af Jens Laigaard
Poul Blak: Løft låget – og tænk livet om. Lynge: Bogan, 2003
Dette er beretningen om en moden mand, der bliver blød i knæene og endnu blødere i sin opfattelse af virkeligheden. I grunden en sørgelig historie, men der er ingen grund til at have ondt af Poul Blak. Han har det storartet med sine nye indsigter og fremlægger sin sag med brask og bram.
Der findes new age-bøger af mange slags. Dem, der i disse år kommer flest af, er damebladstypen med engle og sirup og små kloge ord om, hvordan man lever sit liv i harmoni med altet og det guddommelige. Så er der en anden type, der mere eller mindre videnskabeligt slår i bordet og siger: Nu må vi fand’me se at få det gamle verdensbillede skiftet ud. Blaks bog er af denne slags, og det i en grad, så den kunne tjene som skoleeksempel.
På forsiden står et Einstein-citat, som sætter lighedstegn mellem sund fornuft og fordomme, på bagsiden ser man et fotografi af to storsmilende, kvindelige spiritister. I dette spændingsfelt opererer forfatteren. Han rakker ned på videnskaben, men tøver ikke med at bruge dens opdagelser eller udtalelser fra berømte forskere, såfremt de kan bruges til at trække tæppet væk under det videnskabelige verdensbillede. Her får Einstein lov at være med, samt ansatte ved Niels Bohr Instituttet med flere. Der citeres i det hele taget voldsomt: Nørretranders, Schopenhauer, Platon, H.C. Andersen, Kierkegaard, Carl Nielsen, Carl Th. Dreyer. Man må forstå, at man er i stue med en vidende herre.
Men først og fremmest med en journalist, som ved hvordan en historie skal serveres. Blak har siden 1960’erne leveret anmeldelser, essays og interviews til dagspressen, først Aarhuus Stiftstidende , senere Jyllands-Posten . Som forfatter har han især gjort sig bemærket med en række bøger om vildmarksliv, jagt og fiskeri. Hans stil er klar og kontant, han taler ligeud til læseren og er ikke bange for lidt gemytlighed, f.eks. at bringe "spiritus" ind i billedet, når ordet "spiritisme" skal forklares. Det er netop spiritismen, der er det store nye i forfatterens liv.
Blaks vej til new age er ikke gået i lige linie, men i hans lange journalistliv har der dog været stunder, som forberedte ham. I 1974 mødte han Uri Geller før dennes optræden i Århus. Israeleren bøjede en nøgle, og Blak blev forbløffet. Mange år senere, i 1998, lavede Blak et interview med Preben Plum, en af landets fremmeste fortalere for alskens mystik og et lysende eksempel på, at selv om man er videnskabelig ekspert på et felt (Plum var børnelæge) bliver man af den grund ikke ekspert i kontrol og bevisførelse udi det overnaturlige. Blaks artikel fik overskriften "Der er mere mellem himmel og jord", man bemærker ordstillingen, men den kunne jo skyldes loyalitet over for den interviewede. Læg et par år til, så er ingen længere i tvivl, mindst af alle Poul Blak. Der er en hel masse mellem himmel og jord.
Blak ser det dansk-engelske medie Marion Dampier-Jeans i et afsnit af Åndernes magt og beslutter at lave et interview med hende. For at komme i kontakt med hende henvender han sig til lederen af spiritistkirken i Århus, Bettina Therkildsen, som i øvrigt også er medie. De bliver kærester og manden er solgt til spiritismen. Da han kort efter møder mrs. Dampier-Jeans, er han endnu mere solgt. Han bliver, som bogen tydeligt viser, nærmest til et talerør for denne nye superstjerne på den danske åndehimmel. Løft låget er fyldt med hengivne beskrivelser af hendes arbejde, hendes livssyn og hvordan det er at "åbne sig for åndeverdenen – eller det guddommelige". Det er fint, hvis man kan lide den slags.
