af Claus Larsen, oversat af Jens Laigaard

Når astrologer hævder at astrologi virker, henter de tit en eller anden berømthed frem, lægger vedkommendes horoskop og tolker personens (i forvejen kendte) levned som bevis på at astrologien virker. Men hvad nu, hvis ingen ved hvem den person der analyseres er, selv om han eller hun hører til i vores “fælles bevidsthed”? Kan en astrolog sige noget rammende om en ukendt person?

Man kan jo prøve det af. Jeg har valgt en person, som blev offentlig kendt på en ganske enestående måde, men det må vente lidt med, hvem det er. Først skal vi se på denne persons horoskop. Kan De gætte hvem det er?

Efter at De har læst horoskopet og gættet, gennemgår vi horoskopet en gang til for at se, hvor godt det passer på den person, det drejer sig om.

Horoskopet er fra Astro.com – der markedsføres som “Verdens bedste rapporter”. Lad os se om det passer …

Solen i Tvillingerne, månen i Stenbukken
Du er født med solen i Tvillingerne og månen i Stenbukken. Din følelsesmæssige natur og intellektuelle evner går fint i spænd, og din personlighed hænger godt sammen. Du er alsidig og holder af forandringer, men samtidig har du meget klare holdninger. Dine ambitioner går i intellektuel retning. Du kan lide at rejse og søger bevidst efter oplevelser, du kan lære af. Tvillingerne giver også et meget humanistisk livssyn og sympati for menneskeheden i al almindelighed. Du afskyr vold og lærer aldrig at forstå den slags. Du får ofte problemer, som udspringer af din dobbelttydige natur. Udadtil virker du som en entusiastisk, impulsiv person, der altid gør tingene på sin egen måde. Du er ikke bange for forandringer eller paradokser og tøver aldrig med at gå på tværs af ting, du tidligere har sagt eller gjort, hvis det passer dig. Du virker udadtil mere aggressiv og entusiastisk end dit indre menneske lader formode. Du kunne med fordel arbejde på at forene din intellektuelle natur med de impulsive og militante aspekter i din personlighed.

Ascendanten i Vægten, Venus i syvende hus
Da du blev født var dyrekredstegnet Vægten på vej op over horisonten. Dets hersker Venus befinder sig i det syvende hus. Dette tyder på et liv hvor den, der er født, vil tilegne sig en høflig, venlig og hengiven væremåde. Folk med ascendanten i Vægten motiveres grundlæggende af følelserne snarere end intellektet. Dit liv vil vise, at du er en skarp iagttager og har en tendens til at sammenligne ting ud fra æstetiske normer. Du vil ikke være overvældende energisk, og derfor er der en tendens til at falde ind i rutiner og gå den letteste vej. Du er en medfølende person som søger andres anerkendelse og er god til at tilpasse sig. Du har en bemærkelsesværdig intuition og får stor tilfredsstillelse af socialt samvær, da du elsker alle livets sociale aspekter. Hvis du ikke kontrollerer denne tendens til at engagere dig så meget i andre mennesker, risikerer du at blive for afhængig af andre. Man bemærker en vis rastløshed, omskiftelighed og mangel på vedholdenhed i dit liv. Dit mest iøjnefaldende træk er lysten til at føre to ting eller mennesker sammen. Uheldigvis kan denne optagethed af at bringe tingene i harmoni eller få folk til at tilpasse sig hinanden føre til, at den fødte bliver lidt urealistisk og passiv. Du vil imidlertid være venlig og nem at omgås, et selskabsmenneske, optaget af udsmykning, tøj, skik og brug, normer og æstetik. Hvis du involverer dig i et kærlighedsforhold vil du erfare, at forholdet snarere skyldes et ønske om at smigre dig selv end nogen dybere følelser. I erhvervsmæssig sammenhæng tiltrækkes du af aktiviteter, som kræver kulturel dannelse og måske også kunstnerisk indsigt. Frem for alt fortæller denne astrologiske stilling, at du er meget udadvendt; dit liv retter sig mod at få folk til at komme godt ud af det med hinanden; din skæbne antyder også, at du vil være i stand til at opfylde din højeste åndelige bestemmelse, hvis du forstår at tilegne dig de egenskaber, du mangler, fra andre mennesker. Gifter du dig, vil det blive et lykkeligt ægteskab med en tiltrækkende og behagelig partner. Med din ægtefælles hjælp og støtte er det meget muligt, at du vil opnå fuldkommen økonomisk og social succes.

