af Claus Larsen, oversat af Jens Laigaard
En af de sidste aftener i september 2002 var jeg til et foredrag med Dean Radin, forfatteren til The Conscious Universe , på Upper East Side, Manhattan. Radin fortalte om Global Consciousness Project (GCP), der beskrives som:
“et verdensomspændende netværk af apparater, som reagerer på sammenhæng og resonans i det mentale felt. Vedvarende datastrømme sendes over internettet, arkiveres og sammenholdes med begivenheder, som kunne tænkes at fremkalde en verdensomfattende bevidsthed. Eksempler, som synes at have forårsaget dette, omfatter såvel fredelige møder som katastrofer: minutterne omkring midnat en hvilken som helst nytårsaften, den første time hvor NATO bombede i Jugoslavien, pavens besøg i Israel, diverse verdensomspændende meditationsseancer, adskillige større jordskælv, og her senest den 11. september.” Global Consciousness Project
Verden over frembringer tilfældighedsgeneratorer (såkaldte “æg”) en tilfældig række af ettaller og nuller, som registreres med henblik på senere analyse. Ifølge teorien kan en “global bevidsthed” påvirke denne serie af tilfældige ettaller og nuller.
O.J. Simpson: En verdensbegivenhed?
Radin gav adskillige eksempler på, at GCP har registreret “global bevidsthed”. Et af dem var dagen, hvor O.J. Simpson blev frikendt for dobbeltmord. Vi fik forevist et diagram, hvor data ubestrideligt dannede en nydelig, stigende kurve i minutterne efter at tv-transmissionen var begyndt og alle ventede på at høre kendelsen. Og ja, der var en nydelig, stigende kurve i minutterne efter at kendelsen var læst op.
Imidlertid kunne man se en lignende kurve gå opad omkring en time før kendelsen, tilsyneladende uden grund. Radins forklaring, før han hurtigt gik videre til næste lysbillede?
“Jeg ved ikke, hvad der skete der.”
Det skulle ikke blive sidste gang, vi fik det svar.
11. september: en studie i ønsketænkning
Det var oplagt, at terrorangrebene på denne dag burde levere et godt eksempel på global bevidsthed. Det gjorde de også, ved første øjekast. Der lod til at være en meget udtalt effekt på den dag og i tiden umiddelbart efter.
Men der var adskillige problemer. Det mest indlysende var, at ændringerne begyndte kl. 6.40 om morgenen (Eastern Time), og da var angrebene endnu ikke begyndt. Man kan selvfølgelig diskutere, hvornår angrebene kunne siges at være i gang, men hvis teorien bygger på, at en masse mennesker “fokuserer” på den samme ting, så hopper kæden af her. Klokken 6.40 var det kun angriberne, der kendte til den kommende begivenhed. Ikke engang CIA vidste noget. Det er bestemt ikke nok til, at man kan tale om en “global” bevidsthed.
Dette blev forklaret som prækognition: forsøg har vist, at en person på forhånd kan fornemme, om et billede på en skærm bliver “positivt” eller “negativt”, f.eks. en sød lille kanin eller en slange klar til at hugge. Radin medgav, at folk reagerer forskelligt på denne slags billeder (som eksempel nævnte han Jimmy Carter, der engang blev angrebet af en stor kanin, og herpetologen, som ville synes at slangen var “sød”), men resultaterne viser virkelig, at folk reagerer en anelse før billedet dukker op. Men eftersom billederne dukker op med regelmæssige mellemrum i disse forsøg, er det ikke svært at forestille sig, at folk ret hurtigt lærer at tælle sekunderne til det næste billede kommer til syne.
Disse forsøg drejede sig om folks fysiske reaktioner. Desværre er der ingen, der har registreret, at folk var specielt urolige i de to timer før angrebene satte ind. Graden af overraskelse taler sit klare sprog. Ingen anede, at dette ville ske.
Vi fik ingen forklaring på, hvorfor der ikke var tegn på denne prækognition i de andre eksempler.
Et andet alvorligt problem ved resultatet fra 11. september var, at i dagene før angrebet var der adskillige tilfælde, hvor æggene opfangede data som gav det samme udsving som på den 11. september. Da jeg spurgte Radin, hvad der var sket på disse dage, svarede han:
“Det ved jeg ikke.”
