundet sted. Lidt fingerfærdighed, og man har et mirakel.
• Det er derfor ikke særlig vigtigt, hvor velbevaret kødet og blodet er. Der findes mange eksempler på forskellige grader af mumificering og dehydrering af kød, især hvis kødet ikke har været noget videre udsat for frisk luft eller fugt.
• Vi kan ikke vide, om kødet og blodet er blevet ombyttet med nye prøver gennem årene.
• Det er bestemt muligt at kunne have skåret en tynd skive af et menneskehjerte i år 700 – bare sørg for at hjertet er frosset, før der skæres i det.
• Hvidt opgiver to forskellige tidspunkter for, hvornår dette skulle være sket, 700 og 750. Hvis han ikke engang er sikker på, hvornår det skete, hvordan kan han så være sikker på at det skete i det hele taget?

San Gennaros blod

Påstand: En koaguleret substans i en glasbeholder bliver kun flydende ved kirkelige fester tre gange om året, i maj, september og december. Stoffet formodes at være blod fra Napolis skytshelgen, San Gennaro, og det bliver kun flydende når det bruges i en religiøs sammenhæng.

Problemer:

• Ingen ved med sikkerhed, om dette virkelig er San Gennaros blod.
• Indholdet i en anden, lignende beholder, som indeholder San Pantaleones blod, bliver faktisk flydende når det udsættes for varme. Har nogen målt temperaturen i kapellet, hvor substansen som tilskrives San Gennaro opbevares? Hvis der sker betydelige ændringer i temperaturen, kunne dette forklare, hvorfor stoffet bliver flydende.
• Substansen bliver ikke altid flydende, og den er heller ikke særlig punktlig. Nogle gange må folk vente i timevis.
• Og nogle gange indtræffer miraklet slet ikke.
• Eftersom kirken har besluttet, at beholderen ikke må åbnes, er der kun foretaget spektralanalyser. De peger på, at der virkelig er blod i beholderen. Imidlertid ved vi ikke, om der også er andre stoffer til stede, som kunne få substansen til at koagulere, for eksempel når den rystes eller udsættes for temperaturændringer.
• Det må også betragtes som et problem, at de mennesker, som nyder størst fordel af dette mirakel, er de eneste, der har fuldstændig adgang til det.
• Eftersom den nuværende beholder ikke stammer fra den tid, hvor San Gennaro blev dræbt og hans blod blev opsamlet, må vi formode, at mindst én anden beholder har været brugt til at opbevare det. Vi ved intet om, hvad denne beholder var lavet af, men det er tvivlsomt, om det på den tid var muligt at fremstille en fuldstændig lufttæt beholder. Under alle omstændigheder kan der være sket hvad som helst, da substansen blev overført til den nuværende beholder – en ombytning, en tilsætning af et eller flere stoffer, eller en helt ny substans kunne have taget den gamles plads. Der er masser af muligheder.

Lille Audrey Santos historie

Påstand: En ung pige, født i 1983, virker efter sigende som mellemmand for mange mirakler, for eksempel statuer og ikoner, som græder tårer af olie, og helbredelse af mennesker. Pigen er multihandicappet, ude af stand til at bevæge sig, tale eller spise uden hjælp. Familiens garage er blevet omdannet til et kapel. Miraklerne begyndte efter at pigen, hendes mor og en af pigens sygeplejersker havde rejst til Medjugorie, et nutidigt Lourdes. Da de vendte hjem tog miraklerne fat. Audrey begyndte at vise tegn på stigmata, og der dukkede røde striber op på hendes krop, som om hun var blevet pisket. Folk som besøgte pigen hævdede at være blevet helbredt for sygdomme. Man har endda filmet et eukaristisk mirakel, hvor en præst opdager en rød plet på et af nadverbrødene. Rummet er fyldt med ikoner, statuer, plaketter og fotos, som alle afgiver oliedråber, hovedsagelig olivenolie. Om der er tale om jomfru -olivenolie har ikke kunnet fastslås.

Problemer:

• Selv en undersøgelseskommission udsendt af kirken vil ikke godkende hændelserne som mirakler.
• Det er praktisk talt umuligt at forhindre fusk. Familiens medlemmer – de, som har den mest oplagte interesse i at fastholde opmærksomheden omkring dette mirakel – har adgang til den handicappede pige natten igennem. Hvordan skulle man kunne nægte dem det?
• Med hensyn til den røde plet på nadverbrødet ville det have været ganske let for præsten at skjule en lille kapsel med blod i hånden, eller simpelt hen præparere brødet i forvejen.

