Pseudovidenskabens falske løfter

af George Dvorsky, oversat af Carl V. Olsen

Rigtig videnskab tilbyder håb. Mysticisme og tro på det paranormale er direkte skadeligt.

En af de mest populære radioudsendelser i Nord Amerika i dag er Coast to Coast AM , med George Noory som studievært.

Som det tidligere Art Bell Show beskæftiger Coast to Coast sig med et bredt spektrum af emner der handler om det mystiske og ukendte, det gælder bl.a. ufoer, paranormale fænomener og mystik i al almindelighed. Faktisk finder man på udsendelsens hjemmeside et billede af en flyvende tallerken taget direkte fra Close Encounters – altså filmen Nærkontakt af 3. grad. Men pudsigt nok så bringer udsendelsen også en betydelig del af hvad jeg betragter som pålidelig videnskab. Noory har interviewet så seriøse tænkere som Martin Rees , Michio Kaku , Thomas Georges og Nick Bostrom . I stedet for at diskutere rumbortførelser eller poltergejster taler disse gæster om emner som den seneste udvikling indenfor kosmologi, kunstig intelligens , og menneskehedens potentialer i det 21. årtusinde.

Denne uhellige blanding af pseudovidenskab og videnskab er symptomatisk for den udbredte videnskabs-analfabetisme i dagens samfund. Alt for mange mennesker – mange af dem tydeligt påvirket af populærkulturen – er ude af stand til på ordentlig vis at skelne mellem fakta og fiktion eller virkelighed og ønsketænkning.

Selvfølgelig kan du ikke både blæse og have mel i munden på samme tid; enten må du knytte dig til den videnskabelige metode eller også må du lade være. At sammenflette videnskab med pseudovidenskab er akkurat så godt som slet ingen videnskab.

Er nazisterne vores overherrer?

Hvis du mener at alt dette er harmløst, så lad mig fortælle dig en historie.

Jeg arbejdede en gang sammen med en fyr som lagde billet ind på nogle ret særprægede sammensværgelsesteorier . Nok har jeg mødt en del sammensværgelsesteoretikere, men denne fyr tog virkelig prisen.

For nybegyndere skal det nævnes, og han mente helt alvorligt, at nazisterne ikke tabte Anden Verdenskrig, men i stedet opfandt et tilsyneladende nederlag. Ifølge fyren flyttede de til USA sammen med deres raketkyndige videnskabsfolk og rejste senere til månens bagside, hvorfra de nu kontrollerer hændelser på Jorden.

Da jeg hørte dette kunne jeg ikke uden videre vende den anden kind til. Men som en mesterlig målvogter i et ishockeymål afbøjede min tidligere kollega behændigt ethvert af mine argumenter. Han havde svar på alt. Nazisternes teknologiske stade var langt mere avanceret end tidligere antaget; den amerikanske regering er en flok nazi-marionetter; medierne bliver overøst med dårlige forklaringer og misinformation.

Til sidst gav jeg op. Som alle gode konspirationsteorier var hans umulig at modbevise. Så var det, at det gik op for mig, at der hvor vi var uenige ikke blot var på vores tro, men også i vores metoder. For at gøre en lang historie kort, så har jeg en mere stringent idé om hvad der er en effektiv metode til at udtænke og verificere hypoteser, inklusive evnen til at skelne troværdige beviser i et stort hav af misinformation. Med andre ord, min forhenværende kollega er ikke særlig videnskabelig i sin tro på vores formodede nazistiske overherrer.

Den sørgelige sandhed er, at det er han ikke ene om. Alt for mange mennesker har i dag en uaccetabel lav tærskel for bevisførelse. Videnskab og skepsis forbliver oversete discipliner.

Videnskab er ”cool”, ikke en våd klud

Men selvfølgelig, for at få styr på problemet, virker videnskab så ikke som en våde klud i ansigtet, der bortvasker alle vores fantasier og håb omkring virkelighedens verden. Har videnskaben ikke, trods alt, slået religionen ihjel?