Jeg spurgte ham så – og jeg indrømmer, at jeg var lidt paf – hvorfor i alverden han ikke var gået tilbage for at se, om der havde været lignende “globale begivenheder” på disse dage, eftersom han fik de samme udsving. Han svarede, at det ville være at efterrationalisere – at prøve at tilpasse data, så de stemte overens med teorien.
At holde sin hypotese op mod data, som synes at modsige den, skulle det være “at efterrationalisere”?
For en gangs skyld savnede jeg ord.
Maharishi-eksperimentet
Radin gik videre til det berømte/berygtede eksperiment i 1993 i Washington, D.C.
“I 1993 blev Maharishi-effekten demonstreret med al ønskelig tydelighed i Washington D.C. En uafhængig videnskabelig undersøgelseskommission på 27 medlemmer omfattede repræsentanter fra politiet og universiteterne i Washington. Forudsigelser lydende på nedgang i voldsforbrydelser, forbedret livskvalitet og stigende tilfredshed med regeringen var forud blevet forelagt undersøgelseskommissionen. Forudsigelserne viste sig at holde stik under sammenkomsten af 4000 TM-sidhi-udøvere. der var en nedgang på 24% i voldsforbrydelser i den seks ugers periode, sammenkomsten varede, sammenlignet med det niveau, der var forudsagt ud fra tidsserie-analyser af forudgående data.”
Natural Law Party Fact Sheet
Radin viste et diagram, som – atter ved første øjekast – viste, at der sandelig var et fald i voldsforbrydelser i den periode, hvor deltagerne tænke på fred.
Der var en ting, jeg straks bemærkede, men denne gang kom en anden mig i forkøbet: nogle dage før eksperimentet var der et lignende fald i forbrydelserne, som så ud til at være procentuelt nogenlunde det samme. Da Radin blev spurgt, hvad der havde forårsaget dette fald, svarede han:
“Det ved jeg ikke.”
Jeg begyndte at ane et mønster, så jeg spurgte Radin om hans forskningsmetoder: Hvordan kunne han sige, at det senere fald i voldsforbrydelser skyldtes Maharishi-effekten, når han ikke gik tilbage og undersøgte, hvad der havde forårsaget det tidligere fald?
Hans svar:
“Dette var et planlagt eksperiment.”
Da jeg påpegede, at 11. september dårligt kunne kaldes et planlagt eksperiment, faldt han tilbage på sit tidligere standpunkt: at det ville være at efterrationalisere, osv.
Hvis han nu gik tilbage, spurgte jeg, og ikke kunne finde noget der lignede en global begivenhed på de dage, der havde samme udsving som hans eksempler, ville det så ikke vise, at teorien var forkert?
Hans svar?
“Ikke nødvendigvis.”
Jeg tror ikke, han brød sig om at jeg brugte vendingen: “De udvælger Deres data.” Det var den eneste gang, han rynkede panden.
Jeg lod sagen ligge dér. Det var klart, at Radin udvalgte sine data. Han prøvede ikke at finde alternative forklaringer til sine teorier. Hvem sagde noget om at tilpasse data?
Med hensyn til Maharishi-eksperimentet bør det nævnes, at selv om der tilsyneladende var et fald i voldskriminaliteten, er disse data behæftet med fejl. Robert Park skriver om begivenheden i sin bog Voodoo science :
“De følgende uger lignede noget fra en gammel film med den gale videnskabsmand – et eksperiment, som var gået skrækkelig galt. Hver mandag morgen opregnede Washington Post weekendens grusomme drab. Deltagerne i projektet syntes at svæve i lykkelig uvidenhed om det blodbad, der foregik omkring dem, mens de sad i lotusstilling i grupper rundt om i byen og med lukkede øjne og fred i sindet gentog deres mantraer. Antallet af mord nåede i disse to måneder et niveau, som man ikke har set mage til hverken før eller siden.
Da demonstrationsperioden var slut, medgav Hagelin, idet han smilede sit overjordiske smil, at antallet af mord rigtignok var steget “på grund af de usædvanlig høje temperaturer”, men “brutale forbrydelser” var faldet. Man så for sit indre blik, hvordan mordene blev udført på en mere human måde, for eksempel en hurtig kugle mellem øjnene i stedet for at blive banket ihjel med en knippel.
