af Luc Plateaux, oversat af Harald Fastrup
Er kreationismen videnskabeligt acceptabel? Bemærkninger til bogen Évolution ou Création” (Evolution eller Skabelse) af J. Flori og H. Rasolofomasoandro. (ed. SDT, Dammarie les Lys, 1974), et typisk kreationistisk arbejde.
En bogstavtro opfattelse af Syndfloden, som den er fremstillet i denne bog er uforenelig med troen på arternes udbredelse. Hvorfor skal man holde sig til denne opfattelse, når man ved, at denne historie er inspireret af en orientalsk legende, der var meget udbredt blandt Hebræerne (Heltedigtet om Gilgamesh f. eks.). og er opstået som følge af lokale, velkendte geologiske begivenheder (Omdannelse af Eufphrat- og Tigris-dalene til have). Bibelen gentager legenden i denne beretning og omdanner den ved guddommelig inspiration til et bibelsk dogme, der minder om menneskehedens forfald og ansvarlighed og forkynder menneskets frelse ved den “retfærdighed”, for hvilken Noa er profet.
Når man ser praktisk på det, kan dyrearternes udbredelse på jorden ikke forklares ved en nylig spredning, især ikke i Australien eller Sydamerika. Dette er typisk for hele bogen. Vi mener, at det er nytteløst at bestride disse “teorier” ved hjælp af en rent videnskabelig argumentation, da vi ville ende med en bog af dobbelt størrelse (eller meget større!) med argumenter som disse: “Ja! Ja! Nej! Nej!” Hvis det ser ud til, at vi truer deres tro, bliver vi ikke længere hørt. Det er fordi de nyttigste argumenter synes at være bibelfortolkende: de viser, at troen ikke behøver den detaljerede forklaring af teksten, og at den sande tros syn står på et højere stade: At hæve sig op til et niveau, hvor Gud ved hjælp af billedsprog vil tale til os, idet han lader os forstå begrænsningen af vor fatteevne.
Det bliver for omfattende at besvare denne bogs fejltagelser eller misforståelser punkt for punkt (ligesom de andre kreationisters!). Lad os blot anføre enkelte bemærkninger om deres største bommerter:
Hvad der er sagt om mutationer er forældet, da der ikke er tale om morfologiske eller fysiologiske mutationer, og disses “hensigtsmæssighed” må betragtes som forældet. Man ignorerer det molekylære studium af mutationer, som klart er det mest betydningsfulde, da det meddeler et væld af nye oplysninger.
- Det er normalt, at atypiske mutationer er ugunstige. Det man iagttager er, at tilpasningen af arterne gør at det, der er gunstigt bevaret ved hjælp af selektionen sætter generne på plads.
- Hvorfor viser naturen ikke flere mutationer? Når man studerer enzymerne og DNA ved hjælp af elektroforese, finder man faktisk mange mutationer. Blot er de mutationer, der resulterer i en morfologisk forandring, ikke de mest talrige. Det er normalt, eftersom mutationernes biokemiske og fysiologiske virkninger ikke alle viser sig morfologisk.
- Det er ikke rigtigt, at en enkelt mutation ikke kan resultere i et organ, thi man kender eksempler på eddikefluer, der har fire vinger i stedet for to, på grund af et enkelt vigende gen. Man vil svare, at de to ekstra vinger i virkeligheden er en omdannelse af de to “balanceorganer” (organer, der erstatter de tovingedes bageste vinger), men alle fremkomster af nye organer er omdannelse af et organ eller dele af et organ.
Det er i almindelighed sandt, som Bounore har sagt det, at en enkelt mutation “aldrig overskrider artens ramme”, men det passer ikke, at de tusinder af mutationer, man kender, ikke kan overskride grænsen mellem fugle og krybdyr. Man studerer i øjeblikket sekvenser af DNA fra talrige arter, og man kortlægger arvefølgen af arter på basis af deres genetiske opbygning. Man når til at definere procentdelen af det afvigende DNA, som adskiller arterne. Man taler endog om et “molekylært ur”, der gør det muligt at måle afstanden og tiden, der adskiller to arter ved hjælp af antallet af de mutationer, der adskiller dem.