Det er netop årsagen til at mange idealistiske og romantiske mennesker undgår videnskab i det hele taget – det er et alt for surt show. Det var trods alt Dana Sculley, der i årevis spillede den skeptiske Watson til Fox Mulder’s Sherlock Holmes. Forestil dig hvor kedelig hver episode i The X-Files ville være, hvis hvert afsnit havde en Scooby Doo slutning i hvilken en maske kunne tages af og en genkendelig person blive afsløret.

Men uanset sådanne følelser, så er jeg ikke enig i at videnskab er kedelig, eller at den dræber den menneskelige åndelighed. Videnskab – i hvert fald for mig – har til stadighed åbenbaret et univers med grund til undren og dyb respekt.

For eksempel i sidste måned fremkom en britisk videnskabsmand med en ret original teori om oprindelsen af den aktuelle SARS virus. Chandra Wickramasinghe, direktør for Cardiff Centre for Astrobiology i England, teoretiserede over om SARS stammede fra et sted i rummet og var faldet ned fra himlen med et meteor der landede i Kina.

Det burde ikke være nødvendigt at skrive, men Wickramasinghes teori er blevet mødt med en barsk kritik af det videnskabelige samfund. Et antal gendrivelser er allerede fremkommet, og mange af dem piller teorien fra hinanden. Eksempelvis ved at påpege ligheden mellem dette virus og det kendte Corona virus; dertil usandsynligheden i at et ikke-jordisk virus skulle være forenelig med vores biologiske systemer og det usandsynlige i at sådanne livsformer skulle overleve en tur gennem rummet og atmosfæren.

Videnskabens historie er fyldt med synspunkter som Wickramasinghes, inklusive Percival Lowells teori om at kanalerne på Mars tydede på avanceret intelligent liv. Men af til sker det, at en eller anden aparte teori bliver det næste store emne. Da jeg var barn lærte vi at istiden forårsagede udryddelsen af dinosaurerne. Nu mener vi at et meteornedslag forårsagede deres død. Ligeså arbejder frynsebiologer nu med sådanne ting som Gaia og panspermia hypoteser.

Er disse teorier så pseudovidenskab? Ikke hvis de kan holde til de grundige prøver indenfor den videnskabelige metode. I det tilfælde at en teori er sund og der er troværdige beviser til at bakke den op, vil den fortsat blive diskuteret og undersøgt til et tidspunkt hvor den enten kan blive endelig bekræftet eller helt afvist. På sin vis er hypoteser som tilfældige mutationer; kun en meget lille del overlever udlugningsprocessen.

Takket være denne proces har vi været i stand til at skabe en ganske nøjagtig evaluering af virkeligheden. Vores modeller, såsom Newtonian classical mechanics og Einsteinian relativity, har stået prøven. Desuden kan vi genoplive og afvise de gamle ideer der ikke har klaret en analytisk undersøgelse. Som den transhumanistiske filosof Nick Bostrom har sagt, ”de spørgsmål du stiller er enten videnskabelige eller uvigtige.”

Stjerneskudsønske

Desværre er religioner, overtro og mysticisme stadig alvorlige medspillere på ideernes markedsplads. Den mulige nytte af disse trosformer ligger i menneskets behov for håb og tryghed. Det må indrømmes, at vi ikke ved hvorfor vi er her og hvordan universet faktisk virker, og det er, må jeg indrømme, ret så skræmmende.

Hvad der er mere skræmmende end det er imidlertid institutionaliseringen af pseudovidenskabelig tro, foretaget af nogle som giver det udseende af, at de sætter deres lid til videnskab.

Tag her Rael ufo-kulten som eksempel. Dens tilhængere ønsker alt det som videnskab og teknologi kan tilbyde, så længe der ikke trædes på deres ”religiøse” overbevisning, nemlig ideen om at menneskeheden blev gydet af en ikkejordisk race.