Saturn i tredje hus
Saturn, planeten for pligt og ansvar, viste sig i tredje hus da du blev født. Denne planet bringer noget koldt og udspekuleret ind i al mental aktivitet; holdningen bliver almindeligvis reserveret, alvorlig og uden dynamik, varme og bevægelighed. Du tænker meget over tingene og planlægger langsomt og omhyggeligt. Det vil blive en svær kamp at føre dine planer ud i livet, og du vil ikke få megen hjælp fra dine nærmeste. Her står Saturn for pligter, der må opfyldes og som er af intellektuel art. Den fortæller også, at din karakter vil blive sat på prøve ved kritiske punkter i dit forhold til andre mennesker, noget du kun kan komme heldigt igennem ved at udvikle et altruistisk og medfølende væsen og blive bedre til at tilgive og sige undskyld.

Månen i sjette hus
Månen, jordens drabant, stod i sjette hus ved din fødsel. Dette antyder blandt andet, at dit arbejde livet igennem vil være afvekslende og med mange pligter, og kræve kontakt med mange mennesker. Helbredsmæssigt kan den megen omskiftelighed have en tendens til at medføre visse lidelser. Psykologisk set vil månens stilling tilskynde dig til at søge rollen som underordnet snarere end lederstillinger. Endelig vil et af dine psykologiske træk være et hemmeligt ønske om at blive et kendt navn inden for din profession.

Venus i syvende hus
Venus, kærlighedens planet, stod i syvende hus da du blev født. Hvad ægteskab angår er dette en af de bedste påvirkninger, der findes. Du er blevet lovet et lykkeligt ægteskab med en meget tiltrækkende, dejlig og venlig person. Du har mulighed for at opnå både følelsesmæssig og økonomisk gevinst gennem ægteskab. Som individ er du meget rettet mod miljøet, og dette vil give dig glæde såvel som psykologisk kompensation for eventuelle manglende evner. I din omgang med andre mennesker vil der være harmoniske forhold. Du vil opnå balance gennem følelsesmæssig tilknytning, æstetik, kunst og ægteskab.

Solen i ottende hus
Solen, lysbringeren og midtpunktet i vores planetsystem, befandt sig i ottende hus da du blev født. Dette giver din personlighed en tilbøjelighed til, på den ene eller anden vis, at rette sig mod livets mørke sider. Dine seksuelle følelser er af langvarig natur, intense og levende. Dit indre jeg synes at være tiltrukket af usædvanlige spørgsmål omkring livets afslutning – døden og dens mysterier. Ifølge traditionel astrologi vil du opleve en krise, når du er midaldrende. Hvis du har held til at komme godt igennem denne periode, kan du se frem til at langt liv med forøget vitalitet. I økonomisk henseende er der afgjort mulighed for en arv, enten efter din ægtefælle eller en anden slægtning.

Kan De genkende denne berømte person? Ikke rigtig? Så læs videre her.

FACIT
Jeffrey Dahmer
Seriemorder, nekrofil, kannibal, psykopat

Det er denne herres fødselsdata, vi lige har fået udlagt. I tidsrummet 1978 til 1991 dræbte Jeffrey Dahmer 19 mænd. Han havde seksuelt samkvem med linene, opbevarede kropsdele som souvenirs, spiste andre kropsdele og førte en detaljeret foto-dagbog over sine ofre.

Han blev idømt femten gange livstid eller i alt 957 år i fængsel. Senere blev han slået ihjel i fængslet af en anden indsat.