Selv om dette “molekylære ur” og hastigheden af evolutionen diskuteres, kan deres realitet ikke bestrides.
Det synes mig berettiget at kritisere den påståede tilfældighed, der hersker blandt mutationerne. Alt sker, “som om” mutationer er tilfældige, da man ikke ved, hvorfor en mutation opstår her fremfor andetsteds. Men visse evolutionisters (ikke alles) tilfældighed taber terræn; thi man ved godt, at mutationerne er talrige på visse steder af et kromosom (især hos vira, hvis DNA man kender i detailjer), mens de ikke findes andre steder. Tilfældigheder synes at være mest sandsynlige.
Apropos arten
Det er absurd at lade Cuénot opponere mod Mayr angående definitionen af arten, eftersom det, Cuénot siger, på ingen måde strider mod Mayr´s definition. Cuénot taler om en samling af artens karakterer (morfologi, økologi, seksuel isolering), som Mayr på ingen måde bestrider; men Mayr præciserer, at artens væsentligste karakter er dens seksuelle isolering, hvoraf de øvrige karakterer afhænger på kortere eller længere sigt. Cuénot har aldrig benægtet, at denne seksuelle isolering er væsentlig, hvilket tidligere er bekræftet af Buffon, som skrev dette: “Sammenligningen af ligheder mellem individer er kun en biting og ofte uafhængig af generationernes konstante rækkefølge, thi æslet ligner hesten mere end jagthunden ligner mynden, og dog tilhører jagthunden og mynden den samme art, da de sammen er i stand til at producere individer, der igen kan producere andre, mens æslet og hesten er forskellige arter, der sammen kun kan producere fordærvede og ufrugtbare individer”.
Hvis man betegner som racer det, andre med god ret kalder arter, skaber forfatterne af denne bog en kunstig lakune mellem race og art. Artens stabilitet i løbet af et menneskeliv, og endog i løbet af historiens århundreder, er et velkendt fænomen. Vi ved, at denne stabilitet skyldes den langsomme udvikling, og at den er hovedårsagen til, at ideen om udvikling ikke opstod hos vore forfædre. Selv om nogle arter er opstået fra det ene øjeblik til det andet, f. eks. ved forstærkning af en hybrids kromosomer (krydsning af en. kålplante og en radise) ved man godt, at det i hovedparten af tilfælde først sker efter tusinder af successive generationsskifter. Hvis man accepterer en pludselig mutation hvert ti tusinde år, er det klart, at næsten intet har kunnet udvikle sig i et sådant tidsrum, når man undtager vira og bakterier. Denne tilsyneladende stilstand er for øvrigt heldig, da den giver os tid til at klasseinddele den levende verden, hvilket vi ikke ville have været i stand til, dersom det drejede sig om hurtige forandringer.
Linné, det XVIII århundredes systematiks fader, var fixist og udarbejdede klasseinddelingen af de levende væsener uden at bekymre sig om paterniteten, men kun om lighederne. Således omfattede hans art homo både homo sapiens og de store aber: Chimpansen homo troglodytes, og Orangutangen, homo silvestris (angående Linnés arbejder se nyere forfattere). Linné skabte i sin tid et stort fremskridt med hensyn til systematikken, men videnskaben standsede ikke ved Linné.
Den sidste store franske biolog, som afviste evolutionen, var Bounoure. Det er ikke muligt at bruge denne ærværdige lærdes skrifter til at kritisere det, der er opdaget efter hans tid. Så kunne man lige så godt afvise Kopernicus’s system ved at støtte sig til Ptolemæus.
Man kan ikke komme udenom problemet at skelne mellem stabilitet og fixisme ved at lade forfatterne kalde sig ikke-fixister! Det er rigtigt, at den stabilitet, de taler om, er forenelig med en evolution (hvilket de benægter). Men det er ikke rigtigt, at fixismen afviser enhver variation indenfor en art: Alle systematikere, heri indbefattet fixister som Linné, har indrømmet, at der var variationer indenfor en art (de så det jo!).