Raelisme er en bekvemmelighedsreligion, en tilsyneladende ny og spændende tro, men faktisk er en meget gammel og træt form for kreationisme og messianistisk teologi.

Carl Sagen tacklede dette emne i hans vigtige bog, The Demon-Haunted World. I særdeleshed var Sagan bekymret over det voksende antal bortførelseshistorier, et fænomen han kaldte en ”masse hallucination.”

Tro på det overnaturlige, argumenterede han, tjener menneskelige behov. ”Selv om de er aldeles fantasifulde,” skrev Sagan, ”har folk det bedre ved at tro på dem.” Derfor, i en tid hvor traditionelle religioner har været under videnskabens krydsild, ”er det da ikke naturligt, at klæde de gamle guder og dæmoner ud i en videnskabelig klædedragt og kalde dem aliens?”

På samme måde skrev folkloristen Thomas E. Bullard at ”bortførelsesberetninger lyder som en genskrivning af ældre overnaturlige oplevelsestraditioner med aliens i den funktionelle rolle som guddommelige væsener.” Han troede at mens videnskaben blev af med hekse og spøgelser, ”blev den lige så hurtigt fyldt op med aliens i samme funktioner.” Men selvfølgelig har Rael-troen et stort antal tilhængere – 60.000 medlemmer i mere end 90 lande – de er meget lykkelige, det giver mening og formål til deres liv. Det kan få folk til at spørge: Jamen, er det da så slemt?

Svaret er et usvigeligt ja. Ved at købe sig til halve sandheder og en afslappet holdning til den videnskabelige metode, har rael-folkene ikke alene vildledt sig selv, men handler uetisk for at kunne opfylde deres uvidenskabelige tro. Deres forhastede eksperimenter med menneskelig kloning er et testamente over dette faktum. Det er ensbetydende med en Rael-fundamentalisme, idet de omgår verdslige humanistiske værdier ved at udsætte børn og disses forældre for en risici fra en uudviklet teknologi. Det gør de for at kunne imødekomme hvad de tror er deres “guders”, The Elohim, ønske. Jeg frygter, at kloning blot er begyndelsen.

Sandheden kan være mere mærkelig end fiktionen

Som kritiker af religion i al almindelighed, bliver jeg bekymret når håbefulde mennesker køber sig ind på noget der alene er baseret på tro. Religioner har et fattigt spor med hensyn til forståelse af virkelighed – og hvad der er værre, den resulterende moralske lære er ofte bagudrettet og skadelig. Raelians for eksempel, i deres entusiasme for at klone mennesker, udsætter virkelige mennesker – virkelige småbørn – for en risiko. Skadelig praksis er konsekvensen af at afskrive videnskabelig skepsis og faglig overvågning.

Når jeg skriver alt dette, beder jeg hverken Rael-folkene eller andre om at droppe alle deres håb og drømme. Faktisk er mange af Raels værdier prisværdige.

Men der skete noget sjovt på vej til det 21. århundrede. Det viste sig at anvendelsen af videnskab og teknologi måske tillader mennesker at opnå mange af deres åndelige længsler. Med mindre der skulle opstå en global katastrofe, er vi parat til at gå ind i en ny tidsalder med en enestående frihed og muligheder for et længere, sundere og mere tilfredsstillende liv.

Men dette kan vi kun opnå ved at forblive forpligtiget overfor den videnskabelige metode og omhyggelig og etisk anvendelse af nye teknologier.

Grundløse og irrationelle religiøse dagsordener tenderer til at true menneskers liv og frihed, og indskrænke vor evne til at adskille fakta fra fiktion.

Vi kan ikke lade pseudovidenskaben holde os tilbage.

Kilde: Betterhumans has given permission for the translation and publication.
http://www.betterhumans.com/Features/Columns/Transitory_Human/
column.aspx?articleID=2003-06-16-1

[*]