af Karl Held, oversat af Dann Simonsen
1. Gud faderen
Hvis man skændes med en kristen om, hvorvidt Gud eksisterer i virkeligheden, og hvis man til og med kræver beviser for Guds eksistens og derefter oprøres over de fremførte argumenter, så står man virkelig ikke til at redde redde. Så forveksler man nemlig tro med viden; man anlægger retningslinierne for erkendelse på en bekendelse, hvorved man opnår den billige triumf, at alle de henvisninger til Gud, som den kristne gør gældende, ”blot” er gentagelser af bekendelsen. I stedet for at prøve at nå frem til en afklaring af, hvad troen består i, stiller man sig tilfreds med den ret enfoldige oplysning, at anerkendelsen af et højeste væsen ikke har noget at gøre med viden.
Når kristne omvendt leder efter grunde til eksistensen af det højeste, så finder de dem ved at gøre brug af deres forstand i troens tjeneste. I det ene tilfælde kan (= vil) de ikke forestille sig den ”naturlige orden” uden et subjekt, som har skabt og vedligeholder den; i det andet tilfælde har de brug for det samme subjekt for at have en plausibel forestilling om historiens begyndelse; måske kan de heller ikke få øje på nogen mening med deres egne og deres næstes handlinger, og eftersom der må eksistere en sådan mening, er Gud den passende løsning. En kristen formår til og med at finde sådan en i sin egen person og slutte direkte fra sin tro på Gud til Guds eksistens. Moderne kristne kan også drage denne ”slutning” helt funktionelt: Så fremfører de det, som troen giver dem – trøst, støtte, orientering, beskyttelse mod fortvivlelse etc. – som argument. De anfører altså slet og ret deres behov for Gud, eftersom det er dette behov, Gud opfylder. Dermed kommer de ret tæt på sandheden, selv om de udsætter sig for mistanken om, at de ikke har en ”ren” tro og i stedet spekulerer i den almægtiges beskyttende hånd afhængigt af konjunkturerne.
Folk med en ægte tro, som de har plejet hele livet, har en ting til fælles med de ”dårlige kristne”, som kun engang imellem kommer i tanker om Herren deres Gud. Begge formår at mobilisere deres indbildningskraft ene og alene for at fælde en yderst dårlig dom over sig selv i deres forestilling om den højeste skaber og dommer. Mens Gud er almægtig og alvidende, og evigt og allestedsnærværende bestemmer verdens gang, træffer de kristne en omfattende afgørelse om sig selv, når de beslutter at tro på denne gud og indgå i et forhold, der består i frivillig underkastelse under guden. De bebrejder sig selv for egen egen dødelighed, anser sig selv for at være afmægtige og uvidende og undskylder i fuld alvor, at de kun er mennesker. Dette ”kun” er ikke en konstatering af en virkeligt eksisterende defekt, og det drejer sig heller ikke om et konkret stykke manglende viden og slet ikke om et individs reelle afmagt i forhold til denne verdens særdeles håndgribelige magter. De kristne foretager derimod en særdeles absolut fordømmelse af deres egen menneskenatur, som beror ene og alene på forholdet til Gud. Hvis man bemærker, at der er noget, som man ikke ved eller ikke kan, bliver man normalt selvkritisk på rationel vis og prøver at afhjælpe den mangel, som generer en. Hvis de ting, der mislykkes, derimod tilskrives en mangel på evner, som man ydermere skammer sig over, så tillægger man sig et mindreværdskompleks eller det, der er værre. Men når man fordømmer sin egen menneskenatur og anser dens stræben for at være forgæves, fordi man under alle omstændigheder kun har eksistensberettigelse som Guds skabning og værktøj, så er man gået i gang med at bebrejde sig selv for at være syndere som en måde at leve med sin egen dårlige samvittighed på. Hele ens gøren og laden, alt, hvad der bliver foretaget i ens omverden, betragtes enten som forfængeligt menneskeværk – og ifølge Første Mosebog 8, 21 er menneskets higen og søgen ond fra ungdommen af – eller det har fundet sin mening i Guds uudgrundelige visdom. Som regel begge dele.
Hvis det går en synder godt, så beder han til Gud og takker ham for den ufortjente nåde, for Guds gave. Hvis det går ham elendigt, så forstår han at værdsætte dette som den retfærdige straf for hans menneskelige unytte og at bede om, at han trods alt også får et lille stykke af den kæmpemæssige kage, som Guds kærlighed udgør. I forbindelse med alle livets omskifteligheder tolker han det, som han deltager i, særdeles selvsikkert ud fra det forhold til Gud, som han har indrettet.