Den hellige ild i Jerusalem

Påstand: Hvert år, på de ortodokse kirkers påskelørdag, samles folk i Gravkirken i Jerusalem for at se stearinlys blive tændt af ild fra himlen. Patriarken går ind i graven med to utændte lys og vender senere tilbage med lysene, som nu brænder. Flammen bruges til at tænde lys, som holdes af alle de der deltager i ceremonien. Umiddelbart før patriarken går ind i graven bliver den undersøgt af israelske myndigheder, som kigger efter skjulte flammer eller midler til at tænde ild. Herefter forsegles graven indtil patriarken ankommer. Han afklædes sin liturgiske dragt, så han kun er iført en hvid kjortel. Derefter går han alene ind i graven og kommer tilbage med lysene tændt.

Problemer:

• De israelske myndigheder (Hvidt kalder dem "embedsmænd") er sikkert udmærkede til deres daglige arbejde, men de er næppe autoriteter når det gælder om at opdage fusk og tricks.
• Det er tilsyneladende ikke faldet nogen ind, at patriarken burde kropsvisiteres. Han kunne sagtens medbringe skjulte tændstikker, en lighter eller andet til at tænde lysene.
• Stearinlysene kunne være præpareret på forhånd, så de tænder af sig selv. En omstændighed som taler for dette er, at patriarken nogle gange er nødt til at vente temmelig længe i graven.
• Det er ikke tilladt at bringe kameraer ind i graven, mens lysene bliver tændt. Selve processen hvor lysene tændes er aldrig blevet overværet af andre end patriarken. Vi har kun hans vidnesbyrd at forholde os til.

Den Hellige Theodoras træer

Påstand: Oven på et lille græsk kapel vokser 17 træer, cirka 15 meter høje med stammer op til 70 cm i diameter, tilsyneladende uden rødder. Kapellet ser alt for lille ud til at kunne støtte dette, da det kun er 4 x 6 x 2,5 meter i udvendige mål. Indvendig er der to rum, 2,5 x 3 meter og 2,3 x 2 meter. Der kan ikke ses nogen rødder, hverken på bygningens tag, inde i rummene eller på de udvendige mure.

Problemer:

• Rummene er bygget med hvælvet loft. Murene er fyldt med store sten og er mellem 50 og 75 cm tykke. Det gør bygningen til en ganske stærk struktur, som det klart fremgår af dette billede:
  

• Ingen har nogensinde boret huller i væggene for at se, om der faktisk er rødder derinde.
• Direkte under kapellet springer en kilde, hvilket gør det let for træerne at få vand.
• Inde i kapellet er der tydelige tegn på såvel gennemsivning af vand som revner, der er blevet delvist udbedrede i årenes løb. Der stikker også små kviste gennem loftet.
• Den mest ødelæggende kendsgerning er at de dimensioner, der opgives for træerne, er direkte forkerte. I bogen viser Hvidt ikke træerne i deres fulde højde, men det gjorde han ved foredraget. Det var en fejl. Se lige på det her:
  
  Hvis højden på kapellet er 2,5 meter, så kan træerne på ingen måde være 15 meter høje. Faktisk kan jeg ikke forestille mig, at noget af træerne er højere end 7,5 meter – halvdelen af den størrelse, Hvidt opgiver. Kun nogle få af træerne kan siges at nærme sig 70 cm i diameter (sandsynligvis omkring 40-50 cm), og de fleste er slet ikke i nærheden af den maksimale højde.

Da jeg udspurgte Hvidt om dette, svarede han, at det ikke bekymrede ham, at han måske ikke kunne fastslå, om dette var et overnaturligt fænomen. Det sagde han virkelig.

"For mig er det ikke det, der er spørgsmålet …"

"Jeg tror at målene (på træerne) er nogenlunde præcise … et sted mellem 10 og 15 meter …"

"Det kunne godt være, der vokser rødder i murene …"

sagde Niels Christian Hvidt.