Lad os se, hvor godt horoskopet passede på ham …

Horoskop Kommentarer
Du er født med solen i Tvillingerne og månen i Stenbukken. Din følelsesmæssige natur og intellektuelle evner går fint i spænd, og din personlighed hænger godt sammen. Du er alsidig og holder af forandringer, men samtidig har du meget klare holdninger. Uldent. Kan betyde hvad som helst.
Dine ambitioner går i intellektuel retning. Hvad Dahmer ellers var, så var han i hvert fald ikke intellektuel.
Du kan lide at rejse og søger bevidst efter oplevelser, du kan lære af. Uldent.
Tvillingerne giver også et meget humanistisk livssyn og sympati for menneskeheden i al almindelighed. Dahmer havde så meget sympati for menneskeheden, at han spiste af den. Sikken fyr!
Du afskyr vold og lærer aldrig at forstå den slags. Dahmer nøjedes ikke med at dræbe sine ofre, han skar dem i stykker og havde sex med kropsdelene. Hvor voldsomt kan det blive?
Du får ofte problemer, som udspringer af din dobbelttydige natur. Sandt nok. Dahmer fik problemer, fordi han var så dobbelttydig i sin holdning til mord.
Udadtil virker du som en entusiastisk, impulsiv person, der altid gør tingene på sin egen måde. Udadtil virkede Dahmer sky og kejtet. Men han gjorde virkelig tingene på sin egen måde!
Du er ikke bange for forandringer eller paradokser og tøver aldrig med at gå på tværs af ting, du tidligere har sagt eller gjort, hvis det passer dig. Uldent.
Du virker udadtil mere aggressiv og entusiastisk end dit indre menneske lader formode. Aggressiv, det var han, både udadtil og indadtil.
Du kunne med fordel arbejde på at forene din intellektuelle natur med de impulsive og militante aspekter i din personlighed. Han arbejdede da også på at blive en god konservator!
Da du blev født var dyrekredstegnet Vægten på vej op over horisonten. Dets hersker Venus befinder sig i det syvende hus. Dette tyder på et liv hvor den, der er født, vil tilegne sig en høflig, venlig og hengiven væremåde. "Høflig, venlig og hengiven" er ikke lige de første ord, der falder én ind, når man skal beskrive Dahmer.
Folk med ascendanten i Vægten motiveres grundlæggende af følelserne snarere end intellektet. Rigtigt. Han lod følelserne og drifterne styre sit liv.
Dit liv vil vise, at du er en skarp iagttager og har en tendens til at sammenligne ting ud fra æstetiske normer. Rigtigt. Dahmer gjorde sig stor umage for at konservere hoveder og peniser og gøre dem så æstetiske som muligt.
Du vil ikke være overvældende energisk, og derfor er der en tendens til at falde ind i rutiner og gå den letteste vej. Dahmer lagde en voldsom energi for dagen, når han udvalgte og dræbte sine ofre. Imidlertid lå hans fremgangsmåde fast på et tidligt tidspunkt.
Du er en medfølende person som søger andres anerkendelse og er god til at tilpasse sig. Ingen har nogensinde beskrevet Dahmer som medfølende eller god til at tilpasse sig.
Du har en bemærkelsesværdig intuition og får stor tilfredsstillelse ud af socialt samvær. Dahmer var en enspænder uden venner. Han samlede unge mænd op på bøssebarer og tilbød dem penge for at se dem nøgne, hvorefter han dræbte dem.
Hvis du ikke kontrollerer denne tendens til at engagere dig så meget i andre mennesker, risikerer du at blive for afhængig af andre. Dahmers forhold til andre mennesker varede aldrig mere end et par timer. Han var ret god til at kontrollere den tendens!
Dit mest iøjnefaldende træk er lysten til at føre to ting eller mennesker sammen. Hvis det "at føre to ting eller mennesker sammen" betyder at spise sine ofre, så er dette rigtigt.
Du vil imidlertid være venlig og nem at omgås, et selskabsmenneske, optaget af udsmykning, tøj, skik og brug, normer og æstetik. "Venlig" og "nem at omgås" var han ikke. Men han var optaget af "udsmykning" – i form af resterne af ofrene.
Hvis du involverer dig i et kærlighedsforhold vil du erfare, at forholdet snarere skyldes et ønske om at smigre dig selv end nogen dybere følelser. Endnu en gang, Dahmer havde aldrig et forhold der varede mere end et par timer. En total forbier.
I erhvervsmæssig sammenhæng tiltrækkes du af aktiviteter, som kræver kulturel dannelse og måske også kunstnerisk indsigt. Ja, han prøvede jo at blive en god konservator. Det gjorde han!
Frem for alt fortæller denne astrologiske stilling, at du er meget udadvendt; dit liv retter sig mod at få folk til at komme godt ud af det med hinanden … En total forbier. Dahmer var indadvendt og var fuldstændig ligeglad med mellemmenneskelige forhold.