Det, der er sagt om den langsomme evolution, er på ingen måde anerkendt af alle og drejer sig i virkeligheden kun om visse fine forgreninger, som er forsvundet uden at efterlade sig spor. Men andre sidegrene forsvinder i en slags evolutionær misvisning (Ammoniter “på vildspor” f. eks.). Den eneste acceptable grund, vi har til at tale om en langsom udvikling er, at vi ikke bemærker den i løbet af et menneskeliv. Det forhindrer ikke evolutionen i at fortsætte i sit ærværdige spor. At visse arter forsvinder, er led i denne udvikling, men ikke alle forsvinder: Der er nogle, der har efterkommere eller endog flere efterkommere.
De foregående bemærkninger viser klart den ekstreme svaghed, for ikke at sige misinformation ved de biologiske kreationisters argumenter i bogen (og i alle lignende værker). Under disse betingelser er det klart, at denne type værker ikke kan tages alvorligt af den internationale videnskabelige verden. Fixismen kan ikke længere forsvares. Den kan ikke stå for en analyse, hvor snæver den end måtte være, og den er endegyldigt erstattet af Neo-Darwinismens evolutionsteori, tilpasset til at give en sammenhængende forklaring på den levende verden. Som al videnskab, udvikler denne teori sig lidt efter lidt, korrigeres og suppleres som følge af diskussioner, skarpe eller venskabelige, der opbygger den menneskelige kulturelle arv.
Den biologiske evolution :
Værker, det lønner sig at konsultere
XXIII: Leakey, R. E.: 1981 , La Naissance de l’Homme “, éditions du Fanal, 255pp.
XXIV: Piveteau, J.: 1957 , Traité de Paléontologie, tome VII: Paléontologie humaine “, Masson éd., Paris, 670pp.
Sammenligning mellem disse to værker viser, hvilke fremskridt videnskaben har gjort, omend endemålet endnu ikke er opnået. Det vil dog være absurd at opponere mod de to forfattere af denne grund.
XXV: De Beer, Sir G.: 1964 , Atlas of Evolution “, ed. Nelson, London, 202pp (in-folio).
XXVI: Dobzhansky, T., Ayala, F. J., Stebbins, G. L. & Valentine, J. W.: 1977 , Evolution “, ed. Freeman and Co, San Francisco, USA, 572pp.
XXVII: Ford, E. B.: 1972 , Génétique écologique “, éd. Gauthier-Villars, Paris, 448pp.
XXVIII: Génermont, J.: 1979 , Les Mécanismes de l’évolution “, éd. Dunod, Paris, 232pp.
XXIX: Grassé, P.: 1978 , L’évolution du vivant “, éd. Albin Michel, Paris, 477pp.
XXX: Mayr, E.: 1974 , Populations, Espèces et évolution “, éd. Hermann, Paris, 496pp.
XXXI: Watson, J. D.: 1976 , Biologie moléculaire du gène “, 3ème éd., traduction française, Interéditions, Paris, 740pp.
Sammenligningen mellem Grassé & Ford, Mayr, de Beer, Dobzansky et al. Génermont belyser modsætningen mellem to forskellige evolutionsteorier: Grassé´s Neo-Lamarckisme, som den videnskabelige verden stort set ikke accepterer, og de andres Neo-Darwinisme, som stort set er accepteret. Denne diskussion skaber ikke tvivl om evolutionen, som de alle er enige om.
Populærvidenskab
XXXII: De Rosnay, J.: 1988 , L’aventure du vivant “, édition du Seuil, Paris.
XXXIII: Chaline, J.: 1994 , Une famille peu ordinaire. Du singe à l’homme”, éditions du Seuil, Paris.
XXXIV: Chaline, J.: 1996 , L’évolution humaine”, deuxième édition mise à jour, Presses Universitaires de France, Paris.
XXXV: Petrovitch C., I.: 1997 , Opération Adam”, éditions Cerf, Paris (la lecture de ce roman exposant les thèses créationnistes en paléontologie humaine et leurs réfutations à l’aide des arguments scientifiques les plus récents est vivement recommandée).
– – – – –
Luc Plateaux er biolog
Kilde: Le créationnisme est-il scientifiquement recevable?
Link: Association Française pour l’Information Scientifique. © 1997 Luc Plateaux
[*]
Seneste kommentarer