Miraklet på Kefalonia

Påstand: Hvert år omkring den 15. august dukker der små ikke-giftige slanger med et sort kors på hovedet op i nærheden af en kirke i Grækenland, og de kryber ind i kirken og op på Jomfru Marias ikon. Inde i kirken ser Hvidt en slange dukke op ved biskoppens hånd, som holder om bispestaven. Slangen snor sig op og ned ad staven, og først da den igen når op til biskoppens hånd synes han at bemærke den.

Problemer:

• Slangerne er faktisk giftige, hvilket Hvidt også citerer patriarken Kalafatákis for på side 201. Hvorfor holder han ikke styr på sine oplysninger?
• Slangerne kryber ikke selv op på ikonet, men bliver indsamlet rundt om kirken og anbragt på ikonet:
  

  " Markopoulo & Arginia: Højt oppe på bjergskråningen over badestedet Katelios har der i århundreder årligt mellem den 6. og 15. august vist sig små ufarlige slanger i kirken for Panayia af Langouvarda og i landsbyen Arginia højere oppe på Ainos’ skråninger. Den oprindelige Langouvarda-kirke brændte i 1945 og blev fuldstændig ødelagt ved jordskælvene i 1953. Fra natten den 6. august kan man finde "telescopus fallax", kendt som katteslangen, på og omkring kirkepladsen, kirkemuren og klokketårnet. Landsbyernes beboere anser dem for hellige og indsamler disse uskadelige dyr og anbringer dem foran sølvikonet af "Slangernes Jomfru". Efter festivalen den 15. august forsvinder disse ærede gæster indtil samme tid næste år. Nogle siger, det er et mirakel, mens andre tror, den fugtige strækning, der løber fra kilden i Arginia ned gennem kløften til Markopoulo virker som vandresti for dyrene. Lokalbefolkningen anser deres tilstedeværelse for et godt tegn for det kommende år. Under den tyske besættelse i anden verdenskrig og jordskælvet i 1953 udeblev slangerne."
  
  Kefalonia’s HotSpots

• Slangerne dukker ikke op den 15. august hvert år. Deres ankomst kan variere med flere dage, op til næsten to uger.
• Nogle år viser slangerne sig slet ikke.
• Slangen, som dukkede op på staven, kunne let have været skjult i patriarkens ærme. Tænk på "tryllekunstneren og duen".
• Mange dyr har afmærkninger på kroppen, som ligner billeder eller tegn:
  

  Araneus diadematus/Korsedderkop

  Acherontia styx/Dødningehoved

  Hvorfor bliver disse dyr ikke anset for mirakler, når de lever i eller nær kirker?

Sjusket efterforskning
Hvidt gør intet som helst for at gennemføre blot en overfladisk undersøgelse. Han godtager de mest utrolige påstande om mirakler, som ofte kun er blevet bevidnet af en enkelt person. Det er tilsyneladende ikke faldet ham ind, at folk kan have skumle motiver til at påberåbe sig et mirakel. Der er ikke et gram skepsis i Hvidt. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved sine kilder. Han gengiver blot hvad de fortæller, undertiden ganske blåøjet, om end han hele tiden peger på spørgsmålet om bevis. Han følger bare ikke op på det. Han forventer at vi skal tro, at disse mirakler er ægte og at videnskaben har opgivet at forklare dem. Hvad han burde vide og fremhæve (underligt nok lader han til at have forstået betydningen af dobbeltblinde eksperimenter) er, at al videnskabelig viden er midlertidig. Og at det er i orden at sige, at dette her ved vi ikke noget om i øjeblikket. Han falder i den sædvanlige grøft med, at hvis vi ikke kan forklare det her og nu, må det være Gud der har gjort det. Ud fra hans egne definitioner burde elektricitet have været erklæret for et mirakel for 300 år siden. Det kan han ikke se, og det er nok det der generer mig mest i hans bog. Hans godtroenhed bliver kun overgået af hans ønske om at tro.

Efter foredraget kom Hvidt hen til os og spurgte, hvorfor jeg og John Ståhle (som havde fået ganske meget ud af at udspørge Hvidt om hans data vedrørende kvinder, der blev gravide ved bønnens magt) var så opsatte på at latterliggøre hans påstande. Under den livlige – lad os kalde den det – samtale slog han gentagne gange på, at selv om hans data måske kunne drages i tvivl, var der for ham at se ingen grund til at betvivle, at der var tale om mirakler. Han prøvede desperat at fremstille skeptikere (og kritikere i det hele taget) som folk, der også bygger på tro. Desværre fik jeg ikke lejlighed til at spørge ham om, at hvis han afviste folk på grund af deres tro, hvorfor vi så ikke også kunne afvise ham på grund af det han troede på. Hvorfor skulle hans tro lige være den rigtige?