Gifter du dig, vil det blive et lykkeligt ægteskab med en tiltrækkende og behagelig partner. Nu må jeg le …
Denne planet bringer noget koldt og udspekuleret ind i al mental aktivitet; holdningen bliver almindeligvis reserveret, alvorlig og uden dynamik, varme og bevægelighed. Først skulle Dahmer være udadvendt, entusiastisk og impulsiv, og nu er han reserveret, kold og udspekuleret? En iøjnefaldende selvmodsigelse.
Det vil blive en svær kamp at føre dine planer ud i livet, og du vil ikke få megen hjælp fra dine nærmeste. Rigtigt. Dahmer arbejdede alene og det kan ikke have været nemt at beskæftige sig med den slags.
Den fortæller også, at din karakter vil blive sat på prøve ved kritiske punkter i dit forhold til andre mennesker, noget du kun kan komme heldigt igennem ved at udvikle et altruistisk og medfølende væsen og blive bedre til at tilgive og sige undskyld. Altruistisk og medfølende var han ikke.
Dette antyder blandt andet, at dit arbejde livet igennem vil være afvekslende og med mange pligter, og kræve kontakt med mange mennesker. Det er sandt. Dahmer havde svært ved at holde på et arbejde.
Helbredsmæssigt kan den megen omskiftelighed have en tendens til at medføre visse lidelser. "Kan have en tendens til at medføre" er et rigtig uldent udtryk.
Psykologisk set vil månens stilling tilskynde dig til at søge rollen som underordnet snarere end lederstillinger. Dahmer havde behov for at styre tingene, ikke for at være underordnet.
Endelig vil et af dine psykologiske træk være et hemmeligt ønske om at blive et kendt navn inden for din profession. Tja … det blev han jo.
Du er blevet lovet et lykkeligt ægteskab med en meget dejlig, tiltrækkende og venlig person. Du har mulighed for at opnå både følelsesmæssig og økonomisk gevinst gennem ægteskab. Det løfte blev åbenbart brudt af de himmelske magter.
Som individ er du meget rettet mod miljøet, og dette vil give dig glæde såvel som psykologisk kompensation for eventuelle manglende evner. I din omgang med andre mennesker vil der være harmoniske forhold. Overhovedet ingen harmoniske forhold. Med hensyn til miljøet var genbrug af menneskekroppe en vigtig del af hans liv.
Du vil opnå balance gennem følelsesmæssig tilknytning, æstetik, kunst og ægteskab. Ingen følelsesmæssig tilknytning eller ægteskab. Med hensyn til at opbevare lig i forrådnelse i sit hjem … det er meget muligt, at Dahmer betragtede det som æstetik og en kunstart.
Dette giver din personlighed en tilbøjelighed til, på den ene eller anden vis, at rette sig mod livets mørke sider. Så sandt, så sandt.
Dine seksuelle følelser er af langvarig natur, intense og levende. Hans seksuelle følelser var kortvarige, intense og levende – man kun for Dahmer selv. For alle andre var de dødbringende.
Dit indre jeg synes at være tiltrukket af usædvanlige spørgsmål omkring livets afslutning – døden og dens mysterier. Meget sandt.
Ifølge traditionel astrologi vil du opleve en krise, når du er midaldrende. Hvis du har held til at komme godt igennem denne periode, kan du se frem til et langt liv med forøget vitalitet. Krisen kom ganske rigtigt, idet Dahmer blev arresteret og idømt fængselsstraf. Hans liv blev afkortet, så han havde tilsyneladende ikke held til at komme godt igennem denne periode.
I økonomisk henseende er der afgjort mulighed for en arv, enten fra din ægtefælle eller en anden slægtning. Det er meget sandsynligt at man vil arve noget efter sine forældre. Påstanden er ikke specifik.

Efterspil
Intet sted i Dahmers horoskop finder vi nogen antydning af de rædselsgerninger, han begik. Astrologi er ulden, hav-det-godt-med-dig-selv, du-er-helt-fin, du-har-muligheder snak. Med andre ord, en gang sludder.

Man kan godt hævde, at eftersom dette horoskop er udarbejdet af en computer kan det ikke være særlig præcist. Men så må vi også have en forklaring på – og bevis for – hvorfor andre metoder er bedre. Programmet er lavet af astrologer. Hvis nogen vil klage, må de henvende sig til astrologerne, ikke til mig.

Imidlertid er det værd at bemærke, at den mest kendte astrolog i Danmark, Ole Giber, fik udleveret Dahmers fødselsdata (uden at vide hvem det var) og kvitterede med beskrivelser som “Dit behov for ømhed og kærlighed betyder mere for dig end seksuel kontakt, uanset styrken af den” og “Social af natur er du pålidelig”. Menneskelige astrologer klarer sig åbenbart ikke spor bedre end computere.

Kilde: Guess the Celebrity! / by Claus Larsen. – Skeptic Report, October 2002

[*]