Hen mod bogens slutning springer der en bombe. Fra skeptikerside er det blevet anført, at et afgørende bevis for psykokinese kunne være, at et medie på nogle meters afstand kunne påvirke en elektronisk vægt. Blot nogle grams udsving, så var sensationen i hus – men et så simpelt bevis har ingen været i stand til at levere. Ikke desto mindre får vi at vide, at det kan Marion. Hun bliver nemlig altid fulgt af ånden efter en italiensk klovn, og en dag fandt denne på at lave numre med Poul Blaks digitale brevvægt. Forfatteren beskriver, hvordan vægten for øjnene af ham skiftede fra 2 over 3 til 4, uden at nogen rørte den. Det præstation så man gerne gentaget under lidt mere kontrollerede forhold. Kan vi få en aftale i stand?
Bogen giver også et indblik i spiritismens forhistorie. Vi hører om Fox-søstrene og deres bankeånd, som i 1848 startede den moderne spiritisme. Vi hører intet om, at Margaret Fox i 1888 stod frem og tilstod, at hun og hendes søstre var bedragere, og offentligt demonstrerede, hvordan hun frembragte mystiske bankelyde ved at knække med tåleddene. Vi hører om den fremragende videnskabsmand William Crookes og hans forsøg med mediet Florence Cook, der kunne materialisere ånden "Katie King". Vi får ikke at vide, at ånden på en prik lignede Florence Cook iført turban og et hvidt lagen, og heller ikke, at kontrollanter, der var mindre godtroende end Crookes, ved flere lejligheder tillod sig at gribe fat om ånden, som viste sig at være mediet selv. Vi får beretningen om det berømte danske medie Einer Nielsen, som det gik så gruelig galt for. Han kunne frembringe ektoplasma og havde gjort det "i hundredvis af gange i overværelse af en lang række navngivne prominente personer i Danmark. Men i Norge ville intet lykkes, og til sidst blev han ligefrem stemplet som bedrager". Stakkels Nielsen. Ligefrem stemplet. Men Blak fortæller jo heller ikke noget om, hvordan nordmændene fandt afføring på Nielsens tøj som følge af, at han havde gemt sit ektoplasma i et hylster i endetarmen.
Endelig får man så et kapitel med titlen "Mediet, der blev martyr". Det er den skotske Helen Duncan, der er tale om. Vi hører til overflod om denne fattige fabriksarbejderske og hendes tolv børn, hvoraf kun halvdelen overlevede, om hendes triumftog som materialisationsmedie i 1930’erne og 40’erne, og om retssagen, hvor hun blev dømt efter en gammel hekseparagraf. Da hun forlod retslokalet, kunne alle høre hende græde: "Jeg har aldrig i mit liv hørt så mange løgne." Fortæller Blak. Han fortæller ikke, om han har set de ganske skarpe fotografier, der findes af mrs. Duncans materialiserede ånder. De er uden tvivl de grimmeste, mest primitive og latterlige falsknerier man har set på dette felt. Eva C’s todimensionelle papånder kommer måske i nærheden, men det er Helen Duncan der tager prisen. En af hendes kreationer fik ligefrem tilnavnet "the coat-hanger ghost", fordi skikkelsen så åbenlyst var noget hvidt stof hængt op over en bøjle.
Man kan tænke sig to forklaringer på, at Blak ikke fortæller disse ting. Enten kender han ikke hele historien, og i så fald er det et stift stykke, at han i bogens forord erklærer: "Som skrivende journalist siden 1965 ligger det mig ikke fjernt at fordybe mig i et emne, før jeg sætter mig til tastaturet. I mit fag kalder vi det at researche." Eller også ved han virkelig besked med spiritismens mørke side, men har valgt at holde oplysningerne væk fra læserne, på samme måde som halvdelen af optagelserne til Åndernes magt røg ud, fordi medierne klarede sig dårligt.
Bogen er en festtale for det alternative, for new age i almindelighed og spiritismen i særdeleshed, og der må vel ikke være noget, som kan ødelægge glansbilledet. Den er spændende skrevet, men ender alligevel som en kedelig oplevelse. Kedelig i betydningen: beklagelig, forstemmende. I hvert fald for denne læser, som har en vis svaghed for "den såkaldt sunde fornuft".
[*]
Seneste kommentarer