I stedet drog han af sted til præstens bord, mens vi faldt i en meget interessant diskussion med nogle unge lutheranere.

Niels Christian Hvidt er ikke god til at håndtere kritik.

En treenighed af grunde   
Jeg siger ikke, at nogen af de mennesker der beskrives i bogen er slyngler. Hvad jeg vil sige er blot, at der er meget gode grunde til at folk ønsker at tro på mirakler, og at vi bør være meget skeptiske over for den slags påstande.

Der er penge i mirakler
Man kan ikke se bort fra de omfattende økonomiske aspekter, der ligger i at holde traditionen omkring mirakler i live. Hvidt bemærker selv, at hjemstedet for et mirakel ofte kan blive til en markedsplads, for ikke at sige en guldmine. Opfatter han dette som et problem? Han indrømmer, at det kan være det, men han betragter det ikke som et grundlæggende motiv i nogen af de sager, han beskriver. Ikke alene kirken har enorm fordel af et mirakel, men de mennesker som er direkte involveret, lokalsamfundet, byen og måske endda hele landet kan have udbytte af det, hovedsagelig økonomisk men også hvad angår omdømme. Turistindustrien vil uvilkårligt vokse – ja, mirakuløst, så snart det bare rygtes , at der har været et mirakel, og alle får noget ud af det. Det er et spil, hvor man kun kan vinde.

Den nuværende pave, Johannes Paul II, har kåret flere helgener end nogen anden pave de sidste 400 år. Næsten 500 personer er blevet helgen siden han blev pave i 1978, hvortil kommer mere end tusind saligkåringer, trinet under helgenværdighed. Alt i alt er der næsten 10.000 helgener. Og omkring dem trives en Guds velsignelse af foretagsomhed og omsætning.

Mirakler er nøglen til et centralt spørgsmål 
Vi er også nødt til at undersøge miraklernes sandhedsværdi af den enkle grund, at det kan medvirke til at besvare et af de to væsentligste spørgsmål, mennesket har stillet sig selv: Om der findes liv udenfor jorden, og hvad der sker med os når vi dør. Noget af det sidste spørgsmål ville kunne besvares, hvis vi vidste, at der virkelig forekommer mirakler. Så ville vi vide, at der fandtes en øverste guddom, og vi ville være sandheden et skridt nærmere. De religiøse spørgsmål er de ældste, vi har, og hvis der kom svar på dem ville de givetvis få en meget større betydning i folks liv. Derfor er det af største vigtighed, at vi får hele sandheden frem om disse ting.

Mirakler kan udnyttes – og bliver det 
Det skal også siges, at i tilfælde som Audrey Santo er det ikke blot for vores verdensbilledes skyld, vi er nødt til at komme ind til sagens kerne. Vi må også vide, om en multihandicappet pige bliver udnyttet i Guds navn, en guddom, de fleste betragter som god.

Hver sten må vendes. Og man må være i stand til at acceptere, hvad man finder.

Der skete noget pudsigt … 
Hvidt nævnte tre aspekter, som skal være til stede for at man kan sige, at der har fundet et mirakel sted:

1. Det skal være uforklarligt.
2. Det skal vække opmærksomhed.
3. Det skal fremstå som et tegn fra Gud eller optræde i sammenhæng med Gud.

Under fremlæggelsen skete det flere gange, at hans bærbare satte sig fast. Set fra Hvidts synsvinkel burde denne hændelse kunne betragtes som et mirakel:

1. Ingen var i stand til at forklare, hvorfor hans bærbare gik i baglås.
2. Det gav afbræk i foredraget og tiltrak sig folks opmærksomhed.
3. Det skete i en kirke.

Vatikanets telefonnummer er 001-39-06-698-83913. Måske skulle Niels Christian Hvidt lige prøve at gribe røret …?

Kilde: An evening with a Miracle Man. Skeptic Report April/May 2003

[*]