af Willy Wegner
Set, hørt & læst. Brokker fra massemediernes verden 2004:3
Ånd ind – og tæl til ti
Marion Dampier-Jeans’ bog Mit liv med ånderne har solgt så godt, at Borgens Forlag nu har ladet den genoptrykke som billigbog. Og det har kaldt på en lille anmeldelse i Politiken den 30.10., bedrevet af Henrik Bandak. Anmelderen er tilsyneladende godt inde i det overnaturlige, i hvert fald lykkes det ham i løbet af ganske få spalter at bruge udtryk som “telepatisk informationsoverførsel” og “en psykisk dramatisering af sådanne perceptioner”. Det lyder godt. Bandak finder bogen “sympatisk” og beskriver endda forfatteren som “et af vor tids mest hæderlige spiritistiske medier”. Mine damer og herrer, årets udtryk. Lige til at hænge op på væggen ved siden af “en af vor tids mest yndefulde klumpfisk” og “en af vor tids mest tillidvækkende politikere”. Tillykke, hr. Bandak. På hvilket grundlag, mediet udnævnes til et af de “mest hæderlige”, står hen i det uvisse; måske kommer det af, at Dampier-Jeans flere gange har sagt, at der er mange bedragere inden for spiritismen. Et udbredt kneb i okkulturen, som lader det være underforstået, at den der udtaler sådanne ting har benene på jorden – og er hæderlig. Bandak mener ikke, folk tager skade af at læse bøger som vender op og ned på virkligheden. “Der er mange slags overtro,” skriver han, “herunder den, at vi bliver ligesom de bøger, vi læser.” Og Dampier-Jeans’ bog kan vi trygt læse, lader Bandak os forstå, for “både hun og ånderne har humor samt smag for god whisky, hvilket styrker troværdigheden”. Pause. Den skal skylles ned. (jelai)
Opsigtsvækkende omvendt bortførsel?
Byen Roswell i USA er gennemsyret af ufoer og rumvæsener. Det bakkes helt og holdent op af den lokale handelsstand blandt andet ved den årlige Roswell Festival. I mange forretninger indgår aliens og ufoer i deres vinduesudstillinger osv.
I Saucer Smear fra den 25. august 2004 kan man læse, at en mand ved navn David Baumann har en permanent attraktion. Foran hans butik sidder – eller rettere sad der en over 20 kilo tung alien, en mannequin ved navn Fred placeret i en rullestol på fortovet. Logisk nok, et ufo-styrt i 1947 kan vel ikke have gået helt umærket hen over de forulykkede aliens.
I juli kørte der en lille lastbil op foran Fred og bortførte både ham og rullestolen. David Baumann er ikke blevet afkrævet en løsesum, men han er alvorligt bekymret for Fred der inklusive rullestolen repræsenterer en værdi på næsten 20.000 kroner. Det plejer at være historier om, at mennesker bliver bortført af aliens, her er det åbenbart stik modsat. Eller også – for det ved vi jo – så er mange af disse aliens så forbandet dumme. De kan jo have troet, at Fred var en af deres egne og skulle hentes hjem! (wiwe)
[*]
Seneste kommentarer