I det næste år, lovede Hagelin, ville resultaterne blive omhyggeligt analyseret i henhold til strenge videnskabelige retningslinier. Som lovet vendte Hagelin tilbage efter et år med en 55 siders rapport om projektets resultater. Det var et studie i data-forvrængning. En huldsaligt smilende Hagelin erklærede på en pressekonference, at i den periode eksperimentet stod på var antallet af voldsforbrydelser blevet reduceret med ikke mindre end 18 procent. “Reduceret med 18 procent i forhold til hvad?” spurgte en undrende journalist fra Washington Post, som stadig kunne huske den rædsomme bølge af mord i sommeren 93. I forhold til hvad det ville have været, hvis deltagerne ikke havde mediteret, forklarede Hagelin tålmodigt. “Men hvordan kan De vide, hvad antallet af forbrydelser ellers ville have været?” blev journalisten ved. Det tal var man nået frem til, svarede Hagelin med en antydning af irritation, gennem en “strengt videnskabelig tidsserie-analyse” som ikke blot omfattede data om forbrydelser men også faktorer som vejret og ændringer i jordens magnetfelt.”
Source: Robert Park, Voodoo Science, p. 29.
Videnskaben – puh-badr!
Resten af foredraget var den sædvanlige gamle brandtale mod den “etablerede” videnskab. Radin kunne ikke afholde sig fra at uddele adskillige hug til det “etablerede” videnskabelige samfund. Vi fik den velkendte smøre om, at videnskabsfolk er bange for at tænke ud over de fastlagte rammer, at de vender ryggen til kontroversielle kendsgerninger, at vi står på tærskelen til en ny tidsalder, og bla bla bla.
Radin har for så vidt ret i, at videnskabelige samfund er noget konservative. Men han ignorerer, at unge videnskabsfolk, som er ivrige efter at blive lagt mærke til, med største fornøjelse ville kaste sig over denne slags forskning – tænk bare på de tilskud og den ære og berømmelse, der venter én, hvis det skulle lykkes at bevise noget paranormalt!
Desværre kommer æren og berømmelsen først, når der foreligger håndgribelige resultater. Og dem har vi indtil videre ikke set nogen af.
Det skal siges, at Radin selv indrømmer, at intet af dette udgør noget egentligt bevis for global bevidsthed. Han kalder det “en indikation”.
Roger Nelson, leder af GCP, indrømmer også at der ikke foreligger noget bevis:
“Selv om jeg kan lide tanken om global bevidsthed vil jeg vedgå, at dette begreb egentlig er en æstetisk hypotese. Jeg mener ikke, der for alvor er grund til at hævde, at de statistikker og diagrammer, der kan uddrages af de foreliggende data, beviser eksistensen af en global bevidsthed. På den anden side har vi faktisk stærke beviser for anomale strukturer i, hvad der burde være tilfældige data, og en klar sammenhæng mellem disse uforklarede afvigelser fra det forventede og klart definerede begivenheder, som har særlig betydning for folk. Disse begivenheder har noget tilfælles, nemlig at de fanger vores opmærksomhed og drager os ind i et fælles fokus.” Global Consciousness Project
Efterspil
Mit overordnede indtryk af Radin er, at han er oprigtig, omend alt for betaget af sine teorier. Han udvælger helt klart sine data og er ikke særlig interesseret i at finde ud af, om hans teorier kan falsificeres.
Mens dette er forståeligt på det menneskelige plan, er det videnskabeligt uacceptabelt.
Men er der noget om snakken? Hvis vi afholder os fra at sætte lighedstegn mellem “anomalier” og “psi”, så ser det faktisk ud til, at der foregår et eller andet. Hvorvidt der er tale om fejlbehæftet forskning eller et virkeligt fænomen kan endnu ikke fastslås. Men når man tager i betragtning, at Radin og GCP bekymrer sig så lidt om at falsificere deres teorier (og desuden citerer Sagan og Hyman uden for sammenhæng til støtte for deres dagsorden, når ingen af dem rent faktisk gør det!), så er det meget vanskeligt for mig at godtage, at vi står over for et virkeligt fænomen.
Men hvad, jeg kunne jo tage fejl!
Kilde: Skeptic Report, November 2002
[*]
Seneste kommentarer