Og denne selvsikkerhed, den virkning, som de kristne standhaftigt tilskriver troen – trøst, mod og kraft i stedet for fortvivlelse og vrede over de jordiske brødre, som udsætter dem for en masse skuffelser – er også nøglen til den selvretfærdighed, som troende kan præstere. De kristne opfører sig anderledes end de selvkritiske individer, som søger efter grunde til deres nederlag såvel hos sig selv som i deres omgivelser, og de opfører sig også forskelligt fra dem, der omgås psykologisk med sig selv og anser sig for at være mislykkede. De kristne går meget grundigt til værks. De opfatter deres egne selvbebrejdelser som en dyd, som alle andre mennesker også burde tillægge sig, og denne holdning går de ud og missionerer for. Og hver gang de støder på døve øren, kan de glæde sig over den tilfredsstillelse, at de i det mindste eksklusivt bekender sig til den syndernatur, som kendetegner alle. De forstår at gøre deres egen selvfornedrelse til et hæderstegn, og fra det Gamle såvel som det Nye Testamente kender de til historier, hvor en eller anden form for ulykke rammer de ugudelige hårdere og meget mere retfærdigt end Guds egne børn. Kristne, professionelle såvel som amatører, råder altså som tilhængere af den rette tro over hele repertoiret af nysselige ondskabsfuldheder, som rækker lige fra ren misundelse til skadefryd: De behøver bare gøre sig den anstrengelse, at udfærdige passende oversættelser af deres troende guds- og menneskesyn – og straks har Guds retfærdighed slået til med god grund.
Kristne, professionelle såvel som amatører, råder af samme grund over den eventyrlige forståelse for og medlidenhed med alle mishandlede skabninger hjemme og i det fjerne, altså over de følelser, som sparer dem for det besværlige spørgsmål om grunden til nød, elendighed og vold. De er medlidende, selv når de for en gangs skyld ikke selv er ramt af større skæbnesvangre ulykker.
De ville aldrig formaste sig til at klarlægge de særdeles verdslige, økonomiske og politiske årsager, når der er noget, der ikke passer dem. Troen på deres Herre, en tro, som ikke behøver noget bevis og heller ikke tillader nogen gendrivelse, er for dem erstatning for den viden såvel som den vilje, som er nødvendig for at give denne verdens herrer et rap over nallerne. Det er en selvfølge for de kristne, at de som syndige mennesker kun kan lave brok, men til gengæld som troende syndere under ingen omstændigheder kan lave noget forkert, så længe de ikke gør sig skyldige i den frækhed, at de højst personligt og på grund af deres menneskelige interesser vil ændre noget ved verdens gang. De vil hellere supplere de andres pålagte ofre med deres eget, frem for at opsige deres grænseløse opportunisme over for den verdslige magt, hvilket de modtager den passende lektion i, når de læser Rom. 13, 1: ”Alle skal indordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.” Og det ændres ikke af, at demokratisk opdragne kristne i imperialismens centre beroliger deres samvittighed med, at de beundrer ”befrielsesteologien” i fjerne lande via bøger fra Suhrkamp-forlaget.
Med beslutningen om at tro på Gud har de kristne dog på ingen måde opgivet deres forstand; de sætter derimod forstanden i deres troende verdenssyns tjeneste. Og derfor er alle de gamle og nye forsøg på oplysning forgæves, når de over for de kristne påpeger alle modsigelserne i troen for at vise det absurde i deres guds- og menneskesyn. Forstanden hos Guds børn lader sig ikke bruge til at modbevise hr. Zeobaths eksistens, da den fra første færd er beskæftiget med at fatte det ”ufattelige”. Så man rammer helt ved siden af, hvis man kommer og fortæller de kristne, at Gud ikke ligefrem har skabt nogen særlig god efterligning i sit billede, når det i den grad vrimler med syndere; at mennesker aldrig er sådan, som den højeste herre vil have, at de skal være, så han aldrig er tilfreds med dem og er nødt til at straffe dem og sætte dem på plads; at menneskene hele tiden bruger deres gudgivne fornuft til at tjene sig selv i stedet for at leve et liv i Guds ånd, altså hele tiden misbruger deres sjæl på syndige formål etc. etc. Deres tro er nemlig fra første færd beskæftiget med tvivl af denne kaliber, og den troendes fantasi har for længst fundet svaret på den slags spørgsmål i den hellige skrift. Allerede i Første Mosebog klares spørgsmålet om ”visdommens træ”, som mennesket ikke må spise af. I Første Mosebog 6,6 ”fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet …”
Og i det hele taget har den troendes omgang med tvivlen fra første dag hørt med til troen, eftersom et menneske udstyret med forstand nu engang er nødt til at retfærdiggøre sin beslutning om at tolke sin situation ved hjælp af ikke-viden.
2. Gud sønnen: Åbenbaringen
Troende menneskers forstand er konfronteret med større udfordringer end hedningernes. På den ene side er forstanden påkrævet ved afviklingen af de jordiske gøremål på præcis samme måde som alle andres, når de skal arbejde, indordne sig, gifte sig, afgive deres stemme og undertiden føre krig. På den anden side skal den opfylde den ekstra opgave at tolke alle erfaringer fra den jordiske eksistens som Guds værk og vilje. Og hvor meget vandringen gennem den jordiske jammerdal end måtte have bidraget til at holde liv i længslen efter den absolutte ånd, hos hvem de trods alt er trygge, lige så voldsomt plager den dem med tvivl om deres tro. Tit og ofte får de små syndere den idé, at Gud kunne tænkes at have glemt dem; eller endnu værre: Konfronteret med de uretfærdigheder, som netop rammer retskafne mennesker som dem, ledes de i fristelse til at tage Herren deres Guds navn forfængeligt. Så passer det sig godt, at allerede forfædrene til de moderne kristne havde både det samme problem og løsningen på det: Gud besvarer de tvivlende skabningers plagsomme spørgsmål ved at indfri løftet om, at han vil åbenbare sig for dem i rette tid. Troen modtager en ikke ubetydelig støtte fra den tvivlende forstand, som digter videre på logikken om Gud, herren, mennesket, knægten, som med den nytestamenteligt garanterede kristelige åbenbaring fjerner enhver betænkelighed med hensyn til Guds eksistens og virke. Altså har Gud sendt os sin enbårne søn …
Jesu liv og lære er ganske vist en prægtig sag, når det drejer sig om at stabilisere troen, men den udviser en ikke ubetydelig mangel: Man er nødt til at tro på den, på Gudssønnens virke, som i menneskeskikkelse demonstrerer den kristne forsagelse og dens succes! Hvor behageligt det end måtte være for de kristne gemytter at supplere den ”abstrakte Gud” – som de ikke kan forestille sig og som de ikke må lave noget gipsaftryk af – med en figur, som er tilgængelig for deres anskuelse og kan fremvise en detaljeret biografi, lige så ubestridelige er de yderligere anstrengelser, som Kristi fødsel, hans teach-ins, mirakler og lidelseshistorie kræver af de troende. Evangelierne er nemlig bakset sammen via et ratione og byder derfor de troendes forstand på mangt en sten, som de kan snuble over:
– Som menneskenes frelser, der viser dem, hvordan man kan besejre den slette menneskenatur ved frivilligt at påtage sig rollen som tjener, er Guds søn et menneske. Kun som sådan formår han at tage de lidelser på sig, som kan tjene som forbillede for selvfornægtelsen, som ellers er nok så vanskelig at klare.
– Dette har for det første konsekvenser for den forestilling, som de troende skal gøre sig om Kristi fødsel: Jesus’ jordiske eksistens begynder med et mirakel, som teologerne regner for en af deres smukkeste hemmeligheder.
– Det næste evangelium er ikke mindre besværligt at klare for forstanden som middel for troen; at Jesus ikke er noget almindeligt menneske, men derimod udstyret med Guds almagt, må også dokumenteres/bevidnes. Han kæmper trods alt for Guds kommende rige, for syndens bekæmpelse og for udfrielsen fra samme. Altså laver Jesus med jævne mellemrum et mirakel for at bevise Guds almagt,
– hvilket øjeblikkeligt bliver misforstået af den tvivlende troende. Som sådan anser man nemlig miraklerne for at være en god grund til at tro – og de er overhovedet ikke ment på den måde. Mirakler sætter naturlovene ud af kraft, er altså en kritik af den menneskelige bevidsthed, der bilder sig ind at kende en smule til, hvordan verden fungerer, og at kunne drage nytte af det. Her er det en uhyrlighed, når mennesker ønsker at se mirakler som bevis på Jesu troværdighed, altså ønsker at blive overbevist. Det var Herren selv nødt til at gøre klart: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” (Joh. 4,48) På denne måde irettesætter han dem, der ikke tror betingelsesløst, rationalisterne blandt Guds børn.
– I sin Lidelseshistorie, hvor han optræder helt som menneske, demonstrerer han over for de andre mennesker, hvad der er den korrekte måde at forholde sig til sin egen forgængelighed på: Selvfornægtelse er vejen til frelse. Således overvinder man kødet via ånden! Dermed udsætter Guds søn godt nok de troende som tænkende mennesker for det første chok: I stedet for en sejr over forgængeligheden ser de i første omgang et nederlag; Guds søn er død – og det må han ikke være. Altså videre til fortsættelsen, hvor der bliver genopstået: ”Død, hvor er din brod, Helvede, hvor er din sejr!”
– Troen på opstandelsen hører altså også med, hvis man vil have del i Guds kærlighed, hvilket hos de beregnende væsener, for hvis skyld Jesus udholder alle pinslerne, fører til alle mulige vrangforestillinger om livet efter døden. De glemmer hele tiden, at – midt i hele hurlumhejet med kødets opstandelse – det er den troende sjæl, der får noget ud af det, og at himlen ikke er noget hvilehjem med fri entre. Uden at lade sig forstyrre af logikken i historien om Frelseren lader kristne sig igen og igen forlede af deres materialistiske fantasi, når de udmaler sig det evige liv som et større udvalg af samtlige jordiske fornøjelser uden de ærgrelser, som de er forbundet med hernede på Jorden.
Evangelierne som vidnesbyrd om åbenbaringen gør i hvert fald klogt i ikke kun at berette om, hvad man skal tro på i form af Kristi gerninger og lidelser. Af hensyn til den genstridige menneskelige forstand gør de også på kyndig måde rede for de fejl, som man kan komme til at begå i kampen mellem tro og tvivl. Her gælder det om at holde stand over for mangt en fristelse, få bugt med længslen efter beviser, som plager dem, som ikke er faste i troen, etc. Kort sagt skal man tro på Kristi lidelseshistorie som eksemplarisk selvfornægtelse uden at skele til smålig beregning, og kun det troende Guds får er i stand til at foretage en korrekt fortolkning af verdens gang og sin egen stilling i den, altså til at føre et kristent liv. Dette udspiller sig først og fremmest i
3. Menighedens ånd
Herrens ånd viser sig for de troende og kun for dem. ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn …”, dér er også Herren til stede. Det er undtagelsesvist ikke noget mirakel, men derimod meget (tauto-)logisk. De, som påtager sig at bevare troen under påberåbelse af åbenbaringen, repræsentanterne for Gud Faderens og Sønnens eksistens og lære, er altså opfyldt af Helligånden. Dennes nedkomst, tegnet på fuldbyrdelsen, er godt nok endnu engang knyttet til den forudsætning, at man tror på den, men hvem generer det? Eksistensen af de troende vidner beviser troen og overleverer beviset på Gud i verden og for dem. Det var jo fra starten af klart, at troen beviser sig selv og at dens tilhængere højtideligt erklærer, at menneskesjælen jo alligevel ikke er i stand til at fatte det hele.
Og denne modsigelse bør man ikke hænge sig alt for meget i, for det drejer sig jo om mennesker, der under opbydelsen af hele deres ånd afvikler gudstjenesten. Det er klart, at det i kirken ikke drejer sig om at argumentere og overbevise via rigtige tanker om verden. Derimod fejres og besynges den troende indstilling, fordi alle er glade for, at de har deres tro. Men selv for at kunne dyrke den fælles nydelse af troen på trefoldigheden, selv for den selvretfærdige demonstration af, at man er i den rigtige forening, er der brug for en del åndelige krumspring. Når kristne fejrer deres indsigt i, at deres menneskenatur ikke er meget værd, er de til og med nødt til at passe på, at deres bekendelse ikke står i al for stor kontrast til det, som de gør uden for gudstjenesten, og at de frem for alt præsenterer deres synderholdning uden det tydelige ønske om at udmærke sig (det har allerede Jesus taget kyndig stilling til!). Når de tænker på det, så må de også nedværdige sig selv voldsomt i bøn, skælde ud på sig selv i prædiken og lade sig trøste såvel som opbygge i salmesang. De når deres højdepunkt i udførelsen af sakramentet. De får del i Guds nåde – og er igen nødt til at passe helvedes på med ikke at bilde sig ind, at de ville kunne skabe et eller andet til sig selv ved at tage del i hokuspokus’et. Når de bilder sig ind, at de ikke bilder sig dette ind, begynder der en munter dåb af babyer, ikke af uskyldige børn, for de hænger på den ”arv”, som de har fået overdraget og ikke kan afslå. Forholdet mellem kønnene bliver til en gudstjeneste, og kun på den facon står Kristus inde for denne pinlige kødelige affære. I skriftemålet kulminerer de kristnes hykleri, idet de via bod og anger gør deres slemme handlinger uskete på inderlig vis, hvilket ganske vist kun er Kristi præstation. Ellers ville man jo heller ikke i nadveren være i stand til det unio mystica, hvormed man på en særdeles naturlig måde lader Herrens ånd tage bolig i sig selv.
På den måde er troende kristne hele det lange kirkeår igennem beskæftiget med at repetere Kristi liv og lære og med det som forbillede får de overbevist sig selv om at foragte det materielle, det verdslige og det naturlige i en grad, så det er til at blive dårlig af. Selvfølgelig slipper heller ikke kristne for verden og det, som de foretager sig i den. Men deres kristne sind er tilstrækkeligt til, at de kan abstrahere fra deres helt normale liv og opfatte det som noget, som de bare skal igennem, som en test på deres tro, og i det hele taget betragte det hele en lille smule anderledes.
4. Kristus og verden
Distanceringen fra kirken, anklagerne mod dens værdier, vittighederne om præster og nonner – det nytter altsammen ikke noget uden kritikken af troen. Kristne, der engageret anstrenger sig for at forbedre deres verdslige trosbureauer, er bekendt med den slags bebrejdelser. Hvorfor skulle de også i enhver henseende være tilfredse med den professionelle forvaltning af deres troende opportunisme – som jo er ”menneskeværk”? Det kan slet ikke være nogen hemmelighed for dem, at deres idealer om en gudsvelbehagelig måde at omgås hinanden på, fra velgørenhed til fredelig-uvoldelig politik, er og bliver idealer. For så vidt er det slet ikke underligt, at de undertiden bliver kritiske for endegyldigt at redde deres troende samvittighed. De vil nemlig ubetinget bevare den mening, som de har opdigtet med deres troskonstruktion, den ideelle fordel ved at være med på holdet.
Desværre må vi bebrejde deres gode vilje for at have taget fejl med hensyn til dette punkt. Fejltagelsen består i antagelsen af, at organiseringen af en ”privat” ydmyghedsindstilling skulle kunne være noget andet end udnyttelsen af samme. Der kommer aldrig andet ud af det end officielle appeller til netop den holdning, som kristne ellers lægger så bemærkelsesværdig stor vægt på. Og kirkens kyniske opportunisme i forhold til alle mulige former for verdslig magt er kun den konsekvente repræsentation af undersåtternes krav om et meningsfuldt liv i Jesu ånd. Der består ikke den ringeste modsætning mellem kirkens politik og den ”egentlig tro” – den professionelt repræsenterede moral er nemlig bare gennemtrumfningen af det menneskebillede, som de troende nedværdiger sig til. De dermed forbundne ofre bør man ikke oprøres over, når man heller ikke i øvrigt vil give afkald på noget offer. Moralens omkostninger behøver ikke forskrække den, der har moralen.
Så:
At tilstræbe et trosrigtigt samvær i familien, på jobbet og i staten, er én ting. At det ikke indfinder sig på grund af massiv vilje til harmonistiftende beskedenhed, er en ganske anden. Kristelige politikere gør vores bedste på dette punkt.
At supplere de ofre, som de verdslige magter skaber, med sit eget, denne yderst praktiske velgørenhedsøvelse vil også i fremtiden være tilladt og blive hilst velkommen. Om der på den måde forhindres et eneste offer – i den ”tredje verden” eller noget andet sted – er yderst tvivlsomt allerede i kraft af gerningernes rækkefølge.
Og i spørgsmålet om den militære indsats, som ansvarsbevidste politikere gennemfører rundt omkring på kloden, behøver folk garanteret ikke indvende, at ”mennesket” ikke har ret til at dræbe og da slet ikke i større målestok. Det er jo ikke ”mennesket”, der bestiller dræbermaskinerne, så det har masser af tid til at bede for freden i.
[*]
Seneste